Ingen kontakt til bedsterne

Jeg har igen brug for råd og fik en masse gode råd og vinkler sidst jeg skrev 

jeg er vokset op i et hjem, hvor jeg er ene barn af min mor og far men min mor har siden fået børn med hendes nye mand. Vi er alle voksne i dag dog er jeg jo det ældre og den eneste som har stiftet familie 

der har altid været en for forskelsbehandling og jeg var ikke i tvivl om at jeg var hende een anden. Jeg var ikke rigtig velkommen hjemme og min mor har desværre altod formået at fortælle alt hvad der var galt med mig som person. Jeg har måtte kæmpe mig til alt imens deres børn har fået tingene serveret, der er helt andre forventninger til mig og det har skabt kæmpe ubalance imellem mig og dem. 

Jeg har gennem terapi fået en masse hjælp og er begyndt at sige fra. Dette har nu resulteret i en kæmpe konflikt. Jeg har prøvet at række ud men er blevet afvist og har til sidst fået nok, det endte i en masse nedladende og nedgørende beskeder og kommentarer, tilsvininger. Blot fordi jeg ikke ville finde mig i at blive kaldt grimme ting og lignende. Jeg kan bestemt også gøre ting bedre men i deres øjne er jeg  desværre en person jeg ikke selv kender til, en påduttet frygtelig rolle de ikke kan se bort fra. 

Vi børn ses nu ikke længere og jeg måtte pga nedladende beskeder blokere deres numre og skære igennem. Min mor og jeg taler ikke, prøvede at række hånden ud, men blev afvist og resulterede i et verbalt angreb fra et af deres børn, og måtte derfor blokere nummeret. Jeg har nået dertil hvor de ellers fik lov til at se børnene uden jeg var til stede men jeg kan ikke rumme dette mere. Det hele påvirker alt for meget. Jeg har ingen ønske om kontakt fremad, jeg er såret dor dybt og det andres fra et af børnene på baggrund af de ting min mor har delt var dråben. De fåe det som de altod har ønsket, deres lille familie uden mig, personen som konstant minder min mor om noget hun ikke ønskede og at jeg er helt forkert, født på det forkerte tidspunkt i hendes liv og med den forkerte mand 

det har været en meget hård process og været hårdt at komme hertil da jeg ikke ønsker at fratage mine børn deres bedsteforældre. De er på ingen måde tætte da der har været sparsom interesse fra bedsternes side som dog er øget under konflikten, hvor min mand udspørges hver gang 

men hvordan gør jeg det bedst muligt, tænker at melde klart ud ved bedsterne måske er løsningen, men hvad med børnene, de spørger stort set aldrig efter dem så måske vi bare skal lade som ingenting uden at gøre et nummer ud af det og lade det gå i glemmebogen 

er både en stor lettelse at sige fra men også utrolig hårdt 

Mine børn ser ikke deres mormor den eneste bedste de har.

Hun drikker så de er vokset op med kun at se hende et par gang om året men for ca 3 år siden tog jeg beslutningen om at jeg ikke tager dem med ud til hende ( hun er velkommen her, men kommer aldrig)

Vi gjorde det at vi bare har ladet som ingen ting, børnene har spurgt et parringen om de ingen bedsteforældre har og der er jeg ærlig om at vi ikke ser hende fordi hun drikker for mange øl, og det kan de godt forstå, men vi har aldrig lagt skjul på hvorfor, de ved også godt at nå de skal ringe og sige tak for fødselsdagsgaven så bliver det tidligt om formiddagen da hun ellers har drukket, og hvis hun lyder fuld så må de vente med at sige tak.

Min datter er 9 år.

Min dreng på 10 siger aldrig tak for gaven da han ikke bryder sig om at snakke i tlf han er letter mental retarderet.

Hvor gamle er dine børn?

Hvis de ikke interesserer sig for deres bedste ville jeg bare lade det ligge og nå de så måske om lang tid spørger hvorfor de ikke ser dem så ville jegodt nok bare være ærlig og siger at det er fordi hun ikke snakker så pænt og siger grimme ting.

Og nå de så bliver helt store så kan de få det hele afvide.

helle85 skriver:

Mine børn ser ikke deres mormor den eneste bedste de har.

Hun drikker så de er vokset op med kun at se hende et par gang om året men for ca 3 år siden tog jeg beslutningen om at jeg ikke tager dem med ud til hende ( hun er velkommen her, men kommer aldrig)

Vi gjorde det at vi bare har ladet som ingen ting, børnene har spurgt et parringen om de ingen bedsteforældre har og der er jeg ærlig om at vi ikke ser hende fordi hun drikker for mange øl, og det kan de godt forstå, men vi har aldrig lagt skjul på hvorfor, de ved også godt at nå de skal ringe og sige tak for fødselsdagsgaven så bliver det tidligt om formiddagen da hun ellers har drukket, og hvis hun lyder fuld så må de vente med at sige tak.

Min datter er 9 år.

Min dreng på 10 siger aldrig tak for gaven da han ikke bryder sig om at snakke i tlf han er letter mental retarderet.

Hvor gamle er dine børn?

Hvis de ikke interesserer sig for deres bedste ville jeg bare lade det ligge og nå de så måske om lang tid spørger hvorfor de ikke ser dem så ville jegodt nok bare være ærlig og siger at det er fordi hun ikke snakker så pænt og siger grimme ting.

Og nå de så bliver helt store så kan de få det hele afvide.

Vores børn er forholdsvis små, de er i dagpleje, børnehave og førskolealderen (glidende overgang) de ser en del til de andre bedster både min mands familie og min far og hans "nye" familie hvor vi bla har fætter og kusine til vores børn

jeg føler dilemmaet nok er svært da jeg jo lidt er alene og føler det er dem mod mig, føler mig meget svigtet hvilket garantier på i mange år, men afslutningen er blevet ret grim pga måden de andre børn har taget det på, og bliver ret ked af det da jeg altid har gjort meget for at de skulle føle min kærlighed og jeg ville dem, og da overskuddet ikke var så stor blev jeg kastet væk, som et stykke skrald. Føler mig så udnyttet og sparket til 

vi har også lige valgt at bryde med min mands far - pga. en masse skuffelser, og vi har ligeud sagt til ham og hans kone at vi ikke vil se dem mere, men vi har ikke sagt noget til vores børn (de er mellem 2 og 9 år) da de alligevel kun har set dem en eller to gange om året.

Hvis de en dag kommer og spørger hvorfor de ikke ser farfar, så får de det nok at vide, men hvor meget de får at vide kommer helt an på deres alder.

Anonym skriver:

vi har også lige valgt at bryde med min mands far - pga. en masse skuffelser, og vi har ligeud sagt til ham og hans kone at vi ikke vil se dem mere, men vi har ikke sagt noget til vores børn (de er mellem 2 og 9 år) da de alligevel kun har set dem en eller to gange om året.

Hvis de en dag kommer og spørger hvorfor de ikke ser farfar, så får de det nok at vide, men hvor meget de får at vide kommer helt an på deres alder.

Tak for svar, har i ikke haft betænkeligheder omkring det at børnene får "frataget" et sæt bedsteforældre. Det er jo nok der det er sværest. Havde vi ikke haft børn havde jeg slet ingen betænkeligheder haft. Omvendt ønsker jeg ikke mine børn skal opleve skuffelser og svigt fra dem som jeg har gjort 

Anonym skriver:

Tak for svar, har i ikke haft betænkeligheder omkring det at børnene får "frataget" et sæt bedsteforældre. Det er jo nok der det er sværest. Havde vi ikke haft børn havde jeg slet ingen betænkeligheder haft. Omvendt ønsker jeg ikke mine børn skal opleve skuffelser og svigt fra dem som jeg har gjort 

jeg så gerne at min mand havde slået hånden af sin far noget før, men han blev ved med at give dem chancer på grund af børnene. De gjorde dog noget sidste år der endelig fik ham til at sige hellere undvære en farfar end at opleve den slags.

Jeg ved det er hårdt for ham, især fordi hans farmor stadig lever og hun ikke helt kan forstå at ingen af min mand eller hans søskende gider deres far mere.

Anonym skriver:

jeg så gerne at min mand havde slået hånden af sin far noget før, men han blev ved med at give dem chancer på grund af børnene. De gjorde dog noget sidste år der endelig fik ham til at sige hellere undvære en farfar end at opleve den slags.

Jeg ved det er hårdt for ham, især fordi hans farmor stadig lever og hun ikke helt kan forstå at ingen af min mand eller hans søskende gider deres far mere.

Det er jo så værre når der er bedster/older med i billedet. Det problem har jeg selv. Men ja har nok som din mand fundet mig i for meget for længe 

Jeg syntes ikke du skal have dårlig samvittighed over for dine børn. Som jeg ser det så er det det helt rigtige at skærme børnene fra den side af familien. Tror blot på sigt at det vil såre dem at være en del af bedsternes liv da de jo en dag vil lægge mærke til stemningen og når dine halvsøskende får børn vil de måske også blive skubbet væk til fordel for de nye..

når de er så små ville jeg lade som ingenting. De 2 små vil sikkert bare glemme at det engang var anderledes og spørger den store må du jo være ærlig. De taler grimt og det vil mor ikke have. 

Glæd dig over at dine børn stadig har de andre Bedster. Nu har de jo 2 sæt som alle andre børn og så ser jeg ikke de går glip af noget. 

Newsence skriver:

Jeg syntes ikke du skal have dårlig samvittighed over for dine børn. Som jeg ser det så er det det helt rigtige at skærme børnene fra den side af familien. Tror blot på sigt at det vil såre dem at være en del af bedsternes liv da de jo en dag vil lægge mærke til stemningen og når dine halvsøskende får børn vil de måske også blive skubbet væk til fordel for de nye..

når de er så små ville jeg lade som ingenting. De 2 små vil sikkert bare glemme at det engang var anderledes og spørger den store må du jo være ærlig. De taler grimt og det vil mor ikke have. 

Glæd dig over at dine børn stadig har de andre Bedster. Nu har de jo 2 sæt som alle andre børn og så ser jeg ikke de går glip af noget. 

Hvor har du ret. Og især med pointen om kommende børnebørn på den side. Der har jo ikke været kæmpe interesse tidligere og øges kun når der er konflikter, og det er altid når det lige passer ind hos dem. For er der noget bedre er de ikke svære til at lave aftaler med. Vi bliver bare nedprioriteret og har tidlige været sådan at de holdte frokoster hvor vi som de eneste ikke var velkomne eller hvor vi var med men blev nærmest ignoreret imens de sad og drak vin med deres venner som var inviteret også 

Anonym skriver:

Hvor har du ret. Og især med pointen om kommende børnebørn på den side. Der har jo ikke været kæmpe interesse tidligere og øges kun når der er konflikter, og det er altid når det lige passer ind hos dem. For er der noget bedre er de ikke svære til at lave aftaler med. Vi bliver bare nedprioriteret og har tidlige været sådan at de holdte frokoster hvor vi som de eneste ikke var velkomne eller hvor vi var med men blev nærmest ignoreret imens de sad og drak vin med deres venner som var inviteret også 

Præcis det er mere benyttelse af børn og det skal de ikke have lov til. Få dem ud af dit liv 100%. De skal ikke høre fra jer. Ikke noget med at fortælle dem noget. Det er bedst for dig og din familie at I kommer ud af det forhold og bruger jeres kræfter og tid med de bedster der elsker børnene og vil være der for dem