Hvornår forelskelse igen?

Godeftermiddag de damer

Det er nok et lidt mærkeligt spørgsmål. men jeg har ingen erfaring med det(håber dog heller ikke at I har, men håber I har en mening alligevel)

Jeg er ved at uddanne mig som manuskript forfatter, og derfor har jeg nogle ideer, og jeg vil jo gerne have at det så rigtigt som muligt.

Så jeg stiller jer det her spørgsmål. (først lidt historie)

Jeres mand dør i en ulykke(I har været gift 1-2år), og du er fem måneder henne.

Ca.7måneder senere møder du den person, der prøvede at redde din mand, og endte med at sidde med ham i sine arme, mens han døde.

Du forelsker dig i personen, men er i tvivl om hvad folk vil tænke. Er det for tidligt? (personen er samme køn)

Jeg kan ikke finde ud af om det vil være forkert at forelske sig så hurtigt, især med et lille barn.

Så hvad er jeres mening? (Ja, jeg ved godt at man ikke kan styre sine følelser.. )

Håber det giver mening. ellers må I spørge.

Det kan sagtens ske.. men ja folk vil nok kigge. Men realiteten er at folk ikke nødvendigvis sætter livet og kærligheden på pause i 5-7 år

Jullesnulle skriver:

Det kan sagtens ske.. men ja folk vil nok kigge. Men realiteten er at folk ikke nødvendigvis sætter livet og kærligheden på pause i 5-7 år

Tak for svar.

Det er også min tanke.

Jullesnulle skriver:

Det kan sagtens ske.. men ja folk vil nok kigge. Men realiteten er at folk ikke nødvendigvis sætter livet og kærligheden på pause i 5-7 år

Tak for svar.

Det er også min tanke.

Faktisk er er af de største problemer for mange at de gerne vil videre men at det er socialt uacceptabelt.

jeg kender en der blev enkemand der måtte skifte arbejdsplads fordi han ikke kunne holde alles medlidende blikke ud.

Jullesnulle skriver:

Faktisk er er af de største problemer for mange at de gerne vil videre men at det er socialt uacceptabelt.

jeg kender en der blev enkemand der måtte skifte arbejdsplads fordi han ikke kunne holde alles medlidende blikke ud.

Ja at de er bange for hvad folk vil tænke om dem, som om de har glemt den døde så hurtigt, og bare er kommet videre. Men man vil vel aldrig glemme ens barns forælder.

Anonym skriver:

Godeftermiddag de damer

Det er nok et lidt mærkeligt spørgsmål. men jeg har ingen erfaring med det(håber dog heller ikke at I har, men håber I har en mening alligevel)

 

Jeg er ved at uddanne mig som manuskript forfatter, og derfor har jeg nogle ideer, og jeg vil jo gerne have at det så rigtigt som muligt.

Så jeg stiller jer det her spørgsmål. (først lidt historie)

Jeres mand dør i en ulykke(I har været gift 1-2år), og du er fem måneder henne.

Ca.7måneder senere møder du den person, der prøvede at redde din mand, og endte med at sidde med ham i sine arme, mens han døde.

Du forelsker dig i personen, men er i tvivl om hvad folk vil tænke. Er det for tidligt? (personen er samme køn)

Jeg kan ikke finde ud af om det vil være forkert at forelske sig så hurtigt, især med et lille barn.

Så hvad er jeres mening? (Ja, jeg ved godt at man ikke kan styre sine følelser.. )

 

Håber det giver mening. ellers må I spørge.

Er det ikke underordnet, om det er "forkert" eller ej? Det kan ske, uden tvivl, og som forfatter skal du jo ikke moralisere eller sympatisere med "dine" personer, men rulle historien ud og lade læseren/publikum om at tage stilling til moralske spørgsmål. 

Noget andet er, at jeg synes, det virker en kende melodramatisk/soap-agtigt med en helt/redningsmand M/K, der sidder med den døende ægtemand i sine arme og siden "redder" den unge enkes hjerte. Men nu har du jo også kun beskrevet det ganske kort og ind til benet. 

Hmmm. Jeg tænker lidt, når hun skulle møde sin "redningsmand" var babyen 3 måneder. Jeg ved ikke med andre, men da min datter var 3 måneder gik jeg rundt hjemme i pyjamas med morgenhår, og havde dårligt overskud til at lave mig noget at spise... Odds for, at jeg i ovennævnte situation ville have mødt nogen som helst, begrænser sig til den ugentlige tur til Netto eller i mødregruppen 

Stivdie skriver:

Hmmm. Jeg tænker lidt, når hun skulle møde sin "redningsmand" var babyen 3 måneder. Jeg ved ikke med andre, men da min datter var 3 måneder gik jeg rundt hjemme i pyjamas med morgenhår, og havde dårligt overskud til at lave mig noget at spise... Odds for, at jeg i ovennævnte situation ville have mødt nogen som helst, begrænser sig til den ugentlige tur til Netto eller i mødregruppen 

Ja, jeg ved at der er nogen der er sådan, men ved også at der er andre der sagtens kan være ude.

Men jeg tænker heller ikke at det skal være et stort ting de mødes til.

De kender jo ikke hinanden, så tænker at der kan være andre måde at mødes..
Men det er også derfor at jeg skriver herinde. For at høre..

Det kunne jo også sagtens være i supermarkedet, at de støder ind i hinanden.

Mor og meget mere skriver:

Er det ikke underordnet, om det er "forkert" eller ej? Det kan ske, uden tvivl, og som forfatter skal du jo ikke moralisere eller sympatisere med "dine" personer, men rulle historien ud og lade læseren/publikum om at tage stilling til moralske spørgsmål. 

Noget andet er, at jeg synes, det virker en kende melodramatisk/soap-agtigt med en helt/redningsmand M/K, der sidder med den døende ægtemand i sine arme og siden "redder" den unge enkes hjerte. Men nu har du jo også kun beskrevet det ganske kort og ind til benet. 

Det er jo ikke fordi hun som så, skal redde hende, de kender ikke hinanden(de finder jo ud af det), men ja jeg forstår godt hvad du mener. Kan godt være at det lyder lidt for meget som en soap.. Hmmm...

Jeg er nok bare romatiker, synes det lød som sådan en god ide. og bare lidt anderledes, når det var af samme køn..

hmmm