Hans arbejde er vigtigere end os :(

Her har vi også en hård periode pt. med baby, der stort set ikke sover om natten. Det er altså bare møghårdt!

Min kæreste er selvstændig og arbejder rimelig meget. Hvis han ikke arbejder kommer der ingen penge ind, så der er ligesom ikke meget diskussion omkring det. Noget skal vi jo leve af.

Til gengæld er han ikke "fredet" bare fordi han arbejder, han hjælper med nætterne oftest på lige fod med mig. Jeg ammer også, men pumper ud så han ind imellem kan give en flaske og jeg kan sove. Kunne det være en mulighed for jer? Eller kan han tage baby mellem amningerne om natten? Sådan gør vi det også nogle gange.

Jeg vil personligt også hellere arbejde end at være på barsel, jeg kan sagtens følge dig i forhold til voksenkontakt og mulighed for at bestemme over egen tid. Det er bare ikke alle, der synes barsel er det fedeste i verden. Heldigvis er det jo kun for en periode.

Er der evt. mulighed for, at far kan tage noget af barslen? Det lyder som om, det kunne være rigtig godt både for dig og baby (som så vil få en stærkere tilknytning til far).

Min kæreste står i øvrigt for alt husligt, når jeg tager de hårde nætter med baby. Det synes vi begge er helt fair.

Astoria skriver:

Hvor gammel er den mindste? 

Jeg er egentlig enig med de andre, men jeg synes i skal tage det alvorligt og få mere hjælp i hverdagen. Det er ikke normalt at man hellere ville dø. Har i familie der kunne passe et par timer om ugen? Rengøringshjælp kunne også være en nødvendig investering indtil du kommer oven på igen. Bestil dagligvarer på nettet. Tag alle de smuthuller som i kan for at give mere luft i hverdagen. 

Dernæst så husk at det er benhårdt at have småbørn, men det skal nok blive bedre. Det virker som om du føler dig nedprioriteret og det er en reel følelse. Det skal du fortælle din mand, men giv ham også muligheden for at ændre det (uden at være anklagende...). Måske skal du tage føringen og arrangere en middag kun jer to sammen. 

 

Tak for dit svar 

baby er 5 mdr, men kun ammet. 

alle arbejder, og vil ikke se det som en hjælp ift besværet med afhentning, aflevering osv, plus jeg synes hun er så lille 

Du har helt sikkert en svær periode som gør det hele værre for i virkeligheden er arbejdsfordelingen jo ik urimelig. Du går hjemme på barsel og han arbejder og han kan jo ikke bare tage fri fra arbejde og bør jo heller ikke når den anden part kan tage opgaven. Det er ik dårligt ment men bare at han jo nok også føler det fungerer fint sådan. Nu er jeg selv hjemmegående med vores barn nr 4 på vej og min mand arbejder meget og er tit alene med børnene til ud på natten og tit flere dage i træk. Og ved sygdom ligeså så han kan paase sine ting. Når han så er hjemme er han en super far for sine børn og han værdsætter at vide at jeg sørger for alt praktisk med dem og husligt og det giver ham ro. Så det jo noget med hvordan man hjælper hinanden og indretter hverdagen men har man en svær periode som du lyder til at have vil det hele jo virke uoverskueligt og så føler du behov for hjælp. Har du noget familie der ku hjælpe lidt i en periode med nogle ting evt?

Anonym skriver:

Hej alle. 

Jeg føler virkelig min kærestes og mine børns far ser arbejdet som meget vigtigere end os. 

Hver gang jeg slet ikke har sovet om natten, børnene og jeg selv er syge og har bedt om hjælp siger han han bliver nødt til at tage på arbejde. Selvom jeg er ved at dø af udmattelse, og tit siger jeg nogengange hellere vil dø. Har det meget skidt psykisk, når jeg får så dårlig søvn i en lang periode og står op kl 4 hver dag. 

Han tager på arbejde og ved,  det er meget mindre hårdt end at være herhjemme med børnene. Han synes det er hårdt og kedeligt. Han er også dårlig til at have dem begge, fordi de er små og han ikke kender dem ordentligt. Han arbejder meget. Tager afsted kl 6.45 om morgenen og kommer hjem ved 17.30-18.30 tiden.

 

han siger han ikke synes arbejde er vigtigere, 'en det kan jeg jo mærke. Jeg kan snart ikke mere. Ser dem tit som en belastning �� Fordi de sover så dårligt.  Ihvertfald den lille.

 

hvad gør jeg?  Har prøvet at snakke med ham SÅ mange gange. Jeg står med alt med dem selv. Lægebesøg osv. Ordner alt husligt, for jeg er jo på barsel. Han ordner køkken om aftenen og er ok til at hjælpe i weekenden men børnene søger næsten kun mig. Han sidder meget med sin tlf og tager sig og god tid til toileybesøg, hvor jeg altid har en med. Jeg føler bare jeg giver så meget af mig selv, og at han har det så let og sidder på job og får kage, lækker mad og snakker med voksne mennesker i fred, kommer på toilet i fred osv. 

 

Jeg er af den modsatte mening, end de andre der har svaret i tråden,

At få barn er et fælles projekt. Og i skal aftale, hvordan i får det til at fungere sammen. Som det er nu fungerer det ikke for dig, hvordan han har det, har jeg svært ved at vurdere ud fra dit indlæg.

Hvis han ikke vil lytte til dig, må du få et møde i stand med sundhedsplejersken, hvor han også deltager, så kan hun oversætte samtalen din mand og dig imellem.

Han skal ikke hjælpe dig med børnene og husholdningen, i skal deltage på lige fod i det fælles projekt. I er to ligeværdige personer.

Hvordan var aftalen at det skulle være, når i fik børn? Er aftalen blevet overholdt, eller fungerer den ikke i praksis, så må i lave en ny aftale.

Anonym skriver:

Jeg er af den modsatte mening, end de andre der har svaret i tråden,

At få barn er et fælles projekt. Og i skal aftale, hvordan i får det til at fungere sammen. Som det er nu fungerer det ikke for dig, hvordan han har det, har jeg svært ved at vurdere ud fra dit indlæg.

Hvis han ikke vil lytte til dig, må du få et møde i stand med sundhedsplejersken, hvor han også deltager, så kan hun oversætte samtalen din mand og dig imellem.

Han skal ikke hjælpe dig med børnene og husholdningen, i skal deltage på lige fod i det fælles projekt. I er to ligeværdige personer.

Hvordan var aftalen at det skulle være, når i fik børn? Er aftalen blevet overholdt, eller fungerer den ikke i praksis, så må i lave en ny aftale.

Helt enig, og det er klart også bagklogskab, men jeg ville have taget snakken under graviditeten, helst inden, men hvis jobbet er nyere/kommet efter barnbet, ville jeg kræve man havde en samtale inden starten på arbejdet. Jeg får røde knopper af par der ikke kommunikere og laver planer for hvordan og hvad der skal ske, og hvem der gør hvad. Det at få barn, være i et forpligtende forhold, og have et ansvar sammen er så stort, så den vil jeg altså ikke bare "winge" eller køre spontant igennem. Alt forandres, og det bør man have talt om inden barnet kommer.

Og har de haft den samtale, så er det nu regnskabet skal gøres op, der må holdes en ny samtale hvor man ligesom ser på hvordan det er gået, og hvordan det skal være fremadrettet. Det er et barns vigtigste år vi snakker om, og morens liv og helbred. Og hans eget, for man kan sagtens blive stresset af at føle man ikke slå rnok til på familiefronten og kun får bebrejdelser.

Jeg synes der er to ting i det; 1) kan man blive hjemme fra arbejde fordi ens barslende kone er syg? 2) hvor meget og hvor dit hjælper den som ikke er på barsel der hjemme.

1. Er for mig egentlig meget simpel, jeg havde ikke et arbejde længe hvis jeg tog barn eller for den sags skyld mand syg når han var på barsel. Og jeg kan heller ikke altid som andre forslår gå tidligere, er der møder og lignende så skal jeg blive. 

2) er jo straks en helt anden diskussion, nogle er helt til den ene side hvor den som er på arbejde kan forvente ikke at tage nætter, ikke at stå for det huslige osv. Og så er der dem til den anden side, der siger far og mor skal lave præcis lige meget. Jeg er sådan lige midt imellem, og tænker at begge parter skal anerkende det arbejde den anden har, at køre på arbejde 6.45 og komme hjem kl 17 er ikke bare en dans på roser, men at vågne x antal gange om natten og vær alene med baby fra 6.45 til 17 er absolut heller ikke altid en dans på roser. Så I måjp få talt om hvordan I hver især har det og hvordan I kan hjælpe og aflaste hinanden. Men lad være med at stille urealistiske krav som at han skal blive hjemme fra sit arbejde, for regninger skal jo betales.