Mit barn er halvandet år nu.
Jeg synes virkelig ikke det var særlig sjovt at blive mor. Virkelig ikke. Alle de konstante opvågninger, jeg blev mærkelig i hovedet af det. Og al den usikkerhed. Hele tiden.
Men nu glæder jeg mig til engang at få den næste, især fordi jeg glæder mig til at kunne tage det lidt mere med ro.
Når jeg taler med folk omkring det at have børn, så kan jeg godt lide at være enorm ærlig. Det er blevet nemmere her efter han er blevet 1 år, og jeg selv er mere sikker i min rolle som mor.
Så jeg fortæller gerne højt om at jeg ikke synes det var så fedt at være på barsel, at små børn er så hårdt arbejde at jeg gerne have byttet tilbage til mit gamle liv, hvis ikke det var fordi at han heldigvis bliver ældre og nemmere og at jeg faktisk bare ofte ikke synes at det er en fest, fordi han piver så meget og kræver enormt meget af en.
Og jeg tror endnu ikke jeg har mødt nogle som har haft det væsentligt anderledes. Jo, ift. det at gå på barsel, det er der nogle som bare elsker (og det kan jeg jo kun misunde). Men ellers synes næsten alle at det er pisse hårdt arbejde, at man er enorm obs på hvordan andre ser en som mor, og at bare er skide hårdt og at man nogle gange har lyst til at returnere sit barn 
Jeg dømmer også nogle gange selv mødre, men aldrig fordi de virker usikre, er meget optaget af deres barn eller mor-rolle (det er ALLE mødre til nyfødte, især førstegangs) eller fordi de agerer på en måde jeg ikke selv havde gjort. Jeg dømmer dem, hvis de enten opfører sig på en måde som jeg tænker er rigtig uhensigtsmæssig ift. barnets trivsel eller hvis de er typerne som har meget travlt med at fremstå perfekte (Christian Shampenburg-Müller eller hvad hun hedder er et perfekt eksempel her). Både fordi jeg egentligt bare har ondt af dem, fordi de tydeligvis ikke hviler i deres mor-rolle, men først og fremmest fordi de er med til at sætte en standard for at det altid gælder om at ligne en der har styr på tingene. Man har jo sjældent styr på en skid når man har en nyfødt.
Og så bliver det sværere at snakke højt om at man faktisk ikke aner hvad man laver ift. sin baby, at man ikke har haft sex siden fødslen og at man for øvrigt ikke ved om man elsker sit barn helt så højt som man burde eller hvad man nu bokser med.
Jeg er stor fortaler for at vi bringer alt vores lort på bordet, selvom jeg ved at det er lettere sagt end gjort.
