Min kæreste og jeg er ret ny i denne her verden der omhandler at være i behandling, men omvendt så har vi jo længe forsøgt at lave en baby på den gammeldags måde.
Én ting som denne proces har lært mig, og som jeg får lyst til at dele, når jeg læser et indlæg som dette er. HUSK vi er forskellige som mennesker og vi er forskellige som køn, men faktisk vil jeg heller sige vi er forskellige som mennesker, der er punkter hvor jeg som kvinde ikke ligner, tænker, føler eller handler om andre kvinder, og sådan oplever jeg faktisk også mænd.
Min kæreste og jeg ønsker os begge 2 meget højt et barn, og har sammen valgt at gå i behandling, og de betyder FOR OS, at vi støtter hinanden i det, men det betyder også at vi giver plads til at tænke og føle forskelligt, uden det ender ud i vi enten står os selv eller hinanden oveni hovedet med tanken om at være forkerte.
I starten da vi besluttet at nu ville vi være forældre (jeg stoppede på p-piller), der startede vi de første måneder nu med at "ligge lige" vi talte begge dage, og blev lige skuffet når den der g-test ikke viste det vi ønskede.. Derefter var jeg lidt foran hvad den angår, så var der nogen måneder hvor min kæreste faktisk havde mere styr på tiden på måneden, og så var der faktisk også nogen måneder hvor ingen af os tænkte på det, både fordi det gik lidt i glemmebogen, og fordi det begyndte at fylde for meget ift. vores sexliv, det blev for meget et projekt.
Da vi så havde forsøgt længe nok i forhold til lov og regler, så vi kunne blive undersøgt, var det mig der startede ud med at have styr på tingene, datoer, tider, mindende min kæreste om at bestille tid hos sin læge osv.
Det er mig der har lagt ud med at læse div. papir vi har fået forskellige steder fra, og på et tidpunkt tænkte jeg også "vil han overhovedet det her", indtil jeg en aften stod og lavede mad, og fik kiggede ind i stuen, der sad min kæresten med hovedet begravet i papir og jeg kunne ane en lille tåre - da vi sad og spiste den aften, valgte jeg ikke at nævne noget om hvad jeg havde set, og pludselig siger han selv, "hold da kræft hvor står der mange kloge ord i de papir, som om vi ikke ved det" (det handle bla. om hvad det kan gøre ved et forhold) og derefter fik vi så en god snak om det - og det gik op for mig at vi begge to havde følelser omkring det her, og det måske i virkeligheden handlede om, at jeg var alt for dårlig til at åbne munden og sige hvad jeg tænkte og følte, også at fortælle om min tvivl.
Min kæreste bakker mig fuldt op i dette, men vi er bare forskellige steder indimellem, jeg har nogen dage stort behov for at snakke, spørger, vide osv. hvor han har mindre behov, men andre dage er det pludselig ham der siger noget der har med baby, behandling, forælderrolle osv at gøre, hvor jeg godt kan tænke "det har jeg ikke lige behov for" - men så må jeg jo være den søde kæreste..
Som sagt er vi meget nye i behandlingen og venter på at kunne gå i gang med 1. forsøg, og her har vi det meget forskelligt, vi ville begge 2 rigtige gerne lave det her barn på den gamle dags måde, og min kæreste har det sindsygt svært ved at det nok ikke sker (vi har chance for det) og vi behøves hjælp, hvorimod jeg er kommet mig over det bum, og tænker nu er vi i gang. Det samme med hvor meget vi begge 2 behøves at deltage, ingen skal være i tvivl om jeg gerne vil have min kæreste med til alt, men jeg tænker også meget praktik, og tænker han behøves ikke mere fravær end højst nødvendig - det fik jeg nævnt efter den første samtale, og havde allerede valgt de "dage" han ikke behøves at være med, her tænker jeg de besøg hvor de bare skal følge min krop, hvor jeg så erfaret at her tænkte vi IKKE ens - for både der og siden har jeg fået afvide at "hey vi er 2 om det her, og jeg vil også være med, jeg vil støtte dig, og det betyder jeg vil også prøve at få fri på de dage hvor jeg ikke behøves at være med"
I forhold til hvor meget vi snakker om det med andre, så er behovet nok størst hos mig ift at andre skal vide noget, og det er mest i tilfælde af det ikke går som planen skriver, ellers har vi begge et ønske om at det skal være lige så naturligt som hvis vi ikke var i behandling, og min kæreste han har ikke behov for at snakke med andre end mig, før end han kan fortælle han skal være far.
Så jeg tror bare at det er vigtigt at vi kvinder også respekter mændene, og lader vær med at ligge vores følelser over på dem - de har nu en gang været med til at beslutte at forsøge at få børn og de har været med til at beslutte at gå i behandling og det må i min optik betyde de GERNE vil være med..
