Svarer ikke på fars sms'er

Hej

Min mand har en søn på 11 år fra et tidligere ægteskab, som han ser hver 2. Weekend.

Da sønnen var 8, fik han en mobil af far, så de kunne tale/sms'e sammen en gang imellem, da forholdet til moren ikke er så godt. 

I starten blev mobilen brugt mest til spil og sønnen skrev næsten aldrig til sin far. Faren kunne godt forstå det den gang, da han var "lille". 

Men nu, hvor sønnen er blevet ældre, skriver han aldrig til sin far. Når far skriver SMS til ham, så svarer han heller ikke (og når han svarer 1 ud af 10 gange, så sker det først efter flere dage).

Faren har det sidste års tid forsøgt at forklare ham, hvorfor han har købt mobilen til ham, samt fortælle ham at når man får en besked, så skal man også svare på den. Behøver ikke være med det samme men bare i løbet af dagen. Drengen anerkender det og lover at han vil svare ham. Når han så tager hjem til mor, så sker det samme igen. 

Han sagde til ham på et tidspunkt at hvis han ikke brugte mobilen, ville han tage den fra ham, men heller ikke det har virket. (Han har aldrig villet tage mobilen, men var desperat)

Min mand er skuffet, ked af det og føler at hans søn ikke har behov for ham i sit liv. Når sønnen er på besøg, har de det rigtig godt sammen. 

Andre i samme situation?

Syns ærlig talt det er underligt at I giver drengen dårlig samvittighed over det. Far må jo bare blive ved med at skrive også være glad når der kommer et svar. Men det er jo tydeligt at det er jeres behov og ikke drengens. 

Min dreng på 9 svarer da heller ikke når han er hos sin far men han har jo også andet og tag sig til. 

Ja, jeg er i samme situation. )Dog uden at jeg siger at barnet "skal" svare.. ) men jeg undrer mig dybt fordi vi har det fantastisk når vi er sammen og tæt kontakt. Men i tiden hvor vi er adskilt er kontakten næsten lig nul. Det sårer mig og jeg prøver at opfordre til at vi sender fotos osv. Men intet kommer retur. Jeg har dog indimellem hørt at telefonen bliver indraget i tiden hos den anden forældre. Jeg borer ikke så dybt i årsagen til den manglende kontakt- fordi jeg ikke vil ødelægge de dejlige dage vi så har sammen. Jeg håber det vil ændre sig inden for de næste år. En 14 årig har jo typisk mere "fri" adgang til telefonen end en på 11.. Jeg forstår jeres frustration helt. 

Anonym skriver:

Hej

Min mand har en søn på 11 år fra et tidligere ægteskab, som han ser hver 2. Weekend.

Da sønnen var 8, fik han en mobil af far, så de kunne tale/sms'e sammen en gang imellem, da forholdet til moren ikke er så godt. 

I starten blev mobilen brugt mest til spil og sønnen skrev næsten aldrig til sin far. Faren kunne godt forstå det den gang, da han var "lille". 

Men nu, hvor sønnen er blevet ældre, skriver han aldrig til sin far. Når far skriver SMS til ham, så svarer han heller ikke (og når han svarer 1 ud af 10 gange, så sker det først efter flere dage).

Faren har det sidste års tid forsøgt at forklare ham, hvorfor han har købt mobilen til ham, samt fortælle ham at når man får en besked, så skal man også svare på den. Behøver ikke være med det samme men bare i løbet af dagen. Drengen anerkender det og lover at han vil svare ham. Når han så tager hjem til mor, så sker det samme igen. 

Han sagde til ham på et tidspunkt at hvis han ikke brugte mobilen, ville han tage den fra ham, men heller ikke det har virket. (Han har aldrig villet tage mobilen, men var desperat)

Min mand er skuffet, ked af det og føler at hans søn ikke har behov for ham i sit liv. Når sønnen er på besøg, har de det rigtig godt sammen. 

 

Andre i samme situation?

Det er jo svært at vide, hvad det kan være. Men min umiddelbare tanke er, at drengen er ked af noget i relationen til sin far.

Hvis jeg stod i situationen, ville jeg pakke "truslerne" om at fratage ham mobilen og forklaringerne om, hvorfor mobilen blev købt, helt væk og gribe det an fra den modsatte side. Det skal ikke handle om far og fars sårede følelser i forsøget på at give drengen dårlig samvittighed med kravet om få ham til at svare. Det skubber drengen længere væk. Far må snakke med ham om, hvordan han har det i skolen, der hjemme og med at de ses så sjældent. Jeg ville gå nysgerrigt, undersøgende og ikke mindst meget åbent til mit barn og finde ud af, hvad der kan gøres for at bygge relationen op og styrke den. Nu er det jo ikke dig, der skal vurdere og svare på dette, men måske skal der ændres i samværdsordningen nu. Drengen trænger måske til mere tid sammen med sin far. Jeg synes far skal ringe til mor og så kan de lægge en slagplan sammen og støtte hinanden i at støtte forholdet mellem far og søn. 

Min far og min lillebror har heller ikke godt forhold, min lillebror er så omkring 20 år i dag, men har hafts amme problem. Min far betalte både tlf og abonnement, men mest så min bror kunne skrive når han var på vej opp med tog og bus hvis der nu var forsinkelser.

Jeg mener det er total bopælsforældrens ansvar, da det nok er dem der har behov for at der konstant kan være kontakt til deres barn i det daglige, for man sidder nemlig som "den anden" og føler man har ret, krav, og pligt til kontakt så, når man nu har betalt. Det er ærgelige penge. Men så igen, min bror havde bare ikke behov for en tlf, og selvom han er 20 år nu, så er det stadig bare ikke noget han bruger ret meget. Måske din mands søn bare heller ikke ser behovet i kontakt? 

Det er vel ofte forældrenes behov at have kontakten i perioden hvor man ikke ses. Jeg synes ofte at det at tale sammen giver mere hjemve eller savn. Det kan også være at han blot har gsng i mange ting og er ved at være stor og er sammen med venner. 

Så længe de har det godt, når de er sammen synes jeg ikke det er et problem. 

Undskyld, men jeg synes at udtrykke skuffelse og true med inddragelse af mobil fra en 11-årig er helt væk. Jeg synes ikke det er en alder hvor man kan afkræve dem svar på SMS'er og at de på en eller anden måde skal udvise omsorg på afstand.

Man må selv gå foran med et godt forbillede i forhold til svar og man kan evt. snakke om god og dårlig brug af mobilen og medier i det hele taget når det falder naturligt i samtalen. 

Men ellers må din mand tage sig selv lidt i nakken. Især hvis de har et godt forhold når de er sammen. Det må vel for faen være det der tæller.

Anonym skriver:

Hej

Min mand har en søn på 11 år fra et tidligere ægteskab, som han ser hver 2. Weekend.

Da sønnen var 8, fik han en mobil af far, så de kunne tale/sms'e sammen en gang imellem, da forholdet til moren ikke er så godt. 

I starten blev mobilen brugt mest til spil og sønnen skrev næsten aldrig til sin far. Faren kunne godt forstå det den gang, da han var "lille". 

Men nu, hvor sønnen er blevet ældre, skriver han aldrig til sin far. Når far skriver SMS til ham, så svarer han heller ikke (og når han svarer 1 ud af 10 gange, så sker det først efter flere dage).

Faren har det sidste års tid forsøgt at forklare ham, hvorfor han har købt mobilen til ham, samt fortælle ham at når man får en besked, så skal man også svare på den. Behøver ikke være med det samme men bare i løbet af dagen. Drengen anerkender det og lover at han vil svare ham. Når han så tager hjem til mor, så sker det samme igen. 

Han sagde til ham på et tidspunkt at hvis han ikke brugte mobilen, ville han tage den fra ham, men heller ikke det har virket. (Han har aldrig villet tage mobilen, men var desperat)

Min mand er skuffet, ked af det og føler at hans søn ikke har behov for ham i sit liv. Når sønnen er på besøg, har de det rigtig godt sammen. 

 

Andre i samme situation?

Jeg ved ikke, om man kan forvente/forlange af en 11-årig, at han husker at svare på sms'er. Måske bruges mobilen mere som en spillemaskine end en telefon, måske bruger han den generelt ikke så meget. Behovet for at sms'e med far er der åbenlyst ikke, set fra hans synsvinkel - derfor kan det såmænd godt være, han glæder sig over, når der er en besked fra hans far, men så bliver han optaget af noget andet og glemmer at svare. Det behøver ikke bunde i noget alvorligt eller i ligegyldighed, bare i dét at være et barn, der lever her og nu. 

Når de har det godt sammen, når de ses, ville jeg fokusere på dét og ikke på manglende sms-kontakt. Hvis far presser på, risikerer han, at mobilen og løbende kontakt bliver et generende pres på drengen og forbundet med sur pligt. 

Vi er mange, også voksne, der oplever mobilen og sms-strøm som en stressfaktor, og det nytter ikke, at din mand tager det personligt fra en 11-årig, som formentlig bare er glemsom og optaget af sit. 

Jeg syntes det er forkert at i truer med at tage den fra ham hvis han ikke bruger den og ikke skriver til sin far. 

Drengen er 11år det er da ikke sikkert han gider eller har behov for at skrive med far når han har behov så

gør han det sikkert men kan også godt forstå han ikke gider når han får den stukket i hovede af sin far "så tager jeg din mobil" 

måske er han ikke særlig aktiv på sin mobil, han er kun 11år. 

Tror man skal lade børne selv komme når de er klar eller selv skrive osv.

Jeg synes det er store krav at stille til en 11-årig, at han skal svare på SMS, når han er hos den anden forælder.

Det er tydeligvis fars behov - ikke drengens. Forståeligt nok, hver anden weekend er ikke meget at se sit barn... er der mulighed for at arbejde på at ændre det i stedet?

Min på 14 skriver heller ikke "hygge"-sms'er. Han svarer hvis jeg spørger hvornår han er hjemme eller lign, men ellers sjældent.

Vi har ofte ikke kontakt i den uge han er hos sin far - og det samme med far i den uge han er her. 

I den alder tror jeg bare ikke de har samme behov som os for kontakt, når de er hos den anden forælder. Det ville jeg acceptere og ikke presse ham til det.