Sammen for børnenes skyld

Bundærligt. Jeg er kun sammen med min mand fordi vi har 2 børn sammen. 

Vi har intet sexliv og hverken krammer eller kysser. Jeg gider ikke og han tænder mig på ingen måde længere. Jeg har kun venskabelige følelser for ham.

vi er gode til at være forældre sammen men ikke mere end det. Vores forhold er helt dødt og det har det været længe og jeg har egentlig ikke lyst til at redde det. 

Helst ville jeg ud og møde en ny og få sommerfugle i maven igen men da mig og landen har 2 børn sammen, ejer hus og er ved at sætte nyt hus i stand som vi købte sidste år ser jeg det som en umulighed at stoppe det nu. Min mand har brugt så mange penge og tid på det hus som vi begge gerne vil bo i med børnene så sådan må det jo blive.

i hverdagen savner jeg kærlighed og intimitet og bare at elske en. Vi snakker ikke sammen med mindre det handler om børnene vi har ikke andet til fælles længere. 

Er jeg den eneste som lever i et ægteskab/forhold som kun består fordi der er børn involveret?

Vis det at gå fra hinanden ikke er en mulighed har i så overvejet et åbent forhold? Eller at i hver fik en elsker?

Dit liv er alt for kort til at leve sådan. 

Sæt hinanden fri.

Kan I ikke tage børnefrie aftener,  ud og spise,  snakke om gamle dage,  og huske på hvorfor i blev forelsket til at starte med,  I må jo have haft følelser på et tidspunkt

Du vælger jo i høj grad selv hvordan dit liv skal være. Hvis du hverken vil kæmpe med forholdet til din mand eller få skilsmisse så vælger du jo selv et trist liv. 

Et godt liv kræver kampe og svære valg det kommer ikke af sig selv. Men man kan også gemme sig bag dårlige undskyldninger og praktik men så sker der ikke noget  

Du har forhåbentlig halvdelen af dit liv tilbage vil du virkelig allerede give op?

når man har børn sammen synes jeg man skylder at kæmpe alt hvad man kan inden man giver op så det synes jeg i skal hvis i vil. Men det kræver noget af jer begge. 

Jeg kender et par hvor det er sådan. ( og skriver lige som anonym for at de ikke skal kunne genkendes)

De lever sammen som venner ,men har også valgt at leve åbent sådan de begge to har en elsker(inde)

Det har været sådan i mange år ,og de trives begge to med det for ingen af dem har lyst til at skulle undvære børnene og splitte familien op.

Var det en mulighed?

Sådan en periode har vi også lige nu. Og vi har haft dem før og ved derfor begge to vi nok skal finde gejsten igen. 

Det er rigtigt gejsten ikke bare kommer uden arbejde, men man kan også have perioder hvor man ikke en gang har overskuddet til at arbejde med det. Problemet er jo så bare man føler man mangler, man føler sig egentlig en smule utilfreds hele tiden og det dræber lysten hos den anden at være sammen med en utilfreds person og så er det skruen uden ende.

Her hos os er vi åbne om det, vi griner lidt af det, griner af jeg har krævet jeg snart må tage en elsker (om 10 kilo ) og heldigvis stadig hinandens fortrolige og gode venner, bare ikke kærester lige i denne periode - men men men det skal vi blive igen, for jeg vil ikke leve uden en kæreste 

Du og I skal vælg om I vil finde sammen som kærester igen, eller om I kun er forældre, kun forældre så skal I måske overveje om huset er det værd? Det kan sælges og I kan blive gode forældre og venner, men have andre kærester.

Hvad med at tale med manden? Det kan være, han har det på samme måde?

Jeg synes, at man altid skylder sig selv og eventuelle børn at give forholdet et ekstra skud, inden man trækker stikket. Især hvis det kun er en periode, som beskrevet ovenover. 

Prøv at se, om du kan genfinde gnisten. Hvad var det, du faldt for i første omgang? Savner du spontanitet i en struktureret hverdag?

Vi har da også helt sikkert perioder, hvor vi har mere sex end andre, og perioder, hvor rutinerne fjerner romantikken. Men vi er bevidste om det og planlægger derfor også ofte middage, weekendophold, spa osv. Så vi ikke glemmer at være kærester (selvom vi er gift).

Hvis intet hjælper, så kan I i det mindste sige, at I gav det et forsøg og forhåbentligt skilles som venner. For ingen skal være i et forhold, de ikke ønsker at være i.

Anonym skriver:

Bundærligt. Jeg er kun sammen med min mand fordi vi har 2 børn sammen. 

Vi har intet sexliv og hverken krammer eller kysser. Jeg gider ikke og han tænder mig på ingen måde længere. Jeg har kun venskabelige følelser for ham.

vi er gode til at være forældre sammen men ikke mere end det. Vores forhold er helt dødt og det har det været længe og jeg har egentlig ikke lyst til at redde det. 

Helst ville jeg ud og møde en ny og få sommerfugle i maven igen men da mig og landen har 2 børn sammen, ejer hus og er ved at sætte nyt hus i stand som vi købte sidste år ser jeg det som en umulighed at stoppe det nu. Min mand har brugt så mange penge og tid på det hus som vi begge gerne vil bo i med børnene så sådan må det jo blive.

 

i hverdagen savner jeg kærlighed og intimitet og bare at elske en. Vi snakker ikke sammen med mindre det handler om børnene vi har ikke andet til fælles længere. 

Er jeg den eneste som lever i et ægteskab/forhold som kun består fordi der er børn involveret?

Nu ved jeg ikke, hvor længe I har været sammen. Men min mand og jeg har været sammen så mange år, at vi sidste år overståede anden runde af sådan en periode. Det er sindssygt hårdt og ulykkeligt.

Det ulykkelige højdepunkt, der også blev vendepunktet, var det øjeblik, hvor vi satte hinanden fri. Vi ville prøve at blive sammen, men ikke forhindre hinanden i at opleve nærhed, og hvad dertil hører såsom berøring osv. Men efter et par uger endte vi i hinandens arme og græd i timevis over det hele. Ingen af os havde lyst til andre, når det kom til stykket og det gik op for os, at der ikke er andre i verden, vi ønskede nærhed med. Børnene kom på overnatning hos farmor, hvor vi i halvandet døgn fik talt, grædt, talt, gloet ud i luften og grædt noget mere. 

Vi blev enige om nogle ting, der skulle ændres og som ikke bare skulle tales om (år efter år), men der skulle handles på det. Der var fire kerneområder, og nogle mindre, som vi stædigt holder fast i. Èn af dem var parterapi, hvilket har gjort en verden til forskel. Èn anden ting var faktisk, at der skulle en seng ind på kontoret, så vi kunne tage en nat for os selv engang imellem, kæmpe forskel til det bedre, en god nattesøvn skal ikke undervurderes. 

Det lyder måske helt vildt nemt, men det var det overhovedet ikke. Det var faktisk meget vanskeligt at finde frem til, at det i virkeligheden ikke var kærligheden, der fejlede noget med, hvad der overskyggede kærligheden og hvad hulen, vi skulle gøre ved det. Det krævede at vi kom helt der ud, hvor vores følelser hang i laser, hvor vi var i total oprør, udsatte, såbare og bundærlige. 

Det er jo ikke sikkert, du kan bruge det til noget, men bare lidt tanker om det at kæmpe for noget, man egentlig ikke har lyst til at kæmpe for, men alligevel gør, fordi man har børn sammen, og så komme ud af krisen sammen - lykkelige, forelskede og stærkere end nogensinde før. 

lineog4 skriver:

Sådan en periode har vi også lige nu. Og vi har haft dem før og ved derfor begge to vi nok skal finde gejsten igen. 

Det er rigtigt gejsten ikke bare kommer uden arbejde, men man kan også have perioder hvor man ikke en gang har overskuddet til at arbejde med det. Problemet er jo så bare man føler man mangler, man føler sig egentlig en smule utilfreds hele tiden og det dræber lysten hos den anden at være sammen med en utilfreds person og så er det skruen uden ende.

Her hos os er vi åbne om det, vi griner lidt af det, griner af jeg har krævet jeg snart må tage en elsker (om 10 kilo ) og heldigvis stadig hinandens fortrolige og gode venner, bare ikke kærester lige i denne periode - men men men det skal vi blive igen, for jeg vil ikke leve uden en kæreste 

Du og I skal vælg om I vil finde sammen som kærester igen, eller om I kun er forældre, kun forældre så skal I måske overveje om huset er det værd? Det kan sælges og I kan blive gode forældre og venner, men have andre kærester.

Altså manden har godkendt, at du finder en elsker? Men på et tidspunkt finder i sammen igen?