Færdiguddannet og mindre personlig krise

Hej allesammen. 

Jeg har brug for at høre, om andre har oplevet det samme, og hvad i gjorde. 

Jeg har været studerende i hundrede år og en formiddag. Først folkeskolen. Så gymnasiet. Så universitetet, som tog 7 år, fordi jeg fik to børn undervejs. 

I går afleverede jeg mit speciale, og jeg har tudet on and off lige siden. Jeg kan slet ikke forholde mig til, at det ikke længere er "hej, jeg hedder.. Jeg studerer..." men at min identitet pludselig er "hej, jeg hedder... Jeg ER psykolog". 

Jeg burde være glad, det ved jeg. Jeg burde juble og være stolt. Jeg har klaret det her sygt hårde studie trods to børn, trods skilsmisse, trods kæmpe livskriser, og jeg har endda klaret mig virkelig godt. 

Men i stedet føler jeg mig tom. Ked af det. Meningsløs. Jeg ved ikke, hvad jeg skal forholde mig til nu. I så mange år har der altid været et hængeparti, altid noget mere jeg kunne læse og studere, altid en dårlig samvittighed over "jeg burde...", når jeg ikke studerede. Nu er den væk. For jeg er færdig med min uddannelse. 

Når jeg får svar sidst i september skal jeg søge job, men jeg skal på barsel to måneder efter, så jeg ser det ikke som det helt store mål. Ved godt jeg ikke får et job. Så skal jeg på barsel. Bagefter har jeg en dør på klem til et spændende job gennem mine kontakter, men indtil da er der bare intet. Jeg kan lave, hvad jeg vil. Der er ikke noget, der ligger og venter på at blive lavet. 

Og jeg synes det er SÅ hårdt, og ærlig talt føles det pinligt og utaknemmeligt, at jeg har det på den måde. Men efter at have identificeret mig som studerende i så mange år, så ved jeg ikke "hvem jeg er" uden det mærkat. Jo, jeg er psykolog. Men det kan jeg ikke forholde mig til endnu. 

Så er det selvfølgelig også en flad fornemmelse at smide sit speciale i en postkasse, og så er det ligesom det, det hjælper nok heller ikke lige på det!

Så.. Nogen der kender? Jeg vil mægtig gerne mødes med forståelse og varme, det er en overraskende hård overgang.. 

Det er 11 år siden jeg sad lige der hvor du sidder - havde afleveret speciale i juli, skulle gå på barsel i oktober og..... Det var sindsyg tomt og ingen forstod.

Skal jeg være helt ærlig så forstår jeg ikke rigtig jeg ikke stadig er studerende - jeg kaster mig så hovedkuls ud i nye bøger, nye interesseområder og har fået arbejde som lærer hvor jeg da bare heller aldrig føler mig færdig (dejligt befriende ).

Så kæmpe kram, kan anbefale at læse en bunke af gode krimier, eller måske lige dykke ned i eksistentialisme eller Grundtvig (det er min nye passion) eller hvad med at kaste dig over et vildt madprojekt eller fondant og kager (sådan noget har jeg aldrig lært) eller måske lære at strikke fletstrik med flere farver  Ej spøg til side, jeg forstår det hele vejen igennem og håber du ikke som jeg nyder med at drømme om at blive studerende igen (jeg har mindst 5 fag jeg godt gad læse, og hvis bare jeg vandt i lotto)

Jeg kan sagtens genkende den der flade fornemmelse. Og jeg skulle endda op og forsvare min opgave, så jeg fik lidt mere en "afslutning". 

Men jeg havde det som dig. En tom fornemmelse. Men jeg var også enormt lettet, for jeg nød bestemt ikke studiet til sidst. Og så var der også den her følelse af frygt. For nu skulle jeg for alvor stå på egne ben. Jeg kunne ikke længere skjule mig bag studiet. Det var overvældende. Jeg syntes, det gik over, da jeg fik mit første job. Det gav en ro og en følelse af, at nu kørte toget igen, og jeg fandt ro i min nye identitet.

Og lige noget lidt andet, men plejer man ikke at få en forhåndsgodkendelse ret hurtigt, som man kan bruge i a-kassen? Det mener jeg, min mand gjorde. For så kan du vel godt søge lidt med det samme? Jeg ved godt, at motivationen ikke er så høj, når man er gravid (har selv stået som gravid jobsøgende), men jo før du kommer i gang, jo større chance er der, for at der er nogen, der alligevel vil ansætte dig. Det er ikke umuligt :-)

Jeg kan sagtens genkende den der flade fornemmelse. Og jeg skulle endda op og forsvare min opgave, så jeg fik lidt mere en "afslutning". 

Men jeg havde det som dig. En tom fornemmelse. Men jeg var også enormt lettet, for jeg nød bestemt ikke studiet til sidst. Og så var der også den her følelse af frygt. For nu skulle jeg for alvor stå på egne ben. Jeg kunne ikke længere skjule mig bag studiet. Det var overvældende. Jeg syntes, det gik over, da jeg fik mit første job. Det gav en ro og en følelse af, at nu kørte toget igen, og jeg fandt ro i min nye identitet.

Og lige noget lidt andet, men plejer man ikke at få en forhåndsgodkendelse ret hurtigt, som man kan bruge i a-kassen? Det mener jeg, min mand gjorde. For så kan du vel godt søge lidt med det samme? Jeg ved godt, at motivationen ikke er så høj, når man er gravid (har selv stået som gravid jobsøgende), men jo før du kommer i gang, jo større chance er der, for at der er nogen, der alligevel vil ansætte dig. Det er ikke umuligt :-)

Jeg svarer lige ordentligt på jer begge senere vi kan ikke få forhåndsgodkendelse på studiet, det blev afskaffet for nogle år siden. Så kan først noget når jeg får svar omkring 1. Oktober. Skal på barsel lige i starten af december jeg har dog planer om at forsøge at gøre noget med mit speciale i praksis, har nogle foredrag i tankerne og har i øvrigt også søgt et afløserjob på en døgninstitution, men har ikke de store forhåbninger om at få noget, selvom jeg selvfølgelig vil prøve. Desuden lider jeg af bækkenløsning. Jeg er ikke sygemeldt, fordi det ikke har været relevant når jeg bare studerede hjemme, men jeg ville ikke kunne klare en arbejdsdag. Bare at gå ned og aflevere børn gør mig underdrejet resten af dagen, men har nu tænkt mig at søge jobs alligevel. Selvom min læge nok godt vil sygemelde mig. Men jeg er stædig  så det var måske også dumt at søge job som afløser. Havde BL med min søn og har været påvirket af det siden, så ved udmærket jeg skal passe på mig selv. Jeg kan bare ikke rigtig acceptere at blive modarbejdet af min krop, hvilket er både dumt og.. Ja, bare dumt 

Jeg tror at du har brug for at slappe af med en god bog, en god serie, nogle lange gåture eller hvad du nu godt kan lide at lave.  Det er da en kæmpe omvæltning at forlade en identitet, som har været din i så lang tid. Ligesom hvis nogen lige pludselig skal skilles. Man kan jo ikke bare slukke for en knap inde i hovedet og så vupti er man en anden - det kræver tid. Kast dig over et eller andet, som du har savnet tid til at lave eller som du altid har haft lyst til at prøve. Så skal tankerne nok samle sig ind i hovedet og fortælle dig hvem du så er. Du skal se, du er nok stadig dig selv - du holder jo ikke op med at gøre som du gør og være den du er, bare fordi du laver noget andet. 

Anonymor skriver:

Jeg svarer lige ordentligt på jer begge senere vi kan ikke få forhåndsgodkendelse på studiet, det blev afskaffet for nogle år siden. Så kan først noget når jeg får svar omkring 1. Oktober. Skal på barsel lige i starten af december jeg har dog planer om at forsøge at gøre noget med mit speciale i praksis, har nogle foredrag i tankerne og har i øvrigt også søgt et afløserjob på en døgninstitution, men har ikke de store forhåbninger om at få noget, selvom jeg selvfølgelig vil prøve. Desuden lider jeg af bækkenløsning. Jeg er ikke sygemeldt, fordi det ikke har været relevant når jeg bare studerede hjemme, men jeg ville ikke kunne klare en arbejdsdag. Bare at gå ned og aflevere børn gør mig underdrejet resten af dagen, men har nu tænkt mig at søge jobs alligevel. Selvom min læge nok godt vil sygemelde mig. Men jeg er stædig  så det var måske også dumt at søge job som afløser. Havde BL med min søn og har været påvirket af det siden, så ved udmærket jeg skal passe på mig selv. Jeg kan bare ikke rigtig acceptere at blive modarbejdet af min krop, hvilket er både dumt og.. Ja, bare dumt 

Ah, ok. Det er del år siden, han blev færdig, så er ikke helt opdateret :-)

Og sejt at du har mod på at søge job på trods af bækkenløsning. Jeg synes i hvert fald, at det gav mig rigtigt meget, da jeg var færdig med studiet i forhold til min "nye" identitet.

lineog4 skriver:

Det er 11 år siden jeg sad lige der hvor du sidder - havde afleveret speciale i juli, skulle gå på barsel i oktober og..... Det var sindsyg tomt og ingen forstod.

Skal jeg være helt ærlig så forstår jeg ikke rigtig jeg ikke stadig er studerende - jeg kaster mig så hovedkuls ud i nye bøger, nye interesseområder og har fået arbejde som lærer hvor jeg da bare heller aldrig føler mig færdig (dejligt befriende ).

Så kæmpe kram, kan anbefale at læse en bunke af gode krimier, eller måske lige dykke ned i eksistentialisme eller Grundtvig (det er min nye passion) eller hvad med at kaste dig over et vildt madprojekt eller fondant og kager (sådan noget har jeg aldrig lært) eller måske lære at strikke fletstrik med flere farver  Ej spøg til side, jeg forstår det hele vejen igennem og håber du ikke som jeg nyder med at drømme om at blive studerende igen (jeg har mindst 5 fag jeg godt gad læse, og hvis bare jeg vandt i lotto)

Tusind tak for forståelsen, Line! Jeg synes, at det er en dejlig kvalitet, at man vil holde sig opdateret og få ny viden. Det bliver jo også ganske aktuelt for mig, når jeg får et arbejde. Der er mange arbejdspladser, hvor man fx trænes op i specifikke terapeutiske teknikker og tilgange, og det glæder jeg mig til!

Egentlig drømmer jeg ikke om at være studerende fuldtid igen. Måske derfor føles mine følelser også lidt fjollede. For det hang mig ud af halsen til sidst - Men bagefter føler man sig lidt i frit fald, for så har man jo ikke et fast holdepunkt!

Det er lidt bedre i dag. Det er første officielle dag UDEN planer. Børnene er hos deres far resten af ugen. Afleverede børn og handlede ind med min kæreste. Har derefter hygget i sengen med en bog, jeg har LYST til at læse. Taget en lur, et langt bad.. Det er ok lige nu - Så må vi se, hvor længe det holder

MiniMe2005 skriver:

Jeg kan sagtens genkende den der flade fornemmelse. Og jeg skulle endda op og forsvare min opgave, så jeg fik lidt mere en "afslutning". 

Men jeg havde det som dig. En tom fornemmelse. Men jeg var også enormt lettet, for jeg nød bestemt ikke studiet til sidst. Og så var der også den her følelse af frygt. For nu skulle jeg for alvor stå på egne ben. Jeg kunne ikke længere skjule mig bag studiet. Det var overvældende. Jeg syntes, det gik over, da jeg fik mit første job. Det gav en ro og en følelse af, at nu kørte toget igen, og jeg fandt ro i min nye identitet.

Og lige noget lidt andet, men plejer man ikke at få en forhåndsgodkendelse ret hurtigt, som man kan bruge i a-kassen? Det mener jeg, min mand gjorde. For så kan du vel godt søge lidt med det samme? Jeg ved godt, at motivationen ikke er så høj, når man er gravid (har selv stået som gravid jobsøgende), men jo før du kommer i gang, jo større chance er der, for at der er nogen, der alligevel vil ansætte dig. Det er ikke umuligt :-)

Så må jeg hellere svare på det andet!

Du beskriver meget godt mine følelser. Der er en kæmpe tryghed i at være studerende. Man ved, hvor pengene kommer fra. Man har et sikkerhedsnet. Flere chancer, hvis man fejler. Mere frihed. Og så skal man ud at arbejde - Tanker som "Kan jeg overhovedet noget?" melder sig, selvom man rationelt ved, man kan. Har trods alt været i psykiatrisk praktik og elskede det - mærkede netop, at jeg havde mange kompetencer og kunne noget.

Jeg er dog realistisk omkring, at jeg næppe får et job. Jeg tænker ikke, at en nyuddannet, ikke-autoriseret psykolog, der møder op med kæmpe mave og siger "Ansæt mig, jeg skal på barsel om 1-2 måneder" er særlig attraktiv Men man må jo prøve!

asphodel skriver:

Jeg tror at du har brug for at slappe af med en god bog, en god serie, nogle lange gåture eller hvad du nu godt kan lide at lave.  Det er da en kæmpe omvæltning at forlade en identitet, som har været din i så lang tid. Ligesom hvis nogen lige pludselig skal skilles. Man kan jo ikke bare slukke for en knap inde i hovedet og så vupti er man en anden - det kræver tid. Kast dig over et eller andet, som du har savnet tid til at lave eller som du altid har haft lyst til at prøve. Så skal tankerne nok samle sig ind i hovedet og fortælle dig hvem du så er. Du skal se, du er nok stadig dig selv - du holder jo ikke op med at gøre som du gør og være den du er, bare fordi du laver noget andet. 

Tak Og du har ret! Jeg er begyndt at læse en bog, jeg havde lyst til at læse. Dejligt at genvinde en læseglæde, som egentlig var blevet smadret efter så mange års tvangslæsning. Måske skulle jeg begynde at hækle igen. Jeg har sgu ikke haft tid med en hobby med studie, børn osv. Luksusproblem lige nu. Tror også jeg skal prøve at huske mig selv på, at jeg får ikke den her tid igen. Når først jeg får et arbejde, så er det en helt anden hverdag, ikke den samme frihed osv. Man skal bare igennem den overgang.. Det går lidt bedre i dag.

Anonymor skriver:

Hej allesammen. 

Jeg har brug for at høre, om andre har oplevet det samme, og hvad i gjorde. 

Jeg har været studerende i hundrede år og en formiddag. Først folkeskolen. Så gymnasiet. Så universitetet, som tog 7 år, fordi jeg fik to børn undervejs. 

I går afleverede jeg mit speciale, og jeg har tudet on and off lige siden. Jeg kan slet ikke forholde mig til, at det ikke længere er "hej, jeg hedder.. Jeg studerer..." men at min identitet pludselig er "hej, jeg hedder... Jeg ER psykolog". 

Jeg burde være glad, det ved jeg. Jeg burde juble og være stolt. Jeg har klaret det her sygt hårde studie trods to børn, trods skilsmisse, trods kæmpe livskriser, og jeg har endda klaret mig virkelig godt. 

Men i stedet føler jeg mig tom. Ked af det. Meningsløs. Jeg ved ikke, hvad jeg skal forholde mig til nu. I så mange år har der altid været et hængeparti, altid noget mere jeg kunne læse og studere, altid en dårlig samvittighed over "jeg burde...", når jeg ikke studerede. Nu er den væk. For jeg er færdig med min uddannelse. 

Når jeg får svar sidst i september skal jeg søge job, men jeg skal på barsel to måneder efter, så jeg ser det ikke som det helt store mål. Ved godt jeg ikke får et job. Så skal jeg på barsel. Bagefter har jeg en dør på klem til et spændende job gennem mine kontakter, men indtil da er der bare intet. Jeg kan lave, hvad jeg vil. Der er ikke noget, der ligger og venter på at blive lavet. 

Og jeg synes det er SÅ hårdt, og ærlig talt føles det pinligt og utaknemmeligt, at jeg har det på den måde. Men efter at have identificeret mig som studerende i så mange år, så ved jeg ikke "hvem jeg er" uden det mærkat. Jo, jeg er psykolog. Men det kan jeg ikke forholde mig til endnu. 

Så er det selvfølgelig også en flad fornemmelse at smide sit speciale i en postkasse, og så er det ligesom det, det hjælper nok heller ikke lige på det!

Så.. Nogen der kender? Jeg vil mægtig gerne mødes med forståelse og varme, det er en overraskende hård overgang.. 

jeg overvejer dette studie, er der sygt mange lektier eller sygt mange timer i skolen?