Mit barn er socialt akavet

Anonym skriver:

Det er virkelig en interessant observation, har tænkt over det du har skrevet hele dagen og du har fuldstændig ret. 

Jeg oplever ikke der er problemer når barnet har legeaftaler eller leger med sine søskende. Vi har dog bidt mærke i at vores dreng klart fortrækker at lege med børn der gerne vil bestemme legen. Det foregår meget sådan at vennen siger "nu går vi herhover/ og så sagde du/ nu skal du gøre det" Vi har dog aldrig koblet de to ting, men det giver jo egentlig ret god mening. Det er heller ikke mit indtryk at der er problemer til fødselsdage.

Når der er legeaftaler herhjemme så leger de meget alene, altså vi er i et andet rum.  Vi har nemlig også mindre børn som har brug for lidt mere opmærksomhed. 

Spørgsmålet er om jeres dreng forstår reglerne og rammerne i legene i frikvarteret og i SFO og om han i frustration over ikke at forstå bliver udafreagerende. 

Min umiddelbare tanke er at din søn ikke er social akavet, men er udfordret på den frie leg. Måske skolen/SFOen kunne hjælpe med flere regellege, med at tale om hvad skal vi ud og lave, hvad er reglerne i den og den leg. Hjælpe din søn med at finde legekammerater som er okay med at styre og være tydelige i styringen. 

Den frie leg især i de store grupper er udfordrende for nogle børn og de kan enten som din søn blive frustrerede og slå eller blive frustreret og gå helt ind i sig selv. Jeg tænker din søn slår alene pga frustration og skolen/SFOen skal være med til at klarlægge hvorfor er din søn frustreret og hvad kan de voksne både hjemme og i skole/SFO gøre for at hjælpe ham

Anonym skriver:

Mit barn er nærmest to forskellige personer alt efter om det er i skole eller ej.

herhjemme er barnet ekstremt roligt og mildt, det er mere end det sædvanlige og vi får mange kommentare om "sikke en god pige/dreng i har jeg". Barnet gør aldrig noget forkert, virkelig som i aldrig. 

men vores barn har enormt svært ved skolen, fagligt er det fremme men socialt går det skævt. Vi har holdt møde med skolen og der er sket lidt fremskridt siden sommer, barnet er nemlig begyndt selv at tage kontakt til andre børn, hvor det før vad alene hele tiden og valgte de andre børn fra. Men vores barn har svært ved at knække koden omkring hvordan man indgår i et socialt fællesskab (igen kun i skolen, til sport osv går det fint) og det resultere desværre tit i uhensigtmæssige reaktioner og de sidste par uge er barnet begyndt at slå osv. Forresten er det kun i frikvartererne og en gang imellem i SFO, men aldrig i timerne. 

Vi arbejder meget intensivt på at finde en løsning, men hvad der sker i skolen er stik modsat det vi ser herhjemme og derfor kan vi ikke selv reagere ligeså snart det sker, men først flere timer efter. Vi tænker at skrue lidt op for legeaftaler så bogle relationer kan bliver forstærket den vej og måske gøre det nemmere at være i skole. Er der nogle af jer der selv har oplevet lignende eller bare har nogle gode råd? 

Hvor længe siden er det at han er startet i skole? 

Hvordan har det sociale samspil været i børnehaven? 

lineog4 skriver:

Spørgsmålet er om jeres dreng forstår reglerne og rammerne i legene i frikvarteret og i SFO og om han i frustration over ikke at forstå bliver udafreagerende. 

Min umiddelbare tanke er at din søn ikke er social akavet, men er udfordret på den frie leg. Måske skolen/SFOen kunne hjælpe med flere regellege, med at tale om hvad skal vi ud og lave, hvad er reglerne i den og den leg. Hjælpe din søn med at finde legekammerater som er okay med at styre og være tydelige i styringen. 

Den frie leg især i de store grupper er udfordrende for nogle børn og de kan enten som din søn blive frustrerede og slå eller blive frustreret og gå helt ind i sig selv. Jeg tænker din søn slår alene pga frustration og skolen/SFOen skal være med til at klarlægge hvorfor er din søn frustreret og hvad kan de voksne både hjemme og i skole/SFO gøre for at hjælpe ham

Tusind tak for svar, det er helt sikkert noget vi vil tage med videre. Vi har forsøgt at få en legeaftale i løbet af ugen, desværre sagde de første vi spurgte nej, (grundet drilleriet) og puha det tog virkelig pusten fra mig. Min søn bliver ved med at spørger om den pågældende snart har svaret og jeg ved simpelhen ikke hvad jeg skal sige. 

mor:) skriver:

Hvor længe siden er det at han er startet i skole? 

Hvordan har det sociale samspil været i børnehaven? 

Det er 1,5 år siden han startede. 

I børnehaven havde han også en lille smule svært ved det sociale men reagerede ved at være meget indelukket. I børnehaven (og starten af skolen) arbejde vi rigtig meget på at han skulle lære at sige fra.

Muhmi skriver:

Altså for mig lyder det ikke som et stort problem... Jeg har aldrig været særlig social i skolen og havde kun få (læs én (3-6 kl.) - senere to (6-9 kl.) ) meget tætte veninder.. Jeg er gift, har 3 børn og har ingen problemer med at skabe nye venner... Jeg gad bare ikke bruge tid på at have "falske" venner/bekendtskaber i skolen.. Jeg knytter mig MEGET til FÅ personer

Super dejligt men sådan et svar! 

MIn opfattelse er at skolen ser det her som et relativt stort problem. og vi har også lige fået afslag på en legeaftale grundet vores søns drilleri. jeg synes det er rigtig svært at skelne mellem hvor der kan forbedres og hvad der bare ér vores søn og synes jo det er en vigtig grænse at kende. 

Anonym skriver:

Super dejligt men sådan et svar! 

MIn opfattelse er at skolen ser det her som et relativt stort problem. og vi har også lige fået afslag på en legeaftale grundet vores søns drilleri. jeg synes det er rigtig svært at skelne mellem hvor der kan forbedres og hvad der bare ér vores søn og synes jo det er en vigtig grænse at kende. 

 

Jeg tænker du har fat i den lange ende når du forsøger at skelne mellem hvad som er din søn og hvad som er dine søns udfordringer. 

For jeg kunne også sagtens fortælle om mig selv, og den ene af mine sønner som ikke er dem der omgiver os med en kæmpe flok af mennesker men kan lide alene tiden osv. Men forskellen er din søn sender jer voksne et klart signal når han er udafreagerende, for det er han fordi han er frustreret over et eller andet i situationen og det lyder som det er situationen hvor han skal indgå i de sociale relationer. 

Jeg sidder også som institutionen skole og ville også være bekymret hvis jeg havde en elev der blev mere og mere frustreret i frileg situationen. Jeg ville ikke male fanden på væggen, men jeg ville vide jeg skulle hjælpe den elev for ingen elev skal være frustreret i skolen uden jeg er der til at hjælpe så godt jeg kan. 

Anonym skriver:

Først og fremmest så find ud af, om det er social fobi. For så skal der sættes helt anderledes ind.

Og så vil jeg også slå et lille slag for at acceptere det :-)

Jeg har aldrig været super socialt anlagt. Jeg har det ofte fint i mit eget selskab. I skolen havde jeg ikke mange venner, kun nogle få, og det var først for alvor i de større klasser. Det var sjældent, jeg så dem efter skole, fordi jeg simpelthen var mættet af det sociale og havde brug for at være alene. 

Jeg var i øvrigt også en rolig og velopdragen pige, og mine forældre fik ofte ros for min opførsel.

Måske dit barn ikke er så socialt anlagt? Det kan være han/hun har det fint med jeres selskab og simpelthen ikke har et behov for mere socialt end det lige nu?

Jeg er i øvrigt blevet meget mere social med alderen og er i dag også gift og har et barn. Men jeg nyder stadig at være alene og har kun få tætte venner :-)

Hvor er jeg glad for dit indlæg! Vi har to meget forskellige børn, den ene er super social med mange legeaftaler og trives godt i det. Den anden er stik modsat, nyder sit eget selskab og sin egen leg og rummer ikke al det der med mange mennesker på en gang. Den ene er ikke mere rigtig end den anden i mine øjne, men der er så stort fokus på det sociale aspekt, at det til tider kan føles som om det ikke så sociale barn er forkert. Det gør ondt på moderhjertet  De ligner i øvrigt bare min mand og jeg - jeg er den udadvendte med mange veninder og min mand dyrker få, tætte venskaber og sætter helt enormt pris på alenetid derhjemme

klmf skriver:

Hvor er jeg glad for dit indlæg! Vi har to meget forskellige børn, den ene er super social med mange legeaftaler og trives godt i det. Den anden er stik modsat, nyder sit eget selskab og sin egen leg og rummer ikke al det der med mange mennesker på en gang. Den ene er ikke mere rigtig end den anden i mine øjne, men der er så stort fokus på det sociale aspekt, at det til tider kan føles som om det ikke så sociale barn er forkert. Det gør ondt på moderhjertet  De ligner i øvrigt bare min mand og jeg - jeg er den udadvendte med mange veninder og min mand dyrker få, tætte venskaber og sætter helt enormt pris på alenetid derhjemme

Jeg er glad for, at der så mange, der kan bruge min historie :-)

Jeg synes desværre, der er så meget fokus på, at børn skal være udadvendte og have mange venner. Det er bare ikke alle, der er udadvendte, men det betyder jo altså ikke, at der er noget galt ;-)