Anonym skriver:
Omsorgsvigt hos børn.
Der er meget snak om at spædbørn kan tage varig skade af manglende omsorg i de tidlige måneder. Hvilket jo giver rigtig god mening.
men hvilken betydning har det for barnet, hvis barnet får det basale opfyldt , som mad , tøj osv men ikke omsorg , kærlighed og nærvær
er det også omsorgssvigt ? Hvor stor en betydning har det for barnets videreudvikling at de følelsesmæssigt behov ikke bliver opfyldt ?
Og måske vokser med en barndom med kaos & svigt fra sine forældre ?
min veninde og jeg har haft snakken efter de sidste udsendelser i fjernsynet om Jørn.
Spørgsmålet er egentlig hvad er menneskets pg dermed også barnets basale behov. Vi kan hurtig alle sammen blive enige om at man kan dø af sult, af mangel på væske og kulde og ekstrem varme. De basale behov skal umiddelbart dækkes i hvert fald på et minimum. Men er menneskers basale behov så dækket, eller er de basale behov også nogle sociale? Jeg har hørt fagfolk omtale spædbørn der netop ikke fik omsorgen, ikke fik øjenkontakt osv, at de lagde sig til at dø ikke søgte mod at få opfyldt de fysiske basale behov. Så spørgsmålet er om de fysiske behov er de eneste basale behov for os som mennesker.
Freud som en nævner her i tråden og de som er på linie med ham, de ser på barnet ud fra en stadietanke, sådan og sådan er barnet på det givne tidspunkt og er svigt i der stadie vil gøre det og det. Teoretisk er man ikke gået helt væk fra stadietanken (dog er der mange kritikere), men man er gået væk fra den næsten determinerende tilgang, hvor hvis det sker i det stadie så vil det resultere i det og det. Der har især de sidste 20 år været på fokus på det såkaldte kompetente barn, der ser man børnene som mere robuste end fx Freud og ideen er at barnet kan klare meget også omsorgssvigt, 'en til en hvis grænse. Hvor grænsen går kan man ikke med sikkerhed sige (dog burde man nok have vidst der i sagen om Jørn). Og to børn der vokser op i samme familie vil ikke nødvendigvis ende ud på samme måde.
Så svaret på dit spørgsmål er komplekst, dog kan man uden tvivl sige at vores relationer, vores erfaringer, vores liv er med til at forme os og et barn der aldrig oplever kærlighed fra sine forældre vil da uden tvivl skulle forholde sig til det, enten ved en følelsesmæssig skade (det vi ofte omtaler som tidlig skadet og tilknytningsvanskeligheder), men det kan jo også ende med en voksen der bliver enormt tryghedssøgende, ønsker at skabe den familie han følte han ikke fik osv.
