Jeg har lige brug for at være anonym, da dette er et ømt emne for mig og der er en del som kender mig her...
Sagen er....
Jeg har været sammen med min kæreste i godt og vel 10 år nu og har boet sammen alle de 10 år.
Vi har ét fælles barn og jeg har et barn fra tidligere forhold. (Skole børn begge..)
Men de sidste par år her er det bare gået ned af bakke..
Jeg kan mærke at vi begge kæmper for noget som ikke har en ende..
Vi er SÅ forskellige på mange punkter!.
Jeg er nået til et punkt hvor jeg simpelhen har glemt mig selv og hvad JEG vil..
Når jeg sætter mig ned og tænker de 10 år tilbage, så er der ingen tvivl om at jeg lagde mit eget liv på hylden og fulgte min kærestes liv.
Han har altid været selvstændig og haft mange bolde i luften..
Så han var mere optaget af firma end at tænke på de huslige ting, børnene og mig..
Jeg fulgte jo bare efter ham for at være tæt på ham og nyde den opmærksomhed han lige havde mulighed for at gi når det passede ham.
Nu sidder jeg så her.. og kan mærke at mit hjerte ikke kan mere..
Jeg går og græder inde i mig selv og holder kun smilet oppe for vores børns skyld..
Jeg elsker ham virkelig højt! Og vores børn gør det samme selvom begge børn er MEGET Mor-Glad.. og altid været det selvom Far/bonusfar står lige foran dem..
Men jeg har så svært ved at kæmpe for noget som jeg udemærket godt ved ikke ændrer sig.
Jeg ødelægger mig selv inden i ved at ha en forventning (forhåbning..?) om at han hjælper til i huset, med børnene samt han ligger hans eget ego på hylden..
Så istedet for at slutte vores forhold har jeg overvejet om én af os burde flytte... ? 
Men altså stadig være et par.. som dog bare lever i hvert sit hus med egen rammer, regler, meninger og frihed for at tænke selv og ta beslutninger.
Ved ik om det gir mening? 
Min nysgerrighed er nok.. om der er andre som har levet/boet sammen med én i mange år og som pludselig har fundet denne løsning og stadig er sammen eller ej?
Hej 
Mine svigerforældre har valgt den løsning efter 17 års ægteskab! De har altid svinget meget op og ned, blandt andet har min svigerfar nogen psykiske problemer, som han nægter at gøre noget ved og i stedet forsøger at drikke væk. Men nu bor de så 600 meter fra hinanden og det har aldrig gået bedre imellem dem. At sige det går godt er så måske en overdrivelse, men det er vidst mest i kraft af hans problemer og alkohol misbrug. De har boet hver for sig i 3 år nu!
Jeg har også en veninde der efter 3 års samliv har måtte hive i bremsen, hende og hendes datter (de har ikke fælles børn) flytter i en lejligehed tæt på og de fortsætter med at være kærester. Jeg tror bestemt det er det rigtige for dem! Men igen handler det her om at manden i forholdet har en datter med problemer og det skaber bare for meget kaos i hendes datters liv.
Når det så er sagt, så synes jeg virkelig du skal vise din mand hvad du har skrevet her og overveje noget par-coaching/terapi... nu du siger du elsker ham højt. I har en hverdag der har kørt på en bestemt måde længe og hvis du gerne vil blive med manden, men ændre på den måde det altid har været på, kræver det åbenhed og ærlighed begge veje og rummelighed. Altså i skal kunne fortælle hinanden hvordan i har det uden at den anden bliver sur over det! Det kræver for de fleste, i starten - at man får en hjælpende hånd udefra.
Det lyder på mig som om du sidder i lidt af en identitetskrise og faktisk gerne vil noget mere med dit liv? Det tror jeg sagtens kan lade sig gøre i dit forhold, hvis i formår at hjælpe hinanden med at ændre den måde det er på nu, men det kan jo godt være din mand bliver lidt skræmt, muggen, ked af det, vred eller lignende, hvis han nu synes i har en god hverdag og også tror at du grundlæggende er tilfreds, det er aldrig fedt at blive konfronteret med at ens partner er utilfreds, især ikke hvis man har troet at det gik godt!
Men det er jo selvfølgelig kun dig (og din partner) der kan finde ud af hvad der er bedst for jer! og det er sgu ikke dødens pølse at bo hver for sig, i skal bare være opmærksomme på økonomien, for hvis du har brug for at modtage diverse tillæg som enlig, for at bo et andet sted, kan det jo ikke lade sig gøre, hvis i stadig er mand og kone.
Håber i finder ud af det 
