At fravælge familien.

Puha det svært at skrive om, og det har taget mig utroligt lang tid at at finde ud af at sætte ord på dette. 

Sagen er, at mine forældre er fuldtids plejeforældre til børn med særlige behov (ADHD, alkoholskadet osv.) og har været det siden jeg var 11 år. Jeg er deres eneste biologiske barn. Siden de fik plejebørn har jeg altid haft følelsen af at komme i sidste række og ikke følt jeg er blevet hørt. 

At blive plejeforældre er et valg de har taget, som jeg (da jeg var barn) ikke havde noget imod. Men nu kan jeg ikke mere. Jeg er idag 26, har to børn med min mand, og mine børn kender ikke rigtigt deres mormor og morfar da de altid har så travlt med deres andre børn. (Plejebørnene er mellem 9 og 18 år). 

Jeg tror måske jeg havde et håb og ønske om at de efter deres sidste plejebarn som kom til dem da de h* .n var 1 år, at de ikke ville få flere, og dermed ville blive "rigtige" bedsteforældre for vores døtre. Eller at de i det mindste ville huske os lidt mere.

Nu har jeg så (igennem deres ældste plejebarn) fået at vide de vil tage imod endnu et plejebarn på 5år med særlige behov. Dette vil resultere i at vi endnu engang vil blive skubbet bagerst i rækken. Jeg er ikke længere i stand til at glædes på deres vegne men bliver faktisk bare helt vildt ulykkelig, træt og flov over mine negative følelser. 

Ydermere har mine forældre (i særdeleshed min mor) altid haft utroligt svært ved at acceptere mine valg, et eksempel Kan være mit valg om at droppe sygeplejerskeuddannelsen og i stedet starte på en it uddannelse, dette kom hun med mange stikpiller til. Hun kører i en uendelig negativ spiral omkring mig og har altid haft følelsen af ikke at slå til og fejle på samtlige områder jeg kan. Her mener min mand at min mor simpelthen er dårlig indflydelse og påvirker mig for negativt til at han har lyst til vi ser dem. 

Har op til flere gange forsøgt at tale med mine forældre om mine issues omkring dem, men min mor er ude af stand til at tage imod det jeg siger og hun angriber mig hver gang. Jeg har simpelthen ikke mere energi og er kommet frem til erkendelsen at det aldrig vil blive bedre. Tror simpelthen jeg er nødt til at få dem helt ud af mit liv for selv at kunne fungere. 

Men føj hvor er det en svær beslutning at skulle tage og bliver hele tiden i tvivl. Så derfor vil jeg høre om der er andre som har stået i lignende situationer hvor i har måtte bryde med familien for at få det bedre selv? 

Hvordan greb i det an? Fortalte i dem at i ville bryde med dem, eller lod i der bare ske lidt efter lidt ? 

Hvordan har i det idag? 

Puha, håber nogle har lidt råd, synes det svært lige nu. 

Ingen gode råd, men en masse tanker herfra! :-) ikke at de hjælper så meget. 

Puha det svært at skrive om, og det har taget mig utroligt lang tid at at finde ud af at sætte ord på dette. 

Sagen er, at mine forældre er fuldtids plejeforældre til børn med særlige behov (ADHD, alkoholskadet osv.) og har været det siden jeg var 11 år. Jeg er deres eneste biologiske barn. Siden de fik plejebørn har jeg altid haft følelsen af at komme i sidste række og ikke følt jeg er blevet hørt. 

At blive plejeforældre er et valg de har taget, som jeg (da jeg var barn) ikke havde noget imod. Men nu kan jeg ikke mere. Jeg er idag 26, har to børn med min mand, og mine børn kender ikke rigtigt deres mormor og morfar da de altid har så travlt med deres andre børn. (Plejebørnene er mellem 9 og 18 år). 

Jeg tror måske jeg havde et håb og ønske om at de efter deres sidste plejebarn som kom til dem da de h* .n var 1 år, at de ikke ville få flere, og dermed ville blive "rigtige" bedsteforældre for vores døtre. Eller at de i det mindste ville huske os lidt mere.

Nu har jeg så (igennem deres ældste plejebarn) fået at vide de vil tage imod endnu et plejebarn på 5år med særlige behov. Dette vil resultere i at vi endnu engang vil blive skubbet bagerst i rækken. Jeg er ikke længere i stand til at glædes på deres vegne men bliver faktisk bare helt vildt ulykkelig, træt og flov over mine negative følelser. 

Ydermere har mine forældre (i særdeleshed min mor) altid haft utroligt svært ved at acceptere mine valg, et eksempel Kan være mit valg om at droppe sygeplejerskeuddannelsen og i stedet starte på en it uddannelse, dette kom hun med mange stikpiller til. Hun kører i en uendelig negativ spiral omkring mig og har altid haft følelsen af ikke at slå til og fejle på samtlige områder jeg kan. Her mener min mand at min mor simpelthen er dårlig indflydelse og påvirker mig for negativt til at han har lyst til vi ser dem. 

Har op til flere gange forsøgt at tale med mine forældre om mine issues omkring dem, men min mor er ude af stand til at tage imod det jeg siger og hun angriber mig hver gang. Jeg har simpelthen ikke mere energi og er kommet frem til erkendelsen at det aldrig vil blive bedre. Tror simpelthen jeg er nødt til at få dem helt ud af mit liv for selv at kunne fungere. 

Men føj hvor er det en svær beslutning at skulle tage og bliver hele tiden i tvivl. Så derfor vil jeg høre om der er andre som har stået i lignende situationer hvor i har måtte bryde med familien for at få det bedre selv? 

Hvordan greb i det an? Fortalte i dem at i ville bryde med dem, eller lod i der bare ske lidt efter lidt ? 

Hvordan har i det idag? 

Puha, håber nogle har lidt råd, synes det svært lige nu. 

Jeg har ikke brudt med familien, men har lært at have en kølig distance og kun have kontakt i det omfang mit energi niveau kan klare. Der er også meget tætte familierelationer i mit liv, som stort set kun tilfører negativitet. Disse er nogle personer som eksisterer i mit liv, men hvor jeg i høj grad styrer kontakten. Har jeg en dårlig dag, tager jeg simpelthen ikke telefonen, hvis de prøver at komme i kontakt med mig. Har jeg en dårlig uge, ja så snakker jeg ikke med dem der.

Jeg ved, jeg aldrig kommer igennem til dem. Jeg ved, de aldrig vil anerkende, det faktum de ikke har været eller er en resurse i mit liv. Det er en diskussion, som intet positivt vil bibringe mit liv. Jeg ved også, at det er ikke min skyld, de er hvor, de er. Jeg lever med ikke at være stærkt knyttet til dem, der burde være mine primære omsorgspersoner, og jeg lader dem leve i troen om, at vi nok har det meget godt. Jeg har erstattet dem med dejlige mennesker, som tilfører mit liv primært positive ting. Det gør, at jeg lever fint med den tilstand tingene har.

Jeg tror, du er nødt til at erkende dine forældre aldrig bliver de bedsteforældre, du ønsker. Prøv at se om du kan finde andre i dit liv, som kan indtage den rolle for dig. Lad vær med at brug mere energi på at ændre dem ved at tale til deres følelser. Hvis du er nødt til at bryde for din skyld, så gør det. Men lad vær med at gøre det, hvis du tror det giver dem den "lærestreg" de har brug for, og lad for Guds skyld vær med at gøre det, hvis det i virkeligheden handler om, du ønsker, de derved ser din pointe og ændrer sig. Hvis du vil bryde kontakten, skal det være udfra en betragtning og følelse af, du er helt afklaret med situationen. Uden at kende dig, synes jeg måske dit indlæg bære præg af, du ikke helt er der endnu, men det er jo svært at læse udfra kun et indlæg.

Uanset hvad så kæmpe kram!

Anonym skriver:

Ingen gode råd, men en masse tanker herfra! :-) ikke at de hjælper så meget. 

Tusind tak 

nielsen80 skriver:

Jeg har ikke brudt med familien, men har lært at have en kølig distance og kun have kontakt i det omfang mit energi niveau kan klare. Der er også meget tætte familierelationer i mit liv, som stort set kun tilfører negativitet. Disse er nogle personer som eksisterer i mit liv, men hvor jeg i høj grad styrer kontakten. Har jeg en dårlig dag, tager jeg simpelthen ikke telefonen, hvis de prøver at komme i kontakt med mig. Har jeg en dårlig uge, ja så snakker jeg ikke med dem der.

Jeg ved, jeg aldrig kommer igennem til dem. Jeg ved, de aldrig vil anerkende, det faktum de ikke har været eller er en resurse i mit liv. Det er en diskussion, som intet positivt vil bibringe mit liv. Jeg ved også, at det er ikke min skyld, de er hvor, de er. Jeg lever med ikke at være stærkt knyttet til dem, der burde være mine primære omsorgspersoner, og jeg lader dem leve i troen om, at vi nok har det meget godt. Jeg har erstattet dem med dejlige mennesker, som tilfører mit liv primært positive ting. Det gør, at jeg lever fint med den tilstand tingene har.

Jeg tror, du er nødt til at erkende dine forældre aldrig bliver de bedsteforældre, du ønsker. Prøv at se om du kan finde andre i dit liv, som kan indtage den rolle for dig. Lad vær med at brug mere energi på at ændre dem ved at tale til deres følelser. Hvis du er nødt til at bryde for din skyld, så gør det. Men lad vær med at gøre det, hvis du tror det giver dem den "lærestreg" de har brug for, og lad for Guds skyld vær med at gøre det, hvis det i virkeligheden handler om, du ønsker, de derved ser din pointe og ændrer sig. Hvis du vil bryde kontakten, skal det være udfra en betragtning og følelse af, du er helt afklaret med situationen. Uden at kende dig, synes jeg måske dit indlæg bære præg af, du ikke helt er der endnu, men det er jo svært at læse udfra kun et indlæg.

Uanset hvad så kæmpe kram!

Tusind tak for svaret og støtten. Der ville nok være helt vildt hårdt at bryde 100% med dem, men som det er nu ødelægger især min mor mit selvværd og det også hårdt hele tiden at få negativtet smidt efter sig. 

Jeg ved ikke om jeg vil kunne finde balancen ved en kølig distance, for har altid haft meget svært ved at sige fra, ignorere hvis de ringer osv. Tror det kan blive svært. 

Vi har snakket om at flytte længere væk (mindst en times kørsel fra dem) for at jeg kan få luft og en bonus ville være min mand kom tættere på sit job. Men synes det svært at skulle flytte vores børn fra deres skole og børnehave. Puha... 

Jeg har lidt opgivet at trænge ind til dem og ved af erfaring de aldrig vil ændre sig. Men jeg vil gerne lære at blive glad og kunne træffe beslutninger uden negative konsekvenser fra mine forældre. At de nu har valgt at få endnu et plejebarn, gør også jeg nok må erkende det aldrig stopper, og de bliver aldrig "rigtige" bedsteforældre som vil deres børnebørn. 

Anonym skriver:

Puha det svært at skrive om, og det har taget mig utroligt lang tid at at finde ud af at sætte ord på dette. 

Sagen er, at mine forældre er fuldtids plejeforældre til børn med særlige behov (ADHD, alkoholskadet osv.) og har været det siden jeg var 11 år. Jeg er deres eneste biologiske barn. Siden de fik plejebørn har jeg altid haft følelsen af at komme i sidste række og ikke følt jeg er blevet hørt. 

At blive plejeforældre er et valg de har taget, som jeg (da jeg var barn) ikke havde noget imod. Men nu kan jeg ikke mere. Jeg er idag 26, har to børn med min mand, og mine børn kender ikke rigtigt deres mormor og morfar da de altid har så travlt med deres andre børn. (Plejebørnene er mellem 9 og 18 år). 

Jeg tror måske jeg havde et håb og ønske om at de efter deres sidste plejebarn som kom til dem da de h* .n var 1 år, at de ikke ville få flere, og dermed ville blive "rigtige" bedsteforældre for vores døtre. Eller at de i det mindste ville huske os lidt mere.

Nu har jeg så (igennem deres ældste plejebarn) fået at vide de vil tage imod endnu et plejebarn på 5år med særlige behov. Dette vil resultere i at vi endnu engang vil blive skubbet bagerst i rækken. Jeg er ikke længere i stand til at glædes på deres vegne men bliver faktisk bare helt vildt ulykkelig, træt og flov over mine negative følelser. 

Ydermere har mine forældre (i særdeleshed min mor) altid haft utroligt svært ved at acceptere mine valg, et eksempel Kan være mit valg om at droppe sygeplejerskeuddannelsen og i stedet starte på en it uddannelse, dette kom hun med mange stikpiller til. Hun kører i en uendelig negativ spiral omkring mig og har altid haft følelsen af ikke at slå til og fejle på samtlige områder jeg kan. Her mener min mand at min mor simpelthen er dårlig indflydelse og påvirker mig for negativt til at han har lyst til vi ser dem. 

Har op til flere gange forsøgt at tale med mine forældre om mine issues omkring dem, men min mor er ude af stand til at tage imod det jeg siger og hun angriber mig hver gang. Jeg har simpelthen ikke mere energi og er kommet frem til erkendelsen at det aldrig vil blive bedre. Tror simpelthen jeg er nødt til at få dem helt ud af mit liv for selv at kunne fungere. 

Men føj hvor er det en svær beslutning at skulle tage og bliver hele tiden i tvivl. Så derfor vil jeg høre om der er andre som har stået i lignende situationer hvor i har måtte bryde med familien for at få det bedre selv? 

Hvordan greb i det an? Fortalte i dem at i ville bryde med dem, eller lod i der bare ske lidt efter lidt ? 

Hvordan har i det idag? 

Puha, håber nogle har lidt råd, synes det svært lige nu. 

Jeg har ikke brudt med nogen i min familie og kommer heller ikke til det. Men jeg har 'indgiftede' medlemmer af familien, som har brudt med medlemmer af deres biologiske familier. På basis af det og de mange indlæg, der har været her på siden om brud med familien, får du et par tanker herfra: 

jeg kan sagtens forstå behovet for at have så lidt samvær som muligt med bestemte mennesker. Mennesker, som ikke anerkender dig og dine følelser og oplevelser eller som du føler underminerer dig, din familie, de ting du sætter dig for i livet.

Men det er ikke min erfaring, at et brud med nære familiemedlemmer er en afslutning på et problematisk samliv. Det er oftere begyndelsen på et anderledes problematisk samliv. Et, hvor du ikke ser dem, men hvor du får en masse spørgsmål og livsvalg, du skal tage stilling til: må de se dine børn? Er det rimeligt, at du berøver dine børn deres mormor og morfar? Dårlige forældre kan godt være gode bedsteforældre. Må de give dine børn jule- og fødselsdagsgaver, hvis du ikke vil have, at de skal være sammen med dem? Hvis de gerne må se dem, skal du så sætte grænser for, hvad de må sige til børnene om dig og din mand og din beslutning om at bryde med dem? Hvem skal bringe dine børn frem og tilbage på evt. besøg? Må dine forældre deltage i juleafslutning på dit barns skole? Skal du tage med til din kusines bryllup, din fasters 60-årsfødselsdag, din onkels bisættelse vel vidende, at dine forældre formentlig også vil være der? Hvad skal du sige til dine øvrige familiemedlemmer? Hvad sker der, hvis du møder dem på gaden? Må de - til den tid - være venner med dine børn på sociale medier? Og så fucking videre....

Hvis man er blevet misbrugt af sine forældre eller føler sin mentale sundhed truet af, at de er ude i periferien af ens liv, ville jeg tage ovenstående på mig og finde svarene - de fleste ville i så fald være 'nej'. Men det er ikke sådan, jeg forstår din situation.

Dine forældre har ikke tid og plads til dig og din familie i deres liv. De (din mor) kritiserer og underminerer dig, når I er sammen. Jeg synes, du skal øve dig i at være mere ligeglad med dine forældre og deres holdninger. Du skal se dem noget/meget mindre. Når I bliver bedt om at indordne jer under deres prioriteringer, skal i være mindre samarbejdsvillige og fx sige: vi må hellere ses en anden gang, når i har bedre tid og det passer os bedre. Når i bliver inviteret til noget juletamtam, hvor du tænker, at du og dine børn bliver oversete statister i deres liv med deres opmærksomhedssøgende plejebørn, så sig pænt nej tak. Sig I har noget andet den dag. Og inviter dem til at komme hos jer til en kop kaffe og udveksling af julegaver. Bum! Det var den jul! Hvis I er hos dem og de bliver trælse, så tag hjem! I er voksne mennesker med egne børn. I må træffe egne beslutninger og sige tak for i dag, når besøget efter jeres mening er overstået. Ovenstående kræver øvelse og træning. Så gå i gang i dag og forvent ikke perfektion af dig selv i de første forsøg.

Så ender I måske med 1-3 gange samvær om året af en overskuelig varighed. Og gradvis vil deres holdninger og handlinger betyde mindre og mindre for dig. Men dine børn kan stadig få fødselsdagsgaver fra mormor og morfar og du kan tage med til din kusines bryllup uden ondt i maven.

Anonym skriver:

Puha det svært at skrive om, og det har taget mig utroligt lang tid at at finde ud af at sætte ord på dette. 

Sagen er, at mine forældre er fuldtids plejeforældre til børn med særlige behov (ADHD, alkoholskadet osv.) og har været det siden jeg var 11 år. Jeg er deres eneste biologiske barn. Siden de fik plejebørn har jeg altid haft følelsen af at komme i sidste række og ikke følt jeg er blevet hørt. 

At blive plejeforældre er et valg de har taget, som jeg (da jeg var barn) ikke havde noget imod. Men nu kan jeg ikke mere. Jeg er idag 26, har to børn med min mand, og mine børn kender ikke rigtigt deres mormor og morfar da de altid har så travlt med deres andre børn. (Plejebørnene er mellem 9 og 18 år). 

Jeg tror måske jeg havde et håb og ønske om at de efter deres sidste plejebarn som kom til dem da de h* .n var 1 år, at de ikke ville få flere, og dermed ville blive "rigtige" bedsteforældre for vores døtre. Eller at de i det mindste ville huske os lidt mere.

Nu har jeg så (igennem deres ældste plejebarn) fået at vide de vil tage imod endnu et plejebarn på 5år med særlige behov. Dette vil resultere i at vi endnu engang vil blive skubbet bagerst i rækken. Jeg er ikke længere i stand til at glædes på deres vegne men bliver faktisk bare helt vildt ulykkelig, træt og flov over mine negative følelser. 

Ydermere har mine forældre (i særdeleshed min mor) altid haft utroligt svært ved at acceptere mine valg, et eksempel Kan være mit valg om at droppe sygeplejerskeuddannelsen og i stedet starte på en it uddannelse, dette kom hun med mange stikpiller til. Hun kører i en uendelig negativ spiral omkring mig og har altid haft følelsen af ikke at slå til og fejle på samtlige områder jeg kan. Her mener min mand at min mor simpelthen er dårlig indflydelse og påvirker mig for negativt til at han har lyst til vi ser dem. 

Har op til flere gange forsøgt at tale med mine forældre om mine issues omkring dem, men min mor er ude af stand til at tage imod det jeg siger og hun angriber mig hver gang. Jeg har simpelthen ikke mere energi og er kommet frem til erkendelsen at det aldrig vil blive bedre. Tror simpelthen jeg er nødt til at få dem helt ud af mit liv for selv at kunne fungere. 

Men føj hvor er det en svær beslutning at skulle tage og bliver hele tiden i tvivl. Så derfor vil jeg høre om der er andre som har stået i lignende situationer hvor i har måtte bryde med familien for at få det bedre selv? 

Hvordan greb i det an? Fortalte i dem at i ville bryde med dem, eller lod i der bare ske lidt efter lidt ? 

Hvordan har i det idag? 

Puha, håber nogle har lidt råd, synes det svært lige nu. 

Hej du, 

Jeg har stået i en lignende situation med mine svigerforældre, dog en anden problemstilling. 

Der har været en helt masse problemer med at de blandede sig i vores liv, blev sure på os hvis noget ikke passede dem, og kunne gå flere måneder uden at tale til os. Svigerfaren kunne endda finde på at klmmentere noget på min fb-profil så hele verden kunne se at vi havde uoverensstemmelser. 

Jeg er opdraget således at jeg ikke tillader at folk skider på mig og træder på mig. Jeg kan tolerere meget men når man træder mig over tæerne, så er det slut en gang for alle. 

Min mand derimod har hele livet tilladt at hans forældre fik lov til at blande sig lidt for meget i hans liv. Dermed er hans tolerancetærskel større end min. 

På et tidspunkt afbrød vi helt kontakten til dem og vores liv var så meget bedre. Der var fred og ro. Ingen skænderier, dårlig atmosfære eller noget. Vi havde det alle bedre. 

Nu ahr de efter noget tid søgt kontakt igen og min mand ønskede at få kontakt igen så det har vi. Dog i meget begrænsede mængder. 

Det eneste jeg kan råde dig til, skil dig ad med al negativitet i dit liv. Det er ikke det værd. Hvis du kan mærke i din mave at du er ulykkelig, så gør hvad du skal for at få det bedre. 

Jeg ønsker dig det bedste 

Jeg har været hvor du er, og jeg traf det svære valg at bryde al kontakt.

Her var det lidt andre årsager, men resultatet det samme: Jeg blev svinet til og trukket ned og fik kun negativ respons på mit liv og mine valg. Og jeg blev nedprioriteret til fordel for mine andre søskende.

Det er lidt over et år siden at jeg endelig tog skridtet og brød fuldstændig, og jeg må desværre indrømme at jeg ikke har fortrudt det. De få gange jeg får en henvendelse (som jeg ignorerer), gør det ondt og minder mig bare om at jeg har gjort det rigtige.

Vi har også to piger på hhv. 4 og 1 år, og min mand bakker mig også 110 % op i min beslutning.

Skriv gerne en pb hvis du ønsker en lidt dybere samtale om emnet - det er voldsomt svært at stå dér hvor du står lige præcis nu 

L-mor skriver:

Jeg har ikke brudt med nogen i min familie og kommer heller ikke til det. Men jeg har 'indgiftede' medlemmer af familien, som har brudt med medlemmer af deres biologiske familier. På basis af det og de mange indlæg, der har været her på siden om brud med familien, får du et par tanker herfra: 

jeg kan sagtens forstå behovet for at have så lidt samvær som muligt med bestemte mennesker. Mennesker, som ikke anerkender dig og dine følelser og oplevelser eller som du føler underminerer dig, din familie, de ting du sætter dig for i livet.

Men det er ikke min erfaring, at et brud med nære familiemedlemmer er en afslutning på et problematisk samliv. Det er oftere begyndelsen på et anderledes problematisk samliv. Et, hvor du ikke ser dem, men hvor du får en masse spørgsmål og livsvalg, du skal tage stilling til: må de se dine børn? Er det rimeligt, at du berøver dine børn deres mormor og morfar? Dårlige forældre kan godt være gode bedsteforældre. Må de give dine børn jule- og fødselsdagsgaver, hvis du ikke vil have, at de skal være sammen med dem? Hvis de gerne må se dem, skal du så sætte grænser for, hvad de må sige til børnene om dig og din mand og din beslutning om at bryde med dem? Hvem skal bringe dine børn frem og tilbage på evt. besøg? Må dine forældre deltage i juleafslutning på dit barns skole? Skal du tage med til din kusines bryllup, din fasters 60-årsfødselsdag, din onkels bisættelse vel vidende, at dine forældre formentlig også vil være der? Hvad skal du sige til dine øvrige familiemedlemmer? Hvad sker der, hvis du møder dem på gaden? Må de - til den tid - være venner med dine børn på sociale medier? Og så fucking videre....

Hvis man er blevet misbrugt af sine forældre eller føler sin mentale sundhed truet af, at de er ude i periferien af ens liv, ville jeg tage ovenstående på mig og finde svarene - de fleste ville i så fald være 'nej'. Men det er ikke sådan, jeg forstår din situation.

Dine forældre har ikke tid og plads til dig og din familie i deres liv. De (din mor) kritiserer og underminerer dig, når I er sammen. Jeg synes, du skal øve dig i at være mere ligeglad med dine forældre og deres holdninger. Du skal se dem noget/meget mindre. Når I bliver bedt om at indordne jer under deres prioriteringer, skal i være mindre samarbejdsvillige og fx sige: vi må hellere ses en anden gang, når i har bedre tid og det passer os bedre. Når i bliver inviteret til noget juletamtam, hvor du tænker, at du og dine børn bliver oversete statister i deres liv med deres opmærksomhedssøgende plejebørn, så sig pænt nej tak. Sig I har noget andet den dag. Og inviter dem til at komme hos jer til en kop kaffe og udveksling af julegaver. Bum! Det var den jul! Hvis I er hos dem og de bliver trælse, så tag hjem! I er voksne mennesker med egne børn. I må træffe egne beslutninger og sige tak for i dag, når besøget efter jeres mening er overstået. Ovenstående kræver øvelse og træning. Så gå i gang i dag og forvent ikke perfektion af dig selv i de første forsøg.

Så ender I måske med 1-3 gange samvær om året af en overskuelig varighed. Og gradvis vil deres holdninger og handlinger betyde mindre og mindre for dig. Men dine børn kan stadig få fødselsdagsgaver fra mormor og morfar og du kan tage med til din kusines bryllup uden ondt i maven.

Tusind tak for de problemstillinger du sætter op. De fleste af dem har jeg dog selv tænkt meget på selv. Dog ville det nok blive sværest i forhold til vores børn og den relation de så skal have eller ikke have til min side af familien. 

Vores familie er i forvejen utroligt lille og at vi skulle ende med at rende ind i hinanden til en eventuel fest ville være minimal. 

De ville aldrig,  og har aldrig, spurgt til om de må være med til at deltage i nogle arrangementer omkring andre børn end deres plejebørn. Så det er en problemstilling der aldrig kan blive.  De gange vi har inviteret dem har de ofte afvist pga. deres børn skal noget andet. 

Men ja det ender nok med at vi må holde en kølig distance som en anden også nævnte. Det bliver bare svært at finde balancen tror jeg. 

Anonym skriver:

Hej du, 

Jeg har stået i en lignende situation med mine svigerforældre, dog en anden problemstilling. 

Der har været en helt masse problemer med at de blandede sig i vores liv, blev sure på os hvis noget ikke passede dem, og kunne gå flere måneder uden at tale til os. Svigerfaren kunne endda finde på at klmmentere noget på min fb-profil så hele verden kunne se at vi havde uoverensstemmelser. 

Jeg er opdraget således at jeg ikke tillader at folk skider på mig og træder på mig. Jeg kan tolerere meget men når man træder mig over tæerne, så er det slut en gang for alle. 

Min mand derimod har hele livet tilladt at hans forældre fik lov til at blande sig lidt for meget i hans liv. Dermed er hans tolerancetærskel større end min. 

På et tidspunkt afbrød vi helt kontakten til dem og vores liv var så meget bedre. Der var fred og ro. Ingen skænderier, dårlig atmosfære eller noget. Vi havde det alle bedre. 

Nu ahr de efter noget tid søgt kontakt igen og min mand ønskede at få kontakt igen så det har vi. Dog i meget begrænsede mængder. 

Det eneste jeg kan råde dig til, skil dig ad med al negativitet i dit liv. Det er ikke det værd. Hvis du kan mærke i din mave at du er ulykkelig, så gør hvad du skal for at få det bedre. 

Jeg ønsker dig det bedste 

Er ked af at høre i også har haft sådanne situationer og problemer med jeres familie. Det så hårdt. Jeg er desværre opdraget sådan at man helst ikke skal svare igen og være besværlig, så må indrømme jeg har utroligt svært ved at sige fra. 

Hvordan brød i kontakten? Fortalte i dem at nu det nok osv. Eller lod i det bare løbe ud i sandet? 

Synes det trist at vi skal tage på ferie i den anden ende af landet for at jeg kan få en uges pause med alt det negative fra min mor. Tror det vil hjælpe og gøre det nemmere at skabe afstand til dem hvis vi flytter længere væk fra dem. Som det er nu kan jeg føle mig fuldstændig drænet for energi hvis jeg er i kontakt med dem, og samtidig bliver jeg utroligt bitter og ulykkelig over de aldrig opsøger os med noget positivt,  eller bare vil deres egne børnebørn.