Mit barn er socialt akavet

Mit barn er nærmest to forskellige personer alt efter om det er i skole eller ej.

herhjemme er barnet ekstremt roligt og mildt, det er mere end det sædvanlige og vi får mange kommentare om "sikke en god pige/dreng i har jeg". Barnet gør aldrig noget forkert, virkelig som i aldrig. 

men vores barn har enormt svært ved skolen, fagligt er det fremme men socialt går det skævt. Vi har holdt møde med skolen og der er sket lidt fremskridt siden sommer, barnet er nemlig begyndt selv at tage kontakt til andre børn, hvor det før vad alene hele tiden og valgte de andre børn fra. Men vores barn har svært ved at knække koden omkring hvordan man indgår i et socialt fællesskab (igen kun i skolen, til sport osv går det fint) og det resultere desværre tit i uhensigtmæssige reaktioner og de sidste par uge er barnet begyndt at slå osv. Forresten er det kun i frikvartererne og en gang imellem i SFO, men aldrig i timerne. 

Vi arbejder meget intensivt på at finde en løsning, men hvad der sker i skolen er stik modsat det vi ser herhjemme og derfor kan vi ikke selv reagere ligeså snart det sker, men først flere timer efter. Vi tænker at skrue lidt op for legeaftaler så bogle relationer kan bliver forstærket den vej og måske gøre det nemmere at være i skole. Er der nogle af jer der selv har oplevet lignende eller bare har nogle gode råd? 

Mit barn er nærmest to forskellige personer alt efter om det er i skole eller ej.

herhjemme er barnet ekstremt roligt og mildt, det er mere end det sædvanlige og vi får mange kommentare om "sikke en god pige/dreng i har jeg". Barnet gør aldrig noget forkert, virkelig som i aldrig. 

men vores barn har enormt svært ved skolen, fagligt er det fremme men socialt går det skævt. Vi har holdt møde med skolen og der er sket lidt fremskridt siden sommer, barnet er nemlig begyndt selv at tage kontakt til andre børn, hvor det før vad alene hele tiden og valgte de andre børn fra. Men vores barn har svært ved at knække koden omkring hvordan man indgår i et socialt fællesskab (igen kun i skolen, til sport osv går det fint) og det resultere desværre tit i uhensigtmæssige reaktioner og de sidste par uge er barnet begyndt at slå osv. Forresten er det kun i frikvartererne og en gang imellem i SFO, men aldrig i timerne. 

Vi arbejder meget intensivt på at finde en løsning, men hvad der sker i skolen er stik modsat det vi ser herhjemme og derfor kan vi ikke selv reagere ligeså snart det sker, men først flere timer efter. Vi tænker at skrue lidt op for legeaftaler så bogle relationer kan bliver forstærket den vej og måske gøre det nemmere at være i skole. Er der nogle af jer der selv har oplevet lignende eller bare har nogle gode råd? 

Har ikke selv oplevet noget lignende..

Men tænker at I, som forældre kunne hjælpe jeres barn på vej ved at lave nogle legeaftaler med klassekammeraterne.. 

Anonym skriver:

Mit barn er nærmest to forskellige personer alt efter om det er i skole eller ej.

herhjemme er barnet ekstremt roligt og mildt, det er mere end det sædvanlige og vi får mange kommentare om "sikke en god pige/dreng i har jeg". Barnet gør aldrig noget forkert, virkelig som i aldrig. 

men vores barn har enormt svært ved skolen, fagligt er det fremme men socialt går det skævt. Vi har holdt møde med skolen og der er sket lidt fremskridt siden sommer, barnet er nemlig begyndt selv at tage kontakt til andre børn, hvor det før vad alene hele tiden og valgte de andre børn fra. Men vores barn har svært ved at knække koden omkring hvordan man indgår i et socialt fællesskab (igen kun i skolen, til sport osv går det fint) og det resultere desværre tit i uhensigtmæssige reaktioner og de sidste par uge er barnet begyndt at slå osv. Forresten er det kun i frikvartererne og en gang imellem i SFO, men aldrig i timerne. 

Vi arbejder meget intensivt på at finde en løsning, men hvad der sker i skolen er stik modsat det vi ser herhjemme og derfor kan vi ikke selv reagere ligeså snart det sker, men først flere timer efter. Vi tænker at skrue lidt op for legeaftaler så bogle relationer kan bliver forstærket den vej og måske gøre det nemmere at være i skole. Er der nogle af jer der selv har oplevet lignende eller bare har nogle gode råd? 

Der kan være snak om social fobi, men det kan også været meget andet. Det kunne måske være en god idé at snakke med en børnelæge og måske en børnepsykolog. Ikke alt kan klares i hjemmet desværre. 

Anonym skriver:

Der kan være snak om social fobi, men det kan også været meget andet. Det kunne måske være en god idé at snakke med en børnelæge og måske en børnepsykolog. Ikke alt kan klares i hjemmet desværre. 

Vi har lige været til samarbejdsmøde hvor der også var en børneosykolog og jeg håber faktisk rigtig meget at han kommer noget mere indover vores barn. Det kan være jeg skal sige til mit barns lære at vi ønsker psykologen kan tage nogle samtaler med vores barn, selvfølgelig hvis de også selv mener det giver mening. 

Jeg har også selv tænkt at det kunne være noget i den retning. Fx til sport reagere vores barn aldrig voldsomt men har heller ikke nogle rigtige venner og har svært ved at henvende sig til de andre. Og jeg er også bange for at presse for meget på og overskride vores barns grænser, dét ville jo være helt forfærdeligt.

Anonym skriver:

Vi har lige været til samarbejdsmøde hvor der også var en børneosykolog og jeg håber faktisk rigtig meget at han kommer noget mere indover vores barn. Det kan være jeg skal sige til mit barns lære at vi ønsker psykologen kan tage nogle samtaler med vores barn, selvfølgelig hvis de også selv mener det giver mening. 

Jeg har også selv tænkt at det kunne være noget i den retning. Fx til sport reagere vores barn aldrig voldsomt men har heller ikke nogle rigtige venner og har svært ved at henvende sig til de andre. Og jeg er også bange for at presse for meget på og overskride vores barns grænser, dét ville jo være helt forfærdeligt.

Det vil helt sikkert være en god idé at sige det til dit barns lære.

Der er utallige ting der kan være, og der er måske slet ikke tale om en sygdom som sådan. Det kan være noget mere "simpelt", men det er ikke til at vide før i får snakket mere om det. 

Det kan godt være at det er at overskride grænser, men grænser er der for at blive overskredet og i sidste ende vil du/I jo bare det bedste for dit barn. Det er jo muligt at starte ud med en samtale og se om der er behov for netop det, eller om der skal noget andet til.

Først og fremmest så find ud af, om det er social fobi. For så skal der sættes helt anderledes ind.

Og så vil jeg også slå et lille slag for at acceptere det :-)

Jeg har aldrig været super socialt anlagt. Jeg har det ofte fint i mit eget selskab. I skolen havde jeg ikke mange venner, kun nogle få, og det var først for alvor i de større klasser. Det var sjældent, jeg så dem efter skole, fordi jeg simpelthen var mættet af det sociale og havde brug for at være alene. 

Jeg var i øvrigt også en rolig og velopdragen pige, og mine forældre fik ofte ros for min opførsel.

Måske dit barn ikke er så socialt anlagt? Det kan være han/hun har det fint med jeres selskab og simpelthen ikke har et behov for mere socialt end det lige nu?

Jeg er i øvrigt blevet meget mere social med alderen og er i dag også gift og har et barn. Men jeg nyder stadig at være alene og har kun få tætte venner :-)

Anonym skriver:

Først og fremmest så find ud af, om det er social fobi. For så skal der sættes helt anderledes ind.

Og så vil jeg også slå et lille slag for at acceptere det :-)

Jeg har aldrig været super socialt anlagt. Jeg har det ofte fint i mit eget selskab. I skolen havde jeg ikke mange venner, kun nogle få, og det var først for alvor i de større klasser. Det var sjældent, jeg så dem efter skole, fordi jeg simpelthen var mættet af det sociale og havde brug for at være alene. 

Jeg var i øvrigt også en rolig og velopdragen pige, og mine forældre fik ofte ros for min opførsel.

Måske dit barn ikke er så socialt anlagt? Det kan være han/hun har det fint med jeres selskab og simpelthen ikke har et behov for mere socialt end det lige nu?

Jeg er i øvrigt blevet meget mere social med alderen og er i dag også gift og har et barn. Men jeg nyder stadig at være alene og har kun få tætte venner :-)

Hvor er jeg glad for dit svar. Jeg er nemlig også rigtig bange for at overskride mit barns grænser, det er vel nok det jeg frygter aller mest. 

Jeg vil helt klart tage det op med mit barns lære. Mit barn har altid været er stille gemyt, hvilket overhovedet ikke kommer bag på os da både far og jeg er meget stille. Jeg har også selv svært med mange mennesker og kan huske noget ad det værste var når vi skulle hjem til mine forældres venner. Min tanke er dog om det er social forbi, da mit barn elsker at være i legeland, eksperimentariet, Tivoli osv. Men det findes vel i mange afskygninger? 

Anonym skriver:

Vi har lige været til samarbejdsmøde hvor der også var en børneosykolog og jeg håber faktisk rigtig meget at han kommer noget mere indover vores barn. Det kan være jeg skal sige til mit barns lære at vi ønsker psykologen kan tage nogle samtaler med vores barn, selvfølgelig hvis de også selv mener det giver mening. 

Jeg har også selv tænkt at det kunne være noget i den retning. Fx til sport reagere vores barn aldrig voldsomt men har heller ikke nogle rigtige venner og har svært ved at henvende sig til de andre. Og jeg er også bange for at presse for meget på og overskride vores barns grænser, dét ville jo være helt forfærdeligt.

Umiddelbart når jeg læser der du skriver så læser jeg om er barn der fungerer godt når rammerne er tydelige fx i skolen, til sportsaktiviteten, mens når der er frileg og man skal være ingen socialinteraktion som er lettere kaotisk, man skal indgå kompromiser, finde på og så videre så er det rigtig svært. 

Fordi jeg får de tanker har jeg lyst til at spørge; hvordan har jeres barn det med frileg der hjemme sammen med et andet barn? Og når jeres barn leger med andre børn der hjemme hvor meget går I voksne så ind og styrer?

lineog4 skriver:

Umiddelbart når jeg læser der du skriver så læser jeg om er barn der fungerer godt når rammerne er tydelige fx i skolen, til sportsaktiviteten, mens når der er frileg og man skal være ingen socialinteraktion som er lettere kaotisk, man skal indgå kompromiser, finde på og så videre så er det rigtig svært. 

Fordi jeg får de tanker har jeg lyst til at spørge; hvordan har jeres barn det med frileg der hjemme sammen med et andet barn? Og når jeres barn leger med andre børn der hjemme hvor meget går I voksne så ind og styrer?

Det er virkelig en interessant observation, har tænkt over det du har skrevet hele dagen og du har fuldstændig ret. 

Jeg oplever ikke der er problemer når barnet har legeaftaler eller leger med sine søskende. Vi har dog bidt mærke i at vores dreng klart fortrækker at lege med børn der gerne vil bestemme legen. Det foregår meget sådan at vennen siger "nu går vi herhover/ og så sagde du/ nu skal du gøre det" Vi har dog aldrig koblet de to ting, men det giver jo egentlig ret god mening. Det er heller ikke mit indtryk at der er problemer til fødselsdage.

Når der er legeaftaler herhjemme så leger de meget alene, altså vi er i et andet rum.  Vi har nemlig også mindre børn som har brug for lidt mere opmærksomhed. 

Altså for mig lyder det ikke som et stort problem... Jeg har aldrig været særlig social i skolen og havde kun få (læs én (3-6 kl.) - senere to (6-9 kl.) ) meget tætte veninder.. Jeg er gift, har 3 børn og har ingen problemer med at skabe nye venner... Jeg gad bare ikke bruge tid på at have "falske" venner/bekendtskaber i skolen.. Jeg knytter mig MEGET til FÅ personer