Wow, jeg synes godt nok i er lige lovligt stride - somom vi ikke alle har prøvet følelsen af at en anden får det som man virkelig bare gerne selv vil have - og så bliver det jo bare endnu værre og mere ambivalent når det er ens søster som man er så tæt på. Følelser er jo sjældent rationelle på den måde og derfor kan de godt være svære at tage kontrol over - især når det omhandler noget så stort som ønsket om et barn og en graviditet der bare ikke bliver til. Jeg har ikke selv været i behandling, men til en vis grænse kan jeg godt sætte mig ind i hvordan TS har det. Uanset hvad og hvor meget man prøver, så kan det jo godt være umådeligt svært at være tilskuer til at ens søster lige pludselig selv får opfyldt ens brændende ønske opfyldt, som oven i købet slider på én i forvejen. Derudover er det jo klart, at TS godt ved at måden hun har det på er kontroversiel og måske ikke super rummelig, men det kan man altså ikke altid være, når man selv bærer rundt på en sorg der vedrører emnet.
Jeg er helt sikker på at TS er oprigtig ked af hvordan situationen har udviklet sig og hvordan hun bare ikke kan glæde sig som hun ønsker hun kunne, men samtidig er det forfærdeligt svært lige pludselig at skulle se sin søster strutte med det man ønsker sig allermest. Men uanset hvad, TS, så tror jeg det er vigtigt at du genoptager kontakten med din søster på en eller anden måde - gør det stadig for ondt på dig hvis i feks. kun ringer sammen eller skriver en overgang, så du ikke skal forholde dig til den gravide mave, så det hele ikke kommer for tæt på? Du skriver at der ikke blev snakket om din søsters graviditet når du også var der - mon ikke det er for at skåne dig, men gør det egentligt ondt værre for dig, at der helt bevidst bliver holdt noget nede som alle alligevel godt ved, pågrund af dig? Ville det i virkeligheden hjælpe, hvis din søsters graviditet ikke blev så "tabuiseret" i dit selskab, så elefanten i rummet er ude?
Læste også lige tråden, og tænkte, hun fik godt nok en hård medfart.
@TS: har selv været barnløs og i behandling i en del år, så forstår og genkender dine følelser! Hvad jeg dog ikke helt kan læse af dine indlæg, er, hvorfor der ikke bliver snakket om hendes graviditet når du er der. Er det noget du har bedt om? Eller er det familien selv, som gør sådan eller? Synes ikke rigtig man kan tillade sig at bede om det.
Personligt har jeg aldrig bedt om at blive "skånet" for graviditetssnak. Jeg er dog overbevist om, at enkelte veninder bevist har ført samtaler over på andet end graviditet, maver m.m., når vi var afsted og de vidste, jeg lige havde været igennem et mislykket forsøg. Min personlig erfaring er, at jo mere ærlig og rummelig begge "sider" er, jo nemmere er det at komme igennem. Jeg ville tage kontakt til din søster, sig du elsker hende, din nevø/niece og glæder dig til at blive moster. Sig du vil gøre alt for at tage del i hendes glæde, men at du håber, hun samtidig vil have forståelse for, at du har dårlige dage, hvor store maver måske ikke er det, du vil snakke om. Sådan som jeg husker det, er det sjældent flere måneder, man ikke kan tåle graviditeter m.m., det er typisk nogle dage om måneden, hvor alt bare er skod! O hvis du har det lidt ligesom jeg, så bliver det noget nemmere, når barnet først er der. Uanset hvad, så ærlighed og rummelighed! Man må gerne bande indvendigt en gang imellem, bare ikke giv udtryk for bitterheden overfor den gravide, for det er ikke fair.
Tilgengæld vil jeg så også sige, at jeg ville finde det SÅ naturligt selv at tage hensyn, når jeg ved, der er folk, der kæmper til stede. Forstår nok ikke helt, hvordan det ligefrem kan ødelægge en hel graviditet, at man ikke kan snakke om det konstant i festlige samhænge. Altså den ene tilfælde beskrevet her, er så ekstremt, det tangerer til chikane, der forstår jeg det, men ellers. Da jeg blev gravid(efter 4 år som barnløs) havde jeg stadig nogle i mit netværk, som kæmpet. Der gik da intet af min glæde eller graviditet, bare fordi jeg ikke lige kunne snakke om det i deres selskab.
