Anonym skriver:
Jeg har lige brug for at være anonym, da dette er et ømt emne for mig og der er en del som kender mig her...
Sagen er....
Jeg har været sammen med min kæreste i godt og vel 10 år nu og har boet sammen alle de 10 år.
Vi har ét fælles barn og jeg har et barn fra tidligere forhold. (Skole børn begge..)
Men de sidste par år her er det bare gået ned af bakke..
Jeg kan mærke at vi begge kæmper for noget som ikke har en ende..
Vi er SÅ forskellige på mange punkter!.
Jeg er nået til et punkt hvor jeg simpelhen har glemt mig selv og hvad JEG vil..
Når jeg sætter mig ned og tænker de 10 år tilbage, så er der ingen tvivl om at jeg lagde mit eget liv på hylden og fulgte min kærestes liv.
Han har altid været selvstændig og haft mange bolde i luften..
Så han var mere optaget af firma end at tænke på de huslige ting, børnene og mig..
Jeg fulgte jo bare efter ham for at være tæt på ham og nyde den opmærksomhed han lige havde mulighed for at gi når det passede ham.
Nu sidder jeg så her.. og kan mærke at mit hjerte ikke kan mere..
Jeg går og græder inde i mig selv og holder kun smilet oppe for vores børns skyld..
Jeg elsker ham virkelig højt! Og vores børn gør det samme selvom begge børn er MEGET Mor-Glad.. og altid været det selvom Far/bonusfar står lige foran dem..
Men jeg har så svært ved at kæmpe for noget som jeg udemærket godt ved ikke ændrer sig.
Jeg ødelægger mig selv inden i ved at ha en forventning (forhåbning..?) om at han hjælper til i huset, med børnene samt han ligger hans eget ego på hylden..
Så istedet for at slutte vores forhold har jeg overvejet om én af os burde flytte... ? 
Men altså stadig være et par.. som dog bare lever i hvert sit hus med egen rammer, regler, meninger og frihed for at tænke selv og ta beslutninger.
Ved ik om det gir mening? 
Min nysgerrighed er nok.. om der er andre som har levet/boet sammen med én i mange år og som pludselig har fundet denne løsning og stadig er sammen eller ej?
Prøv evt. at læs kærligedens 5 sprog 
