Hvornår er det et godt tidspunkt at få børn?

Min kæreste og jeg har været sammen siden vi var teenagere, og vi er nu begge 25 år. 

Jeg er on/off skruk, men også skræmt af tanken om manglende frihed når man får børn.

I forhold til uddannelse ville det passe rigtig fint at blive gravid til vinter. Jeg vil nemlig gerne nå et barn mens jeg stadig er studerende, og det er sidste chance til vinter.

I forhold til vores egne forældres og bedsteforældres alder ville det også passe godt til vinter. Vores forældre og bedsteforældre er ikke helt unge. 

Min kæreste har fuldtidsjob og vi har god økonomi og en stor lejlighed.

Vores alder er god, og jeg vil helst ikke blive meget ældre inden første barn.

Det eneste der mangler, er følelsen af at være helt klar og endnu mere, at være helt klar til at give slip på frihed, fest og ferier.  

Jeg kan ikke vurdere hvor meget alle de ydre faktorer, såsom uddannelse, egne forældre, økonomi osv. skal vægte, når vi skal vælge hvornår vi går i gang?

Jeg ved godt at livet ikke går i stå når man får et barn, og jeg ved også godt at man ikke kan planlægge præcis hvornår det sker, og at vi reelt set ikke ved hvor fertile vi er, når det kommer til stykket.

Hvornår ved vi, at vi er klar? Lige nu har vi aftalt at gå igang til vinter. Men hvis jeg gerne vil vente, vil min kæreste også gerne.

Bare nogle tanker fra et forvirret hoved...

Jeg synes faktisk næsten (NÆSTEN) at vigtigste faktor er at i føler jer klar. Hvis du er i tvivl om du har lyst til at lægge fester/frihed/ego-ferier på hylden for en tid, så synes jeg i skulle vente... synes bestemt ikke i skal planlægge det ud fra bedsteforældres alder

Loa skriver:

Jeg synes faktisk næsten (NÆSTEN) at vigtigste faktor er at i føler jer klar. Hvis du er i tvivl om du har lyst til at lægge fester/frihed/ego-ferier på hylden for en tid, så synes jeg i skulle vente... synes bestemt ikke i skal planlægge det ud fra bedsteforældres alder

Tak for svar Vi kunne heller ikke drømme om at planlægge ud fra bedsteforældres alder alene, men det betyder alligevel noget i det samlede billede... Alle faktorer omkring os spiller, men du har nok ret, så længe vi ikke helt er sikre, er det nok alligevel ikke nu. 

NYT SPØRGSMÅL:

Hvis jeg bliver helt klar, min kæreste siger OK og går med til PB, er det så fint?!

Jeg ville ønske, at han ville være lige så skruk som mig, men uanset om vi starter om et år eller to, så bliver han det nok ikke før om 3-4-5 år. Og så længe synes jeg ikke der skal gå. Men er det optimalt, at han bare er på et stadie, hvor det er fint nok at det sker, men ikke der hvor han slet ikke kan vente?

Anonym skriver:

NYT SPØRGSMÅL:

Hvis jeg bliver helt klar, min kæreste siger OK og går med til PB, er det så fint?!

Jeg ville ønske, at han ville være lige så skruk som mig, men uanset om vi starter om et år eller to, så bliver han det nok ikke før om 3-4-5 år. Og så længe synes jeg ikke der skal gå. Men er det optimalt, at han bare er på et stadie, hvor det er fint nok at det sker, men ikke der hvor han slet ikke kan vente?

Hehe nu får du lige svar fra mig igen  

Tror ikke man nødvendigvis skal forvente at mænderne reagerer på samme måde som os kvinder eller er lige så "forhippet" på projektet. Synes absolut at han virker klar hvis han siger ok. Tror bare de hankøn er lidt mere sort/hvid. Hvis han vil siger han ja/ok, hvis han ikke vil siger han nej.

NYT SPØRGSMÅL:

Hvis jeg bliver helt klar, min kæreste siger OK og går med til PB, er det så fint?!

Jeg ville ønske, at han ville være lige så skruk som mig, men uanset om vi starter om et år eller to, så bliver han det nok ikke før om 3-4-5 år. Og så længe synes jeg ikke der skal gå. Men er det optimalt, at han bare er på et stadie, hvor det er fint nok at det sker, men ikke der hvor han slet ikke kan vente?

Jeg tror det er der en af de store forskelle på de fleste (men ikke alle) mænd og kvinder bare er. Vi vil så gerne have den store, overbevisende følelse, med kæmpe klarsyn og en pære der bare lyser som i "ja sgu, det er da det vi skal!". Jeg går selv og tænker over det de her dage, vi har aftalt at gå igang med PB, fordi han også blev lidt skuffet da jeg fik menstruation sidste måned. Hver gang jeg har haft spurgt ham for at blive forsikret har min svaret: "hvis det er det du vil, så skal vi det!". Og det var sødt og sådan. En dag havde jeg så fået nederen over et spørgsmål herinde, så jeg gik direkte ud til min kæreste og sagde han ikke skulle frygte jeg ville gå hvis han ikke ville have børn. For jeg ville have ham. 100%. Og jeg var villig til at droppe tanken om at få barn, for jeg ville bare ikke miste ham, så hellere vente på at vi blev helt klar, eller også omvendt, bare fortsætte os to for altid. Han kiggede mig i øjnene og sagde "Jeg vil ikke vente. Jeg vil gerne have børn med dig. Og jeg vil gerne gå i gang med at forsøge at få dem nu". Det var lige præcis det jeg ville høre, og havde brug for, og tættere kommer jeg det ikke. Jeg tror mange fyre først bliver jublende lykkelig og klar på det når der er to streger på en test, når de kan se maven vokser, når de kan være der for en, og så er det ultimativt det største når barnet så er kommet. Og sådan tror jeg bare det nu engang er. 

Sol, måne, og stjerner kan ikke altid stå helt lige, men så længe man kan se dem, er vi alle glade  

Loa skriver:

Hehe nu får du lige svar fra mig igen  

Tror ikke man nødvendigvis skal forvente at mænderne reagerer på samme måde som os kvinder eller er lige så "forhippet" på projektet. Synes absolut at han virker klar hvis han siger ok. Tror bare de hankøn er lidt mere sort/hvid. Hvis han vil siger han ja/ok, hvis han ikke vil siger han nej.

Tak fordi du gider svare  Det lyder meget rigtigt når du siger det sådan. Tak!

Bananaalice skriver:

Jeg tror det er der en af de store forskelle på de fleste (men ikke alle) mænd og kvinder bare er. Vi vil så gerne have den store, overbevisende følelse, med kæmpe klarsyn og en pære der bare lyser som i "ja sgu, det er da det vi skal!". Jeg går selv og tænker over det de her dage, vi har aftalt at gå igang med PB, fordi han også blev lidt skuffet da jeg fik menstruation sidste måned. Hver gang jeg har haft spurgt ham for at blive forsikret har min svaret: "hvis det er det du vil, så skal vi det!". Og det var sødt og sådan. En dag havde jeg så fået nederen over et spørgsmål herinde, så jeg gik direkte ud til min kæreste og sagde han ikke skulle frygte jeg ville gå hvis han ikke ville have børn. For jeg ville have ham. 100%. Og jeg var villig til at droppe tanken om at få barn, for jeg ville bare ikke miste ham, så hellere vente på at vi blev helt klar, eller også omvendt, bare fortsætte os to for altid. Han kiggede mig i øjnene og sagde "Jeg vil ikke vente. Jeg vil gerne have børn med dig. Og jeg vil gerne gå i gang med at forsøge at få dem nu". Det var lige præcis det jeg ville høre, og havde brug for, og tættere kommer jeg det ikke. Jeg tror mange fyre først bliver jublende lykkelig og klar på det når der er to streger på en test, når de kan se maven vokser, når de kan være der for en, og så er det ultimativt det største når barnet så er kommet. Og sådan tror jeg bare det nu engang er. 

 

Sol, måne, og stjerner kan ikke altid stå helt lige, men så længe man kan se dem, er vi alle glade  

Jeg tror du har ret. Min kærestes største ønske er børn, og jeg ved at han bliver lykkelig når det sker. Men han er bare sådan "altså for min skyld kan vi godt vente nogle år. Men hvis du gerne vil til vinter er det okay". Men det er godt at vide, at det er en mandeting, og ikke fordi jeg nødvendigvis bør vente i årevis på, at han er på et stadie, hvor han slet ikke kan vente - med fare for at vente forgæves!

Jeg synes også, at man skal føle sig virkelig klar til at opgive sit frie ungdomsliv. For der kommer unægtelig mange situationer, efter man har fået barn, hvor man ønsker sig tilbage til fordums frihed, og der er det altså bare virkelig rart at kunne tænke tilbage og vide, at det virkelig var det hér man ville, og at man faktisk var helt færdig med det aspekt af livet.
Mht din kærestes reaktion, så tror jeg bare, at nogle mennesker tager det lidt mere som det kommer. Det betyder ikke nødvendigvis, at han ikke er klar, og bestemt heller ikke, at han på nogen måde kommer til at elske Jeres fremtidige barn mindre end du gør.

PUHK skriver:

Jeg synes også, at man skal føle sig virkelig klar til at opgive sit frie ungdomsliv. For der kommer unægtelig mange situationer, efter man har fået barn, hvor man ønsker sig tilbage til fordums frihed, og der er det altså bare virkelig rart at kunne tænke tilbage og vide, at det virkelig var det hér man ville, og at man faktisk var helt færdig med det aspekt af livet.
Mht din kærestes reaktion, så tror jeg bare, at nogle mennesker tager det lidt mere som det kommer. Det betyder ikke nødvendigvis, at han ikke er klar, og bestemt heller ikke, at han på nogen måde kommer til at elske Jeres fremtidige barn mindre end du gør.

Tak for svar. Det lader til, at I alle er enige. Jeg skal virkelig være klar, men jeg skal ikke lægge så meget i min kærestes udsagn, så længe han er på. Det er bare svært at glemme alle tanker om alder og uddannelse.