Graviditet uden for livmoderen?

Nogen som har prøvet dette, som vil dele deres forløb med mig? Og fortælle hvordan det føltes? Og hvordan de opdagede det?

Er ikke sikker på jeg er gravid, men hvis jeg er kunne jeg godt mistænke det var uden for livmoderen 

Anonym skriver:

Nogen som har prøvet dette, som vil dele deres forløb med mig? Og fortælle hvordan det føltes? Og hvordan de opdagede det?

Er ikke sikker på jeg er gravid, men hvis jeg er kunne jeg godt mistænke det var uden for livmoderen 

Ja, det vil jeg da gerne

Lykken var stor, da vi efter 11 måneders prøven endelig stod med en positiv graviditetstest. Jeg havde ingen andre symptomer end (meget) ømme bryster. 

Pludselig en morgen (var vist 7 uger henne), vågner jeg af smerter i underlivet. Får kæmpet mig ud på toilet, da jeg først tror, at det er en slem tissetrang. Det var det så ikke. Kunne næsten ikke rejse mig fra toilettet igen. Græd og græd og skreg vist også, fik kæmpet mig ind til min kæreste (med mange stop for at læne mig op af noget i bare smerte). Får vækket ham, og siger at et eller andet er HELT galt her. Uden at overdrive, så føltes det som om, at der var en der jog sin hånd op i mit underliv, og bare trak ALT indvendigt ud. Har aldrig haft så stor en smerte i mit liv før. 

Får ringet til skadestuen, de sender så en lægevagt ud. Han lytter lidt til mig og kan se den er helt gal. Jeg har så store smerter, at jeg næsten kaster op, og sveddråberne PIPLER ud fra panden. Lægen ringer til gynækologisk afdeling, og jeg får en tid kl 11 (her er kl. 7, og kan næsten ikke overskue hvordan jeg skal klare mig indtil kl 11) 

lægen går. Min kæreste hjælper mig i bad, da jeg er helt gennemblødt af sved pga. smerter. Jeg får slubret lidt yoghurt og nogle panodiler i mig (efter råd fra lægen)

Kl 11 sidder vi på skadestuen. Gynk. er forsinkede, og jeg kommer ind ca 11.30. Først er der en der scanner mig indvendigt. Det gjorde SÅ ondt, for hun stod virkelig og moslede med den frem og tilbage, for at kunne se noget. Hun ser så hjerteblink, og vi er selvfølgelig lettede. Men hun vil lige have en overlæge til at se på det også. Den anden læge kommer så ind, og kan se det samme. Dog sidder den lille spire bare forkert, nemlig i min højre æggeleder. 

Jeg bliver så indlagt og kommer i hospitalstøj osv. Da jeg desværre ikke lige havde regnet med at skulle på et operationsbord senere den dag, havde jeg jo drukket lidt vand og spist 3 skeer yoghurt. Oven i det, kom der på samme tid en kørsel 1, så måtte vente/faste i 6-7 timer, inden jeg ca 18.30 kom på operationsbordet. Kl ca 21 var jeg færdig det havde taget lidt længere tid, da de ikke kunne stoppe blødningen fra min æggeleder. Det resulterede så i, at de efter en halv time, hvor de havde prøvet at redde den, blev nødt til at fjerne den. 

Var frisk nok til selv at ringe efter min kæreste og forældre fra opvågningsstuen (dette kan jeg dog ikke huske). Ca kl 24 fik jeg lov at tage hjem, efter at have vist, at jeg kunne gå lidt/selv komme på toilet.

i de efterfølgende dage, kunne jeg kun ligge på sofaen. Var SÅ øm og hævet at jeg blev nødt til at klippe mine trusser op i siden. Min kæreste gjalt mig op og med i sofaen, hjalp mig på toilet osv. Var sygemeldt fra job i 2 uger tror jeg (står i butik, og kunne ikke holde til at stå/gå i otte timer dagligt. Kunne desuden ikke være i andet end natbukser). 

Jeg havde også utroligt ondt i højre skulder et par dage efter. Det er meget normalt. De pumper nemlig ens mave fuld af luft, når de skal operere, og det er ikke altid den luft kommer ud samme vej. Så den kan vandre i kroppen, og DET gør dælme ondt. 

Puha det blev en lang smører. I dag knap to år efter har jeg det godt. Men det er først nu (november 2016), jeg har haft mod på at prøve projekt baby igen (det skal lige siges, at jeg blev gravid igen i cyklussen lige efter GUL - det endte dog i en SA, og jeg endte med en sorgreaktion/depression.  

Jeg håber virkelig ikke, at du er på vej mod en GUL. Men vil lige sige, at jeg altså har hørt om piger, der ikke havde så slemt et forløb som jeg selv havde  

Anpau skriver:

Ja, det vil jeg da gerne

Lykken var stor, da vi efter 11 måneders prøven endelig stod med en positiv graviditetstest. Jeg havde ingen andre symptomer end (meget) ømme bryster. 

Pludselig en morgen (var vist 7 uger henne), vågner jeg af smerter i underlivet. Får kæmpet mig ud på toilet, da jeg først tror, at det er en slem tissetrang. Det var det så ikke. Kunne næsten ikke rejse mig fra toilettet igen. Græd og græd og skreg vist også, fik kæmpet mig ind til min kæreste (med mange stop for at læne mig op af noget i bare smerte). Får vækket ham, og siger at et eller andet er HELT galt her. Uden at overdrive, så føltes det som om, at der var en der jog sin hånd op i mit underliv, og bare trak ALT indvendigt ud. Har aldrig haft så stor en smerte i mit liv før. 

 

Får ringet til skadestuen, de sender så en lægevagt ud. Han lytter lidt til mig og kan se den er helt gal. Jeg har så store smerter, at jeg næsten kaster op, og sveddråberne PIPLER ud fra panden. Lægen ringer til gynækologisk afdeling, og jeg får en tid kl 11 (her er kl. 7, og kan næsten ikke overskue hvordan jeg skal klare mig indtil kl 11) 

lægen går. Min kæreste hjælper mig i bad, da jeg er helt gennemblødt af sved pga. smerter. Jeg får slubret lidt yoghurt og nogle panodiler i mig (efter råd fra lægen)

Kl 11 sidder vi på skadestuen. Gynk. er forsinkede, og jeg kommer ind ca 11.30. Først er der en der scanner mig indvendigt. Det gjorde SÅ ondt, for hun stod virkelig og moslede med den frem og tilbage, for at kunne se noget. Hun ser så hjerteblink, og vi er selvfølgelig lettede. Men hun vil lige have en overlæge til at se på det også. Den anden læge kommer så ind, og kan se det samme. Dog sidder den lille spire bare forkert, nemlig i min højre æggeleder. 

Jeg bliver så indlagt og kommer i hospitalstøj osv. Da jeg desværre ikke lige havde regnet med at skulle på et operationsbord senere den dag, havde jeg jo drukket lidt vand og spist 3 skeer yoghurt. Oven i det, kom der på samme tid en kørsel 1, så måtte vente/faste i 6-7 timer, inden jeg ca 18.30 kom på operationsbordet. Kl ca 21 var jeg færdig det havde taget lidt længere tid, da de ikke kunne stoppe blødningen fra min æggeleder. Det resulterede så i, at de efter en halv time, hvor de havde prøvet at redde den, blev nødt til at fjerne den. 

Var frisk nok til selv at ringe efter min kæreste og forældre fra opvågningsstuen (dette kan jeg dog ikke huske). Ca kl 24 fik jeg lov at tage hjem, efter at have vist, at jeg kunne gå lidt/selv komme på toilet.

i de efterfølgende dage, kunne jeg kun ligge på sofaen. Var SÅ øm og hævet at jeg blev nødt til at klippe mine trusser op i siden. Min kæreste gjalt mig op og med i sofaen, hjalp mig på toilet osv. Var sygemeldt fra job i 2 uger tror jeg (står i butik, og kunne ikke holde til at stå/gå i otte timer dagligt. Kunne desuden ikke være i andet end natbukser). 

Jeg havde også utroligt ondt i højre skulder et par dage efter. Det er meget normalt. De pumper nemlig ens mave fuld af luft, når de skal operere, og det er ikke altid den luft kommer ud samme vej. Så den kan vandre i kroppen, og DET gør dælme ondt. 

Puha det blev en lang smører. I dag knap to år efter har jeg det godt. Men det er først nu (november 2016), jeg har haft mod på at prøve projekt baby igen (det skal lige siges, at jeg blev gravid igen i cyklussen lige efter GUL - det endte dog i en SA, og jeg endte med en sorgreaktion/depression.  

Jeg håber virkelig ikke, at du er på vej mod en GUL. Men vil lige sige, at jeg altså har hørt om piger, der ikke havde så slemt et forløb som jeg selv havde  

 

 

Puhhh ha da, det gør mig virkelig ondt det du har været igennem, det lyder jo fuldstændig skrækkeligt. Har også før hørt om "mildere" tilfælde, så dit lyder virkelig som et af de værste.

håber meget for jer at det lykkes på ordentlig vis denne gang og du får en nem graviditet 

Nu ved jeg slet ikke om jeg er gravid endnu, men har bare en masse underlige smerter, så ville lige høre om nogle beskrev noget lignende.

tusind tak for du delte din historie, håber på det bedste for jer fremadrettet.

Anonym skriver:

Puhhh ha da, det gør mig virkelig ondt det du har været igennem, det lyder jo fuldstændig skrækkeligt. Har også før hørt om "mildere" tilfælde, så dit lyder virkelig som et af de værste.

håber meget for jer at det lykkes på ordentlig vis denne gang og du får en nem graviditet 

Nu ved jeg slet ikke om jeg er gravid endnu, men har bare en masse underlige smerter, så ville lige høre om nogle beskrev noget lignende.

tusind tak for du delte din historie, håber på det bedste for jer fremadrettet.

Mange tak Ja, tror også mit har været et af de lidt værre forløb. Jeg har i hvertfald lært, at hvis jeg nogensinde oplever en smerte som den igen, så er det direkte på skadestuen, og ikke noget med at få en lægevagt ud. 

Mit forløb var også lidt atypisk, da fosteret netop stadig levede. Normalt dør de jo, da de ikke kan vokse inde i æggelederen. 

Håber og krydser for at du er gravid, med en helt almindelig graviditet

Anpau skriver:

Mange tak Ja, tror også mit har været et af de lidt værre forløb. Jeg har i hvertfald lært, at hvis jeg nogensinde oplever en smerte som den igen, så er det direkte på skadestuen, og ikke noget med at få en lægevagt ud. 

Mit forløb var også lidt atypisk, da fosteret netop stadig levede. Normalt dør de jo, da de ikke kan vokse inde i æggelederen. 

Håber og krydser for at du er gravid, med en helt almindelig graviditet

Ja det har jeg faktisk heller ikke før hørt om, at fosteret levede i æggelederen.

mange tak 

Anonym skriver:

Nogen som har prøvet dette, som vil dele deres forløb med mig? Og fortælle hvordan det føltes? Og hvordan de opdagede det?

Er ikke sikker på jeg er gravid, men hvis jeg er kunne jeg godt mistænke det var uden for livmoderen 

Hvorfor tror du, at det er udenfor? - og hvor langt er du?

Rockertand skriver:

Hvorfor tror du, at det er udenfor? - og hvor langt er du?

3+4 hvis det er. Har bare så mange underlige smerter, og mange af dem sidder i siderne, hvor æggelederne jo også sidder.

Anonym skriver:

3+4 hvis det er. Har bare så mange underlige smerter, og mange af dem sidder i siderne, hvor æggelederne jo også sidder.

Ligamentsmerter. Det er nerverne der trækker og gør klar til at livmoderen kan udvide sig. Helt normalt og ufarligt :-)

Ja det kan jeg desværre også bidrage med..

jeg har prøvet en af hver.

første gang udviklede hcg sig ikke som det skulle (blev fulgt fordi jeg havde en lidt utydelig test of småblødte.. og hcg steg fortsat langsomt... jeg følte lidt jeg havde blærebetændelse og havde sådan nogle sindsyge stik i den ene side.. men efter at være scannet utallige gange ude at de kunne finde noget, som de frem til der måske var en rest i livmoren, som kroppen ikke selv havde afstødt, jeg fik derfor en medicinsk abort... uden held, for hcg var bare stagneret.. derfor blev indlagt til en hysteroskopi, med henblik på "blidt" udskrab kun lige det hvor der evt sad noget, hvis kameraet kunne finde noget... men min livmor var 100% Tom, og konklusionen blev derfor at det vsr en GUL, men at de ikke vil gøre yderligere fordi det lignede at kroppen måske selv ville afstøde det der var (grundet de mange blødninger og hvad der nu ellers kom ud)... det tog et par måneder for min krop at komme af med det.. og det var så frustrerende.. men var heller ikke i tvivl da jeg på arbejdet "fødte" det der lignede en lille vandmand- det var væv fik jeg at vide.. jeg tror at de fysiske smerter har været meget minimale (minus den medicinske abort og efterfølger af narkosen) fordi at graviditeten var gået i stå..

sidste gang jeg blev gravid, var jeg selvfølgelig bange for at det var en gul igen, og havde derfor fået en tid til scanning 7+0... men et par dage op til begyndte jeg at få det ret skidt.. kvalme ubehag og smerter i underlivet.. men jeg slog det hen, fordi jeg dælme ikke ville være den der skulle brokke sig over graviditet symptomer, nu det endelig var lykkedes (godt nok med hormon stimulering) .. det var sikkert de såkaldte ligaments smerter tænkte jeg... jeg blev klogere..

På dagen for scanningen havde jeg det rigtig skidt, mn havde sagt min kæreste bare kunne tage over at træne, for det blev nok ikke bedre de næste par måneder (tænkte jeg bare var pylret) men så tog det ellers til.. noget af det værste jeg har prøvet.. jeg ville tage et bad for lige at blive lidt frisk og komme op i gear.. men det blev bare værre selvom jeg stod i køligt vand... jeg følte pludselig ikke jeg kunne stå på mine ben, så fik lige slukket vandet og kastet mig ned ved toilettet, hvor jeg så kastede op.. det hjalp dog heller ikke.. men jeg havde så meget kvalme, kunne ikke være i min krop, kan ikle forklare hvordan det føles (måske det ubehag man har lige inden man besvimer) så jeg fik halv tørret mig og kravlede seriøst ind i sofaen og fik smidt mig... men pludselig kunne jeg ikke holde det ud, følte jeg brændte inden i, så slæbte mig ned på det kolde gulv (og ja jeg var så ynkelig at jeg ille engang kunne tage tøj på, så lå det splitter ragende nøgen)... det virkede som et mareridt uden ende, så jeg fik mig stablet på benene og vaklede ind mod min seng (tænkte at det var køligere i mit soveværelse)... jeg husker jeg nåede til gangen.. og da jeg vågnede lå jeg på ryggen på gulvet ved siden af sengen, og min kæreste der kiggede forskrækket på mig.. et sted der imellem er jeg så besvimet.. 

jeg følte der jeg måske havde det lidt bedre, så jeg fik slæbt mig ind i bilen og kæresten kørte mig ind til scanningen.. jeg havde stadig mega kvalme og kunne næsten ikke stå på mine ben.. det eskalerede så igen da jeg skulle lægge mig på briksen og blive scannet, jeg kunne ikke lægge mig på ryggen.. jeg klynkede af smerte og min kæreste måtte holde mig, så sygeplejersken kunne scanne mig lidt siddende.. og det så jo desværre ret skidt ud, men måtte krybe ned på gulvet og ligge krøllet sammen til lægen kom og bekræftede GUL- der brød min verden og mit håb sammen igen.. herfra gik det stærkt, vi fik en akut på sygehuset, og jeg bæev dækket til i drop og klargjort til operation.. men skulle faste lidt.. fandt en siddende position hvor jeg kunne være bare lidt til i min krop... for morfinen hjalp meget meget lidt... kort efter kom jeg på operations stuen... hvor jeg stadig ikle kunne ligge ned, og det er jo svært når man skal i narkose.. så endnu en kæmpe klynke og tudetur fra mig.. de har heldigvis så søde at jeg måtte sidde op indtil de nærmest havde sprøjtet narkosen ind, så jeg ikke nåede til de ubærlige smerter igen... de endte med at fjerne min venstre æggeleder, da den vsr ødelagt og udvidet med 5 fingres tykkelse+ de fjernede en halv liter blod fra bughulen... det forklarede så hvorfor jeg ikke kunne smertedækkes...

så ja det var lige en lang (sorry) roman herfra om min oplevelse.. noget jeg ikke ønsker fpr min værste fjende.. så denne gang blev jeg bevidst også scannet 6+3, for at undgå et smertehelvede hvis det skulle vise sig at være GUL igen.. det vsr det heldigvis ikke.. så 4. GAng er forhåbentlig lykken for os ��

Babybee skriver:

Ja det kan jeg desværre også bidrage med..

jeg har prøvet en af hver.

første gang udviklede hcg sig ikke som det skulle (blev fulgt fordi jeg havde en lidt utydelig test of småblødte.. og hcg steg fortsat langsomt... jeg følte lidt jeg havde blærebetændelse og havde sådan nogle sindsyge stik i den ene side.. men efter at være scannet utallige gange ude at de kunne finde noget, som de frem til der måske var en rest i livmoren, som kroppen ikke selv havde afstødt, jeg fik derfor en medicinsk abort... uden held, for hcg var bare stagneret.. derfor blev indlagt til en hysteroskopi, med henblik på "blidt" udskrab kun lige det hvor der evt sad noget, hvis kameraet kunne finde noget... men min livmor var 100% Tom, og konklusionen blev derfor at det vsr en GUL, men at de ikke vil gøre yderligere fordi det lignede at kroppen måske selv ville afstøde det der var (grundet de mange blødninger og hvad der nu ellers kom ud)... det tog et par måneder for min krop at komme af med det.. og det var så frustrerende.. men var heller ikke i tvivl da jeg på arbejdet "fødte" det der lignede en lille vandmand- det var væv fik jeg at vide.. jeg tror at de fysiske smerter har været meget minimale (minus den medicinske abort og efterfølger af narkosen) fordi at graviditeten var gået i stå..

sidste gang jeg blev gravid, var jeg selvfølgelig bange for at det var en gul igen, og havde derfor fået en tid til scanning 7+0... men et par dage op til begyndte jeg at få det ret skidt.. kvalme ubehag og smerter i underlivet.. men jeg slog det hen, fordi jeg dælme ikke ville være den der skulle brokke sig over graviditet symptomer, nu det endelig var lykkedes (godt nok med hormon stimulering) .. det var sikkert de såkaldte ligaments smerter tænkte jeg... jeg blev klogere..

På dagen for scanningen havde jeg det rigtig skidt, mn havde sagt min kæreste bare kunne tage over at træne, for det blev nok ikke bedre de næste par måneder (tænkte jeg bare var pylret) men så tog det ellers til.. noget af det værste jeg har prøvet.. jeg ville tage et bad for lige at blive lidt frisk og komme op i gear.. men det blev bare værre selvom jeg stod i køligt vand... jeg følte pludselig ikke jeg kunne stå på mine ben, så fik lige slukket vandet og kastet mig ned ved toilettet, hvor jeg så kastede op.. det hjalp dog heller ikke.. men jeg havde så meget kvalme, kunne ikke være i min krop, kan ikle forklare hvordan det føles (måske det ubehag man har lige inden man besvimer) så jeg fik halv tørret mig og kravlede seriøst ind i sofaen og fik smidt mig... men pludselig kunne jeg ikke holde det ud, følte jeg brændte inden i, så slæbte mig ned på det kolde gulv (og ja jeg var så ynkelig at jeg ille engang kunne tage tøj på, så lå det splitter ragende nøgen)... det virkede som et mareridt uden ende, så jeg fik mig stablet på benene og vaklede ind mod min seng (tænkte at det var køligere i mit soveværelse)... jeg husker jeg nåede til gangen.. og da jeg vågnede lå jeg på ryggen på gulvet ved siden af sengen, og min kæreste der kiggede forskrækket på mig.. et sted der imellem er jeg så besvimet.. 

jeg følte der jeg måske havde det lidt bedre, så jeg fik slæbt mig ind i bilen og kæresten kørte mig ind til scanningen.. jeg havde stadig mega kvalme og kunne næsten ikke stå på mine ben.. det eskalerede så igen da jeg skulle lægge mig på briksen og blive scannet, jeg kunne ikke lægge mig på ryggen.. jeg klynkede af smerte og min kæreste måtte holde mig, så sygeplejersken kunne scanne mig lidt siddende.. og det så jo desværre ret skidt ud, men måtte krybe ned på gulvet og ligge krøllet sammen til lægen kom og bekræftede GUL- der brød min verden og mit håb sammen igen.. herfra gik det stærkt, vi fik en akut på sygehuset, og jeg bæev dækket til i drop og klargjort til operation.. men skulle faste lidt.. fandt en siddende position hvor jeg kunne være bare lidt til i min krop... for morfinen hjalp meget meget lidt... kort efter kom jeg på operations stuen... hvor jeg stadig ikle kunne ligge ned, og det er jo svært når man skal i narkose.. så endnu en kæmpe klynke og tudetur fra mig.. de har heldigvis så søde at jeg måtte sidde op indtil de nærmest havde sprøjtet narkosen ind, så jeg ikke nåede til de ubærlige smerter igen... de endte med at fjerne min venstre æggeleder, da den vsr ødelagt og udvidet med 5 fingres tykkelse+ de fjernede en halv liter blod fra bughulen... det forklarede så hvorfor jeg ikke kunne smertedækkes...

 

så ja det var lige en lang (sorry) roman herfra om min oplevelse.. noget jeg ikke ønsker fpr min værste fjende.. så denne gang blev jeg bevidst også scannet 6+3, for at undgå et smertehelvede hvis det skulle vise sig at være GUL igen.. det vsr det heldigvis ikke.. så 4. GAng er forhåbentlig lykken for os ��

Puha, sikke noget du også har været igennem håber denne gang er lykkens gang.

Det er virkelig også det værste jeg nogensinde har været udsat for, og heller ikke noget jeg ville ønske for  andre. Og så alt det psykiske oven i. Man har jo lige nået at indstille sig på, at man skal være mor. Og man ved bare at der er noget galt, når det gør SÅ ondt. 

Jeg havde også 300 ml blod i bughulen. Da jeg skulle i narkose kunne jeg slet ikke være i mig selv, da jeg lå på briksen. Kunne ikke holde ud at ligge fladt med mine ben, det gjorde simpelthen så ondt i min mave/underliv, og følte at jeg slet ikke kunne trække vejret. Heldigvis fik jeg lov til at ligge med bøjede ben helt indtil jeg var faldet i søvn.