Skal du ikke snart have børn?

altogintet skriver:

Jeg tror også folk spørger venligt ment. Tror i hvert fald ikke nogen er ude på at såre . 

Kan faktisk godt se det fra din side. Det må måske føles lidt, som om folk er ligeglade, når ikke de spørger bare lidt ind til ens fremtid. 

Ja, det var somme tider det, jeg følte. Hvorfor var den ingen, der interesserede sig for, om mine fremtidsdrømme involverede børn ?

Men sådan var det jo slet ikke - de syntes netop, at det var privat, og at de ikke skulle gå og spørge mig, om jeg skulle have børn. Og jeg kan jo godt forstå det nu - jeg gav heller aldrig selv udtryk for, at jeg egentlig gerne ville have børn engang - for så ville folk vel bare sige, at "skulle du ikke lige finde en mand først". Eller også antog de bare, at drømmen om børn først ville dukke op, når man havde fundet den rette.

Og det er nok meget forståeligt og nok udtryk for, at folk gerne ville tage hensyn.

Mange singler hader også spørgsmålet "Hvorfor har du ikke en kæreste - det er jo ikke fordi, der er noget i vejen med dig".

Jeg læste engang en klumme om det med at få spørgsmålet som single - hvorfor har du ikke en kæreste - den var virkelig morsom, og jeg fik da nogle gode idéer. Det var så længe før, jeg mødte min nuværende kæreste. 

Og ja det er jo på en måde rigtigt, at det er noget mærkeligt noget at spørge om - singler spørger jo heller ikke par, om de stadig er lykkelige sammen, eller om de mon er bange for at blive skilt.

Mon ikke vi alle sammen ind imellem kommer til at stille dumme spørgsmål. Men ja, man skal da lige tænke over, om man træder over folks privatsfære.

altogintet skriver:

Skal du ikke snart have børn?

http://altogintet.dk/skal-i-ikke-snart-have-boern/

Hører du nogle gange dét spørgsmål? Og hvad føler du, når du bliver spurgt om netop det?

Selv hader jeg det spørgsmål. Det er så privat, som noget kan være. Og når man oven i købet prøver - men har svært ved at blive gravid, så er det endnu mere et lortet spørgsmål. 

 

Hvad synes du?

 

 

 

Nu har jeg et barn i forvejen, inden vi fik har vi måske fået spørgsmålet lidt, men ikke noget vi tænkte så meget på, på det tidspunkt da var vi også så unge. Og blev gravid hurtigt efter vi ønskede det. 

Men nu her hvor første barn er ved at være nogle år, har vi tit fået spørgsmålet, og ja synes det er et dypt privat spørgsmål at stille, jeg ville i hvert faldt ikke komme med et detalieret svar, og heller mere slå det hen. 

Men de sidste par mdn hvor vi har forsøgt og det ikke lykkedes, bliver man lidt kedaf det, da man vil så gerne. Man begynder samtidig at tvivle på sine evner til at blive gravid igen, men må sige at det med at man har et barn i forvejen, hjælper til at holde modet oppe. 

Så, jo jeg forststår rigtig godt dine føleser, selv om jeg ikke helt står i samme situation. 

Kan så fortælle at jeg nu er gravid i 8 uge. 

Vil ønske dig/jer alt det bedste og håber det snart lykkes

Fik tit spørgsmålet da vores første graviditet tog 4 år og rigtig mange behandlingsforsøg. Jeg er en ret åben person, og svarede ofte ærligt på spørgsmålet. Fortalte simpelthen, at det ikke var så nemt for os. De fleste gange blev det modtaget godt, men mange gange fik jeg modsvaret "så skal du bare lade vær med at tænke så meget på det" ......Dertil kunne jeg jo bare svare " en ret sjov kommentar, når nu DU bragte netop graviditet og børn på banen, jeg ville hjertens gerne have snakket og tænkt på noget andet"

Folk mener intet ondt med det, men har aldrig forstået, hvor spørgsmålet skal føre hen. Altså hvilken spændende samtale skal der komme ud af "skal I ikke snart have børn" eller " hvorfor er du stadig single". Hvis man virkelig er interesseret i andres liv, og ønsker at spørge til det, forstår jeg ikke, hvorfor man spørger til det der ikke er fremfor det de har, laver og er interesseret i.

altogintet skriver:

Skal du ikke snart have børn?

http://altogintet.dk/skal-i-ikke-snart-have-boern/

Hører du nogle gange dét spørgsmål? Og hvad føler du, når du bliver spurgt om netop det?

Selv hader jeg det spørgsmål. Det er så privat, som noget kan være. Og når man oven i købet prøver - men har svært ved at blive gravid, så er det endnu mere et lortet spørgsmål. 

 

Hvad synes du?

 

 

 

Jeg bliver spurgt konstant og får kommentarer som "der er jo ingen grund til at vente" og "man kan lige så godt få det overstået" og "det bliver ikke nemmere af at man bliver ældre"

Nu er det bare lige sådan, at vi har været i behandling i et år. Vi har været sammen i over 5 år og ville da gerne have en hel flok hvis det skulle være. Men det går ret dårligt med behandlingen, og jeg er virkelig ked af det over det. 

Så når jeg får den slags kommentarer bliver jeg på en gang vred, såret og enormt ked af det. Jeg synes det er upassende og uforskammet at sige sådanne ting, for man ved jo netop ikke hvad folk har været igennem �� Og det er virkelig svært at svare på... 

Flomama skriver:

Jeg har ikke fået spørgsmålet og aldrig stillet det. 

Syntes faktisk det vildt upassende at spørge folk om de knalder med et formål eller bare for sjov 

Det må være rigtig rart at have undgået dét spørgsmål ☺️

Altså, jeg forstår godt, det kan gøre ondt, at få de konfronterende spørgsmål. Jeg har også fået dem mange, mange gange. Men jeg kan ikke forstå, at man bliver ked af det, sur eller irriteret. 

 I sådanne nogle samtaler her, tænker jeg altid på: hvorfor bliver folk så vrede/sure/kede af det? Ma  kan jo sige "det taler jeg ikke om med andre end venner/min mand/min kat ect" hvis man ikke ønsker at andre skal have indblik i livssituationer?

Jeg ænser ofte ikke rigtig spørgsmålene - synes de er lidt uhøflige, sådan generelt. Men det er jo dem, der er uhøflige og ikke mig  

Jeg føler mig ikke forkert af, at de spørger "interesseret". og min sorg over ikke at have en kæreste eller barn bliver da heller ikke større af et spørgsmål?  

Tante Oda: "skal I ikke snart have børn?" 

Mig: "jo/nej, måske på et tidspunkt" 

herefter videre i livet og lave noget andet interessant end at blive ked af det over et spørgsmål . 

altogintet skriver:

Det må være rigtig rart at have undgået dét spørgsmål ☺️

Det ved jeg nu ikke. 

Det da meget rart når folk interesser sig for ens fremtid og planer  

Flomama skriver:

Det ved jeg nu ikke. 

Det da meget rart når folk interesser sig for ens fremtid og planer  

Ja, det kan du selvfølgelig have ret i . Og når man ikke har svært ved at få børn, eller ikke er i gang med projekt baby, så opfatter og reagerer man naturligvis anderledes på spørgsmålet, end når man netop har prøvet på at få de skide børn de sidste tre år 

Anonym skriver:

Altså, jeg forstår godt, det kan gøre ondt, at få de konfronterende spørgsmål. Jeg har også fået dem mange, mange gange. Men jeg kan ikke forstå, at man bliver ked af det, sur eller irriteret. 

 I sådanne nogle samtaler her, tænker jeg altid på: hvorfor bliver folk så vrede/sure/kede af det? Ma  kan jo sige "det taler jeg ikke om med andre end venner/min mand/min kat ect" hvis man ikke ønsker at andre skal have indblik i livssituationer?

 

Jeg ænser ofte ikke rigtig spørgsmålene - synes de er lidt uhøflige, sådan generelt. Men det er jo dem, der er uhøflige og ikke mig  

Jeg føler mig ikke forkert af, at de spørger "interesseret". og min sorg over ikke at have en kæreste eller barn bliver da heller ikke større af et spørgsmål?  

Tante Oda: "skal I ikke snart have børn?" 

Mig: "jo/nej, måske på et tidspunkt" 

herefter videre i livet og lave noget andet interessant end at blive ked af det over et spørgsmål . 

Måske jeg har formuleret mig en anelse forkert, så  Jeg bliver aldrig sur på den der spørger. Jeg bliver blot ked af det og oplever til tider en indre irritation (dette naturligvis fordi, mine følelser om dette emne er ekstremt store, da vi har forsøgt længe og mistet nogle gange). 

Men ligefrem at blive sur, kunne jeg aldrig finde på 

Det er nemlig ikke det at folk spørger, der gør mig ked af det, men det faktum, at det får tankerne om hele min historie, og de følelser af skam, frustration og sorg den medfører, til at komme frem igen igen igen 

Måske jeg har formuleret mig en anelse forkert, så  Jeg bliver aldrig sur på den der spørger. Jeg bliver blot ked af det og oplever til tider en indre irritation (dette naturligvis fordi, mine følelser om dette emne er ekstremt store, da vi har forsøgt længe og mistet nogle gange). 

Men ligefrem at blive sur, kunne jeg aldrig finde på 

Det er nemlig ikke det at folk spørger, der gør mig ked af det, men det faktum, at det får tankerne om hele min historie, og de følelser af skam, frustration og sorg den medfører, til at komme frem igen igen igen 

Men skam? Det er præcis det, jeg ikke forstår? 

Sorg - ja! Av det gør ondt, og der er en masse, man skal ændre i sin forhåbning om fremtid osv. 

Men skam? Hvorfor? Skal andre føle skam over, at de ikke kan få børn? Jeg mener, skam er en følelse, man skal få, når man gør noget uetisk eller noget dårligt for andre. :-) 

eller er den en skam over, at din krop ikke fungerer som andres? For det er da også lidt "Mærkeligt". Jeg har et handicap. Jeg har aldrig følt skam over det. Jeg føler skam, når jeg taler grimt om andre mennesker, eller kommer til at såre andre. Skam føler jeg, hvis jeg taler før højt eller for længe - men min biologi eller mit handicap - det føler jeg ikke skam over. 

1. Det går ikke udover andre?

2. Der er Intet skamfuldt i at have er handicap (som ikke at kunne få børn) 

3. Man skal ikke skamme sig over, at være den man er, når det ikke går udover andre!  

Jeg spørger, fordi jeg helt oprigtig er interesseret i at høre, hvor den skamfølelse kommer fra?