Skilsmisse? Hvordan tog du valget?

Min mand og jeg har været sammen i over 15 år, har 5 børn sammen, hus, 2 biler osv 

Men jeg er altid alene med børnene, manden er ikke hjemme om morgen når vi står op, da han møder tidligt, ofte kommer han heller ikke hjem inden de er kommet i seng, da han arbejder meget 

Dvs. jeg står alene med dem i hverdagene, når han endelig er hjemme, går han altid udenfor i værkstedet, dvs jeg sidder 7 ud af 7 aftner alene i sofaen og hører efter 5 børn der sover

I weekenderne går han også i værkstedet, dog ofte med nogle af børnene med sig, men ellers går han altid derovre

Børnene og jeg tager ofte i djurs sommerland, lalandia, ferier, hyggeture osv, men far er aldrig med 

Jeg har så haft i tankerne at jeg faktisk er alene i et ægteskab, det er mig der: 

- aflevere og henter hver eneste dag
- Smøre madpakker, vækker og giver tøj på, smøre morgenmad 
- Laver aftensmad (for det kan han ikke/vil ikke)
- Ordner vasketøj (det vil han heller ikke, får altid af vide han ikke kan finde ud af det)
- Ordner rengøringen, vores hus er 340 kvm
- Handler ind
- Ordner børnenes kasser, så alt er pakket korrekt
- holder styr på børnenes aftaler, herunder læge, ørelæge, sygehus og det altid mig der er afsted med dem 
- ordner have

og jeg har sikkert glemt en masse

Samtidig med jeg arbejder 40 timer om ugen 


Jeg tænker, om jeg egentlig ville mærke at jeg blev "alene - alene"? 

Han er her jo ikke? Og ja, ungerne sover og jeg sidder alene i sofaen…..



Det jo ik fordi jeg ikke elsker ham , for det gør jeg, faktisk ret meget, men jeg er os bare træt af altid at være alene  

Ved du hvad, du er sgu en sej kvinde! Jeg kan godt forstå du savner din mand, når du står for alt! 

Han tænker sikkert slet ikke på, at du sidder dér alene. Har du forelagt ham dine tanker?  

Men er så pisse irriterende, hvis ingen gør oprør, så tænker de bare "det går da fint"...  De skal ind i mellem have et vink med en vognstang. 

Tag på ferie en uge og lad ham stå med det hele selv. Tænker at nogle lærer bedst på den hårde måde. 

Kh. Malene 

sessen1984 skriver:

Ved du hvad, du er sgu en sej kvinde! Jeg kan godt forstå du savner din mand, når du står for alt! 

Han tænker sikkert slet ikke på, at du sidder dér alene. Har du forelagt ham dine tanker?  

Men er så pisse irriterende, hvis ingen gør oprør, så tænker de bare "det går da fint"...  De skal ind i mellem have et vink med en vognstang. 

Jeg har sagt til ham maaaaaaaaange gange, at jeg føler mig fanget i mit eget hjem, altså ikke på den måde at jeg ikke må gå, men jeg kan jo ikke, der ligger alligevel 5 børn og sover, og han er jo ikke indenfor 
Jeg vil så gerne til at løbe, for 5 graviditeter pynter ikke :/ 

Så ja, jeg har sagt det mange gangee, og ofte sker der li en bedring i den første uges tid efter, også vi tilbage til udgangspunktet

Malene76 skriver:

Tag på ferie en uge og lad ham stå med det hele selv. Tænker at nogle lærer bedst på den hårde måde. 

Kh. Malene 

Har jeg også prøvet, også kommer jeg hjem til en hus der ligner lort, vasketøj over det hele, køleskab der er tomt osv. 

(Jeg har selvfølgelig haft ungerne med, jeg kunne ikke drømme om at holde ferie/rejse fra dem)

Anonym skriver:

Har jeg også prøvet, også kommer jeg hjem til en hus der ligner lort, vasketøj over det hele, køleskab der er tomt osv. 

(Jeg har selvfølgelig haft ungerne med, jeg kunne ikke drømme om at holde ferie/rejse fra dem)

Men meningen er jo at han skal stå med det hele selv og du skal holde ferie uden mand og børn. 

Malene76 skriver:

Men meningen er jo at han skal stå med det hele selv og du skal holde ferie uden mand og børn. 

Det tænker jeg ikke kommer til, at ske pga 2 ting

Sådan fungere hans arbejde ikke

og 

jeg kan da ikke efterlade mine børn 

Jeg tænker at du ikke har fået slået ordentligt fast hos ham, hvad der egentlig generer dig. Der skal mange flere ord på end blot at du føler dig fanget. Du skal få ham til at forstå at du føler dig alene og har et indtryk af at han ikke gider jeres familie. Fortæl ham hvor mange ekstra opgaver du har dagligt, som han burde være en del af.

Jeg var smuttet for længst, og nok også inden at børneflokken var nået op på 5 stk. 

Jeg tror du skal bede om en snak. Sådan en virkelig alvorssnak. Hvor du simpelthen gør ham det klart at sådan her kan det ikke fungere. At du har brug for at han er med til at finde en varig løsning. Og så må du understrege at du accepterer hvis han ikke vil være med til det, men så er du nødt til at forlange skilsmisse. Hellere være alene rigtigt, end at være alene i et forhold.

Jeg står selv i den situation, at jeg selv snart vælger at blive skilt. Her er det ikke så meget fordelingen af børn og pligter. Men fordi jeg har en fornemmelse af at han ikke trives her. Det er så drænende og det virker ikke til han selv kan sige stop. Så tror jeg bliver nødt til det. Jeg elsker ham ufattelig højt, men det her er ikke der rette kan jeg mærke. 

Jeg har kunne mærke det være undervejs i en rum tid, men er gået helt i panik ved tanken. Men så satte jeg mig ned og regnede alt ud, økonomi osv. Og nu ved jeg at hvis eller når det er, så står jeg fint nok. 

Altså det jeg mener er at sådan nogle små praktiske ting, kan give ro og en slags accept af at det ikke kan være anderledes. 

Anonym skriver:

Jeg tror du skal bede om en snak. Sådan en virkelig alvorssnak. Hvor du simpelthen gør ham det klart at sådan her kan det ikke fungere. At du har brug for at han er med til at finde en varig løsning. Og så må du understrege at du accepterer hvis han ikke vil være med til det, men så er du nødt til at forlange skilsmisse. Hellere være alene rigtigt, end at være alene i et forhold.

Jeg står selv i den situation, at jeg selv snart vælger at blive skilt. Her er det ikke så meget fordelingen af børn og pligter. Men fordi jeg har en fornemmelse af at han ikke trives her. Det er så drænende og det virker ikke til han selv kan sige stop. Så tror jeg bliver nødt til det. Jeg elsker ham ufattelig højt, men det her er ikke der rette kan jeg mærke. 

Jeg har kunne mærke det være undervejs i en rum tid, men er gået helt i panik ved tanken. Men så satte jeg mig ned og regnede alt ud, økonomi osv. Og nu ved jeg at hvis eller når det er, så står jeg fint nok. 

Altså det jeg mener er at sådan nogle små praktiske ting, kan give ro og en slags accept af at det ikke kan være anderledes. 

Det syntes jeg at jeg har gjort så mange gange og så kører det ok i en uges tid også vi tilbage igen 

Men det er nok lige så meget tanken om at skulle til, at have delebørn, undvære dem i weekenderne, helligdage og højtider deles osv, det kan jeg slet ikke overskue 

Hvordan regner man det ud? Via kommunernes hjemmeside eller? 

Også der jo hus osv, hvis jeg vælger at gå fra ham, er der ingem af os der har råd til at blive boende også skal vi begge have nyt hjem, ergo to nye hjem til børnene, åh ��