Mistake n. Two

Jeg er bekymret for min veninde. Hun er lige blevet mor for anden gang og det går ikke særlig godt. Desværre er jeg ikke overrasket for for fire år siden blev hun mor for første gang og det gik sådan, at hun valgte at flytte fra sin spæde søn og ekskæreste. Det var alt for hårdt. 

I sit nye forhold valgte hun så at blive mor igen. Hun var overbevist om, at hun bare var for ung første gang, at hun var sammen med den forkerte mand, ikke søgte hjælp i tide, da hun mærkede tegn på depression osv. I hendes hoved har graviditet nummer to været meget lyserød og hendes tanker om at blive mor igen har været urealistisk positive. Jeg har nok været nervøs, men har holdt det for mig selv, men desværre har jeg haft grund til bekymring og jeg ser nu igen, at hun overlader babyen til sin far og bedsteforældre og at hun igen trækker sig, giver udtryk for at det hele er for krævende. 

De fleste af vores fælles venner er meget fordømmende, men jeg vil gerne forstå hende, alligevel har jeg svært ved at forstå, hvordan man kan begå en så fatal fejl to gange. Altså man må jo lige som få indblik i hvad forælderskabet kræver første gang, man sætter et barn i verden. 

NupaSofia skriver:

Jeg er bekymret for min veninde. Hun er lige blevet mor for anden gang og det går ikke særlig godt. Desværre er jeg ikke overrasket for for fire år siden blev hun mor for første gang og det gik sådan, at hun valgte at flytte fra sin spæde søn og ekskæreste. Det var alt for hårdt. 

I sit nye forhold valgte hun så at blive mor igen. Hun var overbevist om, at hun bare var for ung første gang, at hun var sammen med den forkerte mand, ikke søgte hjælp i tide, da hun mærkede tegn på depression osv. I hendes hoved har graviditet nummer to været meget lyserød og hendes tanker om at blive mor igen har været urealistisk positive. Jeg har nok været nervøs, men har holdt det for mig selv, men desværre har jeg haft grund til bekymring og jeg ser nu igen, at hun overlader babyen til sin far og bedsteforældre og at hun igen trækker sig, giver udtryk for at det hele er for krævende. 

De fleste af vores fælles venner er meget fordømmende, men jeg vil gerne forstå hende, alligevel har jeg svært ved at forstå, hvordan man kan begå en så fatal fejl to gange. Altså man må jo lige som få indblik i hvad forælderskabet kræver første gang, man sætter et barn i verden. 

Det må være en rigtigt svær situation at stå i og at se på udefra.

Nu ved jeg ikke, hvilke udfordringer din veninde kæmper med, men det kan jo meget vel være, at de problemer, der udfordrer hende som mor også udfordrer hendes selvindsigt, beslutningsevne, osv. og/eller motiverer hende til at forsøge igen, selvom omverdenen let kan se, at valget er uhensigtsmæssigt. I så fald er fordømmelse næppe vejen til, at hun søger hjælp til at træffe mere velovervejede valg fremover. 

Har hun mennesker omkring sig, der kan hjælpe hende?

Afsted til læge og derefter til psykolog med hende. Det lyder som en efterfødselsreaktion. Som jeg kender fra mig selv. Og det handler ikke om at skulle vide hvad forældreskab kræver på forhånd. Det handler om at reagere på en kæmpe omvæltning i livet, og for mit vedkommende, tab af kontrol. 

Lyder til hun har et godt netværk med bedsteforældre som også hjælper. Det er godt og de skal tage alt den hjælp de kan få lige nu. Jeg har selv oplevet hvor uoverskueligt det kan være at tage sig at barnet i starten. Men med hjælp og støtte er jeg, efter begge mine børns fødsler, kommet ovenpå igen og er en god og omsorgsfuld mor for mine børn.

det kan være svært at forstå hendes reaktion hvis man ikke har prøvet det. Men tror mig, hun har det svært og har sandsynligvis stor skyld overfor sit lille barn som Hun ikke magter. Hun skal have professionel hjælp nu! 

L-mor skriver:

Det må være en rigtigt svær situation at stå i og at se på udefra.

Nu ved jeg ikke, hvilke udfordringer din veninde kæmper med, men det kan jo meget vel være, at de problemer, der udfordrer hende som mor også udfordrer hendes selvindsigt, beslutningsevne, osv. og/eller motiverer hende til at forsøge igen, selvom omverdenen let kan se, at valget er uhensigtsmæssigt. I så fald er fordømmelse næppe vejen til, at hun søger hjælp til at træffe mere velovervejede valg fremover. 

Har hun mennesker omkring sig, der kan hjælpe hende?

Jeg tror, du har ret i det med, at hendes selvindsigt/evne til at forudse også er lidt udfordret. Men det gør bare så ondt på mig at høre hende tale om, at hvis det ikke fungerer kan man da også bare flytte/opgive familien igen og når hun får de der øjeblikke, hvor hun taler som om, at det slet ikke er hendes opgave/ansvar at passe børn.

Ja hendes netværk er godt, børnene har gode fædre og i hvert fald hendes mor er en rigtigt omsorgsfuld mor og mormor. Jeg er bare stadig bekymret, for jeg forestiller mig, at hun sagtens kan få flere børn på den her måde. Altså hun får dem, fordi det virker som en god idé og bliver det så for hårdt efterlader hun dem.

Bissen skriver:

Afsted til læge og derefter til psykolog med hende. Det lyder som en efterfødselsreaktion. Som jeg kender fra mig selv. Og det handler ikke om at skulle vide hvad forældreskab kræver på forhånd. Det handler om at reagere på en kæmpe omvæltning i livet, og for mit vedkommende, tab af kontrol. 

Lyder til hun har et godt netværk med bedsteforældre som også hjælper. Det er godt og de skal tage alt den hjælp de kan få lige nu. Jeg har selv oplevet hvor uoverskueligt det kan være at tage sig at barnet i starten. Men med hjælp og støtte er jeg, efter begge mine børns fødsler, kommet ovenpå igen og er en god og omsorgsfuld mor for mine børn.

det kan være svært at forstå hendes reaktion hvis man ikke har prøvet det. Men tror mig, hun har det svært og har sandsynligvis stor skyld overfor sit lille barn som Hun ikke magter. Hun skal have professionel hjælp nu! 

Sjovt jeg synes slet ikke det lyder som en fødselsreaktion, men mere som en virkelighedsfjern kvinde, der ikke helt har forstået hvad fanden der foregår!

Sjovt jeg synes slet ikke det lyder som en fødselsreaktion, men mere som en virkelighedsfjern kvinde, der ikke helt har forstået hvad fanden der foregår!

Det kan også være, nogle af tingene peger bestemt også i den retning - det kan være svært at afgøre når man ikke kender hende. Men efter trådstarters svar til en anden kommentar, så er jeg nok også usikker på om det er en efterfødselsreaktion. Det var bare lige første tanke  

Uanset hvad, så synes jeg hun bør få professionel hjælp. 

helt ærligt tror jeg det er meget få raske kvinder ved deres fulde fem der forlader deres børn. 

Hvad din venindes reaktion skyldes ved jeg ikke, men jeg tror et besøg hos læge vil være en god start. 

Spørgsmålet er om du er tæt nok på hende og hendes mand til at være den der sætter det igang. Hvis du er ville jeg klart snakke med hende og eller manden og forsøge at hjælpe. 

Slternativt ville jeg hvis du kan bare være den gode veninde der lytter uden at fordømme for det har hun nok brug for og som du skriver er der mange der tager afstand. 

Stakkels kvinde hun må have det frygteligt. 

Mariehøne123 skriver:

helt ærligt tror jeg det er meget få raske kvinder ved deres fulde fem der forlader deres børn. 

Hvad din venindes reaktion skyldes ved jeg ikke, men jeg tror et besøg hos læge vil være en god start. 

Spørgsmålet er om du er tæt nok på hende og hendes mand til at være den der sætter det igang. Hvis du er ville jeg klart snakke med hende og eller manden og forsøge at hjælpe. 

Slternativt ville jeg hvis du kan bare være den gode veninde der lytter uden at fordømme for det har hun nok brug for og som du skriver er der mange der tager afstand. 

Stakkels kvinde hun må have det frygteligt. 

Tak for svar (til alle, der har skrevet). Jeg synes ikke, at jeg personligt er tæt nok knyttet til familien til at sætte noget i gang og jeg er ikke selv perfekt. Jeg er bare bekymret både for den "store" dreng på 4 år og den lille nye baby.

Jeg er helt med på, at de færreste kvinder, der er psykisk sunde og fornuftige vil rejse fra deres børn. 

Jeg forstår også sagtens at fædrene til børnene og bedstemoren gør som de gør, altså taget over for hende, når hun tilsyneladende ikke kan eller vil. Det jeg bare ikke forstår er, at ingen som er tæt på hende (hendes mor, far, kæreste eller faren til det første barn) har forsøgt at forklare hende at hendes valg ikke er superfornuftige.

Med barn nummer et var kommunen involveret, fordi sundhedsplejersken og lægen var bekymrede og det endte faktisk med at hun skiftede kommune. Jeg tror en del af hendes grund til ikke at søge hjælp er, at hun ikke har lyst til at involvere myndighederne osv igen.

Bissen skriver:

Det kan også være, nogle af tingene peger bestemt også i den retning - det kan være svært at afgøre når man ikke kender hende. Men efter trådstarters svar til en anden kommentar, så er jeg nok også usikker på om det er en efterfødselsreaktion. Det var bare lige første tanke  

Uanset hvad, så synes jeg hun bør få professionel hjælp. 

Helt enig! Jeg har nemlig også selv har en efterfødselsreaktion og har da også tænkt: hvor ville det være nemmere hvis min mand bare havde vores datter. Men ja synes hende her virker fjern

Bissen skriver:

Det kan også være, nogle af tingene peger bestemt også i den retning - det kan være svært at afgøre når man ikke kender hende. Men efter trådstarters svar til en anden kommentar, så er jeg nok også usikker på om det er en efterfødselsreaktion. Det var bare lige første tanke  

Uanset hvad, så synes jeg hun bør få professionel hjælp. 

Nej, jeg er også i tvivl om det med depression/efterfødselsreaktion for når man taler med hende lyder hun faktisk ganske tilpas og ubekymret omkring sin situation og hun har overskud til en masse andre ting fester, fritidsinteresser og venner.