Må jeg selv bestemme?

Må jeg lige høre jer, hvordan I ville tackle min situation?
Den lyder således: Min kæreste og jeg har ikke fælles økonomi. Vi deles om fælles udgifter naturligvis ligesom faste udgifter til vores fælles barn. Dog er det mig, der står for tøjindkøb samt andet tilbehør til vores barn.
Grunden til, at vi ikke har fælles økonomi er, at min kæreste har et andet barn. Hans eks og ham deler alle udgifter. Men det er hende, der styrer udgifterne. Så jeg har sagt, at jeg ikke har lyst til at have fælles økonomi, da det lidt er som om, han eks har et carte blanche.
Desuden føler jeg, at vi prioriterer meget forskelligt. Min kæreste går meget i byen, arbejder deltid, fordi det føler han er nok. I foråret var han med en ven i New York, hvilket blev dyrt.
Jeg arbejder fuld tid og går ikke så meget ud. Kan alligevel ikke overskue tømmermænd med et barn på 1,5
Jeg tjener en ok løn, men arbejder også EB del timer.
Nu opstår der en del misundelsessituationer, hvor min kæreste påpeger, at jeg har mange penge. Fx er han misundelig over, at jeg har et fitnessabonnement. Men da jeg påpegede, at det kostede det samme som han cola-forbrug blev han sur.
Nu er han lidt knotten over, at jeg gerne vil købe et kolonihavehus, da jeg virkelig trænger til at komme ud af byen. Men jeg føler selv, at det er ok, da det helt er mine egne penge. Men er det for meget, at jeg selv køber det hus? Selvfølgelig er det et hus vi skal dele og være i sammen. Men det er vist kun mig, der føler en lyst til det.

Anonym skriver:

Må jeg lige høre jer, hvordan I ville tackle min situation?
Den lyder således: Min kæreste og jeg har ikke fælles økonomi. Vi deles om fælles udgifter naturligvis ligesom faste udgifter til vores fælles barn. Dog er det mig, der står for tøjindkøb samt andet tilbehør til vores barn.
Grunden til, at vi ikke har fælles økonomi er, at min kæreste har et andet barn. Hans eks og ham deler alle udgifter. Men det er hende, der styrer udgifterne. Så jeg har sagt, at jeg ikke har lyst til at have fælles økonomi, da det lidt er som om, han eks har et carte blanche.
Desuden føler jeg, at vi prioriterer meget forskelligt. Min kæreste går meget i byen, arbejder deltid, fordi det føler han er nok. I foråret var han med en ven i New York, hvilket blev dyrt.
Jeg arbejder fuld tid og går ikke så meget ud. Kan alligevel ikke overskue tømmermænd med et barn på 1,5
Jeg tjener en ok løn, men arbejder også EB del timer.
Nu opstår der en del misundelsessituationer, hvor min kæreste påpeger, at jeg har mange penge. Fx er han misundelig over, at jeg har et fitnessabonnement. Men da jeg påpegede, at det kostede det samme som han cola-forbrug blev han sur.
Nu er han lidt knotten over, at jeg gerne vil købe et kolonihavehus, da jeg virkelig trænger til at komme ud af byen. Men jeg føler selv, at det er ok, da det helt er mine egne penge. Men er det for meget, at jeg selv køber det hus? Selvfølgelig er det et hus vi skal dele og være i sammen. Men det er vist kun mig, der føler en lyst til det.

selvfølgelig kan du købe et kolonihavehus, men har han lyst til at have et kolonihavehus, tilbringe tid derude, engagere sig i det. det kan du jo ikke forvente.

Umiddelbart er det eneste forkerte i den ligning, at kun DU betaler for tøj og udstyr til jeres Fælles barn. Det står dig frit for at købe det du vil med dine penge, set helt nøgternt. At han så kan have en mening om det er jo også helt okay idet i lever et fælles liv med barn. Men jeg tænker ikke at en mening med ophav i misundelse er valid. Hvis det handler om, at han føler, at han ville kunne bruge de penge på noget bedre og mere fornuftigt i forhold til egne behov, så ville jeg personligt ikke gå synderligt op i det. En kolonihave er jo som du beskriver - et sted hvor en familie kan opholde sig sammen. Misundelse er en grim følelse, så måske han er lidt fanget i uligevægten i jeres forhold. Men igen - så er han vist ikke klar over hvad tøj og udstyr til børn kan løbe op i !  Held og lykke med diskussionen, det er ikke altid nemt! 

Hilsen en mor til en på halvandet 

Selvfølgelig kan du købe et hus. Så længe du ikke forventer eller forlanger at han engagerer sig i det.  

mig mht misundelse. Så må kan da bare få et fuldtidsjob hvis han er jaloux over at du har flere penge. 

Jeg ved godt i er sammen men i deler det der hjemme på nær jeres barn og han vil kun arbejde deltid og du fuldtid du vil have et ferie hus altså for mig lyder det som om i nærmest bare bor sammen som venner.

det lyder slet ikke som om i er enig om noget eller laver noget sammen. Lyder som om du har styr på dit liv og han er lige glad. 

Men ja hvis du er glad og lykkelig så syntes jeg du skal købe

Anonym skriver:

Må jeg lige høre jer, hvordan I ville tackle min situation?
Den lyder således: Min kæreste og jeg har ikke fælles økonomi. Vi deles om fælles udgifter naturligvis ligesom faste udgifter til vores fælles barn. Dog er det mig, der står for tøjindkøb samt andet tilbehør til vores barn.
Grunden til, at vi ikke har fælles økonomi er, at min kæreste har et andet barn. Hans eks og ham deler alle udgifter. Men det er hende, der styrer udgifterne. Så jeg har sagt, at jeg ikke har lyst til at have fælles økonomi, da det lidt er som om, han eks har et carte blanche.
Desuden føler jeg, at vi prioriterer meget forskelligt. Min kæreste går meget i byen, arbejder deltid, fordi det føler han er nok. I foråret var han med en ven i New York, hvilket blev dyrt.
Jeg arbejder fuld tid og går ikke så meget ud. Kan alligevel ikke overskue tømmermænd med et barn på 1,5
Jeg tjener en ok løn, men arbejder også EB del timer.
Nu opstår der en del misundelsessituationer, hvor min kæreste påpeger, at jeg har mange penge. Fx er han misundelig over, at jeg har et fitnessabonnement. Men da jeg påpegede, at det kostede det samme som han cola-forbrug blev han sur.
Nu er han lidt knotten over, at jeg gerne vil købe et kolonihavehus, da jeg virkelig trænger til at komme ud af byen. Men jeg føler selv, at det er ok, da det helt er mine egne penge. Men er det for meget, at jeg selv køber det hus? Selvfølgelig er det et hus vi skal dele og være i sammen. Men det er vist kun mig, der føler en lyst til det.

Jeg synes det lyder som et partnerskab jeg ikke selv ville leve i. Enten er man et hold, en familie, også økonomisk, eller også er man hver for sig. Betyder ikke man skal have fællesøkonomi som sådan. Det har vi ikke her i huset. Jeg fik kun SU indtil for nyligt, og min kæreste har et fuldtidsjob. Vi har snakket om det, og fordelt de forskellige økonomiske byrder ud fra hvad vi realistisk kan yde. Jeg betaler for mad, husholdning, barnets ting, kattene. Han tager sig af alle udgifter ifm husleje, forsikringer, bilerne osv. Det fungerer. Og hvis det en dag bliver omvendt, hvor jeg tjener mest, er det da også helt i orden. Synes man skal være sammen om det, give plads til at arbejde deltid,studere osv. Men det kræver man kan have en plan og forventninsafstemning.

Selvfølgelig kan du købe et hus hvis du vil. Men regner du med at være sammen med manden i fremtiden? For så planlægger man vel også ud fra det, er sammen om de store køb osv., også hvis det helt reelt er den ene part der faktisk har pengene. 

Ærligt så synes jeg ikke man som voksne mennesker med barn sammen, som er i et forhold og bor sammen, kan have en så opdelt økonomi sammen. Forstår godt du synes at det er underligt at din kæreste deler økonomi med sin eks, selvom det kun er om deres barn, så tænker at det bør du sætte en fod ned omkring, så du og din kæreste kan få fælles økonomi i en eller anden udstrækning.

Anonym skriver:

Må jeg lige høre jer, hvordan I ville tackle min situation?
Den lyder således: Min kæreste og jeg har ikke fælles økonomi. Vi deles om fælles udgifter naturligvis ligesom faste udgifter til vores fælles barn. Dog er det mig, der står for tøjindkøb samt andet tilbehør til vores barn.
Grunden til, at vi ikke har fælles økonomi er, at min kæreste har et andet barn. Hans eks og ham deler alle udgifter. Men det er hende, der styrer udgifterne. Så jeg har sagt, at jeg ikke har lyst til at have fælles økonomi, da det lidt er som om, han eks har et carte blanche.
Desuden føler jeg, at vi prioriterer meget forskelligt. Min kæreste går meget i byen, arbejder deltid, fordi det føler han er nok. I foråret var han med en ven i New York, hvilket blev dyrt.
Jeg arbejder fuld tid og går ikke så meget ud. Kan alligevel ikke overskue tømmermænd med et barn på 1,5
Jeg tjener en ok løn, men arbejder også EB del timer.
Nu opstår der en del misundelsessituationer, hvor min kæreste påpeger, at jeg har mange penge. Fx er han misundelig over, at jeg har et fitnessabonnement. Men da jeg påpegede, at det kostede det samme som han cola-forbrug blev han sur.
Nu er han lidt knotten over, at jeg gerne vil købe et kolonihavehus, da jeg virkelig trænger til at komme ud af byen. Men jeg føler selv, at det er ok, da det helt er mine egne penge. Men er det for meget, at jeg selv køber det hus? Selvfølgelig er det et hus vi skal dele og være i sammen. Men det er vist kun mig, der føler en lyst til det.

Jeg kunne ikke være i sådan et forhold. Jeg forstår ikke, man kan være sammen om noget så vigtigt som et barn og samtidig have så separate liv - ikke bare på det økonomiske område, men også når det gælder så væsentlig en del af (fritids)livet som et kolonihavehus, som den ene part tilsyneladende slet ingen interesse har i. Og at den ene part aktivt vælger at arbejde deltid, fordi han føler det er nok - tænker han mon på pensionsopsparing, for ellers bliver det da surt, når han når dertil? 

Han går i byen og rejser med en ven - du køber kolonihavehus og kommer til at tilbringe mange timer dér. Har I overhovedet et familieliv og et samliv? Det er ikke, fordi jeg mener, man skal være sammen døgnets 24 timer, men det lyder, som om I lever to parallelliv og slet ikke deler drømme, værdier, prioriteter - og tid. 

Selvfølgelig kan du købe et kolonihavehus. Det er for mig at se slet ikke det store issue her. Gider I hinanden, herunder at bruge tid sammen, og har I nogle fælles drømme og projekter overhovedet? 

Anonym skriver:

Må jeg lige høre jer, hvordan I ville tackle min situation?
Den lyder således: Min kæreste og jeg har ikke fælles økonomi. Vi deles om fælles udgifter naturligvis ligesom faste udgifter til vores fælles barn. Dog er det mig, der står for tøjindkøb samt andet tilbehør til vores barn.
Grunden til, at vi ikke har fælles økonomi er, at min kæreste har et andet barn. Hans eks og ham deler alle udgifter. Men det er hende, der styrer udgifterne. Så jeg har sagt, at jeg ikke har lyst til at have fælles økonomi, da det lidt er som om, han eks har et carte blanche.
Desuden føler jeg, at vi prioriterer meget forskelligt. Min kæreste går meget i byen, arbejder deltid, fordi det føler han er nok. I foråret var han med en ven i New York, hvilket blev dyrt.
Jeg arbejder fuld tid og går ikke så meget ud. Kan alligevel ikke overskue tømmermænd med et barn på 1,5
Jeg tjener en ok løn, men arbejder også EB del timer.
Nu opstår der en del misundelsessituationer, hvor min kæreste påpeger, at jeg har mange penge. Fx er han misundelig over, at jeg har et fitnessabonnement. Men da jeg påpegede, at det kostede det samme som han cola-forbrug blev han sur.
Nu er han lidt knotten over, at jeg gerne vil købe et kolonihavehus, da jeg virkelig trænger til at komme ud af byen. Men jeg føler selv, at det er ok, da det helt er mine egne penge. Men er det for meget, at jeg selv køber det hus? Selvfølgelig er det et hus vi skal dele og være i sammen. Men det er vist kun mig, der føler en lyst til det.

Hvis din kæreste føler sig "snydt" over, at du har flere penge end ham, så er der altså kun én ting at sige til ham: find dig et fuldtidsjob. Man kan altså ikke både blæse og have mel i munden. 

Hej du, 

Her har manden og jeg også hver sin økonomi, udelukkende på grund af, at han er meget spontan og jeg bestemt ikke er. Det sparer os for en frygtelig masse diskussioner og giver derved mere ro i hverdagen. Vi er helt fælles om alt vedrørende barn, hus og hverdagens udgifter. Så jeg kan sagtens sætte mig ind i Jeres valg af økonomi. Når manden spontant beslutter, at han ikke kan leve uden en stor trailer, eller han hellere vil have en anden type bil, så gør han bare dét hvis han synes, han har råd. 

Der hvor jeg tænker det lyder problematisk er, at det virker som om I faktisk stadig skændes om/diskuterer Jeres økonomi en masse, på trods af at det måske netop var dét I ville undgå ved at dele op? 

Med hensyn til kolonihaven, så tænker jeg, at det afhænger lidt af prisen. Hvis ned u er et sted i landet, hvor det er noget du kan få forholdsvis billigt, så synes jeg bare du skal gøre det. Her hvor jeg bor kan sådan en godt koste 3-500.000, og med en udskrivning i den størrelse er det noget, der potentielt ville kunne påvirke fremtiden, fx ved ønske om at købe hus senere hen. Så ville jeg ikke gøre det uden, det var et fælles projekt. 

Jeg håber det giver mening?