Delebørn under 3 år, erfaringer?

Moar2011 skriver:

man skal tænke på, at det også er helt nyt for barnet/børnene at de skal til at undvære den ene forældre i hverdagen, så selvfølgelig vil der komme en reaktion fra barnet/børnene, så må man som forældre stå sammen, så barnet/børnene er trygge og bliver hørt..

jeg tror det super vigtig man kigger på børnene og ikke på hvad forældrene kunne tænke sig, selvom det hårdt at undvære sit barn/børn..

men igen, forældrene har valgt børnene til i livet, børnene har ikke valgt at komme til og ende som dele..

kan du følge mig?

håber din veninde, finder en god løsning..

 

 

Ja det jo netop det. Børn vælger jo ikke at de ska undvære deres forældre eller have to hjem og når man ser det udefra mærker man hvordan forældrene påtænker deres egne behov. Samtidigt skal man selv være forsigtig med hvad man siger for forstår jo godt forældrenes behov. Men får det bare skidt på børnenes vegne for det er jo et kæmpe indgreb i deres liv og de burde jo tilgodeses først. Men ja håber det bliver godt med tiden.

Min dreng var 4 år da vi gik fra hinanden. Vi prøvede lidt forskelligt,  men erfaringen var at han ikke kunne overskue noget som var længere ud i fremtiden end 2 dage. Tid ud over det forstod han ret og slet ikke. For ham var en uge en hel evighed. Så der ville en 7/7 ordning ikke have fungeret.

Vi endte med, at han var hos sin far anden hver weekend men at han var ofte sammen med sin far resten af tiden, men uden overnatning. For eksempel kunne faren hente ham tidlig i børnehaven en dag og gå og arbejde i haven med ham, men så kom han hjem til mig før middag, så aftenrutinen var som altid, og hverdagen ikke var så alt for anderledes, end da vi boede sammen. Ofte samvær var løsningen for os.

Men det er et meget sårbart og vanskelig forhandlingemne når man går fra hinanden, så med mindre du bliver spurgte om råd eller det falder naturligt i en generel samtale om børnefordeling, ville jeg ikke blande mig.

Men så kan man jo korrigere ordningen undervejs,  mon ikke de selv undersøger og finder den løsning der er bedst for dem,  forstår slet ikke hvorfor du skal rode dig ind i det,  hvis jeg var din veninde ville jeg da være pænt træt af at min veninde begyndte og blande sig i noget der ikke rager hende 

Nu indrager hun mig jo også i det som venninder jo gør. Hun har indraget mig i sit liv med sin mand siden før de blev gift og søger da også råd hos mig. Så man bliver jo en del af det og jeg ønsker da det bedste for hende og hendes børn så syns du fremstiller det meget skævt at man ikke må have en holdning til hinandens valg. Det har hun da bestemt også til mit liv og jeg lytter da gerne. Konstruktiv kritk har vi alle brug for en gang imellem samt et velment råd. Og børn vælger jo ikke selv at blive delebørn og derfor må voksne da sætte sig ind i hvilke konsekvenser det kan have ikke at have en fast bopæl i sin barndom og ikke mindst når man er så lille som den yngste er. Som sagt fornemmer man jo nemt forældrene kommer til at fokusere meget på deres egne behov og børnene som egentlig skulle være førsteprioritet må ligesom affinde sig med hvad de får. Det er ikke fordi jeg ikke forstår forældrene, men de har jo trods alt selv valgt dette og må derfor sætte børnene først, også hvis det betyder de skal give afkald på noget og særligt hvis det viser sig det skader, den måde de har valgt at gøre det på. Men det er også kun fordi jeg godt ved skilsmisse er hårdt jeg er lidt tilbageholdende med at sige visse ting til min venninde for som sagt er børnene vigtigst, men selvfølgelig ønsker jeg også hende det godt. Men nej er ikke enig i man ikke må informere hinanden om ting man indvier hinanden i omend man bør gøre det hensynsfuldt. Og det ka være svært i sådan en situation. Og i øvrigt er min venninde ikke en forsagt pige. Hun har som blandet sig i mine valg på langt mere voldsomme måder end jeg nogensinde kunne finde på med hende fordi hun er meget impulsstyret. Så alt afhængigt af ens venneforhold er der vel forskellige grænser for hvor meget man syns det rimeligt at blande sig i hinandens liv.

Min dreng var 4 år da vi gik fra hinanden. Vi prøvede lidt forskelligt,  men erfaringen var at han ikke kunne overskue noget som var længere ud i fremtiden end 2 dage. Tid ud over det forstod han ret og slet ikke. For ham var en uge en hel evighed. Så der ville en 7/7 ordning ikke have fungeret.

Vi endte med, at han var hos sin far anden hver weekend men at han var ofte sammen med sin far resten af tiden, men uden overnatning. For eksempel kunne faren hente ham tidlig i børnehaven en dag og gå og arbejde i haven med ham, men så kom han hjem til mig før middag, så aftenrutinen var som altid, og hverdagen ikke var så alt for anderledes, end da vi boede sammen. Ofte samvær var løsningen for os.

Men det er et meget sårbart og vanskelig forhandlingemne når man går fra hinanden, så med mindre du bliver spurgte om råd eller det falder naturligt i en generel samtale om børnefordeling, ville jeg ikke blande mig.

Tak for dit input. Det du beskriver med din søn var også det jeg læste mig frem til. At mere samvær i udvalgte timer  med den ene forældre barnet ikke bor hos kan være en god B-løsning. Tror heller ikke jeg vil påtale noget også selvom hun søger råd hos mig. Vi er typerne der søger råd og info hos hinanden og hun er ikke tilbageholdende med at sige hvad hun mener om mit liv og vores venskab har også været tæt på opløsning nogle gange. Som udgangspunkt er hun ligefrem og impulstyret, mens jeg er konfliktsky og reflekterer over hvad jeg siger inden jeg sir det og hvis jeg sir det. Men ja tror også bare jeg skal lytte og håbe det bliver godt når først de finder en rytme og alle konflikterne ikke fylder så meget mere mellem hende og manden. Vil jo kun min venninde det bedste og ikke mindst hendes børn.

 

Jeg har en venninde der er blevet skilt og skal til at starte deleordning op med faren. Børnene er henholdvis på vej mod 1 og 3 år. Har lige læst børn ikke bør indgå i en deleordning før de er fyldt 3 år da de har brugt for en helt fast base og kan ellers ende med et utrygt og angst barn. Ved ikke om min venninde og hende eks er klar over dette og ved ikke om det er rimeligt at påpege det overfor hende når jeg ved hvor svær deres situation er i forvejen. Måske bliver hun sur over jeg nævner det men syns da det er vigtig viden. Hvad har I andre med delebørn erfaringer med ift små børn under 3 år hvis I har haft det? Altså 7/7 ordninger. Og skal jeg bare holde lav profil og ikke urolige hende med det og skabe dårlig stemning. Bliver jo bare urolig for børnene specielt den yngste der kun snart nærmer sig 1 år og den anden er godt nok 3 lige om lidt men er særligt sensitiv og har i forvejen brug for en meget struktureret hverdag.

Jeg synes virkelig at man skal passe på med at lytte til såkaldte ekspertråd.

Min (virkelig dygtige) psykolog, som har speciale i skilsmissebørn og har haft rigtig mange familier gennem sin klinik, siger at 99% af trivslen for børn efter en skilsmisse handler om at forældrene har en god tone og kan snakke sammen. Alt det andet, inkl. deleordninger, er sekundært ift. dette. Jeg synes at man skal kigge på børnene og hvem de er og hvad de kan rumme.

Jeg kender mange med børn i den alder som fungerer rigtig fint i 7/7 ordninger.

Det er din venindes børn, ikke dine. Medmindre hun decideret misrøgter dem, så synes jeg at du skal lade hende gøre hvad hun, og hendes eks, mener er bedst.

modesty skriver:

Jeg synes virkelig at man skal passe på med at lytte til såkaldte ekspertråd.

Min (virkelig dygtige) psykolog, som har speciale i skilsmissebørn og har haft rigtig mange familier gennem sin klinik, siger at 99% af trivslen for børn efter en skilsmisse handler om at forældrene har en god tone og kan snakke sammen. Alt det andet, inkl. deleordninger, er sekundært ift. dette. Jeg synes at man skal kigge på børnene og hvem de er og hvad de kan rumme.

Jeg kender mange med børn i den alder som fungerer rigtig fint i 7/7 ordninger.

Det er din venindes børn, ikke dine. Medmindre hun decideret misrøgter dem, så synes jeg at du skal lade hende gøre hvad hun, og hendes eks, mener er bedst.

Ja og jeg har da heller ikke noget at skulle sige, det ved jeg da godt. Men det er da en betragtning man skal gøre sig og som kan være godt at vide. Nu har de ikke det bedste samarbejde og derfor bekymrer det mig på børnenes vegne. At børn ikke tager skade af deleordninger varierer nok. Det handler nok om personlighed hvor godt man trives med at have to hjem med forskellige rutiner og desto yngre man er desto vigtigere er de faste rutiner jo. Så man kan sikkert ikke sige noget entydigt om det men ville bestemt ikke udsætte mine egne børn for det under 3 år men selvfølgelig vil jeg ikke klandre min venninde for hendes valg. Ville blot udtrykke bekymring for om det i hvert fald for den mindste på under 1 år. Men ja det er jo deres liv og selvom min venninde og jeg "råder" hinanden meget, står jeg nok også over denne gang og holder de negative informationer for mig selv. Håber bare på deres samarbejde bliver bedre for børnenes skyld, men det kan jo sagtens være da det hele jo er meget nyt endnu. Tak for din feedback.

Jeg har en veninde med 2 børn på 5 og 2 år, de har været delebørn i lidt over et år, i starten overnattede far i mors hus hveranden weekend i nogle mdr, og begyndte så at have dem hos sig selv hver anden weekend og ellers ser de far 2-3 gange hver uge enten kommer far og deres storebror hjem til mor og spiser med ellers tager mor og børnene hjem til far et par timer. Og så ringer de FaceTime flere gange om dagen. 

MorTil3+ skriver:

Jeg har en veninde med 2 børn på 5 og 2 år, de har været delebørn i lidt over et år, i starten overnattede far i mors hus hveranden weekend i nogle mdr, og begyndte så at have dem hos sig selv hver anden weekend og ellers ser de far 2-3 gange hver uge enten kommer far og deres storebror hjem til mor og spiser med ellers tager mor og børnene hjem til far et par timer. Og så ringer de FaceTime flere gange om dagen. 

Ok det virker til de har fået en blid overgang på den måde samt holder kontakten på flere måder. Det virker da meget fornuftigt så børnene lige ka vænne sig til alt det nye.