Han kan ikke rumme når jeg har det svært

Hej.. Jeg er helt fyldt op til renden af tårer, det løber ud af mig og jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg skal gå hen... Jeg kunne tale med dem jeg kender, men jeg tør ikke.

Problemet, for mig, er, at min partner simpelthen ikke kan rumme, når noget går skævt for mig. Jeg har brug for en at snakke med; ikke sådan for at væve rundt i det, men jeg har brug for at sige "sådan her ligger landet for mig lige nu og det er pt. rigtig hårdt. Jeg har brug for støtte." Men det kan og vil han ikke høre. Han siger, at han er nødt til at være ligeglad og han siger, at han simpelthen ikke kan rumme det jeg fortæller. Det har, efter min opfattelse, været sådan stort set hver gang jeg er kommet med noget, der bare gør rigtig ondt. Jeg er normalt typen der "hopper op og falder ned" på det meste, men så en gang imellem blir de største ting for meget og så har jeg brug for en skulder, en klippe, et øre, et kram.... Men der er bare ikke noget af det at hente hos ham...

Jeg er bange for, hvad det skal have af betydning for fremtiden. Vi har været sammen i omtrent 1,5 år, vi har ingen fælles børn men begge børn fra tidligere. Vi er ved at flytte sammen.... Jeg har en følelse af, at han virkelig er min eneste ene. Jeg har været igennem meget skidt - med ham er der ro og kærlighed. Men lige det her punkt, når jeg har det svært, så blir han kort for hovedet, sur, skælder ud, råber endda af mig, fortæller mig han har brug for at lukke mig ude, at han er ligeglad osv.... Jeg føler mig lige nu endnu mere alene, end før jeg åbnede munden og fortalte, hvad der lige nu er tungt at bære alene på mine skuldre...

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre - og jeg tænker ikke nogen her ligefrem kan hjælpe.... jeg håber måske at få en følelse af ikke at være så alene som jeg er nu... Han har sagt og råbt at jeg ikke må tale med ham mere og han vil ignorerer mig i hvert fald resten af aftenen... Det er enormt svært... For jeg havde virkelig brug for det stik modsatte........ 

Undskyld mig, men han er da virkelig egoistisk!!

Selvfølgelig har du brug for at kunne læsse af på din partner og fortælle om de ting, man ikke nødvendigvis vil åbne op omkring overfor andre. Han er da virkelig nedern med sin reaktion overfor dig og jeg er helt sikker på, at du fortjener bedre end dét! 

Hvem læsser han selv af på? Og hvordan mon han ville reagere, hvis du reagerede overfor ham som han gør for dig??

Undskyld mig, men han er da virkelig egoistisk!!

Selvfølgelig har du brug for at kunne læsse af på din partner og fortælle om de ting, man ikke nødvendigvis vil åbne op omkring overfor andre. Han er da virkelig nedern med sin reaktion overfor dig og jeg er helt sikker på, at du fortjener bedre end dét! 

Hvem læsser han selv af på? Og hvordan mon han ville reagere, hvis du reagerede overfor ham som han gør for dig??

...jeg synes også det virker egoistisk.. Empatiløst måske endda... men jeg ved det ikke.. jeg er helt forvirret og bange... jeg har ikke megen forstand på 'det gode forhold', men masser på de dårlige og usunde... jeg ved ikke om det er normal opførsel fra normale mennesker.... jeg kunne aldrig selv finde på at reagere sådan...

han har sjældent brug for at snakke om noget som helst.. faktisk vil han helst slet ikke snakke om problemer og mener han kan klare det hele selv..... jeg ønske nogle gange, nogle gange ofte, at han ville dele tingene mere i dybden med mig.. men jeg har efterhånden accepteret, at sådan er hans behov så ikke..

iøvrigt, så sagde jeg (også imens jeg stortudede) at jeg aldrig kunne finde på at sige jeg var ligeglad, når han havde brug for at snakke om noget svært med mig. Hans svar var: "Det er netop det der er problemet! Jeg gider ikke snakke! Jeg har ikke brug for det! Det har du!"

....og tak for din besked...! 

Altså jeg synes ikke man altid kan forvente at kunne læsse af på sin partner. Alle kan komme ind i perioder, hvor de ikke kan rumme andres problemer eller hvor de ikke har brug for yderligere ting at tænke på, men så må man melde klart ud stille og roligt. 

Hans reaktion lyder temmelig voldsom, medmindre du dag ud og dag ind har forsøgt at læsse af på ham og han reagerede i afmagt. Det lyder dog ikke rigtig sådan. At reagere med så meget vrede lyder lidt som om han selv ting han burde håndtere.

Det ligger nok til os mænd at vi ikke altid har det store behov for at tale og det er nok ikke altid hensigtsmæssigt. På den anden har nogle kvinder lige lovlig meget behov for at ville tale alt til døde, så man må jo forsøge at finde en gylden mellemvej.

Hvis han aldrig nogensinde vil tale med dig om konflikter eller problemer, så skal du selvfølgelig ikke flytte sammen med ham for så bliver det ulideligt at leve i. Det kan jo sagtens være han ikke har det store empati, når det kommer til stykket, men det må du jo så forsøge at finde ud af inden du tager springet.

Anonym skriver:

Hej.. Jeg er helt fyldt op til renden af tårer, det løber ud af mig og jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg skal gå hen... Jeg kunne tale med dem jeg kender, men jeg tør ikke.

Problemet, for mig, er, at min partner simpelthen ikke kan rumme, når noget går skævt for mig. Jeg har brug for en at snakke med; ikke sådan for at væve rundt i det, men jeg har brug for at sige "sådan her ligger landet for mig lige nu og det er pt. rigtig hårdt. Jeg har brug for støtte." Men det kan og vil han ikke høre. Han siger, at han er nødt til at være ligeglad og han siger, at han simpelthen ikke kan rumme det jeg fortæller. Det har, efter min opfattelse, været sådan stort set hver gang jeg er kommet med noget, der bare gør rigtig ondt. Jeg er normalt typen der "hopper op og falder ned" på det meste, men så en gang imellem blir de største ting for meget og så har jeg brug for en skulder, en klippe, et øre, et kram.... Men der er bare ikke noget af det at hente hos ham...

Jeg er bange for, hvad det skal have af betydning for fremtiden. Vi har været sammen i omtrent 1,5 år, vi har ingen fælles børn men begge børn fra tidligere. Vi er ved at flytte sammen.... Jeg har en følelse af, at han virkelig er min eneste ene. Jeg har været igennem meget skidt - med ham er der ro og kærlighed. Men lige det her punkt, når jeg har det svært, så blir han kort for hovedet, sur, skælder ud, råber endda af mig, fortæller mig han har brug for at lukke mig ude, at han er ligeglad osv.... Jeg føler mig lige nu endnu mere alene, end før jeg åbnede munden og fortalte, hvad der lige nu er tungt at bære alene på mine skuldre...

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre - og jeg tænker ikke nogen her ligefrem kan hjælpe.... jeg håber måske at få en følelse af ikke at være så alene som jeg er nu... Han har sagt og råbt at jeg ikke må tale med ham mere og han vil ignorerer mig i hvert fald resten af aftenen... Det er enormt svært... For jeg havde virkelig brug for det stik modsatte........ 

min eksmand er sådan. Han råbte dog aldrig, men ignorerede mig når jeg var ked af det og var ude af stand til at støtte og lytte uanset, at jeg nærmest gav ham en drejebog over hvad han skulle gøre. Han er ekstremt lukket og mærker sjældent efter i sig selv. Han gjorde absolut intet for at såre mig eller af mangel på kærlighed. han er simpelthen bare ude af stand til at tackle følelsesmæssige ting. Min kærlighed til ham blev i sidste ende slidt op. Jeg følte mig ekstremt ensom og uelsket i svære stunder.

Jeg ville nok fravælge en partner som ham. Tænk hvis i kom ud for en stor sorg, dødsfald, sygdom, et svært barn osv. hvordan kan i gå gennem det sammen...

Jeg kan nikke genkendene til det du skriver. 

Hos mig ser det sådan ud: vi har et skønt forhold. Fælles barn og delebørn. Skøn hverdag uden konflikter. En sjælden gang bliver jeg voldsomt ked af det. Fx pga hvis en i familien er død. I disse situationer føler jeg mig mere alene end nogensinde. Han kan på ingen måder rumme min smerte og bliver faktisk direkte modbydelig, som om han ændrer sig komplet.. råber og går og siger hold op med at tude osv. 

Selv kan han trille en tåre ved at se "gift ved første blik" og jeg kan tydelig mærke hvis han er ked af noget taler vi om det, selv hvis han vågner en sen nat. Men han kan ikke rumme at jeg græder. Jeg tænker der MÅ være en grund. Der må være noget som gør at sådan et kærligt (og på alle andre måder dejligt, klogt, empatisk, succesfuldt) menneske reagerer så sært. Jeg har tænkt "shit" er det her holdbart?

Men har valgt at sige til mig selv. Resten af vores forhold og liv er mere end rosenrødt. Vi elsker hinanden, fælles barnet og hinandens børn. Vi matcher perfekt hinanden i hverdagen. Men han kan ikke hjælpe mig med at tackle fx sorg. Jeg har valgt at jeg må finde "aflastning" hos en veninde med den slags. Samtidigt er jeg virkelig nysgerrig på, hvorfor det er sådan her..

Personligt ville jeg ikke kunne fortsætte et forhold til sådan en partner. Jeg er ligeglad med, om han ikke føler for at høre mig hælde vand ud af ørerne. Hvis jeg har brug for det, så slipper han hvad han har i hænderne og lytter. Jeg ville i øvrigt gøre det samme for ham. I min verden er det sådan et forhold skal fungere. 

Da vi havde været sammen i knap 7 år, blev jeg diagnosticeret med sclerose, og havde jeg været i et forhold med sådan en mand, var jeg sandsynligvis knækket. Min mand er ikke den mest empatiske, og jeg er sikker på at han indimellem bare ønsker at jeg tier stille, men han accepterer at det er vigtigt for mig, og derfor lytter han - fordi det er sådan voksne mennesker gør i et forhold. 

Jeg ved ikke hvad du bør gøre, men for mig ville den opførsel være grund nok til ikke at fortsætte forholdet. Et råd kan jeg dog give, lad være med at forvente at han ændrer sig. Gør op med dig selv om du kan leve med den opførsel, og brug svaret til at finde ud af om det er et forhold du ønsker at blive i. 

Anonym skriver:

Hej.. Jeg er helt fyldt op til renden af tårer, det løber ud af mig og jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg skal gå hen... Jeg kunne tale med dem jeg kender, men jeg tør ikke.

Problemet, for mig, er, at min partner simpelthen ikke kan rumme, når noget går skævt for mig. Jeg har brug for en at snakke med; ikke sådan for at væve rundt i det, men jeg har brug for at sige "sådan her ligger landet for mig lige nu og det er pt. rigtig hårdt. Jeg har brug for støtte." Men det kan og vil han ikke høre. Han siger, at han er nødt til at være ligeglad og han siger, at han simpelthen ikke kan rumme det jeg fortæller. Det har, efter min opfattelse, været sådan stort set hver gang jeg er kommet med noget, der bare gør rigtig ondt. Jeg er normalt typen der "hopper op og falder ned" på det meste, men så en gang imellem blir de største ting for meget og så har jeg brug for en skulder, en klippe, et øre, et kram.... Men der er bare ikke noget af det at hente hos ham...

Jeg er bange for, hvad det skal have af betydning for fremtiden. Vi har været sammen i omtrent 1,5 år, vi har ingen fælles børn men begge børn fra tidligere. Vi er ved at flytte sammen.... Jeg har en følelse af, at han virkelig er min eneste ene. Jeg har været igennem meget skidt - med ham er der ro og kærlighed. Men lige det her punkt, når jeg har det svært, så blir han kort for hovedet, sur, skælder ud, råber endda af mig, fortæller mig han har brug for at lukke mig ude, at han er ligeglad osv.... Jeg føler mig lige nu endnu mere alene, end før jeg åbnede munden og fortalte, hvad der lige nu er tungt at bære alene på mine skuldre...

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre - og jeg tænker ikke nogen her ligefrem kan hjælpe.... jeg håber måske at få en følelse af ikke at være så alene som jeg er nu... Han har sagt og råbt at jeg ikke må tale med ham mere og han vil ignorerer mig i hvert fald resten af aftenen... Det er enormt svært... For jeg havde virkelig brug for det stik modsatte........ 

Min mand kunne heller ikke rumme noget svært de første par år af vores parforhold. Dengang mente han ikke, der var noget problem og han syntes selv, at alting kørte helt fint for ham. Så skete der noget med ham, som jeg sendte ham til psykolog for at få hjælp til. Nu seks år efter, går han stadig til psykolog med jævne mellemrum. Han har været så fyldt op af svære følelser, at han intet har kunnet rumme og denne afvisning af alt svært omkring ham, ser jeg i dag, som en overlevelsesmekanisme. Han kunne ganske enkelt ikke have mere svært inden i sig. Det giver god mening. I dag er alt vendt på hovedet og han er mere fri og let. Når det er ved at være tid til at komme hen og snakke med psykologen, kan jeg godt mærke på ham at lunten er lidt kort og han kommer i en form for disharmoni igen. 

Anonym skriver:

Hej.. Jeg er helt fyldt op til renden af tårer, det løber ud af mig og jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg skal gå hen... Jeg kunne tale med dem jeg kender, men jeg tør ikke.

Problemet, for mig, er, at min partner simpelthen ikke kan rumme, når noget går skævt for mig. Jeg har brug for en at snakke med; ikke sådan for at væve rundt i det, men jeg har brug for at sige "sådan her ligger landet for mig lige nu og det er pt. rigtig hårdt. Jeg har brug for støtte." Men det kan og vil han ikke høre. Han siger, at han er nødt til at være ligeglad og han siger, at han simpelthen ikke kan rumme det jeg fortæller. Det har, efter min opfattelse, været sådan stort set hver gang jeg er kommet med noget, der bare gør rigtig ondt. Jeg er normalt typen der "hopper op og falder ned" på det meste, men så en gang imellem blir de største ting for meget og så har jeg brug for en skulder, en klippe, et øre, et kram.... Men der er bare ikke noget af det at hente hos ham...

Jeg er bange for, hvad det skal have af betydning for fremtiden. Vi har været sammen i omtrent 1,5 år, vi har ingen fælles børn men begge børn fra tidligere. Vi er ved at flytte sammen.... Jeg har en følelse af, at han virkelig er min eneste ene. Jeg har været igennem meget skidt - med ham er der ro og kærlighed. Men lige det her punkt, når jeg har det svært, så blir han kort for hovedet, sur, skælder ud, råber endda af mig, fortæller mig han har brug for at lukke mig ude, at han er ligeglad osv.... Jeg føler mig lige nu endnu mere alene, end før jeg åbnede munden og fortalte, hvad der lige nu er tungt at bære alene på mine skuldre...

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre - og jeg tænker ikke nogen her ligefrem kan hjælpe.... jeg håber måske at få en følelse af ikke at være så alene som jeg er nu... Han har sagt og råbt at jeg ikke må tale med ham mere og han vil ignorerer mig i hvert fald resten af aftenen... Det er enormt svært... For jeg havde virkelig brug for det stik modsatte........ 

Jeg ville have uendelig svært ved at være i et forhold, der fungerede på den måde. Ja, man kan bruge en veninde istedet til at læsse af på, men det ændrer jo ikke på, at man gerne vil dele det svære med det menneske, man deler resten af livet med.

En så voldsom afvisning leder for mig tanken hen på, at det må skyldes nogle oplevelser i barndommen og en adfærd han har lært i tilknytning til det. Måske har den ene af hans forældre delt sine problemer (evt om parforhold) med ham i en alder, hvor han ikke kunne kapere det. Måske har han overværet sin mor blive overfuset, kuet eller lign (evt gennemgå et alvorligt sygdomsforløb) og har været magtesløs, når hun græd. Måske er hans egen gråd og forsøg på at få omsorg blevet mødt med afvisning og irettesættelser. 

Jeg tror, jeg ville sætte flyttesammen-projektet på hold, og tale med ham om det her som en dealbreaker for dig. Sorger og genvordigheder er faste indslag i et menneskeliv og i et parforhold må man kunne rumme hinandens svære følelser i de situationer. Ellers kan man blive meget ensom i sit parforhold. Hvis han klagede over, at du 'beklagede' dig for meget, ville venindeløsningen være en hjælp, så du kunne 'fordele' beklagelserne på flere. Men hvis han farer i flint, så snart du åbner munden for at tale om noget, der pt er tungt i dit liv, er der et problem hos ham, han bliver nødt til at tage fat om.

Jeg har også prøvet at leve i et parforhold, hvor der ikke var plads til at jeg havde det svært i perioder. Jeg er nemlig også oftest den type, der siger "pyt", har et lyst sind og er glad. Det var min kæreste ikke. Vi var hinandens modsætninger og jeg var hans klippe. Vores parforhold trivedes når jeg var stærk og han kunne læne sig op ad mig. I de øjeblikke, hvor jeg ikke "bare" sagde pyt, men jeg virkelig blev udfordret, reagerede min kæreste meget voldsomt. Han blev nærmest vred på mig. Hans klippe mistede sin styrke, og han panikkede. Han var en fantastisk empatisk og kærlig mand de fleste dage, men så snart hans trygge base blev udfordret, havde jeg svært ved at genkende ham. Og holde af ham. Vores forhold kunne ikke overleve dette i det lange løb.