Jeg gør alt forkert- i hans øjne.

Vivienne skriver:

Her kommer et svar fra én, der selv er perfektionist 

Jeg har i mange år levet i min egen perfekte verden, hvor jeg på den mest perfekte måde vaskede op, indrettede min lejlighed, behandlede mine venner, vaskede min bil, osv osv (you get the picture)...

Ingen af de kærester jeg har haft har kunnet leve op til mine standarder og forventninger. 

Indtil jeg en dag mødte den mandlige udgave af mig selv, dog endnu mere perfekt end mig viste det sig. 

Igennem ham fandt jeg ud af hvad for et kæmpe røvhul jeg selv har været overfor mine tidligere kærester. Jeg har forventet at de gør tingene som jeg gjorde dem fordi det var den eneste rigtige måde at gøre dem på ifølge mit perfektionistiske ego. 

Ham skrottede jeg hurtigt og nogle år efter kom jeg igennem mit arbejde på noget der hedder Enneagram kursus, hvor man finder ud af hvad for en type personlighed man er. Og gæt hvad jeg var? Type 1: Perfektionisten. 

Undervisningen satte mig virkelig på plads. Jeg følte mig forstået og jeg begyndte at arbejde med mig selv.

idag kan jeg sige at jeg er "clean" og har ingen problemer med rod i hjemmet eller med den måde min mand vasker tøj. Det har været en kæmpe øjenåbner for mig.

Hvis det interesserer dig, så skriv en PB. Så kan jeg fortælle dig mere.

Din mand er selv fanget i hans perfektionistiske verden og det i sig selv er straf nok. Han skal have hjælp til at komme ud af den. 

Og hvad skal jeg så gøre. Som pårørende, kan jeg gør noget. 

Diduu skriver:

Okay. Som overskriften lyder. Min mand og jeg har 10 år sammen nu. Det største problem i vores forhold er at han er perfektioniske, det er jeg ikke. Han sætter højere krav til sig selv og andre. Han er god til alt og det elsker jeg ham for. Men hans perfektionisme er også et kæmpe problem for mig, jeg føler altid at jeg gør mit allerbedste med alting og det er i hans øjne aldrig godt nok. 

Først var det rengøringen, jeg gjorde det ikke rigtig og min tid udnyttende jeg forkert, så fik vi hund, den kunne jeg ikke opdrager godt nok, nu har vi børn og dem kan jeg hellere ikke klare/magte. 

Noge ting har han ret i, jeg kunne godt gøre tingene bedre, men hvorfor bliver han ikke glad for at jeg forsøger. Jeg ønsker bare at han skal synes at jeg forsøger, jeg ved det aldrig bliver "godt nok" 

han siger også at han får ondt i maven, når børnene kommer op at kører, for det er fordi jeg ikke kan styre dem, at de er sådan. Jeg ønsker at være sammen med manden hele livet, men det er som om vi ikke kan mødes på midten. Han siger at han ikke kan leve med det sådan her, så en dag forlader han mig nok, men jeg kan ikke gøre det bedre

Nedsættende tale er psykisk vold.

Kom ud af det forhold. Du fortjener ikke at blive behandlet på den måde.

Jeg fristes lidt til at spørge: hvem er det der bestemmer hvordan ting gøres bedst? Hvem har besluttet at det er hans måde der er den mest rigtige?  

Herhjemme har vi to forskellige måder at gøre tingene på. Kunne da aldrig drømme om at kritisere min mands måde at gøre tingene på, selvom jeg måske gerne havde set at det blev gjort på min

det handler i høj grad om at du lader ham fortælle dig at du ikke er god nok! Du forsvarer ham og det han siger til dig, og det endda overfor folk som hverken kender dig eller manden. Det er et kedeligt mønster, tro på dig selv og tro på at du er god nok, selvom du ikke gør tingene på samme måde som din mand

MorAugust2017 skriver:

Jeg fristes lidt til at spørge: hvem er det der bestemmer hvordan ting gøres bedst? Hvem har besluttet at det er hans måde der er den mest rigtige?  

Herhjemme har vi to forskellige måder at gøre tingene på. Kunne da aldrig drømme om at kritisere min mands måde at gøre tingene på, selvom jeg måske gerne havde set at det blev gjort på min

det handler i høj grad om at du lader ham fortælle dig at du ikke er god nok! Du forsvarer ham og det han siger til dig, og det endda overfor folk som hverken kender dig eller manden. Det er et kedeligt mønster, tro på dig selv og tro på at du er god nok, selvom du ikke gør tingene på samme måde som din mand

Grunden til at jeg forsvare ham er at I tror han er værre end han i virkeligheden er. 

For det meste har han nemlig ret, det skal ikke gøres på hans måde, men han syntes ikke det bliver gjort ordentligt, når jeg gør det, jeg springer nemt over tingene og det irriterede ham, han har faktisk efter børnene kom, accepteret at vi ikke kan nå alt mere. Jeg er bare mere "doven" anlagt. Det er små ting i det daglige der får det til at kamme over, men der hvor det er værste er når børnene bliver ustyrlige, for jeg kan ærligt, ikke styre dem, de mangler respekt for mig, som de har til ham. Han har mere kontrol over det, det kan jeg jo se, jeg vil gerne være så god som ham, men selvom jeg kæmper, så lykkedes det bare ikke. 

Han gør det mest for at hjælpe mig, selvom det kan lyde hårdt, så hold op med at tro at han er en dårlig mand. Jeg har selvtillid, jeg er den bedste på arbejde og har meget ansvar, det kan jeg finde ud af. 

Min mand er dårlig til at huske fødselsdagen og hvornår vi skal noget, der er det mig der styre 100% og sørger for at få købt gaver og jeg er også bedst til at se hvornår børnene skal have nye ting. 

Diduu skriver:

Grunden til at jeg forsvare ham er at I tror han er værre end han i virkeligheden er. 

For det meste har han nemlig ret, det skal ikke gøres på hans måde, men han syntes ikke det bliver gjort ordentligt, når jeg gør det, jeg springer nemt over tingene og det irriterede ham, han har faktisk efter børnene kom, accepteret at vi ikke kan nå alt mere. Jeg er bare mere "doven" anlagt. Det er små ting i det daglige der får det til at kamme over, men der hvor det er værste er når børnene bliver ustyrlige, for jeg kan ærligt, ikke styre dem, de mangler respekt for mig, som de har til ham. Han har mere kontrol over det, det kan jeg jo se, jeg vil gerne være så god som ham, men selvom jeg kæmper, så lykkedes det bare ikke. 

Han gør det mest for at hjælpe mig, selvom det kan lyde hårdt, så hold op med at tro at han er en dårlig mand. Jeg har selvtillid, jeg er den bedste på arbejde og har meget ansvar, det kan jeg finde ud af. 

Min mand er dårlig til at huske fødselsdagen og hvornår vi skal noget, der er det mig der styre 100% og sørger for at få købt gaver og jeg er også bedst til at se hvornår børnene skal have nye ting. 

Parterapi. Nu!

1. Selvom du finder undskyldninger for ham, er det ikke ok at nedvurdere og snakke nedsættende om sin partner! Det er ødelæggende at blive udsat for det over tid. 

2. Det er ikke dit eneansvar at opdrage børnene! Hvis han ikke fornøjet med deres oppførsel,  må han se sig selv i spejlet og sige "Hvad kan VI gøre bedre?" - og forøvrig er børneopdragelse "a work in progres". Der kommer til at være situationer, han ikke ønsker, helt til den dag de flytter ud.

3. Der er ikke bare en måde at gøre ting rigtigt på! Han er ikke perfekt! Du er ikke dum og doven! Der er mange måder at leve sit liv på, men når man skal dele livet med nogen, må man finde en felles måde at gøre det på. Det lyder absolut ikke, som I har gjort det.

4. Hvis han får dig til at føler dig dum, doven og utilstrækkelig, så er der noget galt. I et forhold skal man bygge hinanden op. Ikke det modsatte.  

Du får det ikke godt, den dag du klarer at følge alle hans ønsker. Du får det godt, den dag du kan være den du er uden anger og I kan mødes på midten.