Det er mandag efter ferien, en mandag der har trukket tænder, for ikke bare var det mandag og det var efter ferie, men det var også fastelavn og ekstatiske prinsesser, Superman, indianere og politimænd. Men alligevel er jeg ikke kræver i seng endnu for i morgen skal min datter døbes. Jeg har ikke gået op i det er en dårlig mor i den forstand, for glemmer at gøre dagene noget særligt, glemmer at værne om de livsbegivenheder som jo på sæt og vis er vigtige. Jeg er bedre til hverdagen, de store øjeblikke er for mig tunge og jeg glemmer del helst, lader som de ikke er der, strudsemetoden og så sidder jeg tilbage med jordens dårligste samvittighed for jeg burde jo, jeg skulle jo... men jeg kan ikke...
I steder bliver det de paniske handlinger, jeg har fx i aften med render under øjnene syet to sæt tøj så drengene er fine i morgen, jegvhwr løbet ned og købt det armbånd med den charms på så jeg kan vise hende at jeg synes hun er fantastisk, at jeg støtter hendes valg, hendes enormt modne valg.
Min datter havde sidste år et sammenbrud og der er stadig reminiscenser. Fx har det at skulle træffe er valg om dåb og konfirmation gjort hende usikker eller rettere vaklende fordi hun tager det alvorligt. Hun er ikke sikker på hun tror sådan rigtigt. Hun tror på en kraft i verden, en kraft fyldt med kærlighed. Hun tror ikke på helvede og ondskab og hun tror ikke på nogle mennesker skal dømmes. Og hun er i bund og grund usikker på om der så er kristendommen eller i hvert fald den danske folkekirke (puha jeg har vist podet for meget med min filosofi). Men nu har hun valgt dåben og fravalgt konfirmationen. Og hold kæft hvor er jeg stolt af min lille pige der tør stå imod min afstandstagen fra den danske folkekirke og fra vennernes og præstens uforståenhed over hun fravælger konfirmationen.
Så sidder her alle er gået til ro og er blevet rørstrømsk, mangler Lia helt vildt, mangler tilværelsen lethed, mangler at kunne give alt der jeg gerne vil, kunne vise hvor meget især hun betyder i mit liv, hvor helt igennem fantastisk jeg synes hun er.
Hold kæft hvor er det bare svært at være mor når man har så uendelig høje krav til sig selv og er så bange for ikke at slå til, ikke at støtte nok, ikle at vise kærligheden nok, ikke at få fortalt hvor stolt jeg er over den hun er, det utrolig smukke mennesker hun er blevet.
Vedhæftede fotos (klik for at se i fuld størrelse)
Anmeld
Citér