Føler mig så alene

Jeg har været sammen med min mand i godt 12 år, sammen har vi 4 børn, vi bor på et nedlagt landbrug, som vi også har sammen og er gift

Mit problem er egentlig, at jeg sidder alene aften efter aften, det er altid mig der aflevere børn, henter børn, laver aftensmad, ordner vasketøj, ordner hus, handler ind, smøre madpakker osv. osv. 
Samtidig med jeg har fuldtidsarbejde 

Min mand arbejder meget, han er kørt når vi står op (dvs. jeg er alene med børnene hver morgen), og han kommer tidligst hjem 17.30, altså når vi sidder og spiser aftensmad 

Han bliver så inde indtil ungerne er puttet kl. 19.00, men så snart de er puttet, smutter han i værkstedet og kommer først ind alt mellem 22-23.30 

Jeg sidder alene 6 ud af 7 dage, jeg kan jo ikke bare gå ud/kører hen og hjælpe en kammerat, jeg føler mig "fanget"; 

Jeg har påtalt det før til ham, at jeg ikke vil sidde alene aften efter aften i det her store hus, og det hjælper li en uges tid og så er alt ved det gamle

Mit spørgsmål er egentlig, hva laver i, når i kommer hjem fra arbejde? 

Er i sammen eller? Ser i fjernsyn alene/sammen? 

Hva laver i? 

Jeg overvejer at sige til ham, hvis det ikke bliver bedre NU, så vil jeg faktisk ikke bo her mere …Men tanken om at rykke ungerne fra deres eneste hjem er også ubærlig 

Anonym skriver:

Jeg har været sammen med min mand i godt 12 år, sammen har vi 4 børn, vi bor på et nedlagt landbrug, som vi også har sammen og er gift

Mit problem er egentlig, at jeg sidder alene aften efter aften, det er altid mig der aflevere børn, henter børn, laver aftensmad, ordner vasketøj, ordner hus, handler ind, smøre madpakker osv. osv. 
Samtidig med jeg har fuldtidsarbejde 

Min mand arbejder meget, han er kørt når vi står op (dvs. jeg er alene med børnene hver morgen), og han kommer tidligst hjem 17.30, altså når vi sidder og spiser aftensmad 

Han bliver så inde indtil ungerne er puttet kl. 19.00, men så snart de er puttet, smutter han i værkstedet og kommer først ind alt mellem 22-23.30 

Jeg sidder alene 6 ud af 7 dage, jeg kan jo ikke bare gå ud/kører hen og hjælpe en kammerat, jeg føler mig "fanget"; 

Jeg har påtalt det før til ham, at jeg ikke vil sidde alene aften efter aften i det her store hus, og det hjælper li en uges tid og så er alt ved det gamle

Mit spørgsmål er egentlig, hva laver i, når i kommer hjem fra arbejde? 

Er i sammen eller? Ser i fjernsyn alene/sammen? 

Hva laver i? 

Jeg overvejer at sige til ham, hvis det ikke bliver bedre NU, så vil jeg faktisk ikke bo her mere …Men tanken om at rykke ungerne fra deres eneste hjem er også ubærlig 

Den er svær.. For ingen skal føle sig alene i et forhold. Hvad laver han i værkstedet?

Min mand er ude 2 aftener om ugen, og det nyder jeg , men selvom han er hjemme betyder det ikke, at vi som sådan laver noget sammen, jeg læser måske en bog imens han sidder ved computeren, eller jeg ser min ynglingsserie i soveværelset imens han ser noget andet i stuen, og det er helt okay

Men du skal da på ingen måde føle dig bundet/ fanget i hjemmet?

Hvad siger han, når du påtaler det?

Mom skriver:

Den er svær.. For ingen skal føle sig alene i et forhold. Hvad laver han i værkstedet?

Min mand er ude 2 aftener om ugen, og det nyder jeg , men selvom han er hjemme betyder det ikke, at vi som sådan laver noget sammen, jeg læser måske en bog imens han sidder ved computeren, eller jeg ser min ynglingsserie i soveværelset imens han ser noget andet i stuen, og det er helt okay

Men du skal da på ingen måde føle dig bundet/ fanget i hjemmet?

Hvad siger han, når du påtaler det?

Han makker i gamle traktorer/maskiner og naboer kommer tit forbi for at holde ham beskæftiget / drikke en øl eller to med ham 

Ellers kører han ud til kammerater for at hjælpe med, at ordne deres gamle maskiner/biler 

Han siger bare at "han da godt kan forstå det, men at når man har et nedlagt landejendom, så er der altid noget at lave" Og det jo rigtigt nok, men der jo ikke sat en tidsramme for hvornår vi skal nå det

Weekenderne laver han os maskiner / noget på ejendommen og er 9 ud af 10 gange ikke med ungerne og jeg på ture eller med til familie tamtam, fordi "så får han jo ikke lavet noget"

Anonym skriver:

Han makker i gamle traktorer/maskiner og naboer kommer tit forbi for at holde ham beskæftiget / drikke en øl eller to med ham 

Ellers kører han ud til kammerater for at hjælpe med, at ordne deres gamle maskiner/biler 

Han siger bare at "han da godt kan forstå det, men at når man har et nedlagt landejendom, så er der altid noget at lave" Og det jo rigtigt nok, men der jo ikke sat en tidsramme for hvornår vi skal nå det

Weekenderne laver han os maskiner / noget på ejendommen og er 9 ud af 10 gange ikke med ungerne og jeg på ture eller med til familie tamtam, fordi "så får han jo ikke lavet noget"

Det kan jeg faktisk godt forstå du er træls over, det ville jeg også være. Måske er det tid til en snak om han vil familielivet eller ej?

Jeg synes det lyder som en uholdbar situation, fordi du kun vil blive mere og mere drænet af det liv i har, hvor du ikke har tid til dig selv. Jeg synes det er enormt vigtigt i et forhold (om man har børn eller ej) at der er tid til en selv. Det virker ikke som om din mand sådan rigtigt kan se, at du faktisk laver det hele. Han ser det måske lige når du får det sagt og så er det bedre i en uge, men det går tilbage til det gamle igen efterfølgende.

Jeg kan kun sige, at du må banke i bordet. Jeg kan hvert fald sagtens forstå at du har det, som du har.

Mom skriver:

Det kan jeg faktisk godt forstå du er træls over, det ville jeg også være. Måske er det tid til en snak om han vil familielivet eller ej?

Han er bare vant til at få det han gerne vil have og problemet er, at han argumentere pisse godt når vi tager og får altid mig til at føle mig som en stor idiot. 

Jeg ville elske at prøve at stå op om morgen alene og bare ha tid til mig selv, det gør han jo hver morgen, han skal heller ikke stresse hjem fra abejde for at nå at hente inden institutionerne lukker, samtidig skal han jo heller ikke lave mad med 4 små børn, som er trætte og haft en lang dag  

Årh, jeg ved snart ikke, syntes jeg snakker til en mur, når vi taler om det, for har påtalt det flere gange og jo det er blevet bedre, men stadig ikke godt nok 

Men så tanken om, at vi går fra hinanden og jeg skal undvære mine børn feks. hver anden weekend er ubærlig, jeg har aldrig været adskilt fra dem, og hvis jeg har, så har de højest været passet fra sidst om eftermiddagen til næste morgen…. Mine unger blir aldrig passet, så tanken om at skulle undvære dem en HEL weekend, er fuldstændig ødelæggende for mig 

Nel skriver:

Jeg synes det lyder som en uholdbar situation, fordi du kun vil blive mere og mere drænet af det liv i har, hvor du ikke har tid til dig selv. Jeg synes det er enormt vigtigt i et forhold (om man har børn eller ej) at der er tid til en selv. Det virker ikke som om din mand sådan rigtigt kan se, at du faktisk laver det hele. Han ser det måske lige når du får det sagt og så er det bedre i en uge, men det går tilbage til det gamle igen efterfølgende.

Jeg kan kun sige, at du må banke i bordet. Jeg kan hvert fald sagtens forstå at du har det, som du har.

Men hvordan banker man i bordet? Også uden den der" Hvis det ikke blir bedre, så flytter vi" agtig måde? 

Anonym skriver:

Jeg har været sammen med min mand i godt 12 år, sammen har vi 4 børn, vi bor på et nedlagt landbrug, som vi også har sammen og er gift

Mit problem er egentlig, at jeg sidder alene aften efter aften, det er altid mig der aflevere børn, henter børn, laver aftensmad, ordner vasketøj, ordner hus, handler ind, smøre madpakker osv. osv. 
Samtidig med jeg har fuldtidsarbejde 

Min mand arbejder meget, han er kørt når vi står op (dvs. jeg er alene med børnene hver morgen), og han kommer tidligst hjem 17.30, altså når vi sidder og spiser aftensmad 

Han bliver så inde indtil ungerne er puttet kl. 19.00, men så snart de er puttet, smutter han i værkstedet og kommer først ind alt mellem 22-23.30 

Jeg sidder alene 6 ud af 7 dage, jeg kan jo ikke bare gå ud/kører hen og hjælpe en kammerat, jeg føler mig "fanget"; 

Jeg har påtalt det før til ham, at jeg ikke vil sidde alene aften efter aften i det her store hus, og det hjælper li en uges tid og så er alt ved det gamle

Mit spørgsmål er egentlig, hva laver i, når i kommer hjem fra arbejde? 

Er i sammen eller? Ser i fjernsyn alene/sammen? 

Hva laver i? 

Jeg overvejer at sige til ham, hvis det ikke bliver bedre NU, så vil jeg faktisk ikke bo her mere …Men tanken om at rykke ungerne fra deres eneste hjem er også ubærlig 

Har du overvejet at finde dig en hobby, der kan give dig lidt fritid? Det kunne være yoga eller blomsterbinding eller noget helt tredie, du har lyst til, som du kan tage ud til en aften eller to om ugen, hvor din mand så må overtage ansvaret for børnene og det praktiske. 

Jeg er også gift med en arbejdsnarkoman med 3 jobs, og hvis jeg ikke holdt fast i, at jeg ville have plads til at træne 2-3 aftner om ugen, når den lille sover, så ville jeg heller ikke komme ud af huset efter arbejde 

Om aftnen er vi tit trætte, så vi ser typisk bare fjernsyn eller går tidligt i seng her, når han altså er hjemme. 

Kort og godt.... det der kunne jeg på ingen måde være i. 

Det er meget forskelligt hvad vi laver om aftenen - nogle gange er vi begge hjemme, men laver hvert vores, nogle gange er vi hjemme og laver noget sammen, nogle gange er han afsted til noget og nogle gange er jeg.

Jeg kunne simpelthen ikke leve med hvis der aldrig var plads til at jeg kunne lave noget om aftenen når ungerne er puttet eller at vi var sammen som par.... eller familie for den sags skyld. 

Du skriver at han siger at der altid er noget at lave når man har et nedlagt landbrug. Men så skriver du også at det han laver er at reparere gamle maskiner og venners biler og drikker øl. Så må han da skære ned på det. 

Min mand arbejder også en del... men det er ham der afleverer børnene (samt primært ham der gør dem klar, da han ikke selv skal nå så meget om morgenen som jeg ). Det er så oftest mig der henter og er med dem om eftermiddagen og står med aftensmaden. Men hvis jeg skal et eller andet, så får vi det til at gå op. Vi laver simpelthen ugeplan hver uge og ser på hvem der skal hvad (og passer gerne ind med en reste-dag de dage hvor en af os står alene med børnene af en eller anden grund).

De andre huslige ting deles vi naturligvis om.

For mig er det en selvfølge at man i et forhold må få tingene til at gå op så begge parters interesser plejes. Det kan da ikke være rimeligt at du går derhjemme dag ud og dag ind og står for alt mens han bare laver hvad han vil. 

I mine øjne har din mand ingen respekt for dig eller dine ønsker og hvorfor skulle han? Nu har det jo gået sådan så længe. Du sørger som jwg læser det for alt og han har en enorm frihed. Det er dog især bekymrende at ham og måske også dig ikke ønsker at bruge tiden på hinanden. 

Der er desværre ikke en opskrift på at sætte sig i respekt og jeg er enig i st trusler om skilsmisse kkke er vejen frem. Men du må tale med ham om de ændringer du ønsker og en klar plan fx at i er sammen 2 aftener hver uge, har 2 friaftener hver hvor den anden har børnene, at i har en familiedag hver weekend hvor der ikke ordnes praktiske ting mv eller hvad du ønsker. Så må i sammen blive enige og så må du holde fast og ikke acceptere at det kun holder en uge. Det er også dit ansvar. Sørg for at komme ud af huset når det er din friaften mv.