Jeg undres!

Tin skriver:

Jeg tænker at I da må klappe jer selv på skulderen og være stolte af jer selv og jeres liv!!

Se lige på tråden! ?? Blev den kun startet før at bekræfte alle andre i alle de RIGTIGE valg i har taget!

Bliv voksen! Livet er ikke sort /hvid! Alle har hver deres historie og hver deres grund til at handle som de gør! Ja man kan og skal undres men den fordømmende tone det her er ved at udvikle sig til? Er det rimeligt mod de kvinder? Er det okay adfærd.....jeg undres!

Det er en helt seriøs undren jeg har, det handler ikke om at klappe mig selv på skulderen, men for at finde ud af, hvorfor man vil finde sig i at blive behandlet som lort.

Vi kvinder har alle muligheder i år 2017, både mht.  At få baby, være økonomisk uafhængig osv. Så ja, jeg forstår det simpelthen ikke.

mummitrolden skriver:

Gang på gang læser jeg tråde herinde og i grupper på facebook, hvor kvinder beskriver den måde de bliver behandlet på af kæresten (stærkt inspireret af et par tråde i går og i dag)

Det er vold,  utroskab, chat med andre kvinder, bliver talt ned til osv osv.

Hvorfor finder I jer i det? Jeg forstå mekanismen efter lang tids nedbrydning, men 1. Eller 2. Gang det sker??? Hvorfor går I ikke der? 

Mange gange vælger man så at få børn med manden 

Hvis min man lagde hånd på mig en eneste gang, så var det ud af vagten. 

Jeg undres, så er der nogle der kan fortælle mig hvorfor?

Jeg er vokset op med konstante fornedredelser og kritik af alle sider af min personlighed og alle handlinger, jeg foretog mig. Hån og ydmygelser, var også normalt og alle andre former for nedgørende adfærd. Jeg er i højrisiko for at ende i forhold, både veninde og partner, der er ødelæggende for mig. Jeg er vant til at blive behandlet dårligt og føler at det er retfærdigt. I 10 år har jeg gået til psykolog og gruppeterapi og er nu endt et sted, hvor jeg endelig har fået sorteret dårlige forhold fra og har kun skønne veninder og en dejlig mand - men det har han bestemt ikke altid været. Min mor er min søster og jeg nødt til at have lidt på afstand og hele tiden markere, hvor grænsen går. Hun er en god mormor og derfor er hun stadig en del af vores liv. 

mummitrolden skriver:

Gang på gang læser jeg tråde herinde og i grupper på facebook, hvor kvinder beskriver den måde de bliver behandlet på af kæresten (stærkt inspireret af et par tråde i går og i dag)

Det er vold,  utroskab, chat med andre kvinder, bliver talt ned til osv osv.

Hvorfor finder I jer i det? Jeg forstå mekanismen efter lang tids nedbrydning, men 1. Eller 2. Gang det sker??? Hvorfor går I ikke der? 

Mange gange vælger man så at få børn med manden 

Hvis min man lagde hånd på mig en eneste gang, så var det ud af vagten. 

Jeg undres, så er der nogle der kan fortælle mig hvorfor?

Jeg har aldrig selv været i et voldeligt parforhold, så ved det reelt ikke. Men.... Hvis nu min mand som jeg har været sammen i over 20 år, under et skænderi stak mig en flad, ville jeg så gå? Næh det ville jeg nok ikke...Første gang.. Men skete det igen, så ville jeg gå.. Men jeg ved det jo ikke.

Jeg tænker at de fleste kvinder ikke starter med at blive udsat for fysisk vold, men psygisk vold, og måske "i det små" til at starte med? Og så skalere det måske langsomt .

Men hvor skulle vi som ikke har været i sådan et forhold reelt vide det fra?

Ena skriver:

Jeg er vokset op med konstante fornedredelser og kritik af alle sider af min personlighed og alle handlinger, jeg foretog mig. Hån og ydmygelser, var også normalt og alle andre former for nedgørende adfærd. Jeg er i højrisiko for at ende i forhold, både veninde og partner, der er ødelæggende for mig. Jeg er vant til at blive behandlet dårligt og føler at det er retfærdigt. I 10 år har jeg gået til psykolog og gruppeterapi og er nu endt et sted, hvor jeg endelig har fået sorteret dårlige forhold fra og har kun skønne veninder og en dejlig mand - men det har han bestemt ikke altid været. Min mor er min søster og jeg nødt til at have lidt på afstand og hele tiden markere, hvor grænsen går. Hun er en god mormor og derfor er hun stadig en del af vores liv. 

Tak for dit svar jeg er ked af, at du har haft sådan en baggrund, det må have være hårdt. 

Men hvor er du bare fantastisk sej, at du har gjort dig fri, det kræver sin kvinde

mummitrolden skriver:

Det er en helt seriøs undren jeg har, det handler ikke om at klappe mig selv på skulderen, men for at finde ud af, hvorfor man vil finde sig i at blive behandlet som lort.

Vi kvinder har alle muligheder i år 2017, både mht.  At få baby, være økonomisk uafhængig osv. Så ja, jeg forstår det simpelthen ikke.

Jeg må erklære mig enig med Tin i, at det er et problematisk udgangspunkt, der tages i tråden.  Spørgsmålet tager jo udgangspunkt i en victimblamende: hvad er der egentlig galt med kvinder, som bliver i parforhold, hvor de behandles skidt? Ja, de må da være nogle svage, naive stakler, der har et elendigt selvværd. 

Det jeg postede fra LOKKs side, siger ikke kun mig noget om, hvordan mishandling og krænkende adfærd udvikler sig over tid - mens offerets forestillinger om rigtigt og forkert og hvad der er 'virkeligt' undermineres - men også at mekanismerne i et krænkende forhold spiller på offerets længsel efter de gode tider og håb for fremtiden, det gode parforhold og forandring hos deres partner.

Måske ville flere kvinder komme ud af krænkende forhold, hvis omverdenen reagerede mindre med 'du må da have et dårligt selvværd og være ude af stand til at stå på egne ben - tag dig sammen' og mere med 'jeg kan godt forstå dit håb og se, hvad det er du drømmer om, men her er hvad vi andre ser i din mands/kærestes behandling af dig. Og det er stærkt, at du tager så meget ansvar for jeres parforhold, men for os andre ser det ud til, at du er helt alene om at tage ansvar for at tingene fungerer/bliver bedre.' I de tråde jeg ser fra ulykkelige kvinder i dårlige parforhold, slår det mig, hvor ofte de netop spørger ind til vores andres virkelighedsopfattelse - 'er det mig, der er helt galt på den, når....'

Jeg har aldrig været i et psykisk eller fysisk voldeligt forhold. Men når jeg ser på nogle af de kæresteforhold og ansættelsesforhold, jeg har været i, hvor jeg har været udsat for adfærd, der ikke var ok, er det tydeligt, at jeg ikke reagerer ved at tænke 'lad mig komme væk', men snarere 'det her må jeg kunne lave om på/fixe'. Sådan tænker jeg ikke, fordi jeg er svag og uformående, men fordi jeg har erfaring med at være stærk og kompetent. Men det har medført, at jeg ind imellem har fundet mig i ting længere tid, end jeg burde eller har overset, at det forandringspotentiale, jeg så, mere var min egen vilje og indsats end den andens/de andres vilje til at skabe noget andet. Og det er måske i virkeligheden de styrker hos mig, der gør mig mest udsat for en dag at ende i et voldeligt parforhold.

L-mor skriver:

Jeg må erklære mig enig med Tin i, at det er et problematisk udgangspunkt, der tages i tråden.  Spørgsmålet tager jo udgangspunkt i en victimblamende: hvad er der egentlig galt med kvinder, som bliver i parforhold, hvor de behandles skidt? Ja, de må da være nogle svage, naive stakler, der har et elendigt selvværd. 

Det jeg postede fra LOKKs side, siger ikke kun mig noget om, hvordan mishandling og krænkende adfærd udvikler sig over tid - mens offerets forestillinger om rigtigt og forkert og hvad der er 'virkeligt' undermineres - men også at mekanismerne i et krænkende forhold spiller på offerets længsel efter de gode tider og håb for fremtiden, det gode parforhold og forandring hos deres partner.

Måske ville flere kvinder komme ud af krænkende forhold, hvis omverdenen reagerede mindre med 'du må da have et dårligt selvværd og være ude af stand til at stå på egne ben - tag dig sammen' og mere med 'jeg kan godt forstå dit håb og se, hvad det er du drømmer om, men her er hvad vi andre ser i din mands/kærestes behandling af dig. Og det er stærkt, at du tager så meget ansvar for jeres parforhold, men for os andre ser det ud til, at du er helt alene om at tage ansvar for at tingene fungerer/bliver bedre.' I de tråde jeg ser fra ulykkelige kvinder i dårlige parforhold, slår det mig, hvor ofte de netop spørger ind til vores andres virkelighedsopfattelse - 'er det mig, der er helt galt på den, når....'

Jeg har aldrig været i et psykisk eller fysisk voldeligt forhold. Men når jeg ser på nogle af de kæresteforhold og ansættelsesforhold, jeg har været i, hvor jeg har været udsat for adfærd, der ikke var ok, er det tydeligt, at jeg ikke reagerer ved at tænke 'lad mig komme væk', men snarere 'det her må jeg kunne lave om på/fixe'. Sådan tænker jeg ikke, fordi jeg er svag og uformående, men fordi jeg har erfaring med at være stærk og kompetent. Men det har medført, at jeg ind imellem har fundet mig i ting længere tid, end jeg burde eller har overset, at det forandringspotentiale, jeg så, mere var min egen vilje og indsats end den andens/de andres vilje til at skabe noget andet. Og det er måske i virkeligheden de styrker hos mig, der gør mig mest udsat for en dag at ende i et voldeligt parforhold.

Hørt!! STOP victimblaming. Det er så grimt!

Jeg kan kun tage udgangspunkt i mig selv og mine erfaringer på området..for der er faktisk mange når jeg tænker over det.. 

De første mange kærester jeg havde, mishandlede mig enten psykisk eller fysisk eller begge dele. Den første jeg havde nedgjorde mig, fik mig til at gå i grimt tøj, tjekkede mine smser osv. Jeg tænkte, at han jo bare beskyttede mig, passede på mig. Jeg tænkte ikke, at det nok var ren jalousi eller andet.

Første gang han voldtog mig, tænkte jeg efterfølgende, da han kom grædende og bad om tilgivelse.. at det nok kun var den ene gang. 

Jeg brød fri efter 2 år.. lige i armene på en ny en der ikke slog mig fysisk men psykisk. 

Han behandlede mig bare som en dørmåtte.. løj.. var mig utro.. slog op og ombestemte sig når jeg lovede bod og bedring? Hold da fest hvor jeg dog kan undres efterfølgende..