spørgsmål til jeg der er i behandling

til jer som er eller har været i behandling, hvor meget er jeres mænd med? går de ind i det med krop og sjæl, altså betyder det lige så meget for dem som for jer og deltager de 100% og har de brugt tid på at sætte sig ind i hvad det er i gennemgår?

jeg har haft eller har stadig en forventning om at det er noget man gør sammen og at det burde betyde lige meget for begge personer, da det jo ikke er mit barn jeg ønsker mig, men vores fælles barn.

vi skal til lægen tirsdag og have lavet en henvisning til hjælp/behandling, men jeg føler mig dybt i tvivl. mit hjerte og min fornuft siger hver deres ting..

vi vil gerne have børn, men vi er måske bare ikke helt enige om hvordan vi skal komme i mål.. jeg er ville til at gå meget langt for at få opfyldt det ønske om at bliv mor, og jeg ønsker selvfølgelig at det skal være sammen med min mand. jeg er fuldtids papmor til en dejlig pige, og det gør det ikke nemmere da jeg er så skruk altid og har været det i 2 år. vi var gravide men endte i en SA den 17/11-15, og der er ikke sket noget lige siden. jeg føler at det er på tide/det rigtige tidspunkt at tage det skridtet videre, hvor min mand nok er lidt mere på det punkt at han næsten er lidt ligeglad med hvornår det sker at vi bliver gravide igen, bare det sker på et tidspunkt. 

han vil gerne med til lægen og i behandling, men han gør det for min skyld. som han siger at hvis jeg ønsker at gå så langt for det, så er det det vi gør. men jeg føler sgu ærligt at det kun er mig det betyder noget for, og det gør pisse ondt, for det føles næsten som om at man står med det hele selv. alle følelserne, frustrationenerne og hvad der ellers følger med på godt og ondt.

nico3 skriver:

til jer som er eller har været i behandling, hvor meget er jeres mænd med? går de ind i det med krop og sjæl, altså betyder det lige så meget for dem som for jer og deltager de 100% og har de brugt tid på at sætte sig ind i hvad det er i gennemgår?

jeg har haft eller har stadig en forventning om at det er noget man gør sammen og at det burde betyde lige meget for begge personer, da det jo ikke er mit barn jeg ønsker mig, men vores fælles barn.

vi skal til lægen tirsdag og have lavet en henvisning til hjælp/behandling, men jeg føler mig dybt i tvivl. mit hjerte og min fornuft siger hver deres ting..

vi vil gerne have børn, men vi er måske bare ikke helt enige om hvordan vi skal komme i mål.. jeg er ville til at gå meget langt for at få opfyldt det ønske om at bliv mor, og jeg ønsker selvfølgelig at det skal være sammen med min mand. jeg er fuldtids papmor til en dejlig pige, og det gør det ikke nemmere da jeg er så skruk altid og har været det i 2 år. vi var gravide men endte i en SA den 17/11-15, og der er ikke sket noget lige siden. jeg føler at det er på tide/det rigtige tidspunkt at tage det skridtet videre, hvor min mand nok er lidt mere på det punkt at han næsten er lidt ligeglad med hvornår det sker at vi bliver gravide igen, bare det sker på et tidspunkt. 

han vil gerne med til lægen og i behandling, men han gør det for min skyld. som han siger at hvis jeg ønsker at gå så langt for det, så er det det vi gør. men jeg føler sgu ærligt at det kun er mig det betyder noget for, og det gør pisse ondt, for det føles næsten som om at man står med det hele selv. alle følelserne, frustrationenerne og hvad der ellers følger med på godt og ondt.

 

Min var med til æg udtagning og oplægning

esioul skriver:

Min var med til æg udtagning og oplægning

ok, men hvor meget havde han sat sig ind i det og gik han ind i det med hele sit hjerte?

nico3 skriver:

ok, men hvor meget havde han sat sig ind i det og gik han ind i det med hele sit hjerte?

Han gik ind i det med hele sit hjerte - men på sin egen måde.

Det fyldte ikke så meget for ham, som for mig. (sådan tror jeg tit det på en eller anden måde bliver, da kvinden skal stikke sig på bestemte tidpunkter, scanninger og lign). 

Han havde ikke behov for at snakke så meget om det som mig. Indimellem tænkte jeg om han var ligeglad, men det var han ikke. 

Vi valgte det kun var det vigtigste han skulle med til. Ellers blev det til rigtig meget fravær fra arbejdet for ham også. 

nico3 skriver:

ok, men hvor meget havde han sat sig ind i det og gik han ind i det med hele sit hjerte?

Og ja, han havde viden om det (det får man jo til intro samtalen på klinikken). Han stak mig de første gange også. 

Men jeg forventede ikke han skulle google hvad det var. Jeg tænkte at den viden fra klinikken er nok

nico3 skriver:

til jer som er eller har været i behandling, hvor meget er jeres mænd med? går de ind i det med krop og sjæl, altså betyder det lige så meget for dem som for jer og deltager de 100% og har de brugt tid på at sætte sig ind i hvad det er i gennemgår?

jeg har haft eller har stadig en forventning om at det er noget man gør sammen og at det burde betyde lige meget for begge personer, da det jo ikke er mit barn jeg ønsker mig, men vores fælles barn.

vi skal til lægen tirsdag og have lavet en henvisning til hjælp/behandling, men jeg føler mig dybt i tvivl. mit hjerte og min fornuft siger hver deres ting..

vi vil gerne have børn, men vi er måske bare ikke helt enige om hvordan vi skal komme i mål.. jeg er ville til at gå meget langt for at få opfyldt det ønske om at bliv mor, og jeg ønsker selvfølgelig at det skal være sammen med min mand. jeg er fuldtids papmor til en dejlig pige, og det gør det ikke nemmere da jeg er så skruk altid og har været det i 2 år. vi var gravide men endte i en SA den 17/11-15, og der er ikke sket noget lige siden. jeg føler at det er på tide/det rigtige tidspunkt at tage det skridtet videre, hvor min mand nok er lidt mere på det punkt at han næsten er lidt ligeglad med hvornår det sker at vi bliver gravide igen, bare det sker på et tidspunkt. 

han vil gerne med til lægen og i behandling, men han gør det for min skyld. som han siger at hvis jeg ønsker at gå så langt for det, så er det det vi gør. men jeg føler sgu ærligt at det kun er mig det betyder noget for, og det gør pisse ondt, for det føles næsten som om at man står med det hele selv. alle følelserne, frustrationenerne og hvad der ellers følger med på godt og ondt.

 

Du kan jo ikke pådutte din mand dine følelser. Han har et barn, så det behov er dækket. Du er nok nødt til at acceptere, at du er projektleder, og han følger "ordrer" uden den store entusiasme- men når barnet så er der, skal han såmænd nok blive en engageret far.

Min kæreste var med til det meste, men hans arbejde ligger også 5 minutters gang fra klinikken, jeg er ikke sikker på, at han kunne have været lige så meget med, hvis det ikke lå så tæt på, så jeg var heldig

han har ikke sat sig ind i alting, han har hørt hvad lægen på klinikken har fortalt og hvad jeg har fundet frem til, men han har ikke selv siddet og undersøgt det hele og det er fint med mig. 

Jeg synes det var et kæmpe skridt at gå i behandling, og det endda selvom jeg siden jeg var 25 vidste at det skulle jeg,når jeg gerne ville have børn. Den første samtale vi havde på Skejby var faktisk med henblik på at få min mens igang efter jeg havde været sat i kunstig overgangsalder, men der tog lægen os lidt med bukserne nede og sagde, nå så l vil gerne have et barn, vi kiggede på hinanden og sagde øhh Jaaaa det vil vi vel gerne det var selvfølgelig det vi kom efter, men vi havde ikke regnet med, at vi skulle i gang sådan lige nu. Men det var rigtig fint, at han var så direkte, så var der ikke flere betænkeligheder, så måske din kæreste bare er som os, han skal lige have et lille skub og så kommer det af sig selv. Måske kan han bare ikke selv tage den endelige beslutning om noget så indgribende som fertilitetsbehandling er. 

Det lyder dog til at han støtter dig, så tag ham med til lægen og få en snak om hvad l gør og tag den så derfra. På mig lyder det ud fra din beskrivelse ikke som om han ikke vil have et barn med dig, men mere at han skal hjælpes til at tage det step over i behandlingsverdenen og det må så være dig der gør det.

Rigtig meget held og lykke med det.

Min mand var med til ægudtagning samt ægoplægning. Han kunne ikk bare få fri og for mig betød det ikk så meget at han ikk var med til det andet. Han var også den der stak mig hver dag jeg kunne ikk selv. Jeg læste en del om det og læssede en del af hos ham, vi snakkede om det når jeg havde behov og han lyttede men læste ikke selv om det. Nu er vi i fryseforsøg for at få en søster/bror der klare jeg scanningerne selv da han lige er startet på ny uddannelse.

Vi gik i gang med udredning efter et år uden 'gevinst', dette var fordi jeg ville. Min kæreste syntes det virkede lidt overilet og mente, at baby nok skulle komme. Efter alle undersøgelserne var overstået, fandt vi ud af, at min kæreste har nedsat sædkvalitet og det er ret usandsynligt, at vi kan naturligt. Han var med til den første samtale på klinik og også på hospital, da vi skulle videre til IVF. Han har været med de 4 gange jeg er blevet insemineret, men er ellers ikke så engageret. Kan sagtens følge dig i følelsen af, at stå alene med det, sådan har jeg det også i perioder. Det fylder til tider rigtig meget for mig og jeg kan have brug for at tale om det, hvor jeg ikke altid føler opbakning fra min kæreste. Det er mig der har sat mig ind i alle tingene, ved hvad vi (primært jeg) skal igennem, succesrater og alt sådan noget. Han siger selv, at han gerne vil have et barn, men at han nok bare ikke er så god til alt det her inden. Til tider virkelig frustrerende, men jeg må acceptere, at han har det på en anden måde og takler tingene anderledes end mig, og så 'læsse' af på andre også - heldigvis er der en del, der ved hvad vi gennemgår, så jeg også kan tale med andre om det.

Jeg har lært, at jeg må fortælle ham, når det er vigtigt for mig at han deltager og ellers klarer jeg det meste selv. 

Først lidt baggrund.Vi har været i gang med PB i 4 år. Ingen af os har børn - jeg har mistet for 11 år siden i uge 18 pga sygdom hos min lille pige. Min kæreste er selvstændig med meget lang arbejdsdag/uge, mens jeg går hjemme.

Min kæreste er ikke involveret som sådan i den faglige del, altså optimering af behandling, snak med lægen om forskellige hormoner både ved selve hormonstimuleringen og bagefter ægoplægningen. Han har været med de gange, det har været nødvendigt, dvs æu, men har nogle gange været nødsaget til at køre, og så er jeg f.eks blevet hentet og efterfølgende passet af min mor - det har virket rigtig godt for mig/os.

Til gengæld har han været guld værd i perioden op til æu og sendte karma, når jeg skulle stikke mig. Hørt på mit piven, utilpashed og bare været støttende. Ja og haft ondt af mig når jeg lå der efter æu og havde ondt - spist en mængde frysepizzaer og serveret mad på sengen. Efter æo er han slf også den jeg læsser af på, mens vi går ventetiden igennem mod bp Han har dog en enkelt gang givet udtryk for, at det var hårdt altid at skulle være den positive, når jeg henfaldt i mismod, og det kan jeg egentlig taget godt forstå.

Da vi skulle tage valget om at gennemføre kromosomtest af vores 1 blastocyst eller få refunderet beløbbet (ca 30.000) var jeg selv i syv sind, hvor han i løbet af 2 min kunne skære igennem. Den ro testen kunne give mig var vigtigst. 

Umiddelbart tænker jeg, at din kæreste jo ikke har samme voldsomme trang til at blive forældre som du, da han jo er far, men han vil jo gerne være forældre sammen med dig, og det er det, du skal holde fast i. At han så ikke reagere præcis, som du godt kunne tænke dig. Tja enten pythatten på for han er jo ikke dig, eller også må du jo sige til ham, hvordan du føler det, og måske hvad du godt kunne tænke dig, at han så gjorde; du må dog ikke forvente, at han så gør lige præcis det, du ønsker. Måske du skulle fortælle ham åbent, at du føler, han ikke er nær så hooked på baby som du, og du tror, det hænger sammen med, at han har et barn (det er sådan jeg læser dit indlæg), så I kan få snakket sammen om det.

Alt det bedste