At håndtere en jaloux storesøster

Benjamins'mor skriver:

Det lyder som min søn du beskriver. 

Han er bare lige fyldt 6 år og lillesøster er 3 år. 

Jeg tror lidt det er en periode, men jeg ved hvor træls det er. Har desværre ikke så mange råd, men følger lige med i hvad andre skriver. 

Du er velkommen til at følge med, det er ikke altid så nemt med de unger

Anonym skriver:

Her er svaret bare "jamen jeg skal lige..." 

har også tænkt hvor mit søde barn blev af  

forleden skulle den lille til lægen og vi var afsted hele familien, vi havde sagt til hende at hvis hun skulle med ind skulle hub rydde legetøjet op nu så vi var klar (vi kunne se patienten før os gik) det gjorde hun så men skulle liiiige se et eller andet, da lægen så kaldte os ind sagde min kæreste fire gange, hvis du skal med et det nu osv, tilsidst lukkede lægen døren og hun og far kom ikke med ind. Hun var seriøst sur 45min efter, fordi JEG åbenbart ikke ville have hende med ind. Hun kastede med ting og sad i et hjørne og var sur, og skældte os ud.. åh shit, de kære børn. 

 

Er godt nok glad for jeg ikke er alene

Lige præcis det oplevede vi også i går. 

Far skulle op og tanke bilen, sende en pakke og handle et par småting. Min søn havde flere gange fået afvide at hvis han skulle med skulle han få tøj på, han sagde at han ikke ville med og far kørte. Der gik ikke 2 sekunder så hylede han og påstod at far ikke ville have ham med, jeg sagde at han selv sagde han ikke ville med og så brød helvede løs.  Han var sur et lille kvarter, men han sagde jo selv nej. 

Netop derfor det bare er skønt du kan komme herind og dele det. Skønt at I alle reagere på, og tager jer af det
Min kæreste har en nevø der er sådan der i en alder af 4, og han får lov. Det er så hårdt at høre hans lille whiney-pive stemme blive belønnet med et "okay så må du det". Han må alt, for at undgå han græder, og konstant kommer alle med undskyldninger for det. "Det er også fordi han forventede noget andet/er træt/er sulten/har glædet sig/" osv.. Der er altid en voksen undskyldning bag hans råberi. Det er vores alles skyld åbenbart, at han flipper ud fordi hans lillebror tager noget legetøj der var hans..

Så fortsæt det er en fase, men det er hvad man gør ved fasen der er afgørende og vigtig!

Anonym skriver:

er virkeligt glad for jeg ikke er den eneste, havde en tanke om at jeg, på trods af at være pædagog og kende til alt hvad man "bør" gøre, havde gjort det helt forkert og ødelagt mit velopdragne barn 

 

vi gør faktisk ofte det, at vi tager et barn hver og hjælper, på det niveau der passer til dem. Men f.eks her til morgen, tingene kører, børnene har fået børstet tænder og har tøj på og er klar til at spise morgenmad, jeg står med lillebror på armen, far er på arbejde. Jeg siger til min datter at nu skal vi ned og have noget morgenmad og hun fortæller mig hvad hun vil have. Så henter hun lillebrors dyne og vil lave hule. Jeg siger at det skal hun ikke nu, hun skal ligge dynen tilbage så vi kan komme ned og få morgenmad, hun fortsætter legen og jeg beder hende om at ligge dynen på plads tre gange, til sidst siger jeg at nu går vi andre ned og spiser, lidt efter kommer hun ned, MED dynen. Aarh så bliver det også bare princip for mig at jeg har sagt nej, så er det nej. Så allerede der må jeg skælde ud. Det er sådan nogle små ting som bare konstant skal diskuteres med hende. Bliver sku træt 

Du er ikke den eneste, min på 5 er lige sådan. Man har bare lyst til at forære ungen til den første der kommer forbi ude på vejen nogle gange.. 

Der sker meget med dem lige nu, så det er vigtigt at holde fast i at har man sagt A, så bliver det ved med at være A. Det går jeg meget op i. For de tester jo hvor de har os forældre hende, og vakler vi, så mister de troen på os og trygheden i, at uanset hvad der sker, så kan de regne med os som forældre.