Tro eller ikke?

StineW79 skriver:

He He det må være dejligt!

Nu til svaret på hvem der løg i min lille historie, som faktisk ik er en digtet historie!

Min storesøster havde bidt sig selv i armen, så der var tandmærker, fordi vi havde været oppe at "skændes" Hun var blevet sur på mig, og derfor havde hun gjort det.                                               Resultatet blev self at jeg fik skæld ud, for noget jeg ik havde gjort, og self fortalte jeg sandheden, da jeg sagde at det ik var mig der havde bidt min storesøster. 

Det der er min pointe er bare, at self ka ens barn, finde på at pynte på sandheden en gang i mellem, men at jo vi som forældre, ska gøre vores bedste for at opdrage vores børn godt, trygt og kærligt, selvom.

Ud over det kender jeg mange børn, der også ka komme til at lave noget " dumt" og total benægter, at ha haft noget med det at gøre. De drenge er der i hvert fald 3-4 stk af i min datters klasse. Det meste af tiden er de jo heldigvis gode børn, som opføre sig, som børn nu gør flest. Vh Stine 

Altså TS kender selv bedst sit barn så derfor burde hun ikke være i tvivl.. om han har gjort det eller ej.. 

Anonym8200 skriver:

Altså TS kender selv bedst sit barn så derfor burde hun ikke være i tvivl.. om han har gjort det eller ej.. 

Er du aldrig i tvivl? Vauw, jeg synes ellers jeg er en rimelig kompetent mor, men jeg kan da godt være i tvivl. Jeg SMS også jeg har rimelig velopdragne børn, men de kan altså godt stikke en løgn, eller rettere en anden sandhed især hvis de selv kan se det de har gjort nok ikke var så smart.

De kan også slås, de kan formodentlig også hævne sig, drille, være lidt forkert på den i skolen, være en dårlig kammerat osv. Og nej hvor er jeg glad for de ikke over perfekte og jeg derfor kan lære dem, at det faktisk er okay at lave fejl, og de stadig er de dejligste børn i verden ( i mine øjne). Og de lyver også, og jeg forbeholder mig retten til at tvivle på dem og ikke bare pege fingre af den anden som en løgner - jeg forbeholder mig retten til at fastholde der altid er to sider af samme sag, og at jeg også selvom jeg er mor skal spørge undrende og give dem muligheden for at fortælle deres side af historien og ikke bare sige: nej du lyver ikke...! 

Om ts´søn lyver eller ej skal jeg ikke afgøre, det kan kun ts og eventuelt involverede, men jeg synes faktisk ts er en konstruktiv mor, der ved hendes søn også kan lave fejl og endda også kan lyve, og ikke bare siger: det må være jeres datter der lyver

Anonym skriver:

Hvad er det der får dig til at tvivle, når din søn bliver vred og siger det ikke var ham? Som forældre burde du selv stole på din søn.. jeg kan ikke se hvorfor det skulle være nødvendigt at du deler denne "dilemma" som du selv kalder det? Jeg har selv to sønner... uanset hvad så forsvare man sine børn.. og forresten lyder det til din søn er ked af at han skal beskyldes som du forklarer det.. han er et barn og du kender bedst din søn.. hvis det havde sket for min søn og han reagerede som din søn havde jeg ikke trukket det ud men tværtimod havde fortalt ham at jeg stoler på hvad han siger og hvis han har sagt at han ikke har gjort det så vil jeg stole på han ikke har gjort det... at man tvivler på sit barn er godt nok langt ude især hvis du er mor til ham og kender ham bedst end os så er det da rimelig skørt at du skal dele det med os tænker jeg...?

Jeg må være langt ude - troede ellers jeg var en rimelig kompetent mor - for jeg kan godt tvivle på mine børn, og nej jeg forsvarer ikke mine børn uanset hvad. Hvis mit barn fx bevidst har klippet i et andet barns tøj, så forsvarer jeg ikke mit barn. Jeg hjælper mit barn med at bede om undskyld.

Og skulle min søn komme hjem med sådan en anklage, han benægtede, så ville jeg ikke uden at blinke sige: det er pigen der lyver. Jeg ville tale med min søn og spørge undrende: hvorfor tror du den pige siger du har klippet i tøjet? Så du hvem der gjorde det? Kunne du have gjort det ved et uheld? Er du bange for konsekvensen hvis du siger det? Osv. Og ja benægtede min søn stadig, så måtte jeg lade den ligge, og det var det jeg ville sige til ham og pigens forældre: det er ord mod ord, vi kan hverken bevise for eller imod, så den må blive liggende her. 

jeg troede også jeg havde meget normale og egentlig velopdragne børn, men det kan jeg så se jeg ikke har. For de kan lyve, de kan opføre sig af helvede til, de kan slås, de kan beskylde hinanden for alt muligt, de kan gemme deres søskendes ting, de kan drille, de kan opføre sig åndsvagt i skolen osv. Men fordi de ikek er perfekte, så er de faktisk også super gode til at acceptere deres egen fejl, gode til at efterhånden at erkende og sige undskyld og lære af deres fejl.

StineW79 skriver:

He He det må være dejligt!

Nu til svaret på hvem der løg i min lille historie, som faktisk ik er en digtet historie!

Min storesøster havde bidt sig selv i armen, så der var tandmærker, fordi vi havde været oppe at "skændes" Hun var blevet sur på mig, og derfor havde hun gjort det.                                               Resultatet blev self at jeg fik skæld ud, for noget jeg ik havde gjort, og self fortalte jeg sandheden, da jeg sagde at det ik var mig der havde bidt min storesøster. 

Det der er min pointe er bare, at self ka ens barn, finde på at pynte på sandheden en gang i mellem, men at jo vi som forældre, ska gøre vores bedste for at opdrage vores børn godt, trygt og kærligt, selvom.

Ud over det kender jeg mange børn, der også ka komme til at lave noget " dumt" og total benægter, at ha haft noget med det at gøre. De drenge er der i hvert fald 3-4 stk af i min datters klasse. Det meste af tiden er de jo heldigvis gode børn, som opføre sig, som børn nu gør flest. Vh Stine 

Men så løg din søster jo

så et af dine forældres børn havde jo løget. - så nej man kan ikke altid stole på sine børn, for de er jo, ja børn 

den er svær, jeg ville nok tage en stille og rolig snak med ham omkring opførsel/løgne/det rigtige at man skal gøre/om situtationen, fx. Høre om han er uvenner med pigen, for hvis det ikke er ham, må der jo være/have været en form for konflikt mellem dem og ikke gøre så meget mere ved det.

Soonmom skriver:

Men så løg din søster jo

så et af dine forældres børn havde jo løget. - så nej man kan ikke altid stole på sine børn, for de er jo, ja børn 

den er svær, jeg ville nok tage en stille og rolig snak med ham omkring opførsel/løgne/det rigtige at man skal gøre/om situtationen, fx. Høre om han er uvenner med pigen, for hvis det ikke er ham, må der jo være/have været en form for konflikt mellem dem og ikke gøre så meget mere ved det.

Jepper pointen var netop at min søster løj. Og at selvom forældre ka ha nok så høje forestillinger omkring at ens eget barn, så er der altid muligheden for at ens barn ka stikke en lille hvid løjen vh Stine 

Umut skriver:

God aften alle..!!

Står i et dilemma ang. Min søn på 7 år ( snart) 

sagen er den at han går i 1 klasse... İ bilkedkunst timen  har en af pigerne fået klippet sit tøj.. Pigen har fortalt at det var min søn der gjorde det...

Men min søn insisterede at det ikke var ham men H... fra klassen der gjorde det...

men pigen har fortalt det var min søn..!!

Jeg har prøvet at spørger mig frem men nej han var helt sur på os fordi vi ikke troede på ham...

Hvordan tackler man sådanne sag bedst uden at sit barn føler sig utryg ved at fortælle det rigtige

Jeg forstår ikke helt hvad forældrene til pigen forventer af dig. Hvis der havde været et problem mellem de to børn, som du skulle forholde dig til, havde du vel fået besked af læreren.

Det er ikke fordi jeg er imod at forældre henvender sig til hinanden om problematikker, men hvad skal du gøre? Du har ikke en jordisk chance for at vide, hvad der er sket. Forventer de at du skælder ham ud eller erstatter tøjet?

God aften alle..!!

Står i et dilemma ang. Min søn på 7 år ( snart) 

sagen er den at han går i 1 klasse... İ bilkedkunst timen  har en af pigerne fået klippet sit tøj.. Pigen har fortalt at det var min søn der gjorde det...

Men min søn insisterede at det ikke var ham men H... fra klassen der gjorde det...

men pigen har fortalt det var min søn..!!

Jeg har prøvet at spørger mig frem men nej han var helt sur på os fordi vi ikke troede på ham...

Hvordan tackler man sådanne sag bedst uden at sit barn føler sig utryg ved at fortælle det rigtige

Som andre skriver så er skyld ikke kerneproblemet. Facts er at der er klippet i noget tøj og det er ikke en ønsket handling uanset hvem der har gjort det !

Så snak med din søn som om rigtige og forkerte handlinger. Brug omvendt psykologi. Beskriv en situation hvor noget som han er glad for bliver ødelagt af andre. Tag de følelser og brug dem til at lære ham at tænke sig om når han gør nogen ting i fremtiden.

Børn op til en vis alder er ikke bøller, men prøver bare ideer af... gode som dårlige...

Dog starter nogle børn allerede i vuggestuen med at ødelægge andres "værker"... såsom lego-kreationer m.m. Det er ikke ondt ment men mangel på "opdragelse" fra de voksnes side.

Du kan ikke irettesætte et barn som gør rigtige ting.... det er jo først når en serie af hændelser pågår at du kan se et vis mønster som er uønsket i det lange løb.