Egoistisk?

Hvis både du og din kæreste ønsker barnet, kan jeg ikke se nogen grund til ikke at gennemføre graviditeten, specielt fordi du har nået de 30 og ikke er i tvivl om, at du gerne vil have børn. Du skriver, at din kæreste har arbejde, så i det mindste giver det lidt mere økonomisk stabilitet, end hvis I begge var på kontanthjælp, men jeg vil så også sige, at det absolut er muligt at opfostre sine børn ordentligt, selvom man er på overførselsindkomst. I vores del af verden er der en tendens til at bekymre sig meget om, hvorvidt børnene nu får alt det, de har brug for - alt bliver meget materialistisk, og man frygter, at man ikke kan påtage sig forældrerollen ordentligt, hvis ikke man har råd til en hel masse.

Men et barn behøver altså ikke ret meget andet end det basale - mad, tøj på kroppen og en masse kærlighed og tryghed. Og det har man fint råd til, selvom man er på kontanthjælp 

Jeg tænker ikke nødvendigvis det er kontanthjælpen, der skal stå i vejen. Jeg tænker dog, at du skal overveje, hvordan et barn kan påvirke din sygdom. Det var for os rockerhårdt at varetage et barn, der sov helt af H til. Der var tider, hvor trætheden gjorde man stort set ikke kunne fungerede, og vi er to raske voksne, som hjalp hinanden. Jeg tør ikke tænke på, hvordan jeg ville have klaret den opgave, hvis jeg havde kronisk migræne! 

Så for mig er spørgsmålet ikke, om man kan tillade sig at få børn på KH, men mere en bekymring for, hvordan du vil havde det fysisk og psykisk, når de søvnløse nætter, tigerspringene, skrigeture og senere trodsalderen  m.m. sætter ind.

Samtidig, jeg er ikke læge eller sundhedsfaglig uddannet, men kan migræne ikke godt hænge sammen med hormoner? Min mor led af frygtelige og invaliderende migræneanfald i min barndom, husker stadig hvordan vi ikke måtte snakke til hende, når hun lå i et mørkt rum og kastet op osv. Det var heldigvis ikke så tit, hun havde dem, men de er forsvundet efter overgangsalderen. Hun har snakket om noget med hormoner. Hvis det er tilfældet, kan din sygdom jo faktisk ændre sig under graviditet og amning(forhåbentlig til det bedre, men kan jo desværre også være til det værre).

Alt i alt, jeg håber, du får lov til at opleve glæden ved at blive mor. Det fortjener alle, også(måske endda specielt) dem som dagligt kæmper med sygdom. Håber bare du inden, du træffer beslutningen, er realistisk omkring dine egne personlige resurser, og tager dem med i regnestykket. 

Jeg vil gerne sige mange tak for alle jeres svar! Det har været godt med forskellige indput udefra.

Jeg frygter hverken økonomi eller at skulle tage vare på barnet, har den bedste familie, så ville ikke komme til at stå alene med det, hverken med eller uden kæreste og det giver utrolig meget tryghed.

Har hørt og læst "vidunder"historierne om bedring grundet graviditet, og har bekendte der selv har oplevet det, også at det kom tilbage da de fik nr 2. Har også læst om de dårlige.
Men det kommer ikke til at have betydning for mit valg, altså som i at det ikke bare skulle være et forsøg på helbredelse.

Kommunen synes jeg egentlig bare er ja migrænen fik jeg konstateret for over 20år siden, men har været i behandling på smerteklinik i 10+år.
Hvis kommunen har papirer så langt tilbage, kan de faktisk se dokumenteret fravær gennem først 4 års ikke hårdt fysisk arbejde og derefter 3års hårdt fysisk arbejde med uddannelse, da jeg har haft været ansat med en paragraf.
De har også haft sat mig i 12 ugers arbejdsprøvning.

En arbejdsgiver ville have ansat mig som fleksjobber, men da jeg luftede ideen, fik jeg af vide at fleksjob er en længere proces og at man skal være stationær i sin tilstand og helt afklaret først.
Så der ved jeg ikke hvad de har tænkt sig, der dukker jo nye forsøg op med mellemrum, de kan jo ikke garantere at nu stopper forskningen. Så kan jo ikke få en decideret afklaring på det, med mindre klinikken afskriver mig helt. Nu har jeg været der i 10+ år med løbende forsøg, så der kan jo nemt gå 10 år mere inden de måske finder noget der virker.
Så der kan jo gå år endnu før kommune eller klinik når frem til noget, og til den tid vides det ikke om jeg kan få børn.

Havde aldrig forestillet mig at jeg skulle stå i denne situation. Troede jeg skulle havde et normalt liv 
Målet var:
-Skole
-uddannelse
-arbejde
-familie
Men fik i stedet:
-bedt om at forlade uddannelse grundet fravær
-fyret efter 4år fordi det blev for meget
-fuldførte uddannelse men kunne ikke forsætte pga fravær
-kontanthjælp på "ubestemt tid"