Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det kan være svært at forstå, når man ikke selv er i det, men tror der er flere aspekter i det.
For det første kan det skyldes social arv. Hvis man selv er vokset op i et hjem med vold og psykisk terror, så er det det man anser som værende normalt. Selvom at man måske godt ved, at det er forkert, kan mønstrene sætte sig så hårdt fast, at de nærmest er umulige at bryde ud af.
Samtidig er mange af de mænd, som udøver psykisk og fysisk vold på deres kvinder, meget dygtige til det psykologiske spil og kan nedbryde kvindernes selvværd og samtidig sikre sig, at den "kærlighed" de får, er fra dem. Så man får følelsen af, at have fortjent den behandling og stadigvæk kunne tænke på gode stunder, hvor manden jo var sød og kærlig.
Jeg har aldrig selv været i et forhold med vold, men jeg har set hvordan kvinder har fundet sig i alt for meget, uden at kunne hjælpe til.
Anmeld
Citér