Flomama skriver:
jeg kan syntes dit indlæg meget tydeligt viser hvor forvirret og ked af det, du er over situationen.
dine indlæg er lidt mod stridende og lidt forvirrende i fakta, og jeg tænker det måske afspejler hvordan du har det og oplever det hele?
jeg har selv et præmaturt barn, og jeg er (var bor i et andet land nu) ung mor, heldigt for mig er jeg uddannet, vel formuleret og gift med min søns 10 år ældre far.
i starten da vi kommunikerede med ppr og vuggestue var der meget fokus på min alder (jeg var 21 da jeg fødte ham) og hvordan vi stimulerede ham, det var en enormt udmattende, jeg følte på en eller anden måde at jeg blev bebrejdet hans præmature fødsel og uanset hvad jeg gjorde ville jeg ikke kunne gøre bod på min krops "fejl"
Da min søn var 2 år flyttede vi til den anden ende af Danmark, og han startede i ny vuggestue, her blev det hurtig besluttet han skulle have ekstra støtte.
Da han startede i Bh (integreret institution), startede han også i special gruppe (H.gruppe) så fra 9-12 var han i almindelig bh og fra 12-15.30 var han i H-gruppe, og han fik fantastisk støtte! fysioterapi (pga. hybermobilitet og sanse integrations problemer) 2-1 kontakt, talepædagog (han har sprog forståelse som en 2-3 årig nu hvor han er snart 5 år)
der var aldrig snak om min alder, og vi fik kæmpe ros og havde simpelthen det bedste samarbejde. det var vidunderligt, jeg tænker ofte tilbage på dem som en skøn tid og et dejlig minde om danmark.
det jeg vil frem til i min beretning er at den første vuggestue på sjælland var udgangspunktet og kommunikationen gal fra begyndelsen. min udgangspunkt var min søn har problemer hvad skal jeg gøre for at hjælpe ham så vi kan blive en bedre famile?
deres udgangspunkt var, mor har problemer hvad kan vi gøre for at støtte mor så de kan blive en bedre familie?
det gav en voldsom skæv vridning og der manglede i høj grad en forventnings afstemning.
jeg ville derfor hvis jeg stod i din situation skrive hele oplevelsen ned (i stil med det du har gjort nu) skrive ned:
- hvad du ønsker at få ud af samarbejdet
- hvor jeres udgangspunkt er og hvor i gerne vil hen
- hvad du føler din søns vanskeligheder
- hvordan du føler de kan afhjælpes/lettes
- hvad du som mor bruger af støtte og virkemidler i den daglige omgang med T
- hvordan jeres struktur og famile rutiner og samvær forgår
og så simpelthen indkalde til møde og fortalt og forventnings afstemt 
beklager den lange smører 
Mange tak, ja du har helt fat i essensen. Jeg føler der bliver fokuseret et helt forkert sted og ja jeg føler mig bebrejdet. Desværre føler jeg netop at den positive oplevelse du havde, den havde vi først og flyttede til den dømmende. Det værste er netop at usande ting i journalen er landet i skolen uden vores accept. Det gør at jeg frygter for det samarbejde som kommer i skolen
netop denne skævvridning og alle de negative ting får mig til at tvivle om jeg mu gør det godt nok. Føler mere jeg bliver pillet med end støttet
