Mistake n. Two

Let's face it, ikke alle er skabt til at være mødre. Men det skal vi jo gerne tro, og det er nok det hun selv tror og tænker. Hun tænker måske, at følelserne kommer når man har barnet. Men det gør de ikke altid. Og hun bør virkelig få hjælp. Måske er hun en elendig småbarnsmor, men kan sikkert være en fantastisk mor for et større barn, men det nytter jo ikke noget, der er dælme mange år til.

Der er noget der ikke giver mening i hendes forhold til det at være mor, ved ikke om det bunder I noget med hendes egen mor, men helt klart der er nogen der nok kunne have hjulpet hende mere og støttet hende mere, eller måske ikke talt hende ned og forventet noget slemt af hende. 

NupaSofia skriver:

Nej, jeg er også i tvivl om det med depression/efterfødselsreaktion for når man taler med hende lyder hun faktisk ganske tilpas og ubekymret omkring sin situation og hun har overskud til en masse andre ting fester, fritidsinteresser og venner.

Ok. Nej så er det nok ikke det som det drejer sig om :/ 

NupaSofia skriver:

Nej, jeg er også i tvivl om det med depression/efterfødselsreaktion for når man taler med hende lyder hun faktisk ganske tilpas og ubekymret omkring sin situation og hun har overskud til en masse andre ting fester, fritidsinteresser og venner.

Det kan altså både skyldes at hun bruger andre ting til at skjule at hun har det skidt eller at hun reelt får energi af at tænke på noget andet. 

Så dybest set, kan jeg vel ikke rigtigt gøre noget. Jeg er ikke tæt nok på hende til, at jeg føler at jeg kan sige til hende, at hun skal gå til læge eller psykolog og jeg har bestemt ikke tænkt mig at skrive til kommunen.

Jeg synes bare, det er hårdt og lidt uhyggeligt at tale med hende og på det seneste er jeg endt med bare at tale hende efter munden, som de fleste lader til at gøre, men omvendt kan jeg godt se, at hvis ingen fortæller hende, at hun måske har brug for hjælp vil der jo ikke ske noget før hun selv får øjnene op.

NupaSofia skriver:

Så dybest set, kan jeg vel ikke rigtigt gøre noget. Jeg er ikke tæt nok på hende til, at jeg føler at jeg kan sige til hende, at hun skal gå til læge eller psykolog og jeg har bestemt ikke tænkt mig at skrive til kommunen.

Jeg synes bare, det er hårdt og lidt uhyggeligt at tale med hende og på det seneste er jeg endt med bare at tale hende efter munden, som de fleste lader til at gøre, men omvendt kan jeg godt se, at hvis ingen fortæller hende, at hun måske har brug for hjælp vil der jo ikke ske noget før hun selv får øjnene op.

Dette er nok meget klassisk.

lad mig skitsere noget op jeg har oplevet tidligere med andre dog ligne situationer

Moren tænker: det må være kærestens job, han er jo barnets far

kæresten tænker: det må være morens job at reagere- hun kender hende bedre og har oplevet det før

Veninderne tænker. det må være familiens job

familien tænker. det er nok bedre en god vendinde tager den snak

den ene veninde tænker det er den anden veninde der skal gøre det osv. 

hvis du ikke kan direkte gøre noget så kan du inddirekte gøre noget. Snak med fælles venner, snak med kæresten osv. få sat tingene i værk.

OG HVIS du har den mindste tvivl omkring barnets trivsel så må barnets tarv altså vægte højere end morens behov eller jeres venskab.  Barnet kommer altid først så har du dine tvivl så er det din pligt at melde det til kommunen selv om det kan være ubehageligt. 

Barnet bliver jo ikke fjernet hvis ellers faren er i stand til at varetage barnet, men det kan betyde at moren får hjælp eller måske at faren får hjælp. For er moren fjern og ved at fjerne sig så kan far i den grad få brug for hjælp til at sikre barnet ikke lider under det. Men nogen skal jo gøre dem opmærksom på den mulighed.

Men som sagt mindste tvivl om afsted med en anmeldelse.

Det VÆRSTE du kan gøre når et barn/menneske lider at netop at gøre ingenting. Alt andet er bedre end tavs at se til

Newsence skriver:

Dette er nok meget klassisk.

 

lad mig skitsere noget op jeg har oplevet tidligere med andre dog ligne situationer

Moren tænker: det må være kærestens job, han er jo barnets far

kæresten tænker: det må være morens job at reagere- hun kender hende bedre og har oplevet det før

Veninderne tænker. det må være familiens job

familien tænker. det er nok bedre en god vendinde tager den snak

den ene veninde tænker det er den anden veninde der skal gøre det osv. 

 

hvis du ikke kan direkte gøre noget så kan du inddirekte gøre noget. Snak med fælles venner, snak med kæresten osv. få sat tingene i værk.

OG HVIS du har den mindste tvivl omkring barnets trivsel så må barnets tarv altså vægte højere end morens behov eller jeres venskab.  Barnet kommer altid først så har du dine tvivl så er det din pligt at melde det til kommunen selv om det kan være ubehageligt. 

 

Barnet bliver jo ikke fjernet hvis ellers faren er i stand til at varetage barnet, men det kan betyde at moren får hjælp eller måske at faren får hjælp. For er moren fjern og ved at fjerne sig så kan far i den grad få brug for hjælp til at sikre barnet ikke lider under det. Men nogen skal jo gøre dem opmærksom på den mulighed.

Men som sagt mindste tvivl om afsted med en anmeldelse.

 

Det VÆRSTE du kan gøre når et barn/menneske lider at netop at gøre ingenting. Alt andet er bedre end tavs at se til

Jeg er enig, men det der skete første gang, var at kommunen primært interesserede sig for faren (fordi det var i hans hjem, barnet voksede op, og fordi det var ham, der var den primære omsorgsperson). Så selv om de blev involveret, fordi moren havde det svært og havde behov for hjælp, kom hele indsatsen/fokusset til at dreje sig om barnet.

Så snart hun ikke længere boede med barnet, var kommunen ikke interesseret i at hjælpe hende. Og det er måske lidt fatalt, at hun aldrig blev støttet i at være forælder/tage ansvar, nu hvor det er hende (og ikke faren til det første barn) der har valgt at stiftte familie påny,

Men ja det giver meget god mening, altså dine tanker om, hvad omgivelserne tænker. Nu kender jeg ikke hendes mors eller kærestes tanker, men jeg er jo i omgangskredsen af veninder og der er jo blevet snakket meget om, at ingen forstår at hun har truffet det her valg, og at alle er bekymrede for hende og børnene og at alle håber, at det går bedre nu med nummer to end det gjorde med storebror, men det er også ligesom en fælles holdning at "det jo er hendes og hendes kærestes valg og ikke noget vi kan blande os i". Så jeg tror lidt, at den strander ved, at det er op til fagpersonalet (sundhedsplejerske/læge/pædagoger (når de kommer på bane) at gøre noget) 

Men det er jo sådan, at hun har skiftet kommune, så ingen har indblik i hvordan det var første gang.

NupaSofia skriver:

Jeg er enig, men det der skete første gang, var at kommunen primært interesserede sig for faren (fordi det var i hans hjem, barnet voksede op, og fordi det var ham, der var den primære omsorgsperson). Så selv om de blev involveret, fordi moren havde det svært og havde behov for hjælp, kom hele indsatsen/fokusset til at dreje sig om barnet.

Så snart hun ikke længere boede med barnet, var kommunen ikke interesseret i at hjælpe hende. Og det er måske lidt fatalt, at hun aldrig blev støttet i at være forælder/tage ansvar, nu hvor det er hende (og ikke faren til det første barn) der har valgt at stiftte familie påny,

Men ja det giver meget god mening, altså dine tanker om, hvad omgivelserne tænker. Nu kender jeg ikke hendes mors eller kærestes tanker, men jeg er jo i omgangskredsen af veninder og der er jo blevet snakket meget om, at ingen forstår at hun har truffet det her valg, og at alle er bekymrede for hende og børnene og at alle håber, at det går bedre nu med nummer to end det gjorde med storebror, men det er også ligesom en fælles holdning at "det jo er hendes og hendes kærestes valg og ikke noget vi kan blande os i". Så jeg tror lidt, at den strander ved, at det er op til fagpersonalet (sundhedsplejerske/læge/pædagoger (når de kommer på bane) at gøre noget) 

Men det er jo sådan, at hun har skiftet kommune, så ingen har indblik i hvordan det var første gang.

men spørg dig selv hvorfor holdningen er sådan?

Hvorfor er det op til dem der kun møder moren i ganske få timer at se tingene når I som veninder godt ved den er gal?? Når I allerede er bekymret. Hvad med barnet? 

Ja undskyld den hårde tone har bare set mange børn der ikke fik hjælp fordi netop alle mener det er andres ansvar. NEJ hvis du har viden om ting der ikke er i orden er det dit ansvar som borger at gøre myndighederne opmærksom på problemet.