Må jeg selv bestemme?

Jeg ved ikke helt hvordan jeg ville tackle det. Vi har fællesøkonomi, bortset fra x kr, som vi hver råder over hver måned, resten skal vi være enige om hvordan vi bruger. Så vi ville være enige om hvorvidt min mand skulle til new york og om hvorvidt vi skulle have et kolonihavehus.  Vi ville nok også have x antal kr det blev brugt på hans barns udstyr, ligesom vi har det til vores fælles barn.

Her er der ikke forskel i "lommepenge", selvom vi ikke tjener det samme. Men jeg ville så også gå ud fra at vores dreng ville få korte dage, hvis min mand arbejdede deltid. 

Jeg i skal sætte jer ned og snakke sammen. Måske han ikke synes om kolonihuset, fordi han hellere vil have i spare sammen til et rigtigt hus? I er jo en familie, så i må blive enige. Det er vel ikke fedt at sidde alene med jeres barn ude i kolonihaven, hvis din mand virkelig ikke er til kolonihaver. mit svar er selvfølgelig farvet af hvordan vi gør tingene.

Roselil skriver:

selvfølgelig kan du købe et kolonihavehus, men har han lyst til at have et kolonihavehus, tilbringe tid derude, engagere sig i det. det kan du jo ikke forvente.

Tak for dit svar. Egentlig føler jeg også, at jeg "må" købe det, da jeg føler, jeg blot har prioriteret anderledes - og givet afkald på nogle fornøjelser, som han stadig har. Og som er ham vel forundt. Men måske jeg skal forklare lidt bedre, at det er noget, der for mig er vigtigt, ligesom hans frihed er vigtig for ham

NRO skriver:

Umiddelbart er det eneste forkerte i den ligning, at kun DU betaler for tøj og udstyr til jeres Fælles barn. Det står dig frit for at købe det du vil med dine penge, set helt nøgternt. At han så kan have en mening om det er jo også helt okay idet i lever et fælles liv med barn. Men jeg tænker ikke at en mening med ophav i misundelse er valid. Hvis det handler om, at han føler, at han ville kunne bruge de penge på noget bedre og mere fornuftigt i forhold til egne behov, så ville jeg personligt ikke gå synderligt op i det. En kolonihave er jo som du beskriver - et sted hvor en familie kan opholde sig sammen. Misundelse er en grim følelse, så måske han er lidt fanget i uligevægten i jeres forhold. Men igen - så er han vist ikke klar over hvad tøj og udstyr til børn kan løbe op i !  Held og lykke med diskussionen, det er ikke altid nemt! 

Hilsen en mor til en på halvandet 

Tak for dit svar. Ja, egentlig burde vi bare tage en lang snak, hvo vi får talt hinandens prioriteter igennem, så der er en større forståelse for, hvorfor den anden vælger som han/hun gør. Jeg kan da også være misundelig over hans ture på restauranter, men altså ved jo også ved mig selv, hvorfor jeg ikke vil prioritere det. Så den slags refleksioner burde også gå den anden vej. Tak for input 

B&J skriver:

Jeg ved godt i er sammen men i deler det der hjemme på nær jeres barn og han vil kun arbejde deltid og du fuldtid du vil have et ferie hus altså for mig lyder det som om i nærmest bare bor sammen som venner.

det lyder slet ikke som om i er enig om noget eller laver noget sammen. Lyder som om du har styr på dit liv og han er lige glad. 

Men ja hvis du er glad og lykkelig så syntes jeg du skal købe

Tak for dit svar. Ja, vi har meget forskellige fritidsinteresser -og tilbringer derfor meget tid hver for sig. 

Men det i sug selv føler jeg ikke er noget problem, men den her situation er måske et tegn på, at vi nok lige bør tage en snak om vores forskellige prioriteter

Går jeg ud fra de regler, I har opstillet for jeres økonomi, må du jo godt. Men jeg savner et 'vi', en familie, et fællesskab, hvor der er fælles prioriteringer og retning på de store ting i livet. 

Jeg ville ikke selv trives med den grad af 'hver sit liv' og til helvede med fællesskabet. Hvis kønnene var byttet om, ville jeg også forvente, at mors deltidsjob betød korte dage for barnet i vuggestue og en lettere hverdag for hele familien. Hvor er den faktor henne af i jeres familieliv? Hvis din kærestes deltidsjob ingen positiv effekt har for dig og jeres fælles barn, ville det bekymre mig. Hvis dethar en positiv effekt i jeres fælles hverdag, synes jeg, at du skal anerkende dens værdi for jeres familie.