det er så svært i disse dage. Mange følelser overvælder mig men jeg har taget en hård men nødvendig beslutning.
Jeg har været i en meget svær periode hvor mange ting skulle erkendes. Erkendelsen af at jeg havde psykiske problemer som gik ud over min glæde i livet. Det gjorde mog direkte ulykkelig. Jeg har altid sat andre før mig selv og taget store hensyn. En god egenskab så længe den ikke bliver destruktiv for en selv. Jeg har derudover haft en svær barndom og en mor uden medfølelse har været med til at nedbryde mig, gennem sårende ord og handlinger.
Jeg begyndte derfor, i takt med at jeg arbejdede med mig selv, ved proffessionel hjælp, at sige mere fra og tage hensyn til mig selv. Jeg begyndte at sætte krav til min omverden men ikke noget som var urimeligt. Blot at vi ikke længere føjede alle som det passede dem på bekostning af os selv, men sagde nej indimellem.
Dette har så givet en storm fra min mor og 2 søstre. Et nej blev ikke accepteret, jeg kunne ikke få lov at sige fra når jeg blev tiltalt grimt osv. De valgte så at måden at få mig "til fornuft" var at puffe mig ud på sidelinjen, aflyse de aftaler vi havde og øgede krav til at se børnene uden jeg var med osv. Til sidst indrømmede de dette og deres svar var at de ikke orkede mig og pludselig fik jeg ellers en masse i min retning om at jeg var led ved andre, behandler andre dårligt og udnytter osv osv uden de kunne fortælle hvad det egentlig handlede om, de kunne ikke præcisere det. Af flere omgange har jeg modtaget dette med stadigt flere krav de krævede og med trusler om jeg kun var velkommen hvis jeg fulgte kravene.
Imens har jeg accepteret at mine børn så deres bedster, og fandt ud af jeg blev løjet for og de gik bag min ryg. Jeg har så valgt at de ikke skal til min fødselsdag, da jeg ikke orker det. Jeg har ikke set nogen af dem siden efteråret, og snak har været over SMS. Jeg prøvede i julen at række hånden ud, som blev afvist med belæringer og tilsvining. Da jeg heller intet havde hørt i det nye år orkede jeg ikke at række hånden ud og igen blive afvist. Dette er resulteret i en ny tilsvining af mig som person og måtte til sidst blokere, fordi jeg ikke kunne få fred. Begge mine søstre har slettet mig som ven på Facebook.
Jeg har nu taget et hårdt valg. Men har valgt at jeg ikke ønsker at vi er en del af hinandens liv. Jeg vil ikke være deres skydeskive, og at de sammen sidder og sviner mig til og snakker om hvor frygtelig jeg er.
Jeg gør også mine fejl men synes slet ikke jeg fortjener det her, og min mand synes hele situationen er grotesk. Min ene søster er kun en del af det, da hun på en eller anden måde er blandet ind i snakken hos min mor eller søster, og har taget parti, og derefter valgt at fare i flæsket på mig.
Det er så modbydeligt og havde egentlig sagt at det ikke skulle ramme børnene (børnehave alder og førskole alder) men hvis det her skal fungere for mig må det være enten eller. Så har nu valgt at ingen af os skal have kontakt, det er alt for ødelæggende for os.
På en måde er det sorgfuldt at miste mine forældre og søskende men samtidig føler jeg mig også stærk for at sige fra og passe på mig selv og min familie. Selvom det er hårdt mærker jeg også en lettelse og børnene virker ikke til at have savn, da vi altid har set farmor og farfar meget og fortsat vil gøre det.
