Anonym skriver:
Jeg er i øjeblikket ramt af depression, efter syv måneder med stress og en krisereaktion hvor jeg brød fuldstændigt sammen.
Jeg er ikke sygemeldt, hvilket er selvvalgt. Jeg er studerende og har sommerferie om en måned, og forsøger at gøre alt hvad jeg kan for at gennemføre dette semester, så jeg ikke bliver nødt til at udsætte min uddannelse - men det er enormt hårdt.
I hverdagen påvirker det mig meget - men det svinger fra dag til dag. De dage hvor det er værst, kan jeg være helt ulykkelig uden en særlig udløsende årsag. Jeg kan være helt tom inden i og føler ingenting. Mit overskud er = 0. Jeg kan ikke koncentrere mig og jeg kan ikke huske (som i slet ikke. Jeg er nødt til at skrive alting ned, da det kan være glemt igen efter 30 sek.) Jeg mærker ikke min krop og mine basale behov på samme måde, og har fx gået i tre dage uden at drikke, simpelthen fordi jeg ikke mærkede at jeg var tørstig og derfor glemte det. Jeg finder ikke glæde i de ting jeg normalt elskede at gøre: mit studie, gå ture, lave mad, ses med venner, osv. Nogle dage føles det hele ligegyldigt - og der er dage hvor jeg slet ikke har lyst til at stå op. Det hele kan se sort ud og jeg kan føle mig fanget i min egen krop og tanker.
Jeg har desuden haft tre anfald af panikangst, hvor jeg oplevede kvælningsfornemmelse, kvalme, svimmelhed og ubegrundet angst - med deraf følgende hyperventilation og rystelser i hele kroppen. Det har været meget ubehageligt, og er ikke noget jeg har oplevet før - ifølge min læge også noget der er afledt af depressionen.
På gode dage kan jeg være næsten normalt fungerende. Dog er mit overskud mindre end normalt, min lunte lidt kortere og jeg oplever at jeg tager kommentarer og lign. til mig i højere grad end ellers.
Det der hjælper mig, er at have struktur i min hverdag, at få sovet (jeg får melatonin til natten), at få spist og drukket fornuftigt, at tage ud i skoven eller til vandet og tømme hovedet for tanker, få lys, luft og motion, samt at tale om hvordan jeg har det. Jeg er netop startet til psykolog og følges af egen læge 
Jeg er normalt en velfungerende ung kvinde, med styr på tingene. Jeg har altid betragtet mig selv som værende en stærk person - jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville lande her. Det har derfor også været en kæmpe overvindelse at tage kontakt til lægen og bede om hjælp - derefter har det taget tid at acceptere, at jeg havde en depression, og det tog mig tre uger fra jeg fik henvisning, til jeg tog kontakt til psykolog. Men nu får jeg den rette hjælp og har accepteret min situation :-)
Tak for dit svar. Jeg kan kende meget af de tid skriver. Jeg har været presset igennem de sidste 15 måneder , hvor jeg bare har fået det mere skidt.
Har haft flere " angst anfald " hvor jeg bryder grædende sammen, hyperventilere , kan ikke få luft og mit hjerter hamre derud af.
har længe haft mange fysisk synptomer såsom pressende fornemmelse i brystet , kan ikke sove , har mistet lysten til mad ( men spise usundt når jeg spiser )
helt galt gik det før påske, kan slet ikke rumme det mere ( den situation som er årsag til jeg har det skidt ) græder ofte , oplever situationer jeg ikke har været i min egen krop ( gåtur )
nu er det afløst at træthed, manglende overskud , kan ikke træffe simple beslutning , har ikke lyst til at være sammen med andre , kan ikke overskue at skulle hjemmefra . Små ting dræner mig fuldstændig
