lineog4 skriver:
Nu er jeg ikke bedemand, men en af dem der desværre har været alt for mange gange hos en bedemand.
Jeg synes ikke arbejdet er underligt og jeg synes absolut ikke det er underligt at en kvinde er bedemand. Men jeg tænker dog alligevel det er et job man skal huske at overveje grundigt. For det er ikke et 8-16 job, telefonopringningen kan komme på mange skæve tidspunkter og man skal kunne rumme en person i sorg også når man egentlig hellere vil se Disney show med sine unger for ellers ryger kunderne til den næste, for når man er i sorg husker man ikke tiden og normaliteten nødvendigvis og vil bare have kontakt. Man skal også være dybt professionel og være den yderst empatiske og omsorgsfulde selvom man har haft et skænderi med kæresten eller man har vildt ondt i hovedet. Er man ikke i et stort firma skal man også være på den dag hvor begravelsen er, dvs. Barn syg er en lidt anden størrelse fx.
Jeg har stort respekt for de der er bedemænd og har mødt fantastiske bedemænd. Bedemænd der kunne guide mig i mit kæmpe chok så jeg i dag er glad for næsten alle valgene, og de var der stort set døgnet rundt både i forhold til de kontaktede mig og tog telefonen når jeg ringede.
Så vil du det, så tager jeg hatten af og tænker du er et stort menneske der ved du kan rumme og være der i nuet for også fremmede mennesker. Ja faktisk sidestiller jeg lidt bedemænd med præster.
Jeg er allerede i et job, med skæve arbejdstider.
Og har arbejdet med mennesker de sidste 20. Bla på plejehjem, og har været med til gøre de afdøde i stand til familen.
Har de sidste 12 år arbejdet som pædagog indenfor specialområdet, hvor samarbejdet med de pårørende er alfa omega. Har stået med forældre, som har mistet deres barn, og har derfor også mødt den sorg, der medfølger.
Det er bare en tanke jeg har haft i noget tid, men har endnu ikke luftet den højt, for mere end et par stykker. De er alle enige om, at jeg kunne være fantastisk til jobbet, men at ih hvor er det lidt mærkeligt.
Anmeld
Citér