Egoistisk?

Hej 

Jeg har taget en test der viser svag positiv, så prøver en ny igen om nogle dage

Men..... jeg er 30, har ingen børn og har aldrig været gravid før.
Jeg står så er og er på kontanthjælp og venter på noget udredning, har fast kæreste, som har arbejde.

Jeg står så lidt i det dilemma og tænker om det ville være egoistisk og sætte et barn til verden nu? 

Mvh tvivleren

Ano87 skriver:

Hej 

Jeg har taget en test der viser svag positiv, så prøver en ny igen om nogle dage

Men..... jeg er 30, har ingen børn og har aldrig været gravid før.
Jeg står så er og er på kontanthjælp og venter på noget udredning, har fast kæreste, som har arbejde.

Jeg står så lidt i det dilemma og tænker om det ville være egoistisk og sætte et barn til verden nu? 

Mvh tvivleren

Man sætter vel børn i verden for sin egen skyld, så det er nok altid egoistisk  Om det vil være mere udfordrende og uhensigtsmæssigt lige nu, kan der måske være noget om. Men jeg ville nok fokusere på om det er et barn du virkelig ønsker brændende, og vil elske grænseløst. For så skal det nok gå, selv om hverdagen og livet kunne være mere på plads end det er nu. Der er sjældent helt perfekt tidspunkt til at få børn, synes jeg selv. Men selvfølgelig, hvis du synes det er helt uoverskueligt lige nu, så skal du lytte til dig selv.

Det er ikke det materiale der gør en til en god mor... Ja et liv på kontant hjælp kan være hårdt for et barn.. Men læg et budget. Har du råd til det mest nødvendige? Mad, tøj, sko, sæbe. creme osv. Kan du se det i dit budget så kan jeg ikke se noget problem, hvis det ellers er et ønskebarn.

men hvis du ikke kan se dig råd til mad og tøj og sko ja så ville jeg mene det er egoistisk.. Ikke fordi barnet skal have nyt mærketøj men der skal være råd til at barnet får vinterstøvler og ikke være tvunget til at gå i for små sko osv.

Tak for jeres svar.

Tænker ikke at økonomien ville bliver et problem, jeg tror mere jeg tænker hvad andre måske ville tænke :/

Grunden til udredningen er vel egentlig bare at tingene arbejder i mod mig, føler jeg. 

Jeg har fået konstateret kronisk hovedpine/Migræne og det giver mig noget bøvl.
Fagforeningen sagde mere eller mindre at jeg var for syg til dagpenge og bare skulle søge sygedagpenge og kommunen sagde så at jeg var for rask til sygedagpenge, så det gjorde så at jeg røg på kontanthjælp for godt og vel 2 år siden.

Jeg er i behandling, eller er mere eller mindre forsøgskanin og har været det i over 10 år, uden at komme nogen vegne  de har nu sagt at næsten har prøvet alt, men der er ikke nogen garanti for at de få ting jeg så ikke har prøvet endnu vil virke, eller om der skal gå flere år og om de så til den tid måske ville komme frem til noget.

Jeg har haft migræne ligeså længe jeg kan huske, så jeg har lært at leve med hovedpine hvis man kan sige det sådan, min hverdag fungere, men det gør det svært for mig at varetage et fuldtidsarbejde, selv med en paragraf, for arbejdsgiveren ender med at blive utilfreds fordi mine møde tider er ustabile.

Min kæreste ønsker barn, og det gør jeg faktisk også nu når jeg ligesom er kommet op i årene, hvilket kun er noget han ved.... 

Men tankerne farer rundt! - gør det hele at jeg faktsik ikke har ret til at sætte et barn til verden, har jeg ret til et barn, skal jeg vente til der måske dukker behandling op, vil det være for sent at få et barn til den tid HVIS det dukker op.....

Jeg ved faktisk ikke hvad mit spørgsmål er, jeg havde bare brug for at komme ud med det også få nogle indput udefra

Ano87 skriver:

Tak for jeres svar.

Tænker ikke at økonomien ville bliver et problem, jeg tror mere jeg tænker hvad andre måske ville tænke :/

Grunden til udredningen er vel egentlig bare at tingene arbejder i mod mig, føler jeg. 

Jeg har fået konstateret kronisk hovedpine/Migræne og det giver mig noget bøvl.
Fagforeningen sagde mere eller mindre at jeg var for syg til dagpenge og bare skulle søge sygedagpenge og kommunen sagde så at jeg var for rask til sygedagpenge, så det gjorde så at jeg røg på kontanthjælp for godt og vel 2 år siden.

Jeg er i behandling, eller er mere eller mindre forsøgskanin og har været det i over 10 år, uden at komme nogen vegne  de har nu sagt at næsten har prøvet alt, men der er ikke nogen garanti for at de få ting jeg så ikke har prøvet endnu vil virke, eller om der skal gå flere år og om de så til den tid måske ville komme frem til noget.

Jeg har haft migræne ligeså længe jeg kan huske, så jeg har lært at leve med hovedpine hvis man kan sige det sådan, min hverdag fungere, men det gør det svært for mig at varetage et fuldtidsarbejde, selv med en paragraf, for arbejdsgiveren ender med at blive utilfreds fordi mine møde tider er ustabile.

Min kæreste ønsker barn, og det gør jeg faktisk også nu når jeg ligesom er kommet op i årene, hvilket kun er noget han ved.... 

Men tankerne farer rundt! - gør det hele at jeg faktsik ikke har ret til at sætte et barn til verden, har jeg ret til et barn, skal jeg vente til der måske dukker behandling op, vil det være for sent at få et barn til den tid HVIS det dukker op.....

Jeg ved faktisk ikke hvad mit spørgsmål er, jeg havde bare brug for at komme ud med det også få nogle indput udefra

Glem alt om ret eller ikke ret. Der er ingen der har ret eller ikke ret til et barn.

du skal derimod overveje om du kan overskue det med de udfordringer du har. Hvis svaret er ja og fu ønsker et barne, skal I da have det.

Ano87 skriver:

Tak for jeres svar.

Tænker ikke at økonomien ville bliver et problem, jeg tror mere jeg tænker hvad andre måske ville tænke :/

Grunden til udredningen er vel egentlig bare at tingene arbejder i mod mig, føler jeg. 

Jeg har fået konstateret kronisk hovedpine/Migræne og det giver mig noget bøvl.
Fagforeningen sagde mere eller mindre at jeg var for syg til dagpenge og bare skulle søge sygedagpenge og kommunen sagde så at jeg var for rask til sygedagpenge, så det gjorde så at jeg røg på kontanthjælp for godt og vel 2 år siden.

Jeg er i behandling, eller er mere eller mindre forsøgskanin og har været det i over 10 år, uden at komme nogen vegne  de har nu sagt at næsten har prøvet alt, men der er ikke nogen garanti for at de få ting jeg så ikke har prøvet endnu vil virke, eller om der skal gå flere år og om de så til den tid måske ville komme frem til noget.

Jeg har haft migræne ligeså længe jeg kan huske, så jeg har lært at leve med hovedpine hvis man kan sige det sådan, min hverdag fungere, men det gør det svært for mig at varetage et fuldtidsarbejde, selv med en paragraf, for arbejdsgiveren ender med at blive utilfreds fordi mine møde tider er ustabile.

Min kæreste ønsker barn, og det gør jeg faktisk også nu når jeg ligesom er kommet op i årene, hvilket kun er noget han ved.... 

Men tankerne farer rundt! - gør det hele at jeg faktsik ikke har ret til at sætte et barn til verden, har jeg ret til et barn, skal jeg vente til der måske dukker behandling op, vil det være for sent at få et barn til den tid HVIS det dukker op.....

Jeg ved faktisk ikke hvad mit spørgsmål er, jeg havde bare brug for at komme ud med det også få nogle indput udefra

Hvis I begge ønsker

jer et barn så få det inden man får set sig om kan det være du ikke længere kan få børn så få det nu imens det er der og muligheden er der�� Hvis jeg kunne stå med en lille under uddannelse samtidig med at kæresten også var så kan du også��

Ano87 skriver:

Hej 

Jeg har taget en test der viser svag positiv, så prøver en ny igen om nogle dage

Men..... jeg er 30, har ingen børn og har aldrig været gravid før.
Jeg står så er og er på kontanthjælp og venter på noget udredning, har fast kæreste, som har arbejde.

Jeg står så lidt i det dilemma og tænker om det ville være egoistisk og sætte et barn til verden nu? 

Mvh tvivleren

Jeg var på dagpenge da jeg fik min søn. 

Lad være at tænk på hvad andre tænker om at i får barn nu mens nu er på KH. Tænk på hvordan du selv tænker om det. Det er trods alt dig der skal leve med beslutningen uanset udfaldet.

Der er desværre intet korrekt svar på dine spørgsmål. Dine bekymringer omkring hvordan omverden muligvis vil dømme dig, er på sin vis sagen irrelevant. Det der betyder noget er dine egne overvejelser og ikke andres. Du skriver at økonomien ikke står i vejen for dit valg, så derfor vil valget være at træffe udfra hvordan du selv vurdere dit overskud fysisk og mentalt. Tag en snak med din mand omkring situationen og dine bekymringer. Når alt kommer til alt er det jo en fælles beslutning som kun I bestemmer��

Et fast forhold, migræne, kontanthjælp i 2+ år, udredning.

Jeg forstår din frustration og kan se kilden til mere hovedpine end godt er.

Hvad andre syntes og mener burde du være totalt ligeglad med, hvis det kun er for at de nedgør dit ønske med deres dobbeltmoral. Men det skader ikke at lytte til andres synspunkter, så har du nemlig flere vinkler, som du selv udtrykker det, at se sagen fra.

1. Et fast forhold kan ende lige så hurtigt/langsomt som det opstod.

2. Migræne på 10+ år er MEGET lang tid og afhængig af migrænens styrke kan den være til meget stor ulempe.

3. Kontanthjælp på 2+ år. Nå ja, der er jo dovne Robert at sammenligne med, så hvem skal først have et spark mod arbejdsmarket, dig eller ham ? Jeg siger ham !

4. Udredningen kan jo vare en million år endnu, så dén faktor skal du lige glemme i denne omgang.

Hvis du har en lægelig konstateret kronisk lidelse, så er det op til kommunens lægeråd at finde en passende løsning.

At være forsøgskanin skal du lige holde op med !

Børn er et fuldtidsjob og de kan ikke undvære deres mor i det første år uden det skader dem. Ej heller farmand, men han har ingen mælk at byde på

Tænker kun på udredningen, at det er da synd hvis du skal udredes pga. noget fysisk, at du så skal tage "et skridt tilbage" ved så at blive gravid, men kommer jo helt an på hvad du vil med dit liv. 

Jeg var på dagpenge da vi gik igang med at prøve, fordi jeg simpelthen ikke kunne vente længere, lange jobudsigter, og om 6 mdr. kunne jeg have været på kontanthjælp til en sindsyg lav sats jeg ikke mener er voksent menneskeværdig bare fordi man ikke er forsørger.

Men nu har jeg så et arbejde, og er lige blevet gravid.

Og ja, jeg føler mig giga kæmpe egoistisk over for mit nye firma, men jeg føler mig faktisk uegoistisk også, fordi jeg nu i stedet for at "dyrke" mig selv, tage ud og rejse, købe fedt tøj, gå mere i byen, nyde nogle gode år, nu vælger at få et barn.

Så det er hvordan du vender og drejer det med egoisme, faktisk kan det vise sig at være enormt opofrende af dig