Hvordan fortæller vi det :(

Jeg er gravid (ikke planlagt) og vi skal snart til at fortælle at vi venter en baby.

Jeg er nervøs for at fortælle min kærestes forældre det, for jeg ved, at de ikke vil synes om det. Jeg er kun 19 år og går i skole, min kæreste arbejder på fuldtid og han er snart 23 år. Altså uden at vide det, så ved jeg at de vil "hade" det. Vi købte os en hvalp, som vi er super glade for, og bare det, synes de var virkelig dumt. De tænker jo at vi er unge og går i byen, og ikke kan tage varer på hvalpen, hvilket vi har bevist, meeeen... Ja.. Stadig når vi er hjemme for at besøge hans forældre siger de.. bla, bla.. Det er et kæmpe ansvar, det koster mange penge osv.

Jeg ved egentlig ikke om jeg vil være der når det bliver fortalt, jeg tror at det bliver helt akavet. Jeg kan lige forstille mig, deres udtryk i ansigtet og derefter fortælle bla, bla og hvad vi tænker på.

Hvad skal jeg gøre?? Har så ondt i maven og jeg frygter det virkelig.. Hvordan sagde i det?? hjæælp

Anonym skriver:

Jeg er gravid (ikke planlagt) og vi skal snart til at fortælle at vi venter en baby.

Jeg er nervøs for at fortælle min kærestes forældre det, for jeg ved, at de ikke vil synes om det. Jeg er kun 19 år og går i skole, min kæreste arbejder på fuldtid og han er snart 23 år. Altså uden at vide det, så ved jeg at de vil "hade" det. Vi købte os en hvalp, som vi er super glade for, og bare det, synes de var virkelig dumt. De tænker jo at vi er unge og går i byen, og ikke kan tage varer på hvalpen, hvilket vi har bevist, meeeen... Ja.. Stadig når vi er hjemme for at besøge hans forældre siger de.. bla, bla.. Det er et kæmpe ansvar, det koster mange penge osv.

Jeg ved egentlig ikke om jeg vil være der når det bliver fortalt, jeg tror at det bliver helt akavet. Jeg kan lige forstille mig, deres udtryk i ansigtet og derefter fortælle bla, bla og hvad vi tænker på.

Hvad skal jeg gøre?? Har så ondt i maven og jeg frygter det virkelig.. Hvordan sagde i det?? hjæælp

Tillykke med graviditeten først og fremmest :-) 

altså du skal selvfølgelig være der når det bliver sagt. Din kæreste skal ikke stå alene og da slet ikke hvis forældrene begynder med moralske taler. Så har han brug for at du er der til at bakke ham op. 

Lige hvordan i skal sige det ved jeg ikke. Umiddelbart så bare lige ud af posen "John og Åse. Vi er gravide. Vi håber i vil støtte op om vores beslutning om at beholde det og vi glæder os rigtig meget" bum færdig.

bliver de så sure som du forventer jamen lad dem om det. Det er jeres liv og jeres valg. I er voksne mennesker og har ikke brug for deres accept. De skal vænne sig til tanken om en lille baby og en ny titel. Når først maven vokser og i kan fremvise scanningsbilleder. Så skal du se. Så vil de nok også glæde sig. Der er trods alt langt fra en hundehvalp til en baby

Min første tanke er, at du vist hellere ikke er moden nok til at få et barn, hvis du ikke engang er voksen nok, og kan mande dig op, og sammen med din kæreste fortælle hans forældre at du er gravid???

men at du vil lade din kæreste selv klare det, fordi så kan du undgå deres reaktion, det er ihvertfald ikke og være moden nok

endelig ikke misforstå mig, men håber du kan fornemme hvad jeg mener. 

I skal være forældre og TILLYKKE MED DET du skal da sammen med din kæreste fortælle det til hans forældre, og hvad enten de reagerer negativt eller positivt på det, så skal du da ikke lade det påvirk dig, helt ærligt.

Jeg kender det 100% og man er ikke mindre voksen fordi man ikke har lyst til at være tilstede når ens store lykke skal nedgøres.. man er sgu sårbar nok i forvejen.. med vores baby vidste vi bare at svigerfamilien ville hade især mig for det ( er 31 men fordi min mand har 2 andre børn med 2 andre kvinder syntes de han skal stoppe) 

hverken min mand eller jeg havde lyst til at hører på deres bebrejdelser især fra svigerfar så min mand sagde selv at han hellere ville ringe og sige det hvilket jeg støttede. Så han ringede og sagde at sådan var det og så efter en kort samtale sagde han at ham måtte løbe nu.. dette gjorde han ved begge vores børn.. 

har du ikke lyst må du snakke med din kæreste og hvis han er ok med du ikke er der så er det bare sådan, men ønsker han du er der syntes jeg du SKAL med.. 

Anonym skriver:

Jeg er gravid (ikke planlagt) og vi skal snart til at fortælle at vi venter en baby.

Jeg er nervøs for at fortælle min kærestes forældre det, for jeg ved, at de ikke vil synes om det. Jeg er kun 19 år og går i skole, min kæreste arbejder på fuldtid og han er snart 23 år. Altså uden at vide det, så ved jeg at de vil "hade" det. Vi købte os en hvalp, som vi er super glade for, og bare det, synes de var virkelig dumt. De tænker jo at vi er unge og går i byen, og ikke kan tage varer på hvalpen, hvilket vi har bevist, meeeen... Ja.. Stadig når vi er hjemme for at besøge hans forældre siger de.. bla, bla.. Det er et kæmpe ansvar, det koster mange penge osv.

Jeg ved egentlig ikke om jeg vil være der når det bliver fortalt, jeg tror at det bliver helt akavet. Jeg kan lige forstille mig, deres udtryk i ansigtet og derefter fortælle bla, bla og hvad vi tænker på.

Hvad skal jeg gøre?? Har så ondt i maven og jeg frygter det virkelig.. Hvordan sagde i det?? hjæælp

Jeg frygtede også at fortælle min søns bedsteforældre, jeg var 18 og min kæreste var 26.

Jeg ville også helst ikke være der, men han sagde jeg skulle med. Da vi havde sagt det spurgte hun om vi ønskede det, og da vi sagde ja, så var hun hurtig til at tilbyde sin støtte.

Anonym skriver:

Jeg er gravid (ikke planlagt) og vi skal snart til at fortælle at vi venter en baby.

Jeg er nervøs for at fortælle min kærestes forældre det, for jeg ved, at de ikke vil synes om det. Jeg er kun 19 år og går i skole, min kæreste arbejder på fuldtid og han er snart 23 år. Altså uden at vide det, så ved jeg at de vil "hade" det. Vi købte os en hvalp, som vi er super glade for, og bare det, synes de var virkelig dumt. De tænker jo at vi er unge og går i byen, og ikke kan tage varer på hvalpen, hvilket vi har bevist, meeeen... Ja.. Stadig når vi er hjemme for at besøge hans forældre siger de.. bla, bla.. Det er et kæmpe ansvar, det koster mange penge osv.

Jeg ved egentlig ikke om jeg vil være der når det bliver fortalt, jeg tror at det bliver helt akavet. Jeg kan lige forstille mig, deres udtryk i ansigtet og derefter fortælle bla, bla og hvad vi tænker på.

Hvad skal jeg gøre?? Har så ondt i maven og jeg frygter det virkelig.. Hvordan sagde i det?? hjæælp

Tillykke med din graviditet 

jeg vil godt lige starte med at sige, at ingen kan bedømme om du er klar til at være mor, ud fra at det er svært for dig at fortælle du er gravid. Jeg var 17 dengang jeg skulle fortælle mine forældre jeg var gravid og det var da med en enorm angst! Helt ærligt, så var jeg meget tæt på at skrive "jeg var også meget ung" i stedet for at skrive min alder og jeg er endda anonym. Måske er jeg stadig ikke voksen nok til at være forældre selvom jeg er over 30 nu

for at besvare dit spørgsmål så var det meget vigtigt for mig at mine forældre med det samme vidste jeg var meget seriøs omkring det og jeg undersøgte alt så jeg var mest mulig sikker på at kunne svarer på deres spørgsmål. Hvis jeg var dig, ville jeg undersøge hvordan du gør med din uddannelse, hvordan det er med SU under barsel, måske snak med din mand om hvad i forventer han gør mht barsel osv. Hvis de er skeptiske, som du tror, så er jeg sikker på det vil give dem en langt større sikkerhed at i har sat jer ind i tingene . 

Og så husk at det kun er skeptiske fordi de bekymrer sig 

Det er bedst  hvis I er der begge to, så I kan vise, at I står for det sammen.

Men læg det for alle del ikke til en familiemiddag eller tilsvarende, hvor det bliver akavet at gøre besøget kort, hvis det er det, I føler for. En gåtur i skoven eller en kop kaffe i haven er mere egnede tidspunkter.

Hvis I synes, det er nemmere, kan I jo ringe først og slippe bomben, så de får tid til at sunne sig lidt, før I mødes, men på et eller andet tidspunkt bliver du uanset nødt til at snakke rigtigt med dem. 

Og så må du huske, at de er dit kommende barns besteforældrer, så for det første kan de godt reagere mere støttende, end du lige nu frykter,  for det andet er det nu, du skal lægge grunnen for barnets gode forhold til sine bedsteforældre. Det betyder, at hvis de flipper lidt her først, så bare lad dem. Ikke gå ind og lav en stor konflikt ud af det. Det er en rigtig god investering. De kan uanset ikke ændre jeres beslutning, og når de først får vænnet sig til situationen, kan de vise sig at være guld værdt. 

Lykke til med det hele. 

Har du overvejet en abort? Undskyld det lyder ufølsomt, men fik selv en som 18-årig og jeg var grundvoldsrystende ulykkelig i lang tid, min kæreste og jeg gik fra hinanden, og mine forældre var latterlige og følelseskolde. På alle måder en ufed oplevelse, der mærkede mig meget.

Men i dag er jeg mindst lige så glad, hvis ikke mere for, at jeg ikke blev mor som 18 årig. At abort var den rigtige beslutning for mig, selv om den gjorde ondt betyder naturligvis ikke, at den er det for dig, men jeg tænker at det er en god idé at overveje, når man som du (og jeg dengang) stadig er teenager.

Der er rigtigt langt fra at have en hundehvalp, som man trods alt helt lovligt og uden større skader kan skille sig af med igen, og så på at have en baby. Især hvis man er ung og ikke har støtte i sit netværk.

EnGodMor skriver:

Min første tanke er, at du vist hellere ikke er moden nok til at få et barn, hvis du ikke engang er voksen nok, og kan mande dig op, og sammen med din kæreste fortælle hans forældre at du er gravid???

men at du vil lade din kæreste selv klare det, fordi så kan du undgå deres reaktion, det er ihvertfald ikke og være moden nok

endelig ikke misforstå mig, men håber du kan fornemme hvad jeg mener. 

I skal være forældre og TILLYKKE MED DET du skal da sammen med din kæreste fortælle det til hans forældre, og hvad enten de reagerer negativt eller positivt på det, så skal du da ikke lade det påvirk dig, helt ærligt.

 

Arg, tror nu det er ret normalt - lige meget hvor gammel man er, at man vil blive påvirket hvis ens svigerforældre/forældre vil reagerer negativt på, ar man skal have et barn. Og er det ikke lige groft nok at skrive, at hun ikke er moden nok til at få et barn, fordi hun ikke har modet til at sige det til svigerforældrene?

Anonym skriver:

Jeg er gravid (ikke planlagt) og vi skal snart til at fortælle at vi venter en baby.

Jeg er nervøs for at fortælle min kærestes forældre det, for jeg ved, at de ikke vil synes om det. Jeg er kun 19 år og går i skole, min kæreste arbejder på fuldtid og han er snart 23 år. Altså uden at vide det, så ved jeg at de vil "hade" det. Vi købte os en hvalp, som vi er super glade for, og bare det, synes de var virkelig dumt. De tænker jo at vi er unge og går i byen, og ikke kan tage varer på hvalpen, hvilket vi har bevist, meeeen... Ja.. Stadig når vi er hjemme for at besøge hans forældre siger de.. bla, bla.. Det er et kæmpe ansvar, det koster mange penge osv.

Jeg ved egentlig ikke om jeg vil være der når det bliver fortalt, jeg tror at det bliver helt akavet. Jeg kan lige forstille mig, deres udtryk i ansigtet og derefter fortælle bla, bla og hvad vi tænker på.

Hvad skal jeg gøre?? Har så ondt i maven og jeg frygter det virkelig.. Hvordan sagde i det?? hjæælp

Jeg synes bare at I skal sidde sammen og så skal han fortælle dem at de skal være bedsteforældre. 

Jeg synes det er en god ide at det er ham der fortæller det. Men synes bestemt at du også skal være der. 

Når I fortæller dem at DE skal være bedsteforældre giver I dem del i eventyret. Hvorimod hvis I fortæller dem af I skal være forældre, så giver I dem blot indblik i eventyret. Håber det giver mening. 

Kan ikke se at det skulle blive ubehageligt. At få hund og få barn er forskellige ting. Det kan slet ikke sammenlignes. Men skulle de blive negative ville jeg huske på at forblive venlig og ikke gå i forsvar. Men forklare at det er nu engang sådan det er og deres reaktioner ikke vil ændre på det.  Huks herefter at give dem lidt tid.