Skilsmisse? Hvordan tog du valget?

Anonym skriver:

Jeg tænker at du ikke har fået slået ordentligt fast hos ham, hvad der egentlig generer dig. Der skal mange flere ord på end blot at du føler dig fanget. Du skal få ham til at forstå at du føler dig alene og har et indtryk af at han ikke gider jeres familie. Fortæl ham hvor mange ekstra opgaver du har dagligt, som han burde være en del af.

Jeg var smuttet for længst, og nok også inden at børneflokken var nået op på 5 stk. 

Der har været rigtig mange ord på, snakket stort som småt, lidt som meget men kan mærke at jeg de sidste 14 dage har lukket mig fuldstændig inde i mig selv når han taler til mig, og jeg får ham kun svaret med et ja eller nej agtig pt.. 

Ja, jeg har bare gået i dm bobel af graviditeter og nyfødte de sidste 7 år, og nu slår virkeligheden mig så hårdt li i ansigtet, men troede jo egentlig heller ikke jeg havde fået børn alene.... Ja undskyldningerne er mange 

Husk på, at du lige nu lærer dine børn, hvordan et familieliv og forholdet mellom mand og kvinde skal være. Det, de vokser op med, præger deres forventninger om hvordan det skal være resten af livet.

Det betyder, at der må ske noget. Nu!

Enten skal han til at tage sin familie alvorlig, eller også kan han jo leve ungkarletilværelsen og leje sig en hushjælp. 

At lære børnene om gensidig respekt i et parforhold og fællesskabet i familien, er i mine øjne vigtigere, end om børnene bliver nødt til at flytte/dele værelse eller hvad det nu måtte være. Du skal, efter min mening, tage de valg nu, som du gerne vil, at dine børn skal tage, hvis de som voksne finder sig selv i en lignende situation.

Har I prøvet parterapi? Hvis ikke synes jeg, at I skal forsøge. Nogen gange er det til virkelig stor hjelp at få en neutral person udefra til at se på det hele og hjælper jer til at snakke sammen. Det kan både blive en øjenåbner, og så kan det føles mere forpligtende end bare den sædvanlige snak, når I begge er trætte og sidder hjemme i sofaen.

Anonym skriver:

Det tænker jeg ikke kommer til, at ske pga 2 ting

 

Sådan fungere hans arbejde ikke

 

og 

 

jeg kan da ikke efterlade mine børn 

At børnene er hjemme med deres far, er ikke st forlade dem...! Det er i grunden hele essensen her. Han er ikke far.. han er logerende. Hvis han var far, tøvede du ikke med at give ham det ansvar. 

Du ER aleneforældre. Tro mig. Hvis du går, så får du det sgu nok lettere.. ingen forventninger der ikke bliver indfriet. Ingen ensomme aftener på sofaen hvor du savner din mand - for der er ikke længere en at sidde og savne og vide at han er LIGE derude! 

Og med hans indsats på børnefronten, ønsker han nok ikke mere samvær end hveranden weekend. Weekender hvor du så kan få den smule luft og frihed du har manglet mens i har boet sammen.

den største udfordring bliver nok at stole på at han kan klare ansvaret. Men det kommer! Måske skal han have noget hjælp i starten, men det er vigtigt at det ikke er dig der tager over! Han skal selv. 

Jeg gik sidste år.. her var faren så meget tilstede med ungerne at han fuldstændig nedprioriterede alt praktisk og i øvrigt helst krævede at man altid var 2 voksne til 2 børn.. med mindre det selvfølglig var ham der skulle ud! Så kunne jeg da sagtens stå med 2 børn selv. Så, jeg kom aldrig ud..

han huskede ingen aftaler, ingen madpakker, ingen huslige pligter. Så ja, jeg havde mig måske en fin legeonkel, men alt det sure, det hang på mig.. det var en kæmpe lettelse at få ham ud. Nu er der kun mig selv at blive irriteret på hvis opvasken fra igår står på køkkenbordet. 

mine børn var vant til at se på mor og far der gik rundt om hinanden, forholdvis harmonisk, men ikke kærligt. Jeg kunne ikke være tæt på ham de sidste 1,5 år. Nu har jeg en kæreste jeg slet ikke kan lade være at holde om, og mine børn ser hvordan et kærligt forhold ser ud, og ikke bare et partnerskab der skal gå op. Jeg synes det har været det værd! Det har været hårdt og der er mange "åh nej!" Scenarier som fx huset osv. Men ved du hvad.? Det løser sig! Stille og roligt.

kram 

I rigtig mange kommuner har de et tilbud til familier, som hedder Home-Start. Det er til familier, der simpelthen mangler en ekstra hånd eller bedstemor, så mor eller begge forældre kan få hverdagen til at hænge bedre sammen. Det kan også være til familier, hvor den ene forælder er død af kræft eller er ramt af fødselsdepression osv osv.

Man ser ikke på familiens indkomst eller andre forhold, man prøver i stedet udelukkende at matche dem med en frivillig, hvor der er god kemi mellem vedkommende og familien.

Måske var det en idé for dig at undersøge det nærmere? Hvis du kan få en ekstra ressource tilknyttet, så får du enten mere hjælp i hverdagen (selvom du lyder til at have helt styr på det hele ) eller du får overskuddet til at mærke efter, om du er i et holdbart ægteskab og alternativt få tid til at få overblik over din økonomi mm.

Anonym skriver:

At børnene er hjemme med deres far, er ikke st forlade dem...! Det er i grunden hele essensen her. Han er ikke far.. han er logerende. Hvis han var far, tøvede du ikke med at give ham det ansvar. 

Du ER aleneforældre. Tro mig. Hvis du går, så får du det sgu nok lettere.. ingen forventninger der ikke bliver indfriet. Ingen ensomme aftener på sofaen hvor du savner din mand - for der er ikke længere en at sidde og savne og vide at han er LIGE derude! 

Og med hans indsats på børnefronten, ønsker han nok ikke mere samvær end hveranden weekend. Weekender hvor du så kan få den smule luft og frihed du har manglet mens i har boet sammen.

den største udfordring bliver nok at stole på at han kan klare ansvaret. Men det kommer! Måske skal han have noget hjælp i starten, men det er vigtigt at det ikke er dig der tager over! Han skal selv. 

Jeg gik sidste år.. her var faren så meget tilstede med ungerne at han fuldstændig nedprioriterede alt praktisk og i øvrigt helst krævede at man altid var 2 voksne til 2 børn.. med mindre det selvfølglig var ham der skulle ud! Så kunne jeg da sagtens stå med 2 børn selv. Så, jeg kom aldrig ud..

han huskede ingen aftaler, ingen madpakker, ingen huslige pligter. Så ja, jeg havde mig måske en fin legeonkel, men alt det sure, det hang på mig.. det var en kæmpe lettelse at få ham ud. Nu er der kun mig selv at blive irriteret på hvis opvasken fra igår står på køkkenbordet. 

mine børn var vant til at se på mor og far der gik rundt om hinanden, forholdvis harmonisk, men ikke kærligt. Jeg kunne ikke være tæt på ham de sidste 1,5 år. Nu har jeg en kæreste jeg slet ikke kan lade være at holde om, og mine børn ser hvordan et kærligt forhold ser ud, og ikke bare et partnerskab der skal gå op. Jeg synes det har været det værd! Det har været hårdt og der er mange "åh nej!" Scenarier som fx huset osv. Men ved du hvad.? Det løser sig! Stille og roligt.

 

kram 

Du har jo ret, jeg efterlader dem jo ikke ved at lade dem være sammen med deres far - men det føles virkelig sådan 

Jeg tror bare hele min verden ramler pt, og alt syntes uoverskueligt, samtidig med at manden bare kører sig helt eget liv 


Vi har ikke set ham hele ugen, fordi jeg også er gået i seng inden han er kommet ind fra værkstedet, han ringede hjem igår, grundet sent arbejde, men jeg gad faktisk ikke en gang tale med ham, så det blev sådan noget "nå-nå", "ja-ja" samtale fra min side af 

Og så har jeg bare altid i min vildeste fantasi troede at jeg skulle skilles, jeg er 31 år, og har været sammen med ham siden jeg var 15 ………..

Du har jo ret, jeg efterlader dem jo ikke ved at lade dem være sammen med deres far - men det føles virkelig sådan 

Jeg tror bare hele min verden ramler pt, og alt syntes uoverskueligt, samtidig med at manden bare kører sig helt eget liv 


Vi har ikke set ham hele ugen, fordi jeg også er gået i seng inden han er kommet ind fra værkstedet, han ringede hjem igår, grundet sent arbejde, men jeg gad faktisk ikke en gang tale med ham, så det blev sådan noget "nå-nå", "ja-ja" samtale fra min side af 

Og så har jeg bare altid i min vildeste fantasi troede at jeg skulle skilles, jeg er 31 år, og har været sammen med ham siden jeg var 15 ………..

Well.. livet er ikke altid som man håbede på..

jeg synes du skal tage snakken en gang til.. en sidste gang. Og gør klart for ham at de her tanker om at gå fylder mere og mere. Forklar ham at enten skal der ske noget, og hvis han ikke selv kan finde ud af det, må i få hjælp udefra! Du er nødt til at skære ud i pap at det er alvor. Men så er du selvfølgelig også nødt til at stå ved dine ord hvis der ikke sker noget. Så må du gå.. ellers er det ligesom når man opdrager børn og ens ord og handlinger ikke passer sammen. Så er de ligeglade, de skal jo nok få deres vilje alligevel hvis de bare fortsætter. 

Du fortjener bedre end at sidde der og glo aften efter aften! Selvom det er skønt at være mor, er vi altså også mennesker med andre behov end at sidde hjemme og holde dem i hånden. ❤️