Den er svært for som udgangspunkt bør man stole på sine børn - og samtidig har vi nok alle som børn både fortalt en hvid løgn, fortiet sandheden og ændret sandheden især når vi vidste vi var i knibe.
For mig er det mest vigtigt om klipningen af tøjet er sket som et uheld eller med vilje - det ville bestemme hvordan jeg gik til det.
Hvis det var et uheld - ville jeg sige: søde skat, jeg tror selvsagt på dig, men jeg ved også det kan være svært at sige noget man tror man får skæld ud over. Derfor spørger jeg måske en ekstra gang fordi jeg også ved, at man bliver glad af at fortælle sandheden.
Hvis det var med vilje. Ville jeg starte nogenlunde på samme måde, men så fortsætte kan du fortælle mig hvad der skete, måske endda tegne en lille tegneserie og så spørge undrende til der hvor historien måske ikke hang sammen. Mog jeg ville også spørge til, hvis han har set det, hvad gjorde han så, for at blot se på er også forkert.
Hvis min søn insisterede på sin uskyld, ville jeg fortælle det til forældrene på en konstruktiv måde, hvor ingen blev beskyldt for at lyve.
Udover det så helt generelt, er det min mening, at noget af det vigtigste at give sine børn er en fri zone, en zone der hjemme hvor man godt kan fortælle det dumme man har gjort. Måske får man noget a la skæld ud men man roses også for at fortælle sandheden. Det har keg fortalt og vist mine unger mange gange. For sidste skole oplevede jeg så det havde hjulpet for jeg blev ringet op af min datter i 7. Klasse med ordene: mor du har altid sagt jeg skal fortælle dig når jeg har gjort noget galt for aå bliver SU lindre gal end hvis jeg lyver. Mor jeg har lige pjækket! Og jeg blev mindre gal end hvis jeg havde oplevet beskeden på intra, plus det nu var muligt at tale om det.
Bare en lille historie, absolut ikke fordi jeg tror din søn lyver.
Anmeld
Citér
