Gider mormor sine børnebørn

Mormor har en uheldig måde at vise din interesse på, og er meget i tvivl om jeg er berettiget i mine følelser 

mormor er jo ikke totalt uinteresseret da børnene jo engang imellem ser dem. 

Jeg er ked af det, over hvor lidt vi ser dem, i forhold til at vi bor 10 min fra hinanden. 

Vi oplever faktisk aldrig at de spørger hvordan det går med børnene, de spørger sjældent om vi skal ses, og vi bliver generelt afvist hvis vi spørger, og der går gerne 1-2 mdr imellem vi ses. 

De har masser af tid til tyre med vennerne, ta til udstillinger osv. 

Når vi er der er det få timer og brok over hvordan de opfører sig. Ofte er deres venner på besøg og så er vi nærmest luft. 

Flere gange har de glemt børnenes fødselsdage, og et år, planter de ferie på deres fødselsdage, og sagde bagefter: ej ups det tænkte vi da ikke over, men det er børnene vel ligeglade med, de må være store nok til at lære man ikke altid kan holde fødselsdag på selve dagen. Vi holder selv på dagen og inviterer til fødselsdag i weekenden før eller efter, som det passer ind. Vi tager meget hendyn til hvad andre skal og rykker det gerne. 

Flere gange er vi ikke inviteret til familiesammenkomster, julefrokost osv. 

Da vi ventede os, sagde min mor: ej det har jeg da virkelig ikke tid til. Hvorfor venter i ikke, og jeg var der 26. Da vi ventede nr 2 sagde hun, ej det er da vel ikke rigtigt- og var ikke positivt. Blev så ked af det

hyn har flere gange udtalt at hun ikke gider, fordi hun vil nyde at hun nu er børnefri og ikke har hjemmeboende børn mere, omvendt er hun sur og giver mig skylden for at vi ikke lige rydder kalenderen, med kort varsel, når hun lige har tid. Feks skulle vi en dag, bruge nogle til at derefter børnene på en helligdag da jeg skulle arbejde. Spurgte flere mdr i forvejen, og fik rungende nej. Da vi var 2 dage fra og vi havde fået andre til at hjælpe, ville hun pludselig se ungerne og sagde at vi havde en anden aftale, og flippede ud og at de aldrig får chancen. Været mange lignende tilfælde, også bare til hyggebesøg hvor vi bliver afvist og når vi så ser andre, flipper hun over at de aldrig får chancen og at de andre altid får lov. 

Til jul, påske osv er hun vred over at farmor og farfar køber julekalender/påskeæg, laver fastelavnsris til børnene og siger de stiller hende i dårligt lys, men hun gør intet selv.

Jeg vil ikke diktere hvirdan man er en god bedsteforældre, og var det 1 eller 2 ting, lige meget. Men her er det bare det samlede indtryk. Uanset hvor meget vi gør, er det aldrig godt nok. Og orker ikke mere. Er jeg bare forkert i at være ked af at få skylden konstant, burde jeg gøre mere. Vil bare ikke afvise de andre bedster, og føler ikke hun er rigtigt interesseret i børnene 

vi havde et forløb med sygehusbesøg osv da vi ikke vidste om en af børnene havde kræft, og havde tegnene. Heldigvis frifundet, men de holder stadig øje. Selv der spurgte mormor ikke ind, og var ikke interesseret i at høre om noget.  Føler hun bare lige vil se dem kort så hun kan få et billede med dem og lægge på Facebook. Og vise verden "hvor meget børnebørnene betyder for hende" 

Jeg synes ikke du skal spilde tiden på det, helt ærligt. Det dræner dig. fint hvis hun vil, men børnene kan bruge deres farmor, som lyder skøn. Hun må selv invitere, mormor altså. Og når børnene så kan cykle rundt selv må de jo indimellem selv invitere sig på besøg. En ting er at hun er en elendig mormor, men hvis hun ikke interessere sig for DINE børn, er hun altså heller ikke en fantastisk mor. 

Der er ikke så meget at være i tvivl om. Hun er ikke interesseret nok overhovedet. Ville tænke "fuck hende" og det ved jeg godt tager lang tid at kunne tænke om sin mor. 

Joanhs skriver:

Jeg synes ikke du skal spilde tiden på det, helt ærligt. Det dræner dig. fint hvis hun vil, men børnene kan bruge deres farmor, som lyder skøn. Hun må selv invitere, mormor altså. Og når børnene så kan cykle rundt selv må de jo indimellem selv invitere sig på besøg. En ting er at hun er en elendig mormor, men hvis hun ikke interessere sig for DINE børn, er hun altså heller ikke en fantastisk mor. 

Hvor er det rart at høre jeg ikke er helt lost. 

NupaSofia skriver:

Der er ikke så meget at være i tvivl om. Hun er ikke interesseret nok overhovedet. Ville tænke "fuck hende" og det ved jeg godt tager lang tid at kunne tænke om sin mor. 

Helt lettet at jeg ikke er helt galt på den. Min mor har gjort meget som harsåret mig, og er netop bekymret for at hun giver det til børnene. Det gær ondt at hun ikke viser mere interesse, men til andre vil hun gerne agere som om hun bare er den bedste mormor i hele verden. Kræver vist bare man er der 

Har du overvejet at tale med hende om det? Noget med at du synes, at det er svært at finde ud af, om hun gerne vil se sine børnebørn mere, at det nogle gange virker som om, hun synes, at de er krævende at være sammen med dem. Hvordan oplever hun det selv? Er hun glad for at være blevet mormor?

I bedste fald får i en god snak om det og bliver klogere på hinandens forestillinger. I værste fald afviser hun dine spørgsmål og så kan du konkludere, at nu har du gjort, hvad du kan og resten er op til hende.

Hvis det bliver mulighed nr. to, synes jeg, at du skal prøve på at beslutte dig for, hvordan i vil fungere som familie. Og så må hun passes ind, når det passer jer. Og så må du lære at sige pyt til hendes kommentarer og sure opstød.

L-mor skriver:

Har du overvejet at tale med hende om det? Noget med at du synes, at det er svært at finde ud af, om hun gerne vil se sine børnebørn mere, at det nogle gange virker som om, hun synes, at de er krævende at være sammen med dem. Hvordan oplever hun det selv? Er hun glad for at være blevet mormor?

I bedste fald får i en god snak om det og bliver klogere på hinandens forestillinger. I værste fald afviser hun dine spørgsmål og så kan du konkludere, at nu har du gjort, hvad du kan og resten er op til hende.

Hvis det bliver mulighed nr. to, synes jeg, at du skal prøve på at beslutte dig for, hvordan i vil fungere som familie. Og så må hun passes ind, når det passer jer. Og så må du lære at sige pyt til hendes kommentarer og sure opstød.

Hvor er din far henne af i det? Er din mormor gift med en anden?

Anonym skriver:

Mormor har en uheldig måde at vise din interesse på, og er meget i tvivl om jeg er berettiget i mine følelser 

mormor er jo ikke totalt uinteresseret da børnene jo engang imellem ser dem. 

Jeg er ked af det, over hvor lidt vi ser dem, i forhold til at vi bor 10 min fra hinanden. 

Vi oplever faktisk aldrig at de spørger hvordan det går med børnene, de spørger sjældent om vi skal ses, og vi bliver generelt afvist hvis vi spørger, og der går gerne 1-2 mdr imellem vi ses. 

De har masser af tid til tyre med vennerne, ta til udstillinger osv. 

Når vi er der er det få timer og brok over hvordan de opfører sig. Ofte er deres venner på besøg og så er vi nærmest luft. 

Flere gange har de glemt børnenes fødselsdage, og et år, planter de ferie på deres fødselsdage, og sagde bagefter: ej ups det tænkte vi da ikke over, men det er børnene vel ligeglade med, de må være store nok til at lære man ikke altid kan holde fødselsdag på selve dagen. Vi holder selv på dagen og inviterer til fødselsdag i weekenden før eller efter, som det passer ind. Vi tager meget hendyn til hvad andre skal og rykker det gerne. 

Flere gange er vi ikke inviteret til familiesammenkomster, julefrokost osv. 

Da vi ventede os, sagde min mor: ej det har jeg da virkelig ikke tid til. Hvorfor venter i ikke, og jeg var der 26. Da vi ventede nr 2 sagde hun, ej det er da vel ikke rigtigt- og var ikke positivt. Blev så ked af det

hyn har flere gange udtalt at hun ikke gider, fordi hun vil nyde at hun nu er børnefri og ikke har hjemmeboende børn mere, omvendt er hun sur og giver mig skylden for at vi ikke lige rydder kalenderen, med kort varsel, når hun lige har tid. Feks skulle vi en dag, bruge nogle til at derefter børnene på en helligdag da jeg skulle arbejde. Spurgte flere mdr i forvejen, og fik rungende nej. Da vi var 2 dage fra og vi havde fået andre til at hjælpe, ville hun pludselig se ungerne og sagde at vi havde en anden aftale, og flippede ud og at de aldrig får chancen. Været mange lignende tilfælde, også bare til hyggebesøg hvor vi bliver afvist og når vi så ser andre, flipper hun over at de aldrig får chancen og at de andre altid får lov. 

Til jul, påske osv er hun vred over at farmor og farfar køber julekalender/påskeæg, laver fastelavnsris til børnene og siger de stiller hende i dårligt lys, men hun gør intet selv.

Jeg vil ikke diktere hvirdan man er en god bedsteforældre, og var det 1 eller 2 ting, lige meget. Men her er det bare det samlede indtryk. Uanset hvor meget vi gør, er det aldrig godt nok. Og orker ikke mere. Er jeg bare forkert i at være ked af at få skylden konstant, burde jeg gøre mere. Vil bare ikke afvise de andre bedster, og føler ikke hun er rigtigt interesseret i børnene 

vi havde et forløb med sygehusbesøg osv da vi ikke vidste om en af børnene havde kræft, og havde tegnene. Heldigvis frifundet, men de holder stadig øje. Selv der spurgte mormor ikke ind, og var ikke interesseret i at høre om noget.  Føler hun bare lige vil se dem kort så hun kan få et billede med dem og lægge på Facebook. Og vise verden "hvor meget børnebørnene betyder for hende" 

Det lyder ikke til, at din mor vil sine børnebørn særlig meget. Min mor har perioder, hvor hun heller ikke enten ønsker eller kan rumme mine børn og jeg. Det har jeg været meget ked af, men kan ikke gøre noget som helst ved det, udover at acceptere at det er sådan en mor, jeg har. Min mands far er også ret fraværende og bruger sin tid på sig selv og egne interesser. Det er min mand også ked af, men kan heller ikke gøre noget. Vores børn er også kede af det nogle gange og savner deres mormor og farfar. Vi forsøger at fokusere på at de har verdens bedste morfar og farmor, som vil dem, elsker dem meget højt og vil gøre alt for dem. Siden jeg var helt lille har jeg været bevidst om , hvilken mor, jeg ikke ville være, og efter jeg er blevet mor, er jeg blevet bevidst om, hvilken bedstemor jeg ikke vil være. 

Jeg hører jævnligt i vores omgangskreds at bedsteforældre har travlt i dag og ikke ønsker at bruge den længe ventede frihed på at være barnepige .

Så tror ikke på det punkt din mor skiller sig voldsomt ud.

Men at hun ikke invitere jer til julefrokost glemmer fødselsdag Osv er jo noget helt andet og kan godt forstå du er ked af det. 

Har du overvejet en lang snak hvor du uden at bebrejde fortæller hvordan du har det?

L-mor skriver:

Har du overvejet at tale med hende om det? Noget med at du synes, at det er svært at finde ud af, om hun gerne vil se sine børnebørn mere, at det nogle gange virker som om, hun synes, at de er krævende at være sammen med dem. Hvordan oplever hun det selv? Er hun glad for at være blevet mormor?

I bedste fald får i en god snak om det og bliver klogere på hinandens forestillinger. I værste fald afviser hun dine spørgsmål og så kan du konkludere, at nu har du gjort, hvad du kan og resten er op til hende.

Hvis det bliver mulighed nr. to, synes jeg, at du skal prøve på at beslutte dig for, hvordan i vil fungere som familie. Og så må hun passes ind, når det passer jer. Og så må du lære at sige pyt til hendes kommentarer og sure opstød.

Har desværre prøvet masser af gange. Hun afviser og mener vi kræver for meget, vi er for besværlige at lave aftaler med osv osv. Men de får kun nej hvis vi har andre planer i sidste øjeblik som ikke kan ændres. Synes jeg har gjort alt for at imødekomme, er bare som om intet er godt nok. Hun giver blandede følelser omkring det at være mormor. Så snart hun kan lægge billeder på fjæsen og blære sig med en historie, også selvom det er fortællinger fra os hun først brændte næse af, virker det fint. Men for resten brokker hun sig, gider ikke, har meget andet hun vil med sit liv, vil gerne have frihed, og at hun ikke var klar til at blive mormor. Feks  snakkede min mand med dem en dag og de gik på 3 ugers ferie. Min mand spurgte så om ikke de en dag ville have børnebørnene over(ingen benævnelse af antal timer, dag tidspunkt eller andet) svaret var hurtigt. NEJ de skulle da holde ferie. Alle 3 uger gik, og de så ikke børnene en eneste gang og der havde de ikke set dem i flere uger, og gik yderligere flere uger inden vi så dem efter deres ferie. Men ikke engang et par timer kunne de sætte af