Barn skal undvære mor

stofedo skriver:

Hej

 

Jeg tillader mig at stille et spørgsmål herinde, selvom jeg ikke er mor. Jeg er derimod far, og står i en situation som gør mig lidt utryg.

 

Jeg blev for 7 måneder siden far til en sød lille pige. Jeg havde kun mødt moderen en enkelt gang, og her blev barnet altså undfanget. Moderen oplyste dengang at hun både tog P-piller, og ligeledes dagen efter havde taget en fortrydelsespille. 3 måneder inde i graviditeten ringede hun så og oplyste mig at hun var gravid, og at hun var ligeglad med min holdning. Jeg har dog valgt at være en del af barnets liv, og vi har delt forældremyndighed. Jeg har siden set barnet med jævne mellemrum, men har hidtil ikke kunne bidrage med det store, barnets tilknytning til moderen taget i betragtning. Dette var kort baggrundsinfo, og en forklaring, hvorfor at jeg endnu ikke har en tæt relation til mit barn.

 

Nu oplyser moderen mig så at hun til august, når barnet er 13 måneder gammel, tager på et skoleophold der har en varighed på 2,5 måned. I forbindelse med dette skoleophold, vil moderen overnatte på skolen i hverdagene, og komme hjem i weekenden. Derudover vil hun formentligt komme hjem om onsdag aften og være sammen med sit barn der. I hele denne periode skal hendes moster passe barnet. mosteren ser i dag barnet 2 gange i ugen, og er den barnet udover moderen har den tætteste relation til.

 

Forløbet bliver som følger

 

- Moderen kører på skoleophold søndag aften eller mandag morgen. En tur der tager 2 timer og 15 min. Hvis hun kører mandag morgen, skal hun altså køre inden hendes barn vågner. Mosteren vækker barnet og afleverer barnet i vuggestue og henter igen. Sådan foregår det frem til onsdag aften.

 

- Moderen kommer hjem onsdag aften omkring spisetid, og har et par timer med barnet inden sengetid. Hun vil så køre torsdag morgen inden barnet vågner, og lade mosteren aflevere barnet i vuggestuen

 

- Moderen kommer hjem fredag aften til spisetid, og har barnet dette tidspunkt til søndag aften / mandag morgen.

 

 

Oveni disse skift, vil jeg som barnets far selvfølgelig også gerne have mulighed for at se mit barn. Jeg er dog meget i tvivl om barnet bliver endnu mere ked og forvirret ved at det også skal se og forholde sig til mig, i en periode hvor der jo er forfærdelig mange nye indtryk for sådan et lille væsen

Hidtil har jeg kun været sammen med barnet 1,5 time hver 14. dag. Dette skal dog optrappes nu til en gang i ugen.

 

Det skal siges at vi i dag har fælles forældremyndighed, så jeg vil ikke få problemer med at få lov at se mit barn, men jeg ved slet ikke om det er godt for barnet, situationen taget i betragtning. Ønske-scenariet vil selvfølgelig være at moderen udskyder hendes skoleophold, hvilket jeg, dels med en udtalelse fra en børnepsykolog, samt links til diverse artikler på nettet har prøvet at påvirke hende til at gøre. Dette vil hun dog ikke forholde sig til, og har oplyst at hendes beslutning ikke står til at ændre, og at jeg ikke skal blande mig i hendes liv Jeg har endvidere foreslået at vi i fællesskab skriver en mail til en professionel og at vi ud fra svaret, træffer den bedste beslutning fra barnet. Jeg har oplyst at jeg selvfølgelig vil betale for dette. Dette har hun helt undladt at svare på

 

Derfor håber jeg at I kan rådgive mig til hvor meget jeg bør se mit barn i moderens skoleperiode, og ellers hvordan jeg bør agere i denne trælse situation. Det skal siges at jeg ikke har mulighed for at barnet kan knytte sig tilstrækkeligt til mig på denne periode frem til august, hvorfor det ikke er en mulighed at barnet bor ved mig:

- Jeg bor i en anden by en times kørsel væk fra moderen

- bor i en midlertidig lejlighed på 80 kvm med en lille baby kæreste (føder til juni)og 2 børn på 9 og 12 år

- årsagen til det er midlertidigt er at vi er ved at bygge hus i denne periode. Huset ligger 15 min væk fra det barn denne artikel omhandler. Mit ønske er selvfølgelig at barnet herved på sigt kan være noget mere hos hendes far. Men KUN når det er barnets behov og ikke mine egne behov. jeg vil jo helst være sammen med mit barn hele tiden.

 

Håber at høre fra jer.

 

Mange hilsener en bekymret far

Du er bekymret og med rigtig god grund. Dir forsøg på, at samarbejde og indgå i dialog er forbilledligt.

Måske det giver mening at optrappe samværet allerede nu, således at du kan være mere på når mor skal ud og realisere sig selv.

Det lyder som et voldsomt fravær af primær omsorgsperson, på dette vigtige tidspunkt i barnets liv. 

Det er en svær situation. Og jeg tænker du tackler den fint. I bund og grund er det vigtigste nok at bevare samarbejdet...

Anonym skriver:

Fy for pokker en udmelding. At kalde sit eget kød og blod for et barn på gule plader. 

DU har selv været med til at lave hende. Uanset om hun har løget om p-piller osv. Så kunne du have puttet en regnfrakke på dyret hvis du ikke ville være far til et barn uden at have forhold til kvinden. Du har selv været med til at sætte dig i situationen. 

Jeg har ikk mere at sige for det er ikke pæne ting jeg har at sige om mænd som dig og så holder jeg hellere min mund. 

Gud hvor er det dumt det her.

Patriark skriver:

Du er bekymret og med rigtig god grund. Dir forsøg på, at samarbejde og indgå i dialog er forbilledligt.

Måske det giver mening at optrappe samværet allerede nu, således at du kan være mere på når mor skal ud og realisere sig selv.

Det lyder som et voldsomt fravær af primær omsorgsperson, på dette vigtige tidspunkt i barnets liv. 

Det er en svær situation. Og jeg tænker du tackler den fint. I bund og grund er det vigtigste nok at bevare samarbejdet...

 

Forbilledligt ville vel være han gik ind og støttede og fx tog barnet lidt mere i perioden sp mor kan få en uddannelse og forsørge barnet?

nu læser ts formodentlig ikke med mere, men hans livsvilkår er sådan så han ikke kan blandt andet fordi han har en familie med en baby og er binusbarn og derfor ikke kan hive teltpælene op, plus han har er arbejde der gør han har meget rejseaktivitet. Ergo skulle han have være enlig far  kunne en anden have skrevet tråden: er det okay for mit barn hans far rejser så meget? I denne teåd handler det om en livssituation som på ingen måde er optimal for det lille barn, men hvor jeg ikke kan få mig til at pege fingre af den ene part og kalde den andens handlinger og tanker forbilledlige. 

Beklager jeg skriver som anonym, men der kommer nogle ret private informationer i dette oplæg, derfor foretrækker jeg at være anonym.

Jeg har ikke læst hele tråden, men bemærkede på de første to sider, at mange er efter dig pga. dine valg... Jeg er meget uenige med dem. Som jeg læser det, ser jeg en far, dig, som bekymrer sig meget for sit barn (på gule plader) Jeg hører, at du virkelig ønsker det bedste liv for dette barn - det er jo derfor du bekymrer dig om, om barnet har godt af at undvære sin mor. Jeg hører du forstår vigtigheden af, at børn har deres mor tæt på i de første leveår. Jeg forstår udemærket din bekymring - men... erfaringsmæssigt må jeg sige, at bekymringer får man ofte blæst op, når man ikke har megen kontakt med sit barn eller den anden forælder. Det er enormt svært at vide, hvad der foregår og man/hovedet kan hurtigt få opdigtet en masse historier. Pas på! Det kan drive en til vanvid. Istedet vil jeg råde dig til at stole på, at jeres barn sagtens kan klare det! For det er jeg sikker på det kan. 2,5 måned kan for voksne føles som lang tid, men for jeres barn vil tiden ikke føles så lang. Og moren prioriterer jo at komme hjem midt på ugen for at bruge tid med barnet; og dét er en flot prioritering. Så kan man ellers mene om hende, hvad man vil. Men hun prøver! Og du er også nødt til at tænke, at det er godt, at moren tager et skoleophold, møder nogle mennesker, får udvidet horisonten, får noget fri tid væk fra barnet (det  har man altså brug for) og så er det jo i sig selv et tommel op, at hun tager uddannelse (går ud fra det er det, skoleophold indebærer).

Jeg forstår din bekymring, men pas på det ikke kammer over. Vær dig selv bevidst nok til at vide, at din bekymring forstærkes og forværres i kraft af, at du ikke ser jeres barn ret ofte og at kommunikationen med moren er så dårlig.

Jeg forstår også din prioritering med en kæreste, to bonusbørn og en fælles på vej. Det er mig en selvfølge, at du prioriterer den familie først. Det er jo den familie der bor sammen med dig og som du har en hverdag sammen med - som bare skal fungerer. Kærligheden til dit "barn på gule plader" bliver jo ikke mindre af, at du er  nødt til  at prioriterer den familie du bor og lever sammen med først. Sådan er det også hjemme hos os! Samværet min partner har med sit barn har været nødt til at blive lagt sådan, at det passede ind i  vores hverdag i  vores hjem. Sådan er det bare. Der bor to børn her, de er mine og altså min partners bonusbørn. Vi venter også et fællesbarn. At han har prioriteret vores familieliv først betyder jo ikke, at han elsker sit eget barn mindre!!! Tværtimod! Hvis han overså vores familie og vores hverdag, så ville hans barn ikke få meget ud af at komme her, fordi det ville være alt for stressende og presset. Alt det praktiske SKAL bare hænge sammen! Og det er fanme et puzzlespil, at være en sammenbragt familie!

Rigtig god vind fremover. 

Anonym skriver:

Beklager jeg skriver som anonym, men der kommer nogle ret private informationer i dette oplæg, derfor foretrækker jeg at være anonym.

Jeg har ikke læst hele tråden, men bemærkede på de første to sider, at mange er efter dig pga. dine valg... Jeg er meget uenige med dem. Som jeg læser det, ser jeg en far, dig, som bekymrer sig meget for sit barn (på gule plader) Jeg hører, at du virkelig ønsker det bedste liv for dette barn - det er jo derfor du bekymrer dig om, om barnet har godt af at undvære sin mor. Jeg hører du forstår vigtigheden af, at børn har deres mor tæt på i de første leveår. Jeg forstår udemærket din bekymring - men... erfaringsmæssigt må jeg sige, at bekymringer får man ofte blæst op, når man ikke har megen kontakt med sit barn eller den anden forælder. Det er enormt svært at vide, hvad der foregår og man/hovedet kan hurtigt få opdigtet en masse historier. Pas på! Det kan drive en til vanvid. Istedet vil jeg råde dig til at stole på, at jeres barn sagtens kan klare det! For det er jeg sikker på det kan. 2,5 måned kan for voksne føles som lang tid, men for jeres barn vil tiden ikke føles så lang. Og moren prioriterer jo at komme hjem midt på ugen for at bruge tid med barnet; og dét er en flot prioritering. Så kan man ellers mene om hende, hvad man vil. Men hun prøver! Og du er også nødt til at tænke, at det er godt, at moren tager et skoleophold, møder nogle mennesker, får udvidet horisonten, får noget fri tid væk fra barnet (det  har man altså brug for) og så er det jo i sig selv et tommel op, at hun tager uddannelse (går ud fra det er det, skoleophold indebærer).

Jeg forstår din bekymring, men pas på det ikke kammer over. Vær dig selv bevidst nok til at vide, at din bekymring forstærkes og forværres i kraft af, at du ikke ser jeres barn ret ofte og at kommunikationen med moren er så dårlig.

Jeg forstår også din prioritering med en kæreste, to bonusbørn og en fælles på vej. Det er mig en selvfølge, at du prioriterer den familie først. Det er jo den familie der bor sammen med dig og som du har en hverdag sammen med - som bare skal fungerer. Kærligheden til dit "barn på gule plader" bliver jo ikke mindre af, at du er  nødt til  at prioriterer den familie du bor og lever sammen med først. Sådan er det også hjemme hos os! Samværet min partner har med sit barn har været nødt til at blive lagt sådan, at det passede ind i  vores hverdag i  vores hjem. Sådan er det bare. Der bor to børn her, de er mine og altså min partners bonusbørn. Vi venter også et fællesbarn. At han har prioriteret vores familieliv først betyder jo ikke, at han elsker sit eget barn mindre!!! Tværtimod! Hvis han overså vores familie og vores hverdag, så ville hans barn ikke få meget ud af at komme her, fordi det ville være alt for stressende og presset. Alt det praktiske SKAL bare hænge sammen! Og det er fanme et puzzlespil, at være en sammenbragt familie!

 

Rigtig god vind fremover. 

Jeg har stor respekt for det puslespil det er at være sammenbragt familie men jeg er dybt uenig i at den nye familie kommer først og skal prioriteres mest. Det er ikke en selvfølgelighed at den familie skal komme først. Det er et valg i har taget som familie og som jeg ikke forstår. I min verden skulle alle ens børn have samme prioritet og ikke have 1. Og 2. Rang som du skriver her. I kunne også vælge at tilpasse jeres familie efter det første barn. I er trods alt sammen hele tiden  

Det er hårdt nok at være skilsmisse barn men også at skulle være 2. Rangs barn som du beskriver her synes jeg lyder frygteligt. Jeg håber det er skrevet anderledes end det reelt er for ellers har jeg ondt af din kærestes første barn. 

Det er ikke dig jeg bebrejder men din kæreste. Har man børn har man ansvar hele livet også og måske især hvis man går fra moren. 

lineog4 skriver:

Forbilledligt ville vel være han gik ind og støttede og fx tog barnet lidt mere i perioden sp mor kan få en uddannelse og forsørge barnet?

nu læser ts formodentlig ikke med mere, men hans livsvilkår er sådan så han ikke kan blandt andet fordi han har en familie med en baby og er binusbarn og derfor ikke kan hive teltpælene op, plus han har er arbejde der gør han har meget rejseaktivitet. Ergo skulle han have være enlig far  kunne en anden have skrevet tråden: er det okay for mit barn hans far rejser så meget? I denne teåd handler det om en livssituation som på ingen måde er optimal for det lille barn, men hvor jeg ikke kan få mig til at pege fingre af den ene part og kalde den andens handlinger og tanker forbilledlige. 

 

Baseret på det debuterende indlæg.

Patriark skriver:

Du er bekymret og med rigtig god grund. Dir forsøg på, at samarbejde og indgå i dialog er forbilledligt.

Måske det giver mening at optrappe samværet allerede nu, således at du kan være mere på når mor skal ud og realisere sig selv.

Det lyder som et voldsomt fravær af primær omsorgsperson, på dette vigtige tidspunkt i barnets liv. 

Det er en svær situation. Og jeg tænker du tackler den fint. I bund og grund er det vigtigste nok at bevare samarbejdet...

 

Realisere sig selv? Nu ved vi jo ikke, hvad det er for et skoleophold eller på hvilken uddannelse? Så vi ved jo ikke om det er en obligatorisk del af den plan, der går ud på, at mor får uddannelse og job og dermed bedre muligheder for at forsørge sig selv og barnet.