At fravælge familien.

Jupiter skriver:

Jeg har været hvor du er, og jeg traf det svære valg at bryde al kontakt.

Her var det lidt andre årsager, men resultatet det samme: Jeg blev svinet til og trukket ned og fik kun negativ respons på mit liv og mine valg. Og jeg blev nedprioriteret til fordel for mine andre søskende.

Det er lidt over et år siden at jeg endelig tog skridtet og brød fuldstændig, og jeg må desværre indrømme at jeg ikke har fortrudt det. De få gange jeg får en henvendelse (som jeg ignorerer), gør det ondt og minder mig bare om at jeg har gjort det rigtige.

Vi har også to piger på hhv. 4 og 1 år, og min mand bakker mig også 110 % op i min beslutning.

Skriv gerne en pb hvis du ønsker en lidt dybere samtale om emnet - det er voldsomt svært at stå dér hvor du står lige præcis nu 

Det lyder fuldstændig som hvordan min mor er over for mig og faktisk også min mand. (hun har aldrig lagt skjul på hun synes han er forkert til mig, bl.a for gammel). Det også svært at være blevet en voksen kvinde, men bitter over deres forfordeling af plejebørne. 

Hun har altid kun formået at vise glæde på mine vegne i få minutter og derefter bliver alt vendt til negativitet. Hun ænser ikke engang hvor meget hun altid såre mig og min mand. Samt det umuligt at tale med hende om det. Så får man et angreb tilbage. Totalt blottet for selv indsigt. 

Når vi en sjælden gang ikke hører fra dem nogle uger, føler jeg mig meget lettere og gladere. Men det bliver ødelagt det øjeblik jeg taler med dem. 

Nogle nævner at man kan holde en kølig distance til dem, problemet er bare jeg tror det vil blive en for svær balance for mig, da de også ved jeg har svært ved at sige fra og holde på min ret. 

nielsen80 skriver:

Jeg har ikke brudt med familien, men har lært at have en kølig distance og kun have kontakt i det omfang mit energi niveau kan klare. Der er også meget tætte familierelationer i mit liv, som stort set kun tilfører negativitet. Disse er nogle personer som eksisterer i mit liv, men hvor jeg i høj grad styrer kontakten. Har jeg en dårlig dag, tager jeg simpelthen ikke telefonen, hvis de prøver at komme i kontakt med mig. Har jeg en dårlig uge, ja så snakker jeg ikke med dem der.

Jeg ved, jeg aldrig kommer igennem til dem. Jeg ved, de aldrig vil anerkende, det faktum de ikke har været eller er en resurse i mit liv. Det er en diskussion, som intet positivt vil bibringe mit liv. Jeg ved også, at det er ikke min skyld, de er hvor, de er. Jeg lever med ikke at være stærkt knyttet til dem, der burde være mine primære omsorgspersoner, og jeg lader dem leve i troen om, at vi nok har det meget godt. Jeg har erstattet dem med dejlige mennesker, som tilfører mit liv primært positive ting. Det gør, at jeg lever fint med den tilstand tingene har.

Jeg tror, du er nødt til at erkende dine forældre aldrig bliver de bedsteforældre, du ønsker. Prøv at se om du kan finde andre i dit liv, som kan indtage den rolle for dig. Lad vær med at brug mere energi på at ændre dem ved at tale til deres følelser. Hvis du er nødt til at bryde for din skyld, så gør det. Men lad vær med at gøre det, hvis du tror det giver dem den "lærestreg" de har brug for, og lad for Guds skyld vær med at gøre det, hvis det i virkeligheden handler om, du ønsker, de derved ser din pointe og ændrer sig. Hvis du vil bryde kontakten, skal det være udfra en betragtning og følelse af, du er helt afklaret med situationen. Uden at kende dig, synes jeg måske dit indlæg bære præg af, du ikke helt er der endnu, men det er jo svært at læse udfra kun et indlæg.

Uanset hvad så kæmpe kram!

Enig her. 

Jeg har ikke som sådan selv prøvet at bryde med familien, men min far tog valget om ikke at have noget med hans far (og derved hele hans familie, inklusiv søster) at gøre længere da jeg var 11 og min farmor døde efter lang tids sygdom.

Min farfar var generelt en forfædelig person og meget mere end dine forældre, så det burde have været sket meget tidligere. Han var voldelig, nedsættende og havde visse tendenser overfor børn som det ikke er meningen at man skal have.

Da hans mor døde og hans far valgte at finde en ny dame mens hans kone lå og kæmpede for sit liv på sygehuset, sælge alle hendes ting som hun ellers havde samlet rundt i hele verden mens hun arbejdede som noget ala sygeplejerske uden grænser og til sidst, da hun gik bort, valgte at få hende begravet i en ukendt grav, blev min far så rasende at han sagde nej til at min farfar måtte få sin "nye" kæreste med til min storebrors konfirmation. Min farfar sagde at hvis hun ikke måtte komme med, så kom han heller ikke. Min fars svar var at hvis han ikke kom, uden kæreste, så havde han ikke længere nogen far, hans børn ikke længere nogen farfar og så videre. Så, ja, vi havde ikke længere nogen farfar.

Min farfar skrev så en mail til min far for nogle år siden. Han var blevet syg og havde ikke ret lang tid tilbage. Han ville gerne se hans (eneste) søn igen inden at han gik bort. Min far gav et blankt nej som svar, men håbede for ham at han ville gå stille bort uden smerte. Han døde et par uger senere. Vi var ikke til hans begravelse.

Jeg har haft nogle af de samme tanker i forhold til min far. Dog af andre årsager. Helt kort bundede det i mine forældre meget hårde skilsmisse, der stadig trækker tråde her 10 år efter. Min far var min mor utro og er i dag gift med damen, hvilket betyder, at mine forældre ikke kan være i samme rum (eller min mor og min fars nye kone kan ikke). Siden skilsmissen har jeg følt mig sat meget til side af min far, og han har ikke kunne forstå, hvorfor jeg var så såret efter skilsmissen, og hvor meget den fyldte hos mig (jeg stod helt alene med en despressiv mor, der overvejede selvmord, så pænt hårdt). Det var voldsomt opslidende konstant at skændes med min far, og derfor overvejede jeg at droppe kontakten. Især efter jeg blev mor, da min far brugte meget mere tid på hans kones familie end sit barnebarn. Hans kone så kun min søn to gange, inden han blev otte måneder. Det har alle dage været mig, der skulle tage initiativet til at ses. Alt dette har jeg sagt til min far, men det gjorde ingen forskel.

Jeg gjorde i stedet som en anden og brugte kølig distance på den måde, at jeg ikke tog initiativ til at ses. Jeg tænker, at det ville være et godt udgangspunkt i dit tilfælde. Lad dem komme til dig. Du cutter ikke direkte kontakte, men lader det være op til dem, om de vil ses. Der er selvfølgelig den risiko, at de aldrig tager initiativ, men så er det måske også ok. Det lyder i hvert fald til, at du godt kunne bruge, at de kom lidt mere ind i kampen.

Til slut kan jeg tilføje, at min far og jeg siden har haft en god, lang og hård snak, og for første gang følte jeg mig hørt, og vores forhold er siden blevet bedre. Det er stadig ikke problemfrit, men det er blevet milevidt bedre! At det har skulle tage 10 år, fatter jeg så ikke.

Anonym skriver:

Jeg har ikke som sådan selv prøvet at bryde med familien, men min far tog valget om ikke at have noget med hans far (og derved hele hans familie, inklusiv søster) at gøre længere da jeg var 11 og min farmor døde efter lang tids sygdom.

Min farfar var generelt en forfædelig person og meget mere end dine forældre, så det burde have været sket meget tidligere. Han var voldelig, nedsættende og havde visse tendenser overfor børn som det ikke er meningen at man skal have.

Da hans mor døde og hans far valgte at finde en ny dame mens hans kone lå og kæmpede for sit liv på sygehuset, sælge alle hendes ting som hun ellers havde samlet rundt i hele verden mens hun arbejdede som noget ala sygeplejerske uden grænser og til sidst, da hun gik bort, valgte at få hende begravet i en ukendt grav, blev min far så rasende at han sagde nej til at min farfar måtte få sin "nye" kæreste med til min storebrors konfirmation. Min farfar sagde at hvis hun ikke måtte komme med, så kom han heller ikke. Min fars svar var at hvis han ikke kom, uden kæreste, så havde han ikke længere nogen far, hans børn ikke længere nogen farfar og så videre. Så, ja, vi havde ikke længere nogen farfar.

Min farfar skrev så en mail til min far for nogle år siden. Han var blevet syg og havde ikke ret lang tid tilbage. Han ville gerne se hans (eneste) søn igen inden at han gik bort. Min far gav et blankt nej som svar, men håbede for ham at han ville gå stille bort uden smerte. Han døde et par uger senere. Vi var ikke til hans begravelse.

Puha det lyder også hårdt. Min far har også valgt ikke at se sin familie, men det skyldes at min farmor og farfar aldrig har været særligt kærlige og altid snakket utroligt dårligt om os. Da de så valgte at "straffe" min far pga han havde taget et andet valg end de havde foreslået, ved at melde mine forældre for mistrivsel hos plejebørne, fik min far nok. De var nogle meget sure og egoistiske mennesker som jeg mindes jeg altid var bange for som barn. 

Når det sagt så har mine forældre heldigvis aldrig været så slemme som du beskriver, eller min fars forældre. De er dog slemme på en anden måde ved kun at finde alt det negative og især min mor har en evne til at nedbryde mig og ikke være i stand til at trænge ind til.  Når det sagt, så er det næsten uhyggeligt så modsat hun behandler plejebørne. (hvilket jo er super godt for børnene, de har jo ikke bedt om at være i deres situation). Men jeg holder ikke til altid at være på grænsen til deprimeret pga min egen mor. 

Anonym skriver:

Tusind tak for de problemstillinger du sætter op. De fleste af dem har jeg dog selv tænkt meget på selv. Dog ville det nok blive sværest i forhold til vores børn og den relation de så skal have eller ikke have til min side af familien. 

Vores familie er i forvejen utroligt lille og at vi skulle ende med at rende ind i hinanden til en eventuel fest ville være minimal. 

De ville aldrig,  og har aldrig, spurgt til om de må være med til at deltage i nogle arrangementer omkring andre børn end deres plejebørn. Så det er en problemstilling der aldrig kan blive.  De gange vi har inviteret dem har de ofte afvist pga. deres børn skal noget andet. 

Men ja det ender nok med at vi må holde en kølig distance som en anden også nævnte. Det bliver bare svært at finde balancen tror jeg. 

Det kan godt være, at et brud ville kunne blive helt 'clean' i dit tilfælde, men jeg tror ikke, at du skal regne med, at jeres relation forbliver uforanderlig. Et brud fra din side kan meget vel føre til, at dine forældre søger kontakt til deres børnebørn (juleafslutning, fødselsdagsgaver, osv.) på måder, som de virker uinteresserede i i dag, hvor de har dem i deres liv.

Jeg har et andet spørgsmål: hvordan ville du have det med at læse din fars dødsannonce i avisen om 7 år? Uden nogen form for forudgående varsel, fordi din mor og far ikke følte, at de havde adgang til at kontakte dig om din fars kræftsygdom. Er du så færdig med dine forældre, at de kan sygne hen og dø uden, at de skal kunne række en hånd ud til dig? Uden at du ville sætte pris på at sige farvel? Jeg prøver på ingen måde at guilttrippe dig. Livet er uforudsigeligt og jeg kan personligt kun komme i tanke om en håndfuld modbydelige mennesker fra min fortid, som ikke skulle kontakte mig, uanset hvad der sker i deres liv. Og ingen af dem er i familie med mig.

Jeg læser ud af dit indlæg, at du har meget kontakt til sine forældre. Hver uge eller flere gange om ugen? Jeg kan godt forstå, at et rent brud kan virke lettere end at lære at trække grænser, sige nej og pyt. Men det med grænserne, nej og pyt er jo livskompetencer, som man skal bruge i mange sammenhænge. Det er for mange af os klart sværest at gøre i relation til vores forældre. Derfor er de også gode at øve sig på

Under alle omstændigheder ønsker jeg dig held og lykke med din beslutning.

Anonym skriver:

Det lyder fuldstændig som hvordan min mor er over for mig og faktisk også min mand. (hun har aldrig lagt skjul på hun synes han er forkert til mig, bl.a for gammel). Det også svært at være blevet en voksen kvinde, men bitter over deres forfordeling af plejebørne. 

Hun har altid kun formået at vise glæde på mine vegne i få minutter og derefter bliver alt vendt til negativitet. Hun ænser ikke engang hvor meget hun altid såre mig og min mand. Samt det umuligt at tale med hende om det. Så får man et angreb tilbage. Totalt blottet for selv indsigt. 

Når vi en sjælden gang ikke hører fra dem nogle uger, føler jeg mig meget lettere og gladere. Men det bliver ødelagt det øjeblik jeg taler med dem. 

Nogle nævner at man kan holde en kølig distance til dem, problemet er bare jeg tror det vil blive en for svær balance for mig, da de også ved jeg har svært ved at sige fra og holde på min ret. 

For mig virkede distance ikke. Selvom vi bor knap 300 km fra hinanden, og stort set aldrig ses.

Det var ligesom om det bare hobede sig op i de perioder hvor jeg holdt afstand, og så kom det ellers bare med dobbelt styrke når jeg tog mig sammen til at ses med dem eller ringe for at snakke.

Jeg brugte også alt for meget energi på at tænke over hvordan næste gang mon ville blive, og hvornår næste "angreb" kom og hvad jeg så skulle stille op for ikke at blive ked af det igen...