Eksperthjælp: Overvejer graviditet, selvom første datter måtte anbringes udenfor hjemmet

Linda Stæhr

Hej

Jeg er en kvinde på 20 år, jeg bor sammen med min kæreste på 23 år. Vi har efter længe og nøje overvejelser valgt at spørge til råds omkring at få en baby?

Jeg har selv fået konstateret ADHD og migræne men er medicineret for migræne kun jeg kan klare mig uden ADHD medicinering.
Jeg har også en datter i forvejen som er 1,5 år hun er født d. 30/11-15 og blev frivillig anbragt først i Juni 2016.

Min kæreste har meget mild form af autisme og så har han lidt meget af angst men går til noget kognitivt terapi, entenlig mest som førsøgskanin da hans lærer er ved at uddanne sig.

Lidt om vores hverdag... vi har en meget struktureret hverdag, vi cykler tit og ofte ture nu hvor det gode vejr har ramt Danmark, vi laver mad sammen, vi vasker tøj sammen. Generelt supplere vi hinanden rigtig godt og vi kan få det hele til at spille.
Vi har en god økonomi dvs. vi har råd til vores lejlighed, forsikringer, bil og mad.

Mvh.... tjaaa Mig! ;-)

Lindas svar

Kære Kvinde på 20, der overvejer baby igen

Jeg har længe tænkt over dit spørgsmål og må desværre skuffe dig: Jeg kan ikke svare hverken for eller imod. Det jeg mener er, at jeg ikke på baggrund af dine oplysninger om jeres parforhold, medicinering, strukturer og fritidsaktiviteter kan give dig et kvalificeret svar på, om hvorvidt du skal blive gravid igen eller bør lade være…

Det er umiddelbart gode beskrivelser jeg hører

Men… siden jeg ikke kender jeres nuværende tilværelse eller begrundelsen for sidst frivilligt at få din 7-måneders gamle datter anbragt. Kun mennesker der virkelig kender jer og er sat ind i jeres situation kan hjælpe jer vurdere for eller imod.

Der er altid gode grunde til at ønske at få et barn

Det giver god mening at ønske sig et barn, men i så vigtig en sag, som netop at sætte et lille barn i verden, når I har de udfordringer du beskriver (og tidligere har måttet give op) - så skal der virkelig være sket gode og målbare forskelle fra sidste barn til nu, før det i mine ører giver mening.

Det vil altid præge et lille spædbarn at vokse op i en familie, som ikke kan give det, som barnet har brug for. Anbringelse er også i sig selv et traume for børn, så disse to ting børn for enhver pris undgås.

Mit forslag er at lytte til fleres mening, før I vælger

Jeg foreslår at I samler venner og bekendte og diskuterer spørgsmålet med dem. Både for at høre deres mening, men også fordi det lyder, som om I kunne få brug for deres hjælp, hvis I vælger at sætte en baby i verden, som tingene er nu. Alle har brug for støtte fra andre, når de får børn – men nogle har brug for ekstra støtte. Overvej også at få en kommentar fra egen læge og en udtalelse fra personalet fra det sted din datter pt bor.

Jeg ved hvor stor længslen efter at være en familie kan være

Jeg har selv haft den længsel de 10 år jeg og min mand måtte vente til vi kunne få børn. Så du må virkelig høre bag mine ord, at jeg har dyb omsorg for BÅDE dig, din kæreste og jeres evt. nye baby. Grunden til jeg anbefaler så grundigt et forarbejde er desuden for at beskytte dig mod endnu et tab. For jeg gætter på, du synes, det var virkelig hårdt at give slip på din datter i sin tid. Også derfor skal beslutningen træffes grundigt.

Jeg ønsker dig og din kæreste (og din lille datter) alt det bedste i livet.

Og til alle jer som læser med. Vær kærlige og støt denne familie i jeres kommentarer – alle kender til sorg, længsler og glæde, også selvom vi ikke altid forstår hinandens.

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk

I kunne også arbejde på at ændre de ting i jeres liv, der var årsagen til anbringelsen af jeres 'store' barn. Kan I måske få hende hjem igen? 

Jeg kan sagtens forstå ønsket og drømmen, uden tvivl. Jeg kan dog ikke lade være med at tænke på, at jeres anbragte barn kun er 1.5 år gammel, og det derfor ikke er ret lang tid siden, at i vurderede, at i ikke kunne varetage hendes behov og fik hende anbragt (enormt flot erkendelse, i øvrigt). Jeg tænker ikke, at det er ret lang tid at arbejde med jer selv som mennesker og par til at forberede jer til at stå med det ansvar igen, og denne gang kunne varetage det. Faktisk er det jo kun et år siden, hun blev anbragt.

Hvad er der sket på det år, der gør, at i er gået fra ikke at kunne varetage et barns behov og have en erkendelse omkring dette, til at i kan nu? Og så tror jeg, at det er virkelig vigtigt, at i tager en seriøs snak omkring worst case. Selvfølgelig skal man ikke se sort på alting, absolut ikke. Så var livet jo trist - Men det er jo en reel risiko, at når i som forældre lider af både ADHD, autisme og angst, at jeres barn vil arve en eller flere af jeres psykiske lidelser. Der er desværre en grad af arvelighed i de fleste psykiske lidelser. Derfor skal i overveje, om i med jeres eget diagnostiske billede ville kunne rumme et barn med dets egne diagnoser?

Jeg savner lidt information om, hvorfor jeres første blev frivillig anbragt, det er lidt svært at forholde sig til så meget uden. Som det så fint beskrives i ekspertsvaret, fortæller det jo ikke så meget om jeres forældrekompetencer, at i cykler ture og laver mad

Og så skal i også være opmærksomme på, at der nok helt sikkert vil være opmærksomhed fra de sociale myndigheder, når i har et anbragt barn og vil have et mere - forhåbentligt ment som en hjælp. Dem ville jeg nok kontakte, og høre hvordan de forholder sig.

Det er ikke for at lyde super negativ og nedslående - Måske mere realistisk. Var det 10 år siden i havde fået et barn anbragt, og jeres liv havde forandret sig meget sidne, havde mit svar nok været anderledes. Men det er kun et år siden..

Håber i finder ud af noget

Linda Stæhr skriver:

Linda Stæhr

Hej

Jeg er en kvinde på 20 år, jeg bor sammen med min kæreste på 23 år. Vi har efter længe og nøje overvejelser valgt at spørge til råds omkring at få en baby?

Jeg har selv fået konstateret ADHD og migræne men er medicineret for migræne kun jeg kan klare mig uden ADHD medicinering.
Jeg har også en datter i forvejen som er 1,5 år hun er født d. 30/11-15 og blev frivillig anbragt først i Juni 2016.

Min kæreste har meget mild form af autisme og så har han lidt meget af angst men går til noget kognitivt terapi, entenlig mest som førsøgskanin da hans lærer er ved at uddanne sig.

Lidt om vores hverdag... vi har en meget struktureret hverdag, vi cykler tit og ofte ture nu hvor det gode vejr har ramt Danmark, vi laver mad sammen, vi vasker tøj sammen. Generelt supplere vi hinanden rigtig godt og vi kan få det hele til at spille.
Vi har en god økonomi dvs. vi har råd til vores lejlighed, forsikringer, bil og mad.

Mvh.... tjaaa Mig! ;-)

Lindas svar

Kære Kvinde på 20, der overvejer baby igen

Jeg har længe tænkt over dit spørgsmål og må desværre skuffe dig: Jeg kan ikke svare hverken for eller imod. Det jeg mener er, at jeg ikke på baggrund af dine oplysninger om jeres parforhold, medicinering, strukturer og fritidsaktiviteter kan give dig et kvalificeret svar på, om hvorvidt du skal blive gravid igen eller bør lade være…

Det er umiddelbart gode beskrivelser jeg hører

Men… siden jeg ikke kender jeres nuværende tilværelse eller begrundelsen for sidst frivilligt at få din 7-måneders gamle datter anbragt. Kun mennesker der virkelig kender jer og er sat ind i jeres situation kan hjælpe jer vurdere for eller imod.

Der er altid gode grunde til at ønske at få et barn

Det giver god mening at ønske sig et barn, men i så vigtig en sag, som netop at sætte et lille barn i verden, når I har de udfordringer du beskriver (og tidligere har måttet give op) - så skal der virkelig være sket gode og målbare forskelle fra sidste barn til nu, før det i mine ører giver mening.

Det vil altid præge et lille spædbarn at vokse op i en familie, som ikke kan give det, som barnet har brug for. Anbringelse er også i sig selv et traume for børn, så disse to ting børn for enhver pris undgås.

Mit forslag er at lytte til fleres mening, før I vælger

Jeg foreslår at I samler venner og bekendte og diskuterer spørgsmålet med dem. Både for at høre deres mening, men også fordi det lyder, som om I kunne få brug for deres hjælp, hvis I vælger at sætte en baby i verden, som tingene er nu. Alle har brug for støtte fra andre, når de får børn – men nogle har brug for ekstra støtte. Overvej også at få en kommentar fra egen læge og en udtalelse fra personalet fra det sted din datter pt bor.

Jeg ved hvor stor længslen efter at være en familie kan være

Jeg har selv haft den længsel de 10 år jeg og min mand måtte vente til vi kunne få børn. Så du må virkelig høre bag mine ord, at jeg har dyb omsorg for BÅDE dig, din kæreste og jeres evt. nye baby. Grunden til jeg anbefaler så grundigt et forarbejde er desuden for at beskytte dig mod endnu et tab. For jeg gætter på, du synes, det var virkelig hårdt at give slip på din datter i sin tid. Også derfor skal beslutningen træffes grundigt.

Jeg ønsker dig og din kæreste (og din lille datter) alt det bedste i livet.

Og til alle jer som læser med. Vær kærlige og støt denne familie i jeres kommentarer – alle kender til sorg, længsler og glæde, også selvom vi ikke altid forstår hinandens.

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk

Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.

Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk

Er det ikke muligt at få den store hjem? For så ville jeg tænke på det først. Vise at I kan klare det.

Jeg ville kigge på hvorfor blev jeres datter anbragt.

At det er frivilligt er jo kun fordi i er gået med til det så der er jo nogen i offentlig regi der har ment i har haft udfordringer der gør at jeres datter skulle anbringes.

Så få styr på jeres datter og så ville jeg nok også kigge på arbejde uddannelse om der er styr på det så i kan vise kommunen at i kan overskue en hverdag med de udfordringer der er at passe et arbejde samtidig med evt børn .

Både i og jeres barn har en sagsbehandler og i må også mødes jævnligt til netværks møder hvor i snakker handle planer og fremtid.

Der kunne i jo bede om ekstra møde hvor i kunne høre om jeres sagsbehandler synes det giver mening at sætte et nyt barn I verden.

Og det kom til at lyde lidt hårdt men synes det er uholdbart at i overvejer et nyt barn når jeres fokus burde ligge på at få jeres første barn hjem

Og i kan være ganske sikker på at kommunen vil være obs på et nyt barn og er der ikke sket ændringer der viser i er vokset og udviklet jer vil de komme på banen.

Har selv et familie medlem i pleje og vil råde jer til at bruge jeres ressourcer på jeres barn i pleje før i overvejer et nyt barn. 

Jeg kommer lige til at tænke på noget. Ser i stadig jeres første barn? For jeg kan kun forestille mig, at det på sigt så ville være smerteligt for hende at vide, at mor og far ikke kunne med hende, men så fik en fuldblodssøskende som de har boende. I mine øjne kræver det helt klart i er i stand til at reflektere over og håndtere den slags ting, før i er klar til en mere. 

Jeg blev virkelig rørt af at læse tråden. Jeg kan sagtens kende længslen efter en familie, især fordi jeg ikke havde noget i min egen familie, altså mine forældre og bror. Som du ønskede jeg at blive mor og selv om jeg var ældre og fik min søn med verdens bedste og kærligste mand endte det rigtig skidt. Jeg fik en meget langvarig fødselsdepression og min familie slog hånden af mig i graviditeten og barselstiden. Ergo var min eksmand og jeg alene om det hele til vores søn var halvandet år, som du beskriver det havde vi også kommunen involveret det første halve år, da jeg gik i familiehus. Så jeg kan sagtens relatere til din situation, uden at jeg på nogen måde kan sige, at jeg ved hvordan det føles at have sit barn anbragt.

Men så ved jeg alligevel hvordan det er at undvære sit barn. Min fødselsdepression varede nemlig ved og da min søn var 5 år blev vi skilt. De sidste to år, har han boet hos sin far og jeg har set ham hver anden weekend. Og det er da hårdt og jeg kan sagtens mærke savnet og også en længsel efter at prøve hvordan det ville være at have en ny baby og en lykkeligere barsel. Jeg tænker også, som du måske gør ind i mellem "så uheldig kan man da ikke være to gange". Men jeg vælger at jeg ikke vil løbe risikoen. Jeg vil hellere bruge al den energi og overskud jeg har på den dreng jeg allerede har fået og få det bedste forhold til ham. 

Jeg er godt klar over, at min historie nok virker lidt worst case scenario og at der findes mange mennesker, der har haft det svært første gang de blev mødre og siden har klaret det helt fint. 

Dog tænker jeg også, at når barnet ikke bor hos én, er der mange ting, der bliver nemmere (her tænker jeg ikke på sorg og savn) men alt det praktiske i forhold til pleje af barnet, husholdning, struktur på hverdagen osv. Og når man så ikke har alt det at se til, kan man måske være lidt tilbøjelig til at glemme hvor hårdt det er at passe børn. 

Anonymor skriver:

Jeg kommer lige til at tænke på noget. Ser i stadig jeres første barn? For jeg kan kun forestille mig, at det på sigt så ville være smerteligt for hende at vide, at mor og far ikke kunne med hende, men så fik en fuldblodssøskende som de har boende. I mine øjne kræver det helt klart i er i stand til at reflektere over og håndtere den slags ting, før i er klar til en mere. 

Ligepræcis, det vil være så smertefuldt at man selv bare kan komme på weekend engang i måneden og så opleve en søskende bare have det hele, og have sin mor og far hver gang der er det mindste. 
Jeg ville ikke byde et nyt barn det heller, der må da senere igennem barndom og ungdom opstå problemer i søskenderelationen..

Fair nok at man får styr på sit liv, og får flere børn senere når alt er roligt, men der er jo ikke engang gået 2 år! 
I skal jo ikke ville have en baby, I skal ville have et menneske..

Udover de fantastiske råd allerede givet her, vil jeg også indskyde en overvejelse.

Du skriver, I nu lever en meget god og strukturet hverdag, som højst sandsynligt er årsagen til, at I klarer det så godt nu.....Ville I være i stand til at klare jer ligeså godt som par og individ i en mere kaotisk hverdag? Et lille spændbarn vil jo netop rykke på den struktur, som er vigtig for jer med jeres diagnoser og problematikker. Derfor tror jeg, I skal spørger jer selv om, hvorvidt I har det så godt, at I kan klare modgang og kaos, samtidig med I pskykisk beholder status quo, eller om kaos kan skubbe jer ud et sted, hvor I ikke længere er i balance.

Hvis jeg var jer, ville jeg, vente mindst to år og se om stabiliteten stadig består, og om I i alle måneder i de to år, stadig har kunne se jer selv som stabile og resurse stærke forældre. Hvis svaret er ja, så synes jeg, at I seriøst kan begynde at overveje et barn mere, men bestemt ikke før.

Jeg synes situationen er meget svær.

Dit nuværende barn er kun halvandet år gammelt, og jeg kan forstå i frivilligt har anbragt barnet fordi i ikke formår at give det alt det nødvendige. 

Hvis din situation er så meget vendt på blot et halvt års tid,burde det barn være din første prioritet i mine øjne. Man får ikke et nyt barn fordi det første ikke duede? Og hvis i synes jeres liv er blevet så fantastisk i kan klare alt, så skulle i overveje at nyde dette og få to på et års tid eller to mere og se om alt det stabile og fantastiske fortsætter. Psykiske sygdomme er svære at arbejde med, netop fordi de kan skifte nærmest dag til dag og kan give følelsen af succes, så længe udfordringerne er minimale.

Der må ligge ting bagom ikke er beskrevet,  for ellets forstår jeg ikke den prioritering du har nu.

Havde jeg haft et barn anbragt,  ville jeg kæmpe mrdnæb og klør for at bevise at jeg kunne styre mit liv nu og så det barn hjem.

Barnet har en alder der gør i sagtens kan få det fulde gode børneliv,  fordi barnet ikke har været anbragt i f.eks 3 år allerede, men er forholdsvis nyanbragt.

Vil de ikke omstøde anbringelsen hvis anmoder, er der nok en relativt god grund til det, som også skal med i overvejelserne. 

I øvrigt synes jeg at en ny graviditet et halvt år efter den første er fjerne, virker umiddelbart tankeløst og egoistisk?   I skal simpelthen være der i jeres liv hvor andre kommer før jer selv, og der er jeg ikke sikker på i er overhovedet,men som andre skriver,  så hør jeres nærmeste familie og venner og bliv ikke sur hvis de ikke synes ideen er god. En rigtig god familie/ ven vil fortælle jer sandheden og ikke andet, selv om det måske går mod jeres ønske.

Brug jeres tid fornuftigt og få alt det input i kan inden et nyt barn sættes i verden.