Det er bare så hårdt. Jeg blev sgu også deprimeret over det - især da jeg også rundede de 30 år og en af mine gode veninder smed sine piller og blev gravid i første hug mens min svigerinde havde nr. 2 på vej. Der kunne jeg ikke se noget lys nogle steder og jeg mistede altså modet.
Jeg ville dog for alt i verden undgå behandling, da jeg har set, hvor hårdt det også kan være for krop og psyke og en dag efter 21 måneder, hvor det var forsinket i 10 dage, gad jeg næsten ikke engang tage en test... de andre gange var det jo falske tegn. Havde ligefrem stået og talt til en tom mave engang, fordi jeg sådan havde på fornemmelsen af, at der var en baby.
MEN pludselig, ja, så var den der sgu - to streger!
Og nu er de to streger blevet til min 5 måneder gamle baby. 
Så der er altså håb forude, selvom I har prøvet i et år uden succes. Det er helt normalt, fik jeg også læst mig frem til, at det tager sin tid - men det er en hård tid, så hvis du ikke længere nyde projekt baby, så forstår jeg dig godt. Folk siger altid, at så skal man tænke på noget andet eller nyde sin sidste tid som barnløs, men de råd er ubrugelige. Man kan ikke tænke på andet og man kan ikke nyde sin tid som barnløs, når alt, hvad man ønsker sig er sådan en blød, lille baby!
Men op med modet - det skal nok lykkedes, når ingen af jer fejler noget. 
Anmeld
Citér