Kan ikke tackle gravid søster - hvad gør jeg?!

Åh jeg er simpelthen i en lortesituation. Jeg er så sur på mig selv, og ved ikke hvad jeg skal stille op. 

Jeg er i fertilitetsbehandling og har haft gentagne aborter i løbet af det sidste halvandet år. 

Min søster har hele vejen igennem støttet mig, og hun har været den jeg kan snakke bedst ud med.

i januar i år, bliver hun så (planlagt) gravid. Jeg var knust først, men havde det ok efter lige at have slugt den. Men det skulle vise sig at blive endnu værre, efterhånden som folk fik det afvide for alle steder vi var samlet, var der ingen der nævnte hendes graviditet hvis jeg også var der. 

Efterhånden drev vi fra hinanden og jeg har pt ikke snakket med hende i flere mdr. 

Er så ked af det, vil gerne se hende men kan samtidig slet ikke tackle eller overskue at hun nu går rundt med stor mave og "faktisk" er gravid. Det er mega forbudt at sige, men jeg ville SÅ gerne have været først, og jeg føler at hun har fået ideen om at skulle blive gravid fordi jeg har snakket så meget om mit eget projekt-bliv-gravid 

Hvad pokker gør jeg. En side af mig glæder sig bare til at blive moster, en anden side af mig kan bare slet ikke magte at hun er gravid og jeg ikke er. Og det har fuldstændig splittet vores familie 

Anonym skriver:

Åh jeg er simpelthen i en lortesituation. Jeg er så sur på mig selv, og ved ikke hvad jeg skal stille op. 

Jeg er i fertilitetsbehandling og har haft gentagne aborter i løbet af det sidste halvandet år. 

Min søster har hele vejen igennem støttet mig, og hun har været den jeg kan snakke bedst ud med.

i januar i år, bliver hun så (planlagt) gravid. Jeg var knust først, men havde det ok efter lige at have slugt den. Men det skulle vise sig at blive endnu værre, efterhånden som folk fik det afvide for alle steder vi var samlet, var der ingen der nævnte hendes graviditet hvis jeg også var der. 

Efterhånden drev vi fra hinanden og jeg har pt ikke snakket med hende i flere mdr. 

Er så ked af det, vil gerne se hende men kan samtidig slet ikke tackle eller overskue at hun nu går rundt med stor mave og "faktisk" er gravid. Det er mega forbudt at sige, men jeg ville SÅ gerne have været først, og jeg føler at hun har fået ideen om at skulle blive gravid fordi jeg har snakket så meget om mit eget projekt-bliv-gravid 

Hvad pokker gør jeg. En side af mig glæder sig bare til at blive moster, en anden side af mig kan bare slet ikke magte at hun er gravid og jeg ikke er. Og det har fuldstændig splittet vores familie 

Øv øv! Jeg kan 100 % genkende dine følelser, jeg havde dem også, bare med en tæt veninde. Hun begyndte også at prøve at blive gravid fordi vi var begyndt. Hun blev i første hug. Efter vi havde forsøgt længe og var indstillet til behandling. 

Ja vi er ikke veninder længere og har ikke været det i mange mange år. Så jeg forstår de frygtelige "forbudte" følelser, som i min verden ikke er forbudte længere. Nu har vi forsøgt i mange år og stadig ikke er blevet forældre, kun til en lille pige i himlen som blev taget fra os i 20 graviditetsuge 

Anonym skriver:

Øv øv! Jeg kan 100 % genkende dine følelser, jeg havde dem også, bare med en tæt veninde. Hun begyndte også at prøve at blive gravid fordi vi var begyndt. Hun blev i første hug. Efter vi havde forsøgt længe og var indstillet til behandling. 

Ja vi er ikke veninder længere og har ikke været det i mange mange år. Så jeg forstår de frygtelige "forbudte" følelser, som i min verden ikke er forbudte længere. Nu har vi forsøgt i mange år og stadig ikke er blevet forældre, kun til en lille pige i himlen som blev taget fra os i 20 graviditetsuge 

Det er bare så hårdt. Tak for dit svar! 

Det svære her er også at jeg ikke føler hun har taget hensyn nok til hvordan jeg har det, fx fortalte hun mig hvor skuffet hun var over min måde at sige tillykke på. Og den var altså helt normal i min verden... der er bare en bestemt forudantagelse omkring hvordan jeg vil tage det hele, at jeg bliver ked hvis nogen snakker om der, osv osv 

Hvis "bare" det var en veninde, så kunne man måske tillade sig at tage afstand i en tid

Anonym skriver:

Det er bare så hårdt. Tak for dit svar! 

Det svære her er også at jeg ikke føler hun har taget hensyn nok til hvordan jeg har det, fx fortalte hun mig hvor skuffet hun var over min måde at sige tillykke på. Og den var altså helt normal i min verden... der er bare en bestemt forudantagelse omkring hvordan jeg vil tage det hele, at jeg bliver ked hvis nogen snakker om der, osv osv 

Hvis "bare" det var en veninde, så kunne man måske tillade sig at tage afstand i en tid

Du vil slet ikke vide hvad min "veninde" gjorde dengang. Det var det der gjorde at bægeret flød over. Du ville krumme tæer og få et chok over det!

kan godt forstå det er ekstra hårdt når det er et familie medlem

Anonym skriver:

Åh jeg er simpelthen i en lortesituation. Jeg er så sur på mig selv, og ved ikke hvad jeg skal stille op. 

Jeg er i fertilitetsbehandling og har haft gentagne aborter i løbet af det sidste halvandet år. 

Min søster har hele vejen igennem støttet mig, og hun har været den jeg kan snakke bedst ud med.

i januar i år, bliver hun så (planlagt) gravid. Jeg var knust først, men havde det ok efter lige at have slugt den. Men det skulle vise sig at blive endnu værre, efterhånden som folk fik det afvide for alle steder vi var samlet, var der ingen der nævnte hendes graviditet hvis jeg også var der. 

Efterhånden drev vi fra hinanden og jeg har pt ikke snakket med hende i flere mdr. 

Er så ked af det, vil gerne se hende men kan samtidig slet ikke tackle eller overskue at hun nu går rundt med stor mave og "faktisk" er gravid. Det er mega forbudt at sige, men jeg ville SÅ gerne have været først, og jeg føler at hun har fået ideen om at skulle blive gravid fordi jeg har snakket så meget om mit eget projekt-bliv-gravid 

Hvad pokker gør jeg. En side af mig glæder sig bare til at blive moster, en anden side af mig kan bare slet ikke magte at hun er gravid og jeg ikke er. Og det har fuldstændig splittet vores familie 

Nu har jeg ikke været i behandling for at få mine børn, og kender derfor ikke til de følelser der er forbudte i denne her sammenhæng, men at tro din søster vælger at blive gravid fordi du prøver, det syntes jeg er meget lav tanke at få.

Vi vælger næsten alle sammen at få børn, det er ikke noget du har opfundet, og at du ikke er blevet gravid endnu, kan da aldrig være hendes problem.

Held og lykke med din forhåbentligt snarlige graviditet 

Anonym skriver:

Åh jeg er simpelthen i en lortesituation. Jeg er så sur på mig selv, og ved ikke hvad jeg skal stille op. 

Jeg er i fertilitetsbehandling og har haft gentagne aborter i løbet af det sidste halvandet år. 

Min søster har hele vejen igennem støttet mig, og hun har været den jeg kan snakke bedst ud med.

i januar i år, bliver hun så (planlagt) gravid. Jeg var knust først, men havde det ok efter lige at have slugt den. Men det skulle vise sig at blive endnu værre, efterhånden som folk fik det afvide for alle steder vi var samlet, var der ingen der nævnte hendes graviditet hvis jeg også var der. 

Efterhånden drev vi fra hinanden og jeg har pt ikke snakket med hende i flere mdr. 

Er så ked af det, vil gerne se hende men kan samtidig slet ikke tackle eller overskue at hun nu går rundt med stor mave og "faktisk" er gravid. Det er mega forbudt at sige, men jeg ville SÅ gerne have været først, og jeg føler at hun har fået ideen om at skulle blive gravid fordi jeg har snakket så meget om mit eget projekt-bliv-gravid 

Hvad pokker gør jeg. En side af mig glæder sig bare til at blive moster, en anden side af mig kan bare slet ikke magte at hun er gravid og jeg ikke er. Og det har fuldstændig splittet vores familie 

Jeg vil nok bare prøve at tale med hende og forklare hvordan du har det. Jeg er sikker på hun gerne vil tage hensyn til dig, Og kan godt forstå hvorfor du synes det er svært. Har de lyst til at have et barn, skal de Ikke vente bare fordi du vil være den første. 

Jeg forstår udmærket hvordan du har det, min søster fik et barn for 6 uger siden- vi skulle haft termin nogenlunde samme tid men jeg endte med at miste i uge 11. Vi har kæmpet i flere år og har mistet 2 gange. I sidste uge har min kærestes bror og kone annonceret at hun er gravid. Nøj den var svære at sluge. Jeg kan også godt mærke jeg har lyst til at afstand til dem, og gør det nok lige her i starten. Jeg synes også det er pisse unfair men det at de får et barn, gør mig hverken mere eller mindre gravid.

Anonym skriver:

Åh jeg er simpelthen i en lortesituation. Jeg er så sur på mig selv, og ved ikke hvad jeg skal stille op. 

Jeg er i fertilitetsbehandling og har haft gentagne aborter i løbet af det sidste halvandet år. 

Min søster har hele vejen igennem støttet mig, og hun har været den jeg kan snakke bedst ud med.

i januar i år, bliver hun så (planlagt) gravid. Jeg var knust først, men havde det ok efter lige at have slugt den. Men det skulle vise sig at blive endnu værre, efterhånden som folk fik det afvide for alle steder vi var samlet, var der ingen der nævnte hendes graviditet hvis jeg også var der. 

Efterhånden drev vi fra hinanden og jeg har pt ikke snakket med hende i flere mdr. 

Er så ked af det, vil gerne se hende men kan samtidig slet ikke tackle eller overskue at hun nu går rundt med stor mave og "faktisk" er gravid. Det er mega forbudt at sige, men jeg ville SÅ gerne have været først, og jeg føler at hun har fået ideen om at skulle blive gravid fordi jeg har snakket så meget om mit eget projekt-bliv-gravid 

Hvad pokker gør jeg. En side af mig glæder sig bare til at blive moster, en anden side af mig kan bare slet ikke magte at hun er gravid og jeg ikke er. Og det har fuldstændig splittet vores familie 

Du føler, at hun fik idéen, fordi du var i gang? 

Kan det tænkes, at du mentalt nedlægger forbud mod, at andre bliver gravide, og at du dermed ikke har givet "tilladelse" til, at hun bliver gravid? 

Ville du tackle det bedre, hvis du blev spurgt først - og hvad skal hun så gøre, når det lykkes i første hug?

Er du ene om dit babyprojekt?

Anonym skriver:

Du føler, at hun fik idéen, fordi du var i gang? 

Kan det tænkes, at du mentalt nedlægger forbud mod, at andre bliver gravide, og at du dermed ikke har givet "tilladelse" til, at hun bliver gravid? 

Ville du tackle det bedre, hvis du blev spurgt først - og hvad skal hun så gøre, når det lykkes i første hug?

Er du ene om dit babyprojekt?

Ja det lyder helt tåbeligt - men det er problemet, jeg ved simpelthen ikke hvorfor jeg har det sådan her. Har det fint med andre gravide, men min søster kan jeg simpelthen ikke forholde mig til 

Grunden til at jeg har det som om at jeg "gav hende ideen" er at hun aldrig har snakket om børn, havde kun lige fundet sammen med sin kæreste samt hun er 4 år yngre end mig. Jeg er 25. 

Så ja jeg ved skam hvordan det lyder! Jeg har aldrig følt sådan her, og ved ikke hvordan jeg skal komme ud af det 

Det må være en ekstremt hård situation at stå i, og jeg forstår egentlig godt dine tanker. Men det virker også til at det sårer dig at folk undgår emnet graviditet om dig og folk går på listetå samtidig med at du og din søster ikke snakker pga det. Prøv at sætte dig i din søsters sted - ville du ikke også føle en eller anden skyldsfølelse? Hvis du ønsker at få folk ud af boblen og at få kontakt til din søster igen, så må du måske selv tage kontakten. Det kan være hun føler at hun træder dig på tæerne fordi hun er så heldig med sin graviditet. Hvis hun gør det, jamen så må du jo miste kontakten til din søster - hvis ikke - så tag kontakt og aftal at mødes. Noget som for hende er en lykkelig begivenhed bør ikke rive jer fra hinanden pga jalousi 

Held og lykke. Mine fingre er krydsede for at du snart får din ønske baby 

Anonym skriver:

Du vil slet ikke vide hvad min "veninde" gjorde dengang. Det var det der gjorde at bægeret flød over. Du ville krumme tæer og få et chok over det!

kan godt forstå det er ekstra hårdt når det er et familie medlem

Hvad gjorde hun?