Et forhold uden kærtegn?

Jeg har kendt min kærste i 22år,og vi har 4 børn sammen,og jeg har aldrig haft det,som du beskriver.

Så hvis jeg nåede der til,hvor du står nu,er jeg ikke et sekund i tvivl om,at jeg ville blive skilt,og komme helt videre i livet,og så kun være fantastiske forældre hver for sig.

Børn eller ej,skal man ikke kæmpe for hver en pris.

Anonym skriver:

Men TS og hendes kæreste har sat børn i verden sammen... og hun skriver jo at hun et eller andet sted stadig elsker ham, selvom det lige nu føles som om det er på grund af børnene. 

Som minimum bør man da finde ud af om man virkelig ikke elsker hinanden mere, eller om kærligheden blot skal genopdages.

Du kan ikke sammenligne alle andres forhold med din kammerats. Og at meddele en der spørger om hjælp, at hun skal gå fra sin mand fordi han ellers finder en elskerinde, det er ikke i orden. - fint at du kommer med din kammerats historie, men det skulle være ment som et budskab om at der skal sættes ind og gøres noget fra begge parter, hvis det ikke skal ende sådan.

Det er din mening og fred være med den. 

Anonym skriver:

Alt det der med at få børnene passet og komme ud osv osv. Det er noget fis i en hornlygte. Ja nogen gange virker det. Men andre gange må man også se i øjnene at kærligheden og lysten til hinanden bare ikke er der mere. 

Jeg har en god ven som står i præcis samme situation. Været sammen med kæresten i 10 år. Kæresten er den kvinde du beskriver dig selv som. Gider ham ikke, gider ikke engang sige godmorgen eller godnat. Ingen kys og kærtegn. Intet som helst. Han elsker sin kæreste men er også så træt af hende fordi hun ikk giver ham noget som helst men derimod afviser ham gang på gang. 

Han har talt med hende om det utallige gange og har spurgt hende ligeså mange gange om hun bare ikk elsker ham mere. Men det gør hun siger hun. Men lige lidt ændre det sig. 

Han har en elskerinde nu der giver ham alt det kæresten ikke vil og elskerinden er indforstået med det hele. 

Burde han gå fra hende? - ja det burde han. Problemet er at han mister børnene da han ingen rettigheder har. Derfor bliver han. 

Hvis du ikk ønsker din mand skal ende som min kammerat og få en elsker. Så ville jeg gøre det forbi med ham. 

Men synes du bare man skal give op? Give op på flere års ægteskab/forhold uden så meget som at gøre den mindste smule for at forsøge at redde trådene? 

Langt de fleste holder jo ikke et liv ud sammen i 10 år, hvis der ikke bare var et eller andet der holdt dem sammen udover børnene. Der var jo engang hvor de mødte hinanden, havde det godt, havde fælles drømme og mål i livet samt ønsket om at stifte familie sammen. Jeg tror på, at det i mange tilfælde godt kan lykkedes at komme tilbage til de fælles værdier, uden at være nødsaget til at få en elsker eller gøre forholdet forbi, hvilket også er er kompliceret. 

Hvis alle havde den indstilling som du, ville skilsmisseraten være langt højere end den i forvejen er og det tænker jeg faktisk er et problem.

Jeg synes man skylder sig selv, hinanden og sine børn at kæmpe for det gode liv sammen, fremfor bare at kaste håndklædet i ringen og gemme sig som en struds, ligeså snart der er den mindste smule modgang

Anonym skriver:

Men synes du bare man skal give op? Give op på flere års ægteskab/forhold uden så meget som at gøre den mindste smule for at forsøge at redde trådene? 

Langt de fleste holder jo ikke et liv ud sammen i 10 år, hvis der ikke bare var et eller andet der holdt dem sammen udover børnene. Der var jo engang hvor de mødte hinanden, havde det godt, havde fælles drømme og mål i livet samt ønsket om at stifte familie sammen. Jeg tror på, at det i mange tilfælde godt kan lykkedes at komme tilbage til de fælles værdier, uden at være nødsaget til at få en elsker eller gøre forholdet forbi, hvilket også er er kompliceret. 

Hvis alle havde den indstilling som du, ville skilsmisseraten være langt højere end den i forvejen er og det tænker jeg faktisk er et problem.

Jeg synes man skylder sig selv, hinanden og sine børn at kæmpe for det gode liv sammen, fremfor bare at kaste håndklædet i ringen og gemme sig som en struds, ligeså snart der er den mindste smule modgang

Tror i tolker mit indlæg på jeres helt egen måde og ikke hvad jeg rent faktisk skriver. Alene fordi jeg siger at weekend ophold ikke altid redder alting og man nogen gange bare må indse at kærligheden ikke er der mere 

Jeg har det præcis ligesom dig, og ved heller ikke mine levende råd! Det er der ingen hjælp i, men du står ikke alene i denne situation!

Sender et kæmpe kram... 

Tror i tolker mit indlæg på jeres helt egen måde og ikke hvad jeg rent faktisk skriver. Alene fordi jeg siger at weekend ophold ikke altid redder alting og man nogen gange bare må indse at kærligheden ikke er der mere 

Jeg er med på det med at man ikke kan redde alt og man selvfølgelig ikke ikke selv er herre over følelser, men jeg tror stadig på vigtigheden i at gøre et forsøg. 

Jeg tænker heller ikke er weekendophold redder forholdet, for sådan hænger verden ikke sammen. Men jeg tror på at det kan give lidt luft og bedre mulighed for nærkontakt med sin partner, måske både fysisk og psykisk, hvis man lader børnene blive passet. Jeg forestiller mig ikke det dybt romantiske ophold, jeg forestiller mig fx hjemmehygge, hvor der er tryghed, ro og mulighed for dybe samtaler omkring parforholdet og fremtiden. 

jeg har stået i din situation.

Alt var hverdag og jeg fik gåsehud år min mand rørte mig.. det var bare ufedt at skulle være kærester. Jeg elskede ham som far til min børn men ikke som partner. 

Jeg besluttede mig at det var mest fair overfor både mig selv,børn og især min mand som jeg jo stadig holdt af bare ikke rigtigt at være ærlig og melde ud at jeg ønskede skilsmisse.

Puha en samtale at have MEN MEN MEN det viste sig at min mand havde det på sammen måde. Han havde så fået talt med en god ven der havde rådet ham til at finde andre løsninger. bare for at sikre at han havde været rundt om det hele inden han " gav op"

Vi besluttede sammen at vi ville give det et sidste skud. OG vi forpligtede os selv overfor hinanden på at vi ville give dette sidste skud ALT hvad vi havde. INGEN nemme løsninger, ingen trusler Kun rent arbejde.

Vi satte en dato der hed 1/2 år ud i fremtiden. DER skulle vi være et sted i vores liv hvor vi følte mere for hinanden. Vi skulle kort sagt være i mål eller i det mindste begge føle at målet lå relativt tæt på. 

Vi satte nogle parameter op for hvad vi begge mente vi gerne ville. Hvor ville vi gerne ende henne. 

Blev disse ikke opnået ville vi i god ro og med fælles kærlighed til vores børn gå fra hinanden.

Vi startede med at "shoppe" par terapi og fandt flere gode steder. 

Vi fandt et sted hvor vi efter en indledende samtale med terapauten blev eninge om et meget intensivt forløb der ville koste mange timer og kræve meget af os..

I dag ( 3 år efter)  er vi  stadig sammen og jeg elsker ham højere end jeg nogen sinde har gjort. Vi har sex flere gange om ugen og fysisk kontakt hver dag. Vi har lært at prioritere hinanden men også se hinanden i nyt lys. 

Men jeg vil ikke lyve. Jeg skulle flytte en del grænser( det med at lade ham røre mig eks.) , bruge mange kræfter og investere meget af mig selv i det og det ente med at blive ben hårde 9 måneder inden vi stoppede vores terapiforløb, men det har været det hele værd. 

Så der er håb endnu.. Måske lykkes det jer- måske ikke. Men måske skylder I hinanden, jer slev og jeres børn at give det en ben hård krævende men effektiv chance?

Anonym skriver:

jeg har stået i din situation.

 

Alt var hverdag og jeg fik gåsehud år min mand rørte mig.. det var bare ufedt at skulle være kærester. Jeg elskede ham som far til min børn men ikke som partner. 

 

Jeg besluttede mig at det var mest fair overfor både mig selv,børn og især min mand som jeg jo stadig holdt af bare ikke rigtigt at være ærlig og melde ud at jeg ønskede skilsmisse.

 

Puha en samtale at have MEN MEN MEN det viste sig at min mand havde det på sammen måde. Han havde så fået talt med en god ven der havde rådet ham til at finde andre løsninger. bare for at sikre at han havde været rundt om det hele inden han " gav op"

 

Vi besluttede sammen at vi ville give det et sidste skud. OG vi forpligtede os selv overfor hinanden på at vi ville give dette sidste skud ALT hvad vi havde. INGEN nemme løsninger, ingen trusler Kun rent arbejde.

 

Vi satte en dato der hed 1/2 år ud i fremtiden. DER skulle vi være et sted i vores liv hvor vi følte mere for hinanden. Vi skulle kort sagt være i mål eller i det mindste begge føle at målet lå relativt tæt på. 

Vi satte nogle parameter op for hvad vi begge mente vi gerne ville. Hvor ville vi gerne ende henne. 

Blev disse ikke opnået ville vi i god ro og med fælles kærlighed til vores børn gå fra hinanden.

 

Vi startede med at "shoppe" par terapi og fandt flere gode steder. 

Vi fandt et sted hvor vi efter en indledende samtale med terapauten blev eninge om et meget intensivt forløb der ville koste mange timer og kræve meget af os..

 

I dag ( 3 år efter)  er vi  stadig sammen og jeg elsker ham højere end jeg nogen sinde har gjort. Vi har sex flere gange om ugen og fysisk kontakt hver dag. Vi har lært at prioritere hinanden men også se hinanden i nyt lys. 

 

Men jeg vil ikke lyve. Jeg skulle flytte en del grænser( det med at lade ham røre mig eks.) , bruge mange kræfter og investere meget af mig selv i det og det ente med at blive ben hårde 9 måneder inden vi stoppede vores terapiforløb, men det har været det hele værd. 

 

Så der er håb endnu.. Måske lykkes det jer- måske ikke. Men måske skylder I hinanden, jer slev og jeres børn at give det en ben hård krævende men effektiv chance?

Vil bare kommentere og sige tak for en MEGA inspirerende historie! 

.