Hej allesammen!
Min kæreste og jeg venter vores første fælles barn, og vi er så glade. Min kæreste har et barn på 8.5 fra et tidligere forhold. Forholdet min bonusdrengs mor er lidt af et mareridt. Det har været et "samarbejde" præget af gentagne møder i statsforvaltningen både for mægling, konflikthåndtering og indskærpelser over for hende om at overholde samværsaftalen. Det har været præget af møder i kommunen. Hun har kørt samarbejdschikane i al den tid, jeg har kendt min kæreste.
Hun har ikke nogen grund til at gøre det, andet end at hun er irriteret over, at min kæreste er en del af min bonusdrengs liv. Det har altid været et horn i siden af hende, at far er en del af bonusdrengs liv. Hvilket jo er helt forfærdeligt, at hun kan tænke sådan. Vi har slugt ekstremt mange kameler og slået mange kolbøtter for at undgå konflikter, selvom det som regel er umuligt. Og selvom SF, kommune mv. har indskærpet over for hende hendes ansvar overfor hendes søn og samarbejdet, problemerne med hendes adfærd, hvordan hun skader sin søn osv., så ændrer intet sig.
Ja, det er PIS-hamrende hårdt, og kampen mod systemet er umulig, vi har prøvet alt. ANYWAY. Det var ikke selve dét, det skulle handle om, det var bare noget baggrund.
Nu står vi snart og skal fortælle hende, at vi skal have et fælles barn. Og vi har det allerede fysisk dårligt, fordi vi ikke er i tvivl om, at det vil gå helt af helvedes til. Der er slet ingen tvivl om, at hun vil vende det til noget negativt og forsøge at bilde min bonusdreng ind, at han vil komme i sidste række fremover, og at hun vil lade det ramme samarbejdet.
Vi har allerede aftalt at fortælle det til ham FØR hende, for at vi kan komme en masse af hendes lort i forkøbet. Ikke ved at sige "Hvis din mor siger, at...", selvfølgelig ikke! Men tage en generel snak med ham om, at det at vi skal have en lille, IKKE betyder, at vi vil ham mindre. At der stadig bliver far-ham alenetid, og at vi glæder os til at involvere ham med baby. Han vil MEGA gerne have en mindre søskende, så jeg ved, at han bliver lykkelig. Jeg er bare så ked af, at hans mor vil forsøge at spolere hans lykke.
Mit spørgsmål går derfor på, om i har en eller anden idé til hvordan vi bedst muligt får overbragt nyheden til hende, altså hvad vi kan sige? Jeg er så ked af, at hun skal sætte en sort sky over noget, der for os er mega lykkeligt, og jeg ville gerne lade tvivlen komme hende til gode, det er bare ikke muligt mere, vi kender hende, hendes adfærd og hvordan hun ikke skyr nogen midler for at straffe far for at være en del af sin søns liv, uanset om det betyder, at hun skader sit eget barn i processen.
